Når drømmen om at blive verdens bedste træner dør ud, siger Bo Henriksen farvel

Bo Henriksen smider sig ned på knæene, inden resten af kroppen lander i det syntetiske græsunderlag, der pryder Silkeborg IF’s stadion. Lang, som han er, ligger han nu og flyder rundt i feltet foran FC Midtjyllands bænk. Han ligger helt stille i nogle sekunder. I et øjeblik ligner det, at han er død. Men det er han ikke. Han har blot været vidne til, at den brasilianske angriber Vágner Love har brændt en enorm chance.

Det er søndag den 20. marts, og der er spillet 78 minutter af opgøret mellem FC Midtjylland og lokalrivalerne Silkeborg IF. Stillingen er 0-0, og Bo Henriksen og hans hold har brug for tre point, hvis midtjyderne skal holde trit med rivalerne fra FC København, der har gang i en solid pointhøst. Kort tid efter er Bo Henriksen på benene igen. Han råber og dirigerer med sine spillere og bevæger sig hastigt frem og tilbage i det tekniske felt, som var han en løve med bursyge.

”Han løber næsten mere end Sisto,” siger en ung tilskuer til sin far, mens han peger på Bo Henriksen.

To dage før slaget mod Silkeborg skal udkæmpes, er stemningen god i Ikast. Selvom det resultatmæssigt er trange tider for Bo Henriksens hold, bliver der joket, grinet og smilet om kap med solen, der denne formiddag har fået fripas, mens vinden tager sig et sjældent, men velfortjent hvil.

Fredagens træning foregår på kunstgræsbanen på Ikast Stadion for at give den optimale forberedelse til søndagens udebanekamp. Assistenttrænerne har sat spillerne i gang med en øvelse, mens Bo Henriksen står som den åndelige leder i midten af det hele og brøler opmuntrende ord ud til spillerne.

Kampen mod Silkeborg IF er den sidste kamp i Superligaens grundspil. Både FC Midtjylland og Silkeborg IF har sikret sig en plads i den øvre halvdel af mesterskabsspillet, men for FCM er de tre point ekstremt vigtige. Efter at have haft et forspring på seks point til FCK det meste af efteråret, har midtjydernes dårlige resultater sendt dem seks point bagefter.

Efter træningspasset møder jeg Bo Henriksen i et møderum bagerst i trænerstabens åbne kontorlandskab. Han har sat sig til rette ved rummets langbord, lænet sig tilbage i stolen, foldet hænderne bag nakken og smidt fødderne op på bordet. Ved første indtryk virker han ikke som en presset mand, hvis hold i løbet af nogle måneder er blevet sendt til tælling og nu skal sætte sin lid til marginalerne.

Går det ellers godt, Bo?

”Jeg har det godt, tak. Det er det vigtigste. Jeg synes, at det så godt ud til træningen. Drengene er glade, og solen skinner.”

Så kan man vel næsten ikke bede om mere?

”En sejr en gang imellem ville nu også være dejligt. Men det er jo sådan nogle gange, at man kommer ind i dårlige perioder. Det er ligesom livet, det går lidt op og ned, men det er også i de tider, vi lærer mest. Når tingene er lidt hårde og går den forkerte vej. Det er kun sundt.”

Mange var forbløffede, da Bo Henriksen blev præsenteret som FC Midtjyllands nye cheftræner den 31. maj 2021. Fynboen med det lange, brune hår havde de forgangne ni måneder været tv-ekspert hos Viaplay og TV 3, mens han forinden havde været cheftræner i først Brønshøj BK i syv år og efterfølgende AC Horsens i seks år. Begge trænerjobs, hvor han havde opnået flotte resultater trods begrænsede midler. Men samtidig ikke jobs, der umiddelbart ledte tankerne i retning af, at han kunne være et potentielt navn i FC Midtjyllands trænersæde.

Men selvom udnævnelsen overraskede mange i fodbolddanmark, var det ingen overraskelse for Bo Henriksen. For det første havde han et godt forhold til FCM-ledelsen efter tidligere handler og aftaler internt mellem FCM og AC Horsens. For det andet har Bo Henriksen gennem hele sin trænerkarriere turde drømme stort.

Var du nogensinde i tvivl om, hvorvidt du var den rette til jobbet i FCM?

”Aldrig. Jeg mener, at jeg ville være den rette mand, hvis FC Barcelona ringede…”

Her kommer jeg ubevidst til at fnise, som er det en jovial onkel-joke, han lige har fortalt. Bo Henriksen peger straks en åben hånd mod mig, mens han fortsætter med at tale.

”Der kan du bare se… Men altså, det vil folk grine ad igen og igen, og det er jeg jo med på. Jeg ved, at jeg altid vinder. Det kan godt være, at det tager tid. Spørgsmålet er, hvor lang snor, jeg får, og om jeg får lov til at være her så længe, at jeg kan skabe det miljø, dén kultur og dét rum, hvor menneskene omkring mig kan udnytte deres fulde potentiale.”

Det første år, Bo Henriksen var træner i Brønshøj BK, overlevede holdet akkurat i 2. division Øst. Derefter gik det langsomt fremad, og til sidst kulminerede det med en fjerdeplads i 1. division, klubbens højeste placering siden 1996.

I 2014 drog han videre til AC Horsens. Hans første sæson i trænersædet her var en jævn en af slagsen med en midterplacering i 1. division, inden han sæsonen efter førte Horsens til Superligaen. I de følgende fem år var AC Horsens konsekvent blandt bookmakernes nedrykningsfavoritter, men alligevel endte holdet som en korkprop i Superligaens sø og klarede frisag sæson efter sæson. Ikke overraskende skyldtes dette ifølge Bo Henriksen én ting: drømme.

”Jeg drømmer om at blive den bedste i verden. Den dag jeg finder ud af, at det ikke er muligt, så stopper jeg. Jeg gider ikke blive middelmådig. Det var det, jeg blev som spiller, og det gider jeg ikke igen.”

At Bo Henriksen turde drømme og lufte sine visioner, kunne man se prøver på i februar 2022. Med et forspring på ét point til FCK og 45 point at spille om, skabte han overskrifter i medierne, da han meldte ud, at FCM skulle vinde mesterskabet komfortabelt og hurtigst muligt. En kommentar, der skulle vise sig ikke at ældes med ynde. Blot et par dage senere blev FCM overhalet af FCK, der sidenhen blot har øget forspringet.

Når Bo Henriksen ser tilbage på udmeldingen, kalder han den ”voldsomt uklog.” Han mener også, at den efterfølgende kritik var berettiget. At fortryde ting lader han dog andre om at gøre.

”Grunden til, at jeg går ud og siger det, er, at jeg ikke oplevede det som spiller. Jeg har jo taget alle de forkerte valg som spiller. Jeg har sat begrænsninger på mig selv, og jeg turde ikke at blive den bedste version af mig selv og sætte mig derud, hvor jeg sagde: ’Nu vil jeg være den bedste.’ I stedet fandt jeg på alle mulige undskyldninger. Så blev jeg skadet, så gad jeg ikke at løbe hver dag og være i den bedste form, for så havde jeg en undskyldning.”

Mens Bo Henriksen har en tyrkertro på sine muligheder som træner, er tonen en helt anden, når snakken falder på hans spillerkarriere. Den bragte ham både forbi England, Island og Maldiverne, og så var han i øvrigt en del af det Herfølge-hold, der sensationelt vandt det danske mesterskab i 2000. Når han er hård ved sig selv, kalder han sin spillerkarriere for middelmådig. Han var en dygtig fodboldspiller, men han kæmpede med sine egne ord en kamp for at skralde lagene af og finde sit dybere potentiale. Det afgørende mod manglede, og han blev en dårlig version af sig selv.

Særligt én episode fra tiden som spiller i OB er sigende for hans mentalitet dengang.

OB var i 1994 noget overraskende nået til UEFA Cuppens tredje runde, hvor mægtige Real Madrid ventede. I det første opgør hjemme på Odense Stadion var den dengang 19-årige Bo Henriksen lige akkurat ikke blevet udtaget til truppen og måtte i stedet tage til takke med at varme Lars Høgh op i målet og en efterfølgende plads på tribunen på stadion. OB tabte kampen på hjemmebane 2-3 til den spanske kongeklub.

Nogle måneder forinden havde han bestilt en flybillet til Thailand, hvor han skulle besøge sin storebror, der rejste som backpacker i Asien. Nu var problemet, at turen lå oven i returkampen på Santiago Bernabéu.

Egentlig ville Bo Henriksen hellere til Asien og besøge sin bror end at sidde på bænken i Madrid – og Bernabéu skulle han nok komme til at spille på en anden gang. Han tog fat i trænerteamet bestående af Kim Brink og Viggo Jensen og luftede sit dilemma. Han ville gerne have en afklaring på, hvorvidt han ville komme til at spille mod Real Madrid. Det kunne trænerteamet ikke sige.

”Du skal selv kunne finde ud af, hvad du har lyst til,” sagde Kim Brink til ham med en tone i sin stemme, der indikerede, at en professionel fodboldspiller med store drømme og ambitioner selvfølgelig ville vælge at spille mod Real Madrid eller i hvert fald være med og opleve det majestætiske stadion.

Nogle dage senere lettede flyet mod Bangkok med Bo Henriksen ombord. Dagen efter kampen i Madrid sad han på en café på Khaosan Road i Bangkok. Han anede ikke, hvordan kampen var gået, så han gik ind i en kiosk og købte en avis. Der stod:

REAL MADRID: 0

OB: 2

Først troede han ikke på det, han læste. Derfor endte han med at købe et eksemplar af samtlige europæiske aviser i kiosken. Men den var god nok. Miraklet i Madrid var en realitet. Han sprintede over til det nærmeste posthus, hvor der var en mønttelefon. Han blev nødt til at tale med sin far. Han forstod stadig ikke helt, at OB kunne have vundet på Santiago Bernabéu.

”Kom hjem, knægt! Odense er gået amok,” var det første, hans far sagde.

Bo Henriksen kunne straks fornemme den fynske eufori gennem mønttelefonens skrattende forbindelse, men han valgte at blive hos sin bror i Thailand og færdiggøre besøget. De skulle trods alt videre til Nepal.

Da han noget tid senere vendte hjem til Danmark, blev han kaldt op på den daværende OB-direktør Jørgen Bækkelunds kontor. Bækkelund bankede hårdt i bordet.

”Det var kraftedeme godt, at vi ikke spillede med dig,” sagde Bækkelund.

Bo Henriksen var noget forvirret over den kontante melding og måtte have OB-direktøren til at uddybe, hvad han mente.

”Du var ikke indskrevet i truppen til vores UEFA Cup-kampe. Hvis du havde været på banen, var vi blevet taberdømt 0-3.”

Når Bo Henriksen tænker tilbage på episoden, som han kalder den dummeste beslutning i sit liv, kan han ikke lade være med at grine. Selvom han ærgrede sig dybt ind sjælen dengang i 1994, er han den dag i dag glad for, at han tog afsted til Thailand.

”Det havde jo været en katastrofe, hvis jeg havde været kendt resten af mit liv som ham, der havde fået OB taberdømt i et af dansk fodbolds største mirakler nogensinde. Det var jo et mirakel i et mirakel. Men hvordan kunne jeg også tænke, at jeg nok skulle komme til at spille mod Real Madrid igen på et andet tidspunkt? Det var jo spejlblankt.”

Egentlig har Bo Henriksen altid haft stort vinderinstinkt, men det er først som træner, han har fået forløst sit talent. Her har han for alvor indset, at hans evner til at få mennesker til at arbejde sammen under ham er noget, han har flair for. Allerede i hans spillerkarriere fik han dog indikationer på, at han var god til mandskabsbehandling.

I Herfølges Boldklubs mesterskabssæson i 2000 blev han tilbudt en fireårig kontraktforlængelse, selvom han knapt nok spillede på holdet. Men den daværende træner, John ’Faxe’ Jensen, mente, han var god til at sørge for, at alle i truppen havde det godt.

”Så det, du fortæller mig, er, at jeg skal være pauseklovn i fire år?” spurgte Bo Henriksen på et tidspunkt. Et spørgsmål som Herfølge-træneren måtte nikke ja til.

”Det siger jo lidt om min fodboldkarriere på alle parametre. Jeg ville hellere hygge mig i stedet for at kæmpe hårdt og spille mig i startopstillingen. Men det har også givet mig en vigtig viden. Jeg har fået en masse gode egenskaber og erfaringer med, som jeg har lært igennem min karriere, og som jeg kan give videre til mine spillere i dag.”

Hvad er det, du kan give videre?

”Jeg tror, at jeg er blevet en markant bedre træner af, at jeg ikke lykkedes som spiller. De mennesker, som har potentialet og forudsætningerne både fysisk og teknisk, kan jeg give det mentale overskud og den ærgerrighed, som de mangler. Og jeg kan fortælle dem, hvad der sker, hvis de ikke tager beslutningen om, at de vil. For så bliver de middelmådige.”

FCM-bussen ruller ind ved Jysk Park i Silkeborg. Klokken er omkring 13, det er søndag den 20. marts, og der er halvanden time til kampens begyndelse. Mens spillerne er på vej ind i omklædningsrummet, går Bo Henriksen op gennem spillertunnelen for at inspicere banen. Da han kommer ind i omklædningsrummet spiller buldrer høj popmusik ud af den medbragte Soundboks. Den spiller så højt, at det er svært at høre, hvad sidemanden siger.

Da The Loft’s ’City of Dreams’ efterfølgende bliver sat på, fløjter Bo Henriksen med. Han stopper op og gnider sig lidt i skægstubbene, mens han med et fokuseret blik kigger rundt og nikker hovedet i takt til sangens rytme. Han tager et sidste kig på kamptaktikken, der er fundet frem på et stort fladskærms-tv, som hænger på endevæggen. Skærmen viser Silkeborgs startopstilling flankeret af lidt tekst om, hvad FCM skal forvente sig af modstandernes offensiv og defensiv.

Han gestikulerer med hænderne, at omklædningsrummets DJ, Pione Sisto, skal slukke musikken. Det er tid til et hurtigt, taktisk oplæg og et par opmuntrende ord fra træneren, før spillerne skal på græstæppet og varme op.

“The pitch is fantastic. The weather is the best there have ever been. Now we go out there and show what we can do. Because I know, if we work hard, and we go out there and enjoy, and we help each other, we’re gonna show what we can do together. Then we will win. But it’s hard work. And sometimes it won’t go well, it won’t be everything that’s perfect, but at least we will work together.”

Kampen fløjtes i gang præcis klokken 14.30, og Silkeborg sætter sig hurtigt på spillet. Der er gået fem minutter, og Bo Henriksen ser allerede presset ud. Han vandrer uroligt rundt, mens han råber, dirigerer og er utilfreds med dommeren. Det gode vejr og Silkeborgs medvind i ligaen har fået folk på stadion. Der er god lyd på publikum, og Bo Henriksens ellers højlydte instruktioner drukner for det meste i larmen.

Tilskuerne bag bænken griner hånligt af Bo Henriksens voldsomme fakter og konstante råben. Nogle kommenterer også på det. Han tager sig til hovedet og kører fingrene igennem sit lange hår. Ikke på grund af tilråbene. Han gør det hver gang, han tænker eller er presset. FCM’s spil fungerer ikke. Pausefløjtet falder på et tørt sted for Bo Henriksens pressede tropper.

”Det sejler jo,” siger han lettere utilfreds til en af sine assistenter på vej ned til omklædningsrummet.

Inden kampen havde jeg fået lov til at komme med ned i pausen, men kort før halvleg er meldingen fra staben en anden. Det vil forstyrre for meget, lyder det. Jeg må derfor tage til takke med en plads uden for døren. Inde fra omklædningsrummet kan man høre, at Bo Henriksen taler alvorsord. Han skælder ikke ud, men tonen er høj. Teamtalken afsluttes med et par hårde klap for at gejle truppen op.

Udover frisuren har Bo Henriksen gennem årene været genstand for meget omtale i det danske fodboldlandskab. Det vidner en hurtig YouTube-søgning også om. Søger man på ’Bo Henriksen’ bliver det efterfulgt af ord som ’Peptalk ’, ’Kenneth Emil’, ’Glen Riddersholm’ og ’Jubel ’.

Hos den gængse fan, der har fulgt med i dansk fodbold de senere år, vækker alle søgeord med garanti genklang. Det er alle ikoniske fodboldøjeblikke, hvor Bo Henriksen har været omdrejningspunktet.

Både den motiverende peptalk fra Brønshøj-tiden, der i 2013 gik viralt, da han blandt andet i råbende vildskab opildnede sine spillere til at ”smadre” modstanderen ”… som var det to pikke, der bankede mod hinanden…”. Men også skænderierne på sidelinjen med den tidligere spiller og nuværende tv-ekspert Kenneth Emil Pedersen og sidenhen trænerkollegaen Glen Riddersholm, hvor Bo Henriksen efter skænderiet råbte ”piv piv piv” efter en rasende Riddersholm.

Han kan godt trække på smilebåndet over episoderne i dag. Han forstår godt, at folk forholder sig til hans person, og han er bevidst om, at han nogle gange gør nogle vilde ting. Selv siger han, at han rummer selvironi nok til at forstå folk, der synes, at han er tosset.

”Jeg er godt klar over, at den måde, som jeg har ageret på i forhold til både før, under og efter kampene, er anderledes end mange andres. Folk har jo nemt ved at sige, at jeg bare råber højt, og at jeg ikke har en skid forstand på fodbold. Livet er sådan, at hvis man tør være anderledes, så får man også nogle tæsk.”

Kan det ikke være svært for dig at parkere presset og op- og nedturene i FCM, når du kommer hjem?

”Det er virkelig svært, men at være fodboldtræner er bare en 24/7-beskæftigelse. Sådan er vilkårene. Jeg drømmer om det om natten... så vågner jeg ... ’Ej, nu skal jeg lige...’ og ’Nu skal jeg huske at sige det til ham.’ Så skriver jeg lige et par enkelte ting ned på telefonen, og lægger mig til at sove igen.”

Er det ikke noget, der stresser dig? For det er vel et tegn på stress at vågne op midt om natten på den måde?

Bo Henriksen tager en dyb indånding og tænker grundigt over sit svar.

”Jo, det er det, men det er lidt blevet en livsstil på for mig. Jeg har været fodboldtræner hver dag i 14-15 år med undtagelse af de ni måneder, hvor jeg lavede tv. Med alderen er jeg blevet bedre til at koble fra og ikke tage telefonen. Jeg er blevet bedre til at anerkende mit eget behov for at geare ned og lade op. Jeg er ikke god til det, men jeg er blevet bedre. Tidligere i min trænerkarriere havde jeg sværere ved det, og så tog jeg mere energi, end jeg gav til de folk omkring mig.”

Hvor presset var du?

”Jeg har haft perioder, hvor tingene spidsede til. Specielt i Horsens og i Brønshøj. Der havde jeg ikke kun et job. Jeg var sportschef og sørgede både for at scoute spillere og hente nye til. Jeg lavede alt muligt andet end at træne, selvom det egentlig var trænergerningen, jeg havde lyst til. I FCM har jeg folk omkring mig til at gøre de andre ting, men arbejder stadig lige så mange timer som før.

Jeg prøver at bruge presset konstruktivt og suge læring ind i stedet for at være bange, utryg og føle mig stresset. Men selvfølgelig er der op- og nedture. Jeg kan være helt vildt ked af det og frustreret, når jeg kører hjem, og næste uge er det helt omvendt. Adrenalinkicket er voldsomt, og det er hårdt for kroppen.”

Betyder det meget for dig, hvad andre tænker om dig?

”Prøv at se mig – jeg er fuldstændig ligeglad.”

Bo Henriksen peger på sit hår og griner. Tilbage i sin spillerkarriere groede han frisuren i protest. Han var træt af de samfundsskabte normer, der dikterede, hvordan man skulle se ud og være.

”Jeg tror, at folk tænkte, at jeg hverken var særlig intelligent eller seriøs. Men jeg ønskede at rykke ved nogle normer. Jeg ville vise, at jeg var dygtig nok og et godt menneske, selvom jeg var langhåret.”

Selvom Bo Henriksen generelt ikke gider at gøre sig i fortrydelser, er der enkelte ting, som han gennem karrieren har taget til efterretning. En af de episoder er hans famøse jubelscene mod Brøndby IF i næstsidste runde af 2017/2018-sæsonen. Mens AC Horsens, som Bo Henriksen trænede på daværende tidspunkt, ikke havde noget på spil, havde gæsterne fra Brøndby alt at spille for. De var tvunget til en sejr for at holde trit med FC Midtjylland i yderst tæt guldkamp, hvor holdene med to runder igen havde lige mange point.

FCM havde tidligere på dagen vundet, så inden opgøret Brøndby var tre point efter. Planmæssigt kom Brøndby foran 2-0, og længe lignede det en sejr til guldkandidaterne. Men i det 89. minut fik Horsens først reduceret til 1-2, inden holdet udlignede til 2-2 i 96. minut i en af Superligaens mest dramatiske kampe nogensinde, der endte med at koste Brøndby mesterskabet. Efter den overraskende 2-2-scoring løb Bo Henriksen ned ad sidelinjen i en ekstatisk jubel. Vidste man ikke bedre, lignede det, at det var ham, der netop havde sikret sit hold titlen.

Jubelscenen blev han konfronteret med et par år senere, efter et foredrag han havde holdt i Ballerup. Da han var færdig med foredraget, kom en 11-årig dreng hen til ham. Noget kontant i udmeldingen sagde drengen til Bo Henriksen, at han havde ødelagt hans liv.

”Det er jeg ked at høre. Hvad har jeg har jeg gjort, min dreng?” spurgte Bo Henriksen forundret.

"Det var din skyld, at Brøndby ikke blev danske mestre," sagde drengen, som var på grådens rand.

Bo Henriksen undskyldte, men måtte forklare, at det kunne han ikke gøre for, og at han blot var træner.

"Du jublede på den der voldsomme måde. Hvad tænkte du på?" spurgte drengen så.

"Jamen jeg tænkte ikke. Jeg gjorde bare, hvad min krop gjorde,” svarede Bo Henriksen.

I dag siger han om episoden:

”Den satte nogle tanker i gang hos mig. Det var jo en rigtig refleksion og et ærligt input. I dag kan jeg godt se, hvordan det så ud fra andres perspektiv, og skulle jeg gøre noget anderledes, ville jeg gøre det om. Mødet med den 11-årige dreng var en voldsom, smuk og autentisk oplevelse. Jeg kommer aldrig til at glemme ham, og det er noget, der har påvirket mig.”

Da anden halvleg af kampen mod Silkeborg IF ruller, forsøger Bo Henriksen at opildne sine spillere med flere klap og ”kom så!”-råb. Han har forsøgt sig med et par udskiftninger og udtrykket er blevet bedre. Flere chancer bliver skabt, men FCM mangler fortsat at finde rytmen.

Efter 72 minutter er Silkeborg tæt på at bringe sig i front. Kun en feberredning fra FCM’s målmand,

Elías Rafn Ólafsson, holder værterne fra fadet og FCM fra at falde længere ned i hullet og længere væk fra mesterskabet. Bo Henriksen tager sig nok engang til de lange lokker, mens han bider tænderne sammen, så hans mund blot er en tynd streg.

Da kampen går ind i dommerens tillægstid, står der stadig to runde nuller på pointtavlen. Der er lagt seks minutter til på grund af en skade hos FCM’s målmand. Så der er fortsat lidt tid at løbe på. FCM har nu sat sig på kampen og presser Silkeborg i bund. Et par minutter inde i overtiden er de også tæt på at komme foran, men heller ikke her blafrer nettet. Til gengæld ligger Bo Henriksen atter i græsset. Turen derned kender han.

Men så sker det. Silkeborgs målmand, Nicolai Larsen, får lidt uheldigt slået en afslutning ud i feltet, hvor FC Midtjyllands rutinerede forsvarsspiller Henrik Dalsgaard dukker op og prikker bolden i netmaskerne.

Bo Henriksen sprinter ned ad sidelinjen med armene flagrende ud til siden, mens han brøler. Resten af staben følger trop og et kæmpe gruppekram med sortklædte mænd i træningstøj opstår ved hjørneflaget.

Dagen efter, omkring klokken 17, triller Bo Henriksen i sin bil ind i indkørslen til sit hjem i Risskov lidt uden for Aarhus. Han har været på farten siden klokken syv i morges.

”Hej skat! Hvor er det dejligt at se dig,” siger han til sin kone Christina og smiler stort, mens han slår armene ud til et kram.

Bo Henriksen er glad. Søndagens eufori er endnu ikke forduftet. Måske er det også udsigten til en fridag dagen efter, der varmer i sjælen. Dem er der langt imellem. Normalt plejer han at bruge den sammen med familien, som udover konen Christina består af sønnen Villads og hans to bonussønner Alexander og Frederik. En tur i køkkenet med Christina er det allerbedste, han ved.

”Det er en terapi at stå i køkkenet, lytte til noget musik og lave mad sammen med min kone. Det er en energiopladning af rang at lave noget så simpelt som at skrælle kartofler eller at ordne grøntsager.”

At sætte ord sine følelser og være ærlig er centralt for Bo Henriksen. Om man så er en 11-årig dreng, der har fået knust sine drømme, eller om man er en træner i FC Midtjylland. For med ærlighed følger tryghed, og med tryghed følger rummet til at drømme.

I FC Midtjylland drømmer Bo Henriksen om at tage holdet til endnu større højder. Han drømmer om at vinde The Double. Han drømmer om Champions League. Om at lave det usete. Fyringssedlen frygter han ikke. Det siger han i hvert fald.

Efter en lang dag kalder sofaen på Bo Henriksen. Den er nærmest kravlet op på ryggen af ham, som han siger det efter en take away-burger. I morgen drømmer han om et spil padeltennis med gutterne. Derefter er fokus på, hvordan FC Midtjylland henter FCK. Det kræver både styrke og held. Men når det ser sortest ud, er det vigtigt at tro på tingene. Det har karrieren vist Bo Henriksen.

Om det er nok for provinsklubbernes fynske messias, ved kun tiden.