Morten Bruun: De 5 bedste stadions at se fodbold i England - og det værste

1. Wembley Stadium

"I min bog kalder jeg kapitlet om Wembley for 'Fodboldens mekka', for det blev det altid kaldt tidligere. Man skal unde sig selv at tage på Wembley én gang i sit liv, for det rummer på mange måder det hele, og så kan man selv bestemme, om det skal være en landskamp med England eller en FA Cup-finale, som selvfølgelig er det mest ultimative, men billetterne er også svære at få fat i.

Der er en magi over, at alle tilskuere synger 'Que sera, sera, Whatever will be, will be, We're going to Wembley', som er en klassisk FA Cup-pokalsang. Det har altid været supporternes store, store drøm at komme på Wimbley bare én gang i deres liv.

Tidligere var det noget mere eksklusivt at komme på Wimbley, men i dag, efter det er blevet ombygget og skal generere penge, bliver der spillet langt flere kampe. Men der er stadigvæk en magi over det. I sig selv er det bare et monster af et stadion.

Der er kun ét stadion i England, som jeg selv har optrådt på som fodboldspiller, og det var faktisk Wimbley i en landskamp mod England i 1990, hvor jeg fik 20 minutter på banen og byttede trøje med Steve Bull fra Wolverhampton. Jeg skriver også med et glimt i øjet i min bog, at jeg deler folk op i to kategorier: Dem, som har spillet på Wembley, og dem, som der ikke har.

Jeg var der i øvrigt også i 1983 som tilskuer, da Danmark vandt 1-0 over England på et straffesparkmål af Allan Simonsen, hvilket var dén kamp, der startede det hele for dansk fodbold. Det var mit første besøg på Wembley, og det var absolut magisk. Alt i alt har jeg været på Wembley 30 gange.

Det kostede lidt på magien, at Tottenham fik det som hjemmebane i en periode, fordi nu kunne alle Premier League-spillere prale med, at de har spillet på Wembley. Men der er stadigvæk så meget magi tilbage, at Wembley har en sikker plads på min top-5."

2. St. James' Park

"Fantastisk sted. Mine første to oplevelser på det stadion var også bare fodboldkampe, hvor jeg blev helt blown away, hvilket selvfølgelig påvirker min vurdering af stedet. Den første vandt Newcastle 3-0 over Manchester United, og det var dengang, at Manchester United var Manchester United, hvis man kan sige det på den måde. United kom som store favoritter, men de blev fuldstændig skilt ad. Den anden kamp var også mod Manchester United, som endte 3-3. De to oplevelser har givet det stadion noget ekstra krydderi for mig.

Men jeg kan lide alt ved St. James' Park. Jeg kan lide, at der står tre statuer af fodboldspillere udenfor, og at man hylder sine helte. Jeg kan lide, at det er et rigtigt by-stadion. Første gang, jeg kom der, gik jeg rundt med min kollega Peter Piil, og vi tænkte: 'Nu må det snart være der', og så drejede vi om ved de sidste gader, og så stod det der bare.

Det har den højeste tribune i hele Europa mål på afstand fra græstæppet og op til den øverste top på tribunen, så det har nogle dimensioner, som er helt fantastiske. Spillerne løber ind til Mark Knopflers 'Local Hero', og så skal St. James' Park angiveligt være dét stadion i England, hvor den største procentdel af tilskuere kommer i spillertrøjer. Det kan man jo aldrig rigtig helt påvise, men da jeg hørte det, tænkte jeg, at det virker sandsynligt, fordi man bare har en fornemmelse af, når man går til stadion, at de kommer allesammen i en sort-hvid-stribet trøje.

Hvis jeg når at opleve det, så vil jeg meget gerne være på stadion den dag, hvor Newcastle vinder det engelske mesterskab. Der er ikke meget, der kan overgå den passion, som der var omkring Newcastle dengang, hvor Kevin Keegans hold var så tæt på at vinde Premier League i 90'erne. Det er noget a la Liverpool, hvis de skulle lykkes med at vinde ligaen."

3. Selhurst Park

"Jeg vil gerne nævne et London-stadion som et alternativ til de nye, glittede og dyre stadions hos Arsenal, Tottenham og West Ham, der er meget, meget flotte, men knap så atmosfærefyldte. Det er også en pointe med min bog at anvise nogle alternativer, der ikke er så uforskammet dyre, som det er blevet at gå til fodbold på de store stadions.

Det første alternativ i London, som er den by, hvor en stor del af de danske fodboldturister tager til, skal være Selhurst Park. Det ligger i den sydlige del af London og i forstaden Croydon, der ikke er noget særligt, og du skal kun tage derud som turist, hvis du skal se Crystal Palace. Men der er denne stemning af, at 'vi er dem, de andre ikke vil lege med' lidt a la Sundby i virkeligheden, bare i en anden skala.

Det, som får mig til at komme tilbage til Selhurst Park, er, at jeg simpelthen aldrig har set dem vinde. Men hver gang har jeg tænkt, at det her er dog en formidabel stemning, og hvor vildt bliver det ikke, når de rent faktisk vinder. Jeg har været der seks gange, og Crystal Palace har tabt alle seks.

Stemningen på stadions må aldrig kamme over, men fansene hos Crystal Palace er stærke i at lave denne fjendtlige stemning, som de i England kalder a hostile atmosphere. Altså, udeholdet skal føle, at de er på udebane og på et sted, hvor de ikke andet end en kop te får i pausen.

'Matchday - Turen går til engelsk fodbold'

Hvorfor har du lavet denne bog?

"Fordi jeg ikke kunne lade være. Det er fortællingen om de sidste 15 år af mit liv, tilsat et par oplevelser fra min barndom og ungdom. Jeg har været i England for at se fodbold 15-20 gange om året i mange år og har ofte gået og tænkt, at jeg burde gøre noget andet end bare at tale om fodbold på tv, for jeg kan godt lide at skrive og kommer fra et litterært hjem.

Men jeg har ledt efter formen og skulle finde ud af, hvordan jeg kunne lave en unik bog, som kun jeg kunne skrive. Det faldt så i hak samtidig med, at jeg begyndte at hygge mig med at lave det, som englænderne kalder for groundhopping, hvor det gælder om at besøge så mange forskellige stadions.

Peter Piil og jeg begyndte at samle på stadions fra Premier League, og så lavede vi et indslag på tv, da vi havde gjort vores samling komplet. Jeg tog det så videre på privat initiativ og blev så enten hængende en ekstra dag eller rejste derhen en dag tidligere, når jeg havde arbejdsopgaver i England.

Det fortsatte ned i Championship og så kom tanken, at det var sådan en bog med en række kapitler om alle stadions i Premier League og Championship, jeg skulle lave."

Hvad er det specielle ved engelsk fodbold?

"Hvis man skulle lave en bog om spansk fodbold, så tror jeg, at man groft sagt godt kunne nøjes med at skrive om Real Madrid og FC Barcelona, men der er engelsk fodbold helt anderledes. Her er en lang dansk tradition for at følge Premier League, som kommer tilbage fra min egen generation, Tipslørdags-generationen, og derfor finder du masser fans af klubber som Leeds United, Derby County, Stoke City og Nottingham Forest til trods for, at mange selvfølgelig holder med Manchester United og Liverpool.

For mit vedkommende hænger fascinationen sammen med min første forelskelse i fodbold, som nødvendigvis måtte blive engelsk fodbold, da der ikke var andet at se af fodbold i fjernsynet. Og så er det på samme måde, som når man holder med en fodboldklub, så bliver man hængende, selv om klubben begynder at spille dårligt. 

Jeg har også haft perioder, hvor jeg har fulgt og arbejdet meget med både spansk og tysk fodbold, men den engelske fodboldscene vil bare altid ligge der som min første kærlighed."

Hvor mange kampe har du været til i England?

"Cirka 350."

Og antal stadions?

"Os, der går op i den slags, tæller kun stadions, hvor man har set en kamp og ikke kun besøgt stedet. Jeg har set kampe på 60 forskellige stadions."

'Matchday - Turen går til engelsk fodbold' af Morten Bruun udkommer 30. september på Politikens Forlag.

Jeg kan godt lide ved Crystal Palace, at deres spillere er så tilgængelige og gode til at give autografer, hvilket nærmest er umuligt at få andre steder i England. Spillerne parkerer deres biler på en offentlig parkeringsplads nogle timer før kampstart, og så stiller fansene sig ellers i kø. Alle spillere fra klubben stiller sig op og giver de nødvendige autografer og selfies, og det er dejligt at opleve i en tid, hvor man godt kan føle, at Premier League er noget, der foregår på en anden planet. Det virker som et bevidst valg fra klubbens side."

4. Goodison Park

"Jeg har med vilje udvalgt nogle stadions, hvor man får fornemmelsen af at være til fodbold med englænderne. Fordi man skal være opmærksom på den kendsgerning, at når man tager til fodbold på de største stadions i England, så er de blevet turistmagneter.

Du skal i hvertfald ikke gå rundt ude foran Anfield og lave sjove beskrivelser af de folk, du møder, fordi de kan meget vel være nordmænd eller danskere og forstå, hvad du siger. Jeg er selvfølgelig også selv en del af denne udvikling med mange turister, men vi er jo ikke kommet derover for at sidde sammen med en masse skandinavere og asiatere. Jeg kommer i hvert fald derover for at opleve den autencitet, som er et af charmerende særkender ved engelsk fodbold.

Hvis du tager til Liverpool, er der naturligvis meget autencitet omkring selve Liverpool Football Club, men i forhold til stadionoplevelsen er der langt større autencitet omkring Goodison Park, for det er ikke på samme måde en turistmagnet. Og så er det et stadion, som i store træk stadig står, som det har gjort de sidste 100 år.

Når jeg kommer til Goodison Park, sørger jeg altid for at gå ad de smalle gader, fordi jeg vil have fornemmelsen af at gå den samme vej, som supporterne altid har gået. Når du står ude foran Goodison Park, er du ikke mere end ti meter fra boligerne. Stadion ligger helt klemt inde mellem folks boliger, og det er med til at give stedet en charme.

Jeg har også gang på gang haft de vildeste fodboldoplevelser på Goodison Park. Jeg har set Everton banke Manchester City med 4-0, og det er altså for nyligt. Jeg har set dem spille 3-3 med Liverpool i en hel forrygende Merseyside derby. Det har også gjort, at jeg er rigtig glad for Goodison Park. Jeg har aldrig kedet mig der."

5. Portman Road

"Her har jeg med vilje forladt Premier League og valgt et stadion, hvor der bare er rigtig rart at være. For Tipslørdags-generationen har Ipswich en hel særlig status, fordi de i slutningen af 70'erne var et af de stærkeste hold i engelsk fodbold. De burde have vundet et mesterskab, men måtte nøjes med en FA Cup-pokal.

Når du tager til Ipswich, er du ude på landet, og ude på landet er de flinke og rare, og det er de også bare i Ipswich. De bakker op om deres hjemmehold, selv om de er rykket ned i League One, hvilket er forfærdeligt for sådan et tidligere storhold, men fansene har ikke vendt spillerne ryggen. For hvem skulle de ellers holde med? Der er langt til den nærmeste lokalrival, som er Norwich, og det er i hvert fald ingen attraktion at holde med dem.

Jeg har kun været på Portman Road én gang, hvor Ipswich tabte 1-2 til West Bromwich, men det slog mig, at der bare var sådan en venlighed og imødekommenhed, som man i hvert fald ikke altid møder, når man besøger de største stadions i England. Premier League er inficeret af arrogance, og derfor er det bare skønt at komme til Ipswich og fx se statuerne af de to tidligere England-managers Bobby Robson og Alf Ramsey. Sidstnævnte gjorde England til verdensmester i 1966 og skabte sit managernavn i Ipswich.

Selv om opbakningen stadig er stor omkring Ipswich, så kan du sagtens få en billet til 20 pund, for der er aldrig udsolgt. Der vil typisk være 20.000 tilskuere til en kamp.

Du kan tage toget derud fra London, hvilket tager en time og et kvarter. Og når du står på banegården, kan du se direkte over på stadion. Det kan ikke være nemmere og billigere, og det er efter min mening på fuld højde med, hvad du ellers kan opleve i England af fodbold."

Og det værste sted: The Den

"Den største skuffelse, jeg har haft på et stadion i England, var Millwalls The Den. Jeg havde hørt så meget om denne fandenivoldskhed, som der skulle være på det stadion, men det var simpelthen så flad en oplevelse. Millwall vandt ellers kampen med 2-0 over Birmingham, så betingelserne var til stede for en god fodboldoplevelse.

Samtidig synes jeg, at denne her hooliganismebevægelse er ucharmerende, og den har stadig et liv omkring Millwall. Det er også derfor, at der er opstået en myte omkring The Den, men jeg tænder ikke på denne myte.

Jeg var bare enormt skuffet, for jeg havde gået lidt rundt på The Den i forvejen og tænkt, at stadion og lokalområdet minder om Crystal Palaces. Men da kampen så begyndte, havde jeg en følelse af, at det var som om at se en Superliga-kamp.

The Den er sådan et stadion, som folk bryster sig af at have været på: 'Så er man hardcore'. Men i forhold til klubbens myte, så jeg vil sige, at fansene burde tage på nogle researchture rundt i England, for det handlede bare om at råbe flest bandeord."