Nicolai Kvistgaarden pakker for landsholdet: "Vi havde fem tons af alskens grej med til VM i Rusland"
Op til en slutrunde tænker Nicolai Kvistgaarden i flere måneder ikke på andet end at pakke. Det er både spillersæt, fritidssæt, topmadrasser, termojakker – og en enkelt trykkemaskine, der skal med. Landsholdets pakkestrateg fortæller her om at pakke i en 40-fods container til Rusland, om de sidste EM-forberedelser og om at lave en ny trøje klar, mens nationalhymnen allerede er i gang.
Foto: Andreas Kjærbye
Jeg har hovedansvaret for alt materiel til vores 17 landshold. Det er alle lige fra e-sport til herrelandsholdet. Fem gange om året rejser jeg med herrelandsholdet i rollen som ’kit manager’. Det betyder, at jeg skal stå for alt, vi skal bruge, mens vi er væk. Spillertøj, vintertøj, undertøj, badetøfler, fritids- og træningstøj, PlayStations. Jeg skal forudse, hvad der muligvis kan ske, mens vi er væk, og så skal jeg pakke efter den situation.
Det kræver planlægning at pakke til en slutrunde. Da vi skulle til Rusland i 2018, startede jeg allerede med at planlægge i januar. Det var måneder, hvor jeg nærmest udelukkende tænkte på at pakke. Jeg fik en 40-fods container parkeret på DBU Allé, som jeg kunne pakke i. Jeg blev nødt til at regne med, at vi ville nå finalen, så vi havde nok tøj med, hvis vi nu skulle spille alle kampe. Det betød, at vi havde fem tons med af alskens grej.
Fem tons lyder af meget, men alene tøjet vejer godt til. Til hver kamp skal der være 70 spillesæt klar. Alle spillerne har tre komplette sæt til en kamp – et til første halvleg, et til anden halvleg og et i en taske på sidelinjen hos mig, hvis deres trøje bliver revet i stykker, eller der kommer blod på den. Vi er heller aldrig klar over, hvem vi skal møde efter de første tre kampe, og derfor ved jeg ikke, hvilken farve vi skal spille i, så der skal både hvide sæt og røde sæt med …
Jeg havde alt med til Rusland. Alt. Topmadrasser fra Tempur til hele truppen. Fritidstøj, træningstøj, kamptøj, undertøj, varme termojakker. Folk sagde til mig: ’Prøv nu og hør, vi kommer aldrig til at bruge dem.’ Nej nej, men det kunne jo være, at der kom en koldfront lige præcis den dag, drengene skulle spille. Og jeg ville jo ikke stå i en situation, hvor nogen stod og frøs på banen. Jeg havde også fem kilometer strømpetape med, hvis man rullede det ud, og på den gode side af 700 par strømper. Jeg er nødt til hele tiden at sige: ’Hvad nu hvis.’ Det er mit job.
