Når Sofie smider tøjet

Kære læser,

Daniel har tømmermænd. Vi tog på den lokale bar i går. Daniel fik drukket en del Alhambras, og jeg tror også, han var ude at ryge lidt på nogle af de unge fyres joint. Hertil morgen er han færdig og kan ikke skrive. “Du må gøre det i dag,” sagde han til mig, mens han hev sovemasken ned over øjnene og vendte sig om på den anden side.

Jeg tænker, at det må være første gang en kvindelig tandlæge får taletid i Euroman. Jeg kunne skrive om betændte tandnerver, komplicerede tandoperationer eller mine unge, smukke klinikassistenter, jeg dagligt fletter ben med. Men jeg har ferie, så jeg vil nøjes med at give et råd, der kan spare dig for smerter, tid i tandlægestolen og en masse penge: Du skal bare børste de tænder, du gerne vil beholde. Så simpelt er det.

Jeg elsker mit job. Men de fleste, jeg møder, er nogen, der ikke har lyst til at være i mit selskab. “Det er ikke dig personligt, men jeg hader tandlæger.” Og hele dagen arbejder jeg med et ur nederst i skærmen, der fortæller mig, hvor mange minutter jeg har tilbage, før næste patient skal være i stolen. Det er så spændende, at jeg nogle gange håber at møde ind til en kedelig dag.

Når jeg har ferie, har jeg brug for at lave så lidt som muligt. I år er det perfekt. Daniel og jeg er alene i huset. Jeg skal bare se Tour de France og spille Candy Crush.

Min far elsker at se sport. Han har tre piger, men fik alligevel vetoret over fjernsynet. Derfor har der alle somre i min barndom, kørt Tour de France på skærmen. Min far arbejdede meget i udlandet og var tit kun hjemme i weekender og ferier. Jeg ville bare være sammen med ham, også selvom det indebar at skulle se cykelløb. Jeg forstod ikke reglerne, men jeg blev alligevel grebet af det. Jeg husker særligt Erik Zabel i grønt, jeg kunne bare godt lide ham.

Da jeg flyttede hjemmefra, mistede jeg det lidt, og det var først, da jeg mødte Daniel for cirka fire år siden, at interessen vendte tilbage. Forårsklassikerne var lige begyndt, jeg var nyforelsket og ville bare være sammen med ham, så jeg gav cykelsporten en chance. Det var jo trods alt ikke uvant for mig at se sport, hvis jeg ville tilbringe tid med en mand, jeg elsker. Nu kender jeg reglerne og rytterne.

I dag har jeg badet nøgen i poolen, spillet så meget Candy Crush, at jeg har fået karantæne, og endelig begynder etapen mod Mûr-de-Bretagne. Jeg er stadig vild med manden i grønt. Det er, som om det er de lækre fyre, der kan sprinte. Peter Sagan med sit badboy-glimt i øjet og den unge Fernando Gaviria med fast apparatur på tænderne. Den klassiske skønhed Marcel Kittel har jeg desværre ikke set så meget til endnu. Men dagens etape er ikke for pretty boys. Dan Martin angriber på den sidste stigning, og her kan ingen sprintere følge med. Jeg opdager, at jeg sidder og hepper på ham, selvom han virkelig har feltets dårligste tandsæt. Jeg under ham den etapesejr, men derfor skal han stadig huske at børste sine tænder.

Sofie

LÆS OGSÅ: "Jeg skal holde Peter Sagans hjul. Mit navn er Sonny Colbrelli. Min hjelm er af guld. Jeg hedder Sonny Colbrelli."

LÆS OGSÅ: 'Denciks dagbog' - kapitel 5: "Jeg savner mig selv som baby. Sådan er det at savne sport."

LÆS OGSÅ: 'Denciks dagbog' - kapitel 4: Skal Landa eller Quintana vinde Valverdes løjtnantshjerte?