Philip Lotko: ”Det var så vanvittig en detalje, at folk ikke troede på, at det var meningen. Men det var det”

Mit første par fodboldstøvler nogensinde var et par New Balance, som min far købte til mig. De var to-tre numre for store, så jeg kunne ’vokse op i dem.’ Men det er jo helt misforstået. Det var ikke optimalt. Jeg var den eneste på mit hold, der spillede i New Balance, og jeg havde også svært ved at få øje på nogen professionelle, der spillede i dem. Nogen, som jeg kunne spejle mig i. Men så fandt jeg fandt frem til, at Stan Collymore fra Liverpool, som jeg altid har holdt med, kraftedeme spillede i de samme som mig. Det hjalp lidt.

I 1998, da jeg var blevet lidt ældre og selv kunne spare nogle penge sammen ved forskellige fritidsjobs, købte jeg et par Adidas Predator Accelerator. Modellen var i sort-rød og havde de her sindssyge hakker i overfladen. De reklamerede med, at man kunne få ekstra skru og det hele i bolden. Jeg var 12 år gammel og gik virkelig op i fodbold dengang. Jeg spillede i Tjørring, en klub lige uden for Herning.

Selvfølgelig er det aldrig støvlen, der gør arbejdet, men ligesom med alt mulig andet beklædning kan de rigtige støvler give en følelse af superkræfter. Man kan leve sig ind i en rolle. Ligesom hvis man trækker i et suit eller et par gode jeans, man føler sig godt tilpas i. Det giver selvtillid. Den kontrast mærkede jeg i hvert fald, eftersom jeg havde rendt rundt i de der alt for store New Balance-støvler.

Et minde fra én kamp står frem: Jeg modtager bolden på midten af banen efter et indkast – og jeg er altså ellers ikke sådan en Messi-type, mere boks-til-boks – og så vender jeg rundt på en modstander, tager et træk forbi én, så én mere, og da jeg er på kanten af feltet, så lopper jeg den simpelthen hen over keeperen. Totti-style!