Min nabo er bankrøver

‘Denciks dagbog’ - 14. Kapitel

MIN NABO ER BANKRØVER

“Det er ikke let at være nogen!” halvskreg salig Dan Turèll en gang i min barndoms bedste sendetid. Den uomtvistelige og banale sandhed kommer jeg til at tænke på et halvt liv senere. Det er blevet tid til at sætte sig ned med et glas vermouth og skrive dagbog. Jeg har fået vermouthflasken af min gode nabo, Pepín. Han har en fortid som professionel bankrøver, nu er han pensioneret med et par herreløse hunde i huset på den anden side af gaden.

Jeg kan godt lide manden, som i sin alderdom lever et stille liv som daglejer ude i markerne. Hver aften vender han hjem fløjtende med en dunk vin under armen. Pepín har ikke haft et let liv. Det kan man se på ham, selv hvis man ikke kendte til den lange fængselsstraf, han fik efter sit kupforsøg i nabobyens bank. Alle kender alle her i dalen, så det væbnede røveri var ikke videre gennemtænkt.

Men af en eller meget spansk anledning er han den eneste i byen, der har våbentilladelse. Jeg ved faktisk ikke, om han har tilladelsen, men våben har han. Jeg kan godt lide, at man i min by overlader styringen til den, der har haft det sværeste liv. Det vidner trods alt om en vis logisk sans.

Nu falder lyset over Sierra Nevada, og isterningerne smelter i min drink. Der udbrød skovbrand i bakkerne tidligere i dag, så helikoptere har fløjet i pendulfart med vandbomber. Nu er branden slukket, men det ryger stadig fra bakkerne, der ømmer sig i den nedgående sol. Dagen i dag har haft en hård dag.

Jeg kan godt lide at lytte til Billie Holliday og Chet Baker og Cat Power. De har haft svære, hårde og nærmest uudholdelige liv. En af mine yndlingsforfattere er den amerikanske forfatterinde, Carson McCullers. Hvis man læser McCullers, kan man læse, at det ikke altid har været lige let. Hun skriver med den lysende klarhed, der kun kan indfinde sig efter et langt mørke.

“Det ser så let ud,” udbryder man ofte som ros til virtuoser. Selv har jeg sjældent kunnet tilslutte mig den form for beundring. For mig er det modsat. Måske har jeg det fra min far. Han fik en gang på en sommerferie i Frankrig et uskyldigt spørgsmål fra min mormor og morfar. Det handlede om, hvorvidt vi trivedes i det franske. Hans svar husker jeg klart. Det faldt prompte i en telefonboks syd for Arles:

”Det er kun svin, der trives.”

Livet er ikke let. Og cykelsporten gør ingenting for at maskere den sandhed. Jeg ved også, at det er derfor, jeg elsker sporten. Den ser så hård ud. Den har i sig selv haft et svært liv. Bagagen er tung og mørk, rytteransigterne er ofte martrede og plagede. Det er lange og komplicerede dage i sadlen. Jeg kan så godt lide et hårdt løb, når jeg ser et. Og jeg kan godt lide en falleret bankrøver, når jeg møder en.

Cykelsporten er en menneskekender, der maner det mest sanddruelige udtryk frem i fjæset på dens udøvere. Ingen prøver at skjule noget, det er ærligt og sårbart. At forestille sig en rytter få en advarsel for film er i sig selv en utænkelig tanke.

Steven Kruijswijk er i udbrud hele kongeetapen, men bliver hentet, distanceret og ydmyget på de sidste kilometer. Og så er det ikke let at være Steven Kruijswijk. Hollænderen bliver ved med at mislykkes i alle sine foretagender, det er svært at være ham, men det er godt, at vi kan se det.

Mark Cavendish falder for tidsgrænsen og må udgå med halen mellem benene, og så er det ikke let at være Cavendish. Vincenzo Nibali brækker ryggen og må udgå. Og så er det ikke let at være Nibali. Froome vinder ikke mange hjerter, selvom han vinder alle løb. Og så er det ikke let at være Chris Froome.

Det er ikke let at være nogen.

Det er det, cykelsporten minder os om.

Daniel Dencik, den 21. juli 2018

LÆS OGSÅ: Min puls er stadig høj efter at have set genudsendelsen flere gange

LÆS OGSÅ: Opskrift på dagens mand i Sky-sovs

LÆS OGSÅ: Den store klassementfest i Tour de France: Derfor ser Valverde sig selv som en af favoritterne

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France og Cykling