Han ejer alle danske hobbycyklisters yndlingsmærke, men han skal langt væk for at køre sin yndlingsrute

Peter Madsen Lange er 48 år og medstifter og administrerende direktør i Pas Normal Studios. Her fortæller han om sin bedste cykeltur.

Min bedste cykeltur: Peter Madsen Lange
Offentliggjort

Vi begynder tidligt om morgenen, lige før solen står op. Det er i august 2023, og jeg er på en tredagstur i Californien sammen med Pas Normals bestyrelse, de ansatte fra vores kontor i USA og en enkelt ambassadør. Det er sidste etape på turen. Fra Sea Ranch Lodge til San Francisco. Cirka 180 kilometer. I en tæt dis cykler vi afsted med lygter på cyklerne. Man kan fornemme vandet på højre side, landskabet inde til venstre. Lige så stille begynder solen at bryde igennem tågen og disen, og havet åbner sig ud til højre.

Der er passager, hvor vi kan se ned ad kysten, lige så langt som øjet rækker. Vi kører nedad Highway 1. Rullende bakker, kyst, bjerge. Nogle gange slår vejen ind i landet. Og så tilbage igen. Det er et breathtaking view. På sådan en tur her kører vi et okay tempo. Stram kæde. Men det er trods alt ikke et cykelløb. Undervejs kører vi igennem små fiskerbyer, hvor der er liv og glade dage og små østersbutikker og fiskerestauranter. Lidt over halvvejs holder vi ind for at få noget at spise. Det er ved Nick’s Cove. Vi sætter os på en klassisk fiskerestaurant. For at det ikke skal være løgn, får vi faktisk østers. Og burgere og kolde øl.

Så er vi klar igen. Vi er jo seriøse motionister. Dedicated cyclists, som det hedder. Og vi kan godt nogle gange køre en hård kur frem mod et krævende løb. Men så er der også de perioder, hvor mad og oplevelser står højst på listen. Dem er der flest af. Og det her var en af dem.

Nede ved et sted, der hedder Muir Beach, slår vejen et knæk ind i landet, og så rammer man en stigning på omkring fem kilometer. Der kan man godt mærke benene, der er blevet brugt en del tændstikker på de første to dage, og det begynder at blive rigtig varmt. Cirka 25 grader, ret fugtigt. Og så sker der også det, at man begynder at køre lidt cykelløb om at komme først op. Jeg er den yngste i bestyrelsen, så det går fint. Lidt efter ankommer vi til Sausalito, og da vi kører igennem bymidten, kan vi foran os se, hvordan San Francisco bare dukker op dernede. Boom. Især på en solskinsdag er det virkelig et smukt syn. Så krydser vi hen over Golden Gate Bridge og kører ind igennem byen, hele vejen hen til vores butik.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling