Drikfældige teenagere og pensionister mødes til trav. Men har overklassesporten en fremtid?

DE LIGNER EN FLOK VANTE væddeløbsgæster, da de står med underarmene solidt plantet på gelænderet få meter fra de tunge hurtigløbere.

”Hold da ferie, Ghita ser godt ud. Sindssyg start!”

”Så er det nu, Ghita. Løb!”

”Nej, hvor er hun flyvende. Jeg vidste, det var hende, vi skulle spille på,” tilføjer en tredje i vennegruppen, mens han knipser. Ikke på den måde, som man ser til en golfturnering med afmålt distance, men derimod infantilt ukontrolleret.

De tre drenge i midten af tyverne har spillet en mindre sum penge på en hest, der hedder Ghita Nørby. Det er på grund af navnet, at de har valgt at spille på netop den hest, forklarer de. For de ved faktisk ingenting om den gamle, konservative sport, de er taget til denne sidste fredag i april.

På sidste omgang løber det ud i sandet for de tre spillefugle på første parket og Ghita Nørby, der må nøjes med en tredjeplads. En blanding af vrede og skuffelse breder sig blandt de unge mænd, der enten klør sig i skægget eller tager sig til hovedet med et lettere mistroisk blik i øjnene. Men de kommer hurtigt op på hesten igen, for der er kun et kvarter til, at der næste gang kaldes til løb, hvilket er ensbetydende med, at en instrumental version af ’Re-sepp-ten’ brager ud gennem højtalerne og med en slidt lyd omklamrer terrassen foran væddeløbsbanen.

Det kvarter skal bruges effektivt. Der skal først og fremmest spilles på endnu en hest. Valgene står mellem ’Handsome Magic’, ’Houdini Shadow’ eller ’Blazing Star’. Og ja, vi er stadig på travbanen og ikke på stripklub. Dernæst skal der hentes nye øl, mens nogle få tilvælger en Underberg som sidevogn, til værtshuspriser i Rudolf Le Ann Baren, hvor bartenderen hele eftermiddagen undskylder for, at hverken dankortterminalen eller fadølsanlægget virker, inden gæsterne igen stimler sammen på terrassen til mere trav.

TRAVBANEN MIDT I det såkaldte ’Whiskybælte’ er ikke fyldt til bristepunktet i dag. Der kan dårligt være mere end 300 mennesker i alt, og det er en broget flok: en overvægt af pensionister, et enkelt firma på udflugt og nogle grupper af unge mænd, der spontant blev lokket til ved duften af hasardspil og fredagsøl.

Travsporten har ældgamle rødder tilbage til de første olympiske lege og nåede stor udbredelse i Storbritannien, hvor den stolte derby-tradition (som er sportens årlige kulmination) startede i 1740. I løbet af 1800-tallet kom sporten, som vi kender den i dag, til Danmark. Den henvendte sig dengang til de royale og det bedre borgerskab med strittende lillefinger, som troppede op efter den stramme dresscodes regler. I dag lever traditionen om derbyet som væddeløbssportens svar på Super Bowl stadig i bedste velgående, når publikum flokkes til de monstrøse stadioner i både ind- og udland.

Så hvem er det egentlig, hestevæddeløbet i dag skal henvende sig til? Hvis det står til lederen af Charlottenlund Travbane, Klaus Koch, skal demografien ikke længere begrænses til det ene alle andet: ”Alle,” svarer han, inden hans talestrøm afbrydes af en kollega, der har brug for hjælp til lyden i det tilstødende lokale.

”Vores gæster er meget forskellige. Hver gang er der unge mennesker, der kommer for første gang, og vi har selvfølgelig masser af stamgæster, som er kommet her i en lang årrække. Og her skal være plads til begge dele,” fortsætter han.

Én af dem, der er kommet her ved enhver given lejlighed i mange år, er en midaldrende (nok i starten af 40’erne) mand i grå jeans og grøn dunjakke med en lettere vigende hårgrænse og stedets mest entusiastiske talestrøm, når det kommer til det, der foregår på den anden side af gelænderet. Tobias, hedder han. Hele 10 år på ”Lunden”, som han standhaftigt kalder det, er det blevet til.

”Jeg er totalt bidt af den her sport. Om det er galop eller trav, er egentlig underordnet. Jeg kommer her på Lunden, om det så er en råkold januardag. De kan ikke holde mig væk, selv hvis de forsøgte, og jeg glæder mig hver eneste gang.”

Det er farten i de prægtige dyr, der tiltaler ham, og så er der selvfølgelig et adrenalinkick forbundet med hasardspillet, indrømmer han, selvom han intet overlader til tilfældighederne, når han vælger, hvilken hest han skal spille på.

”Man kan se, om hesten har en god dag, ved at kigge på den inden løbet. Når de ikke kan kommunikere med ord, forsøger de at gøre det med kropssproget. Det, synes jeg, er vildt spændende at prøve at læse. På den måde gør jeg mit forarbejde, inden jeg spiller, mens jeg også har læst op på løbene, før jeg tager herud.”

Weekenden er lig med hestevæddeløb for Tobias, der til dagligt arbejder i Rema 1000 i Lyngby. I morgen skal han nemlig til Klampenborg for at se galop. Sporten i sig selv har tydeligvis en særlig plads i hans hjerte, men han kommer også på de ældgamle baner i hele landet, fordi ”folk, der går til hestevæddeløb, er fantastisk flinke.”

Det er nærliggende at tro, at gæster som Tobias har det bedst på Lunden, når der er halvtomt som i dag, fordi der er tid og plads til at få snakket med bekendtskaberne fra banen. Men det er ikke de dage, han husker bedst.

”I 2016, da Aksel (navnet på den vindende hest, red.) vandt det store derby, var her sort af mennesker. Sort, siger jeg dig. Det var virkelig en stor dag,” forklarer han, mens han vandt en skilling på, at ’Hipster’ med Steen Juul som kusk løb først over målstregen.

Steen Juul er den kusk, der har vundet flest løb per sæson 30 (!) år i streg her på banen, forklarer leder Klaus Koch, så sejren kom næppe som en overraskelse for en kender som Tobias. Cirka 8.000 sejre er det blevet til over hele karrieren for den 72-årige hestehvisker, som betegnes som lidt af en legende i disse gemakker.

MELLEM TO LØB sidder fire krølhårede gymnasieelever med en øl i hånden og et ældre ægtepar side om side og spekulerer i, hvilken hest der mon trækker det længste strå. Med hovederne begravet i en telefon, hvor de både kan se, hvem der er med i næste heat, og placere deres bet, får de opildnede teenagere diskuteret sig frem til to fælles heste.

På nabobænken kan man se det ældre ægtepar sidde med pen og papir og kigge på løbsprogrammet, inden de traver ind og lægger nogle kontanter på disken som indsats til det næste løb.

Bølgerne går lidt højere blandt gymnasievennerne: ”Vi er nødt til at spille på Aksel!” nærmest råber en af de unge mænd, der forklarer, at han deler navn med hesten, og det er derfor, de ender med at vælge netop den hest at kaste penge efter – måske er det den samme Aksel, Tobias overværede vinde derbyet i 2016?

’Re-sepp-ten’ ringer til løbsstart, og få minutter efter skydes dagens femte løb i gang:

”Okay, boys, vi har nummer tre og fire,” understreger én.

”What, fireren er da helt håbløs! Den løber ikke engang. Jeg tror sgu, den er blevet diskvalificeret,” udbryder en anden.

”Men se lige treeren, gutter. Den ligger sgu nummer et!”

Og der bliver den, skal det vise sig.

”Hold kæft, vi er gode til det her. Nem sejr.”

”Yes, mand! Så er der lige til næste runde fadøl.”

Succesen er altså lige så stor (om end en smule mere tilfældig) hos de unge drenge, der besøger banen for første gang, som hos den ultragarvede Tobias. De når næppe den helt samme begejstring for sporten, men det er ikke sidste gang, at de lægger deres vej forbi væddeløbsbanen, er de overbevist om.

”Det var en meget spontan idé, vi fik i dag, men indtil videre er det virkelig fedt. Måske stopper det med at være sjovt, når vi stopper med at vinde, ha ha. Men vi kommer nok tilbage en anden dag, uanset om det her bliver dagens eneste gevinst, fordi det er en meget hyggelig aktivitet at lave, mens man drikker en fredagsøl med vennerne,” fortæller Aksel – altså gymnasieeleven, ikke hesten.

Jeg siger farvel og tak til gymnasiedrengene, går i baren og undrer mig: Alle storsmiler og har det skønt. Stemningen er eminent, men når man kigger rundt på den storslåede bygning med den enorme tribune, emmer det mere af forladt tivoli end storhed, selvom stamgæster og banens leder forsøger at overbevise mig om det modsatte.

Men der kan selvfølgelig ikke være derby hver weekend.

MAN KAN FRISTES TIL AT TRO, at den traditionsrige sport stadig er forbeholdt folk med høj hat og en lystbåd i havnen. Den forestilling bør man skylle ud med badevandet. Denne fredag er det nærmere omvendt.

”Vi gør meget for at få en de unge mennesker til at komme. Vi holder fx fredagsbar for studerende, når det bliver lidt varmere, end det er nu. Det er vigtigt for os, at unge mennesker gider at komme, fordi de skaber lidt mere stemning omkring løbene – de råber og jubler lidt mere. Samtidig er de med til at holde vores klientel så broget, som det er nu. Det er helt klart vores målsætning, at både bistandsmodtageren, de unge studerende og folk med lidt mere kapital på bundlinjen gider at komme herud,” siger Klaus Koch.

De muligheder, der er på travbanen, er et godt billede på den diversitet, som han forsøger at skabe. På terrassen er der en pølsevogn, mens du kan få tre retter med vinmenu i restauranten med udsigt over banen, hvor de fastspændte heste iler afsted.

Det kan for nogle forekomme nærmest vulgært, at vi mennesker spiser, drikker, griner og gambler, mens hestene spændes fast for vores underholdnings skyld. Det har man blandt andet set udmønte sig i store konflikter mellem dyrerettighedsgruppen Animal Rights og politiet i forbindelse med et løb i Storbritannien, hvor der var mere end 100.000 tilskuere til stede. Læg dertil, at der i sidste måned var en mindre demonstration på galopbanen i Klampenborg, hvor nogle demonstranter løb ind på banen med et skilt, hvor der stod: ”Elsk heste, drop væddeløb”.

Klaus Koch mener dog langt fra, at sporten grænser til dyremishandling:

”Du kan ikke tvinge en hest til at løbe. De løber af deres egen frie vilje, og de er igennem århundreder blevet avlet til at skulle løbe hurtigt. Dyrene ville være mere på tværs, hvis man forsøgte at tvinge dem til at trave eller galopere.”

Men er det så i orden at avle dyr til formålet?

”Lad mig sige det på den her måde: Hestene har det langt bedre end de mennesker, der ridder på dem. De bliver passet og plejet, så du slet ikke forstår det. De har det fantastisk, de heste.”

Endnu bedre end de ville have det i det fri?

”Ja. For hvis de bliver skadet i naturen, må de klare sig selv. Hvis en hest brækker benet i det fri, dør den en langsom død. Hvis det sker her, reparerer vi den eller giver den en kugle for panden. Det er også vigtigt at huske, at sporten er udviklet, fordi hesten i sin natur er et flugtdyr. Den vil afsted.”

Godt så.

EFTERMIDDAGENS SIDSTE LØB nærmer sig med hastige skridt, og på forunderlig vis føles stedet mere fyldt, end da det hele startede. Måske har den alphabeatske popmusik og de sporadiske jubelråb lokket naboerne til. Næppe. Men man kan altid håbe.

Netop håbe er også det, både gæsten, der smider nogle lodder i den animalske tombola, og arrangørerne af travløbene i Charlottenlund kan gøre. Sidstnævnte har udsigten til det storslåede derby i august, hvor Klaus Koch forventer op mod 10.000 gæster.

Det kan være, at en lille del af dem får øjnene op for det colosseumske stadion, hvor fattigrøve, rigmænd, unge studerende og pensionister kloger sig på heste, vædder på livet løs og drikker Grøn Tuborg på flaske. Og så hygger de sig. Uanset om Ghita Nørby vinder eller ej.