Søren Reedtz: ”Jeg så pludselig næste dags avisoverskrift for mig: ’Tv-journalist sætter helt Tour de France-hold’”

I 2016 holdt Touren hviledag i Andorra, så min kollega Niels Christian Jung og jeg stod tidligt op og lejede et par racercykler i en skrig-orange lakering.

De var udstyret med aluminiumshjul og Shimano 105-gear og vejede ikke under 10 kilo stykket. Missionen var at komme til toppen af Arcalis-bjerget, en knap 20 kilometer lang stigning, som fører op mod et skisportssted i 2.225 meters højde, hvor Tom Dumoulin havde vundet niende etape dagen inden.

På vej hen til foden af stigningen mødte vi hele Tinkoff-holdet, som var på rulletur for at holde gang i kroppen og finde en god kop kaffe. Forrest i gruppen sad verdensmesteren Peter Sagan ved siden af holdejeren, den rige og småskøre russer Oleg Tinkov. Tinkov var selv en glimrende og passioneret motionsrytter, men han gav ikke meget for etikette, tradition eller god stil, så han var naturligvis også iført en VM-trøje, der var identisk med Sagans.

Vi fulgtes med dem og sad i gruppen og talte med Michael Valgren, da jeg pludselig så næste dags avisoverskrift for mig: ’Tv-journalist sætter helt Tour de France-hold’. Prof-ryttere kører skulder ved skulder og meget tæt efter hinanden, men de kan altså også håndtere deres cykel på et helt andet niveau, end jeg kan. Så inden katastrofen indtraf, gled jeg ned gennem gruppen, og bagerst fandt jeg heldigvis andet godt selskab i form af Ivan Basso, den dobbelte Giro d’Italia-vinder, der var gået i lære som sportsdirektør.

Tinkoff-holdet holdt bagerstop, og Niels Christian og jeg kørte ind på stigningen, hvor vi halvvejs oppe mødte hele det spanske Movistar-hold på vej nedad. Deres idé om en hviledag indbefattede en tur til toppen af et bjerg uden for kategori. Alejandro Valverde var forreste mand på nedkørslen, og superstjernen skar et sving lige foran os så hårdt, at han var få centimeter fra at ende sin karriere på køleren af en skraldevogn.

Hele Tinkoff-holdet fik kaffe, Valverde overlevede, og vi nåede toppen af Arcalis-bjerget. Der blev ikke sat rekorder på vejen op, men under et Tour de France, hvor de fleste af mine dage er lange og fyldt godt op med arbejde, var det fantastisk at stå der i den tynde luft med høj puls og ondt i benene. Dagen efter blev verdensordenen genetableret, så jeg bare skulle vandre rundt med ømme stænger og stille dumme spørgsmål til de rigtige cykelryttere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykelløb og Cykling