Moderne fodbold fylder 30 år – men har vi overhovedet grund til at fejre fødselaren?

Forleden gik det op for mig, at moderne fodbold har fødselsdag. Den fylder 30 i år. Det var nemlig i 1992, at både Champions League og Premier League blev skabt - med alt hvad der fulgte med af kultur, økonomi og bevågenhed Og en rund fødselsdag kalder naturligvis på en markering.

Jeg ved selvfølgelig godt, at fodbolden havde fascineret det europæiske folk i mere end et århundrede før 1992. Men da Mesterholdenes Europa Cup blev til Champions League, og Englands øverste herredivision brød ud af ligasystemet som Premier League, forandrede fodbolden sig for bestandigt.

Den blev til meget mere end det spil, man før havde kendt. Den blev til primetime-underholdning. Til økonomiske nøgletal. Til attraktiv, friseret popkultur. Til et samlende europæisk fællesskab og siden en global underholdningsindustri. Den blev til en soft power-maskine, der kunne agere PR-foretagende for oliestater og rige oligarker.

Altså blev fodbolden til noget andet, både på godt og ondt. Så da jeg forleden kom i tanke om moderne fodbolds fødselsdag, meldte et spørgsmål sig også: Skal den markeres med flag og balloner? Eller med gravøl og triste miner?

Vist blev byggestenene til vores taktiske forståelse i den moderne fodbold lagt af Helenio Herrares med La Grande Inter i 1960’erne, og senere Rinus Michels’ Ajax-hold og Valeriy Lobonivskyis Dynamo Kyiv i 1970’erne som eksponenter for totalfodbolden.

Men før 1992 var det landsholdsfodbolden, der var sportens fremmeste tilløbsstykke. Nok var klubfodboldens samlede økonomi opadgående, men kurven var mere lineær end den var eksponentiel. Og så var fodboldens fremtid ikke mindst truet i årtiet før dens genfødsel.

På Heysel Stadion i Bruxelles omkom 39 mennesker efter sammenstød mellem Liverpool- og Juventus-fans i 1985. I Bradford brændte det hele til grunden og i 1989 på Hillsborough braste det hele sammen.

Mennesker døde nu bogstavelig talt af fodbolden. Og som logisk konsekvens begyndte de at blive væk. En tredjedel af stadiongængerne i England var ganske enkelt forsvundet på 25 år. ”Fodbolden var i krise”, skriver den danske sportsjournalist Asker Hedegaard Boye i ’Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år’. Samme tolkning havde The Sun dengang. Her formulerede man sig blot lidt anderledes: ”A slum sport for slum people”, lød dommen. Dystre udsigter. Ikke særligt glamourøst.

Og svigtet? Det var efterhånden alles; fans, klubbers, mediers, myndigheders.

Det var denne aske, fodbolden i starten af 1990’erne skulle rejse sig fra. Englands premierminister Margaret Thatcher satte hårdt ind mod hårdføre hooligans. Men måske vigtigst af alt så kommercielle aktører muligheder i umulighederne.

Nu var det marketingfolk, der blev sat til at fikse fodbolden, og ud af konsulenttimerne kom Champions League og Premier League. I tråd med tidens strømninger var det nu ingen skam at hylde eliten, og det passede elitefodbolden glimrende.

Champions League blev akkompagneret med klassisk musik. Hymnen, som vi alle kender i dag, var inspireret af George Friedrich Händels komposition ’Zadok the Priest’ fra 1700-tallet. Händel havde i sit liv rejst Europa tynd. Han blev født i Tyskland, udlært i Italien og siden statsborger i Storbritannien, så ingen anden var bedre egnet til at sætte lyd til det nye europæiske fodboldprojekt, hvor grænser var til for at blive overskredet – naturligvis nu med et klart defineret mål om finansiel i stedet for territorial berigelse.

Og så skulle europæisk topfodbold desuden ikke længere bestå af simple playoff-kampe. Den skulle tværtimod udstyres med puljespil, hvor de store nationers storhold langt oftere krydsede klinger. Man skulle ikke risikere at forlade turneringen, før det hele rigtigt var begyndt.

I England var det mediemogulen Robert Murdoch og hans kanal Sky, der svingede taktstokken. Nye kampagner blev lanceret for at aflive ekkoet fra 1980’erne. Ja, faktisk præsenterede Sky ved lanceringen af ligaen i 1992 sloganet ’A Whole New Ball Game’ i en musikvideo, der mere mindede om introen til Beverly Hills 90210 – bare med Blackburn-spillere i stedet for Brandon og Brenda – end en klassisk fodboldreklame. Der var altså nu ikke længere tale om den sport, folk før havde kendt. Fodbold var forandret, lod man sig forstå.

Det var den nye fodboldverden, jeg selv lærte at kende, og som jeg voksede op med. Først i form af oplevelser på familietribunen i Parken med 1992-konstruktionen Football Club København. Vel at mærke ikke Idrætsparken. At gå til fodbold skulle nu være en oplevelse, en søndagstur.

Det var i Parken, jeg som 6-årig greb en bomuldstrøje i X-large fra en T-shirt kanon, hvor et foto af David Nielsen med farver og stjerner i håret prydede brystet. Den trøje sov jeg i hver nat, indtil jeg blev teenager, mens jeg drømte om at blive bedre end David og i særdeleshed Beckham.

Det var nemlig sidstnævnte og hans frisurer, jeg efterlignede, selv om mit blonde, krøllede hår ikke var helt egnet til en hanekam. Og så hjalp det selvfølgelig heller ikke på mine forhåbninger, at mine papirtynde ben ikke kunne løfte kuglen mere end en meter fra jorden, selv om jeg som Manchester United-spilleren smed venstrearmen ud til siden og lænede overkroppen formfuldendt tilbage, inden jeg sparkede til bolden.

David Beckham var personificeringen af den moderne fodbold, som jeg og mange andre fra min generation forelskede os i som børn. Væk var mudrede knæ, ind kom farvede fodboldstøvler. Roy Keane var da fascinerende, men mere som et fortidslevn end som et forbillede. Og min mor var da næppe heller gået med til at forfølge den londonske fodbolds mange fodspor på vores tur til den engelske hovedstad, hvis hun havde forbundet sporten med grove mandstyper frem for et pænt fællesskab, der rummede de mange frem for de få.

For den moderne fodbold skabte et større fællesskab. Nu turde de fleste gå til fodbold. Fattige og rige mødtes gennem fodbolden, og det samme gjorde nationerne. EU's love om fri bevægelighed satte spillere fra hele kontinentet fri til at søge nye eventyr på tværs af gamle skel.

Arsenals uovervindelige hold fra 2003/04-sæsonen kunne ved første øjekast lige så godt have spillet i enhver anden liga end i Premier League. Deres ideelle 4-4-2-formation blev udgjort af en tysker, en ivorianer, en camerouner, en brasilianer, en svensker, en hollænder, to englændere og tre franskmænd.

Og så kunne jeg tilmed se det hele. Jeg skulle bare trykke på fjernbetjeningen, og så var jeg i Gelsenkirchen med Schalke 04. Et tryk til førte mig tilbage til Highbury, og endnu et til Sevilla. Europa blev et plusord. Man skulle ”spille europæisk” eller ”internationalt.” Ingen lærer har lært mig mere om geografien i vores verdensdel end fodbolden.

Fodboldens førende historiker, David Goldblatt, har kaldt europæisk fodbold for noget nær det bedste eksempel på et succesrigt europæisk projekt. I fodbolden forstod man, at befolkningerne ikke nødvendigvis ville være en del af en union, men alligevel gerne ville hinanden. Man slap økonomien løs fra Moskva til Manchester, men rammen var stadig nationen. Måske storklubberne samlede appetit ude, men de måtte stadig præstere hjemme.

Og så forstod aktørerne ikke mindst at gøre fodbolden til en fast følgesvend for den enkelte. Der var fodbold hele tiden. Hvis ikke i form af kampe med tilhørende op- og nedtakter, så som biografier, talkshows, debatter, klummer, tv-reklamer, mode, computerspil og transferrygter, der leverede drømme og braste ditto.

I mine teenageår blev topfodbolden til det selskab, jeg ikke havde andre steder. Jeg var ensom og plaget af angst. Men i fodbolden forsvandt den, i hvert fald for det meste, for det var en verden, jeg forstod. Fodbolden var langt mere end et frirum for mig. Den var en helt central del af livet.

Lidt før de teenageår, dengang Roman Abramovitj købte Chelsea i 2003 og i årene efter førte klubben til tops, begyndte vi at drille min ven, Christoffer, med, at han var fan af en købeklub. Det fænomen var næppe helt nyt, men det var det for mig, og på sin vis var det også første gang, at en slags ny, grundlæggende kritik af fodbolden blev synlig. Hvad skulle en rig russer i Chelsea og ikke mindst; skulle udenlandsk valuta nu gøre forskellen i fodboldens eget land?

Senere skulle jeg studse over den ufattelige rigdom, Manchester Citys ejere besad. Og efterfølgende skete det samme med indtoget fra nyligt fodboldinteresserede lande som De Forenede Arabiske Emiraters, Qatar og Saudi Arabien. Manglen på fodboldkultur i deres egne lande blev opvejet af de astronomiske summer, de sprøjtede ind i europæisk topfodbold.

Langsomt gik det op for mange inklusive mig selv, at fodbolden måske alligevel ikke var for alle. At homoseksuelle spillere ikke var at finde i sporten, og at homoseksuelle fans nok heller ikke fandt det synderligt trygt at befinde sig på tribuner, hvor deres seksualitet ofte blev til skældsord. Og sandheden var vist egentlig også, at der i de fleste ligaer var større etnisk repræsentation på banen, end der var på lægterne. Og ja, så var vi nok en del, der vist aldrig rigtig havde givet kvindernes fodbold en chance. ”Fodbold” var lig herrefodbold.

Men showet måtte jo fortsætte. Spillernes galopperende lønninger betalte jo ikke sig selv og journalisterne på de rettighedshavende kanaler havde et produkt at tale op. Ingen, hverken fans, spillere, forbund eller den nye skole af lystigt kommunikerende og værdiledende trænere, der ellers havde mange ord at sige om fodbolden, ville sige særligt meget om fodboldens egentlige tilstand.

Og nu skal vi snart til VM i Qatar. Et på mange måder passende billede på moderne fodbold anno 2022. Sportens 30-års jubilæum bliver markeret med den formentlig mest hidsige sæson nogensinde. Champions League og de nationale turneringer skal afvikles med uset hast, fordi der skal være plads til VM i november-december. Premier League er startet med 9-0 og 6-0-sejre, opsigtsvækkende comebacks og ny nordmand, der oftere kaldes for et ”bæst” end for sit navn, Haaland.

Magten synes at samle sig hos de få. Manchester City vil med garanti stikke af i Premier League, og Premier League er allerede stukket af fra alle andre, hvilket netop blev illustreret på bedste vis, da klubberne i det netop lukkede transfervindue spenderede mere end 16 milliarder på nye spillere – omtrent det samme beløb som holdene i de resterende top 5-ligaer brugte tilsammen. Fodboldens verden har de facto fået en European Super League.

Alt det her er der rigeligt grund til at kritisere. Paradokset er blot, at langt de fleste europæiske fodboldfans stadig tænder for tv’et. Og når nogle erklærer sig imod moderne fodbold, så glemmer de ofte, at det netop er den moderne fodbold, de selv blev betaget af. For selv om spillet på banen unægteligt er blevet bedre og hurtigere, så kan spillet ikke adskilles fra alt det, fodbolden ellers er blevet til.

I stedet for at betragte moderne fodbold som en fjende, skal den måske betragtes som en ven, der er blevet for meget:

Man tillod nogle klubber at få et forspring, og det gav os utallige stjernebesatte Champions League-aftener. Men nu er afstanden nok alligevel ved at blive for stor, for hvor mange hold kan egentlig vinde trofæet med de store ører i år?

Man tillod kommercialiseringen at styre retningen på det hele. Og det gjorde faktisk fællesskabet og fascinationskraften større. Men den ublu tro på ureguleret frihed tillod også, at frihedsindskrænkende aktører frit kunne entrere sporten og udnytte den til egen vinding.

Fortjener den moderne fodbold alligevel en lykønskning? Det mener jeg. For selv om fodbolden er blevet for meget, så er den stadig min ven. De fleste af os begejstres stadig af fodbolden, og det skyldes ikke mindst genfødslen i 1992.

Men som tilfældet også er med venner, så er det nogle gange nødvendigt med en opsang. Venskabet trænger til at blive kigget efter i sømmene. Dén snak er tiden efterhånden inde til at tage med fodbolden.

Må fodbolden få et langt liv. Men lad os for nu holde igen med hurraerne.