Nicolai Kvistgaarden pakker for landsholdet: "Vi havde fem tons af alskens grej med til VM i Rusland"

Jeg har hovedansvaret for alt materiel til vores 17 landshold. Det er alle lige fra e-sport til herrelandsholdet. Fem gange om året rejser jeg med herrelandsholdet i rollen som ’kit manager’. Det betyder, at jeg skal stå for alt, vi skal bruge, mens vi er væk. Spillertøj, vintertøj, undertøj, badetøfler, fritids- og træningstøj, PlayStations. Jeg skal forudse, hvad der muligvis kan ske, mens vi er væk, og så skal jeg pakke efter den situation.

Det kræver planlægning at pakke til en slutrunde. Da vi skulle til Rusland i 2018, startede jeg allerede med at planlægge i januar. Det var måneder, hvor jeg nærmest udelukkende tænkte på at pakke. Jeg fik en 40-fods container parkeret på DBU Allé, som jeg kunne pakke i. Jeg blev nødt til at regne med, at vi ville nå finalen, så vi havde nok tøj med, hvis vi nu skulle spille alle kampe. Det betød, at vi havde fem tons med af alskens grej.

Fem tons lyder af meget, men alene tøjet vejer godt til. Til hver kamp skal der være 70 spillesæt klar. Alle spillerne har tre komplette sæt til en kamp – et til første halvleg, et til anden halvleg og et i en taske på sidelinjen hos mig, hvis deres trøje bliver revet i stykker, eller der kommer blod på den. Vi er heller aldrig klar over, hvem vi skal møde efter de første tre kampe, og derfor ved jeg ikke, hvilken farve vi skal spille i, så der skal både hvide sæt og røde sæt med …

Jeg havde alt med til Rusland. Alt. Topmadrasser fra Tempur til hele truppen. Fritidstøj, træningstøj, kamptøj, undertøj, varme termojakker. Folk sagde til mig: ’Prøv nu og hør, vi kommer aldrig til at bruge dem.’ Nej nej, men det kunne jo være, at der kom en koldfront lige præcis den dag, drengene skulle spille. Og jeg ville jo ikke stå i en situation, hvor nogen stod og frøs på banen. Jeg havde også fem kilometer strømpetape med, hvis man rullede det ud, og på den gode side af 700 par strømper. Jeg er nødt til hele tiden at sige: ’Hvad nu hvis.’ Det er mit job.

Gennem årene har jeg gjort mig notater over hver enkelt spiller, så jeg ved, hvordan de gerne vil have tingene. Vil de spille i lange ærmer eller i korte ærmer? Hvilken størrelse skal trøjen være? Så kan jeg pakke efter det, når vi skal spille kampe. Til de mere vægelsindede spillere pakker jeg, så der både er mulighed for at spille i korte og lange ærmer. Men nogle af spillerne kender jeg selvfølgelig ikke så godt endnu. Da vi var i Østrig for at spille VM-kvalifikation, fandt Jonas Wind i omklædningsrummet ud af, at han hellere ville spille i korte ærmer end i lange ærmer, og så måtte jeg ud over stepperne og producere en trøje til ham. Jeg har altid en trykkemaskine med i omklædningsrummet, så jeg kan lave en trøje klar, hvis nu jeg kommer i havsnød.

Thomas Delaney bad mig engang på vej ud til nationalmelodien om en større trøje. Der stod jeg lige i et splitsekund og tænkte: ’Shit, nu skal det gå stærkt.’ Jeg trykte en ny trøje til ham nede i omklædningsrummet, og så fik han hurtigt skiftet trøje, da han også tog sin paradetrøje af, som landsholdsspillerne har på inden kampstart. Der skulle jeg virkelig handle hurtigt.

Den mest sindssyge oplevelse, jeg nogensinde har haft, var, da landsholdet blev erstattet af vikarlandsholdet. Vi var fire mand, som var rejst i forvejen til Bratislava, og vi vidste ikke engang, om der kom noget fodboldhold eller ej. Der kom så et hold, som jeg overhovedet ikke kendte størrelserne på. Vi havde ikke noget kamptøj til dem, så det skulle vi lave til dem om aftenen og hen over natten. Jeg lå på gulvet med behandler Allan Poulsen, og klippe-klistrede bogstaver for at trykke navne bagpå trøjerne. Der var selvfølgelig ikke nogen af dem, der hed Fischer eller Schmeichel, så jeg kunne ikke bruge de præ-tryk, jeg havde med. Vi lå på det værelse til langt ud på natten. Det var fuldstændig vanvittigt. Vi tænkte: ’Hold kæft, det er sindssygt, hvad fanden laver vi?’ Når jeg ser tilbage, var det fedt at være en del af, for det er jo blevet fodboldhistorie.

I år er mit job en hel del nemmere, fordi en del af slutrunden foregår i Danmark. Jeg er væsentligt længere fremme i processen, end jeg var på samme tidspunkt i 2018, og jeg er også en del mere afslappet. Det skal ikke lyde sådan, at jeg ikke tager det alvorligt nok, men herhjemme er der altid en backup. Hvis vi står og mangler et eller andet, kan vi altid rekvirere det. Tingene skal stadig være så optimale som overhovedet muligt, men der er altså forskel på at få ting sendt til landsholdslejren i Helsingør eller til Anapa i Rusland.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og EM