Nils Meilvang har fotograferet Tour de France i 24 år: "Forløsningen hos Rolf Sørensen, der står og græder af glæde, er smuk”

14. etape til Courchevel. Bo Hamburger udgår. (1997)

"Billedet er taget i holdbussen lige efter Bo Hamburger er udgået af Tour de France. Han havde i nogle dage kørt rundt med et brækket kraveben og nogle trykkede ribben og måtte til sidst give op. I bogen fortæller han om, hvordan det var at være feteret og gå fra at have en masse presseopmærksomhed til at forlade løbet, mens hans hold kørte videre. For hverken pressen, holdet eller tilskuerne kunne bruge ham til noget mere, når han var udgået.

Billedet fanger stemningen virkelig godt. Udenfor er der gang i den med presse, fans og cykelmekanikere, men han sidder bare og kigger på, for han er ikke en del af det længere. Bo Hamburger sad blot og ventede på, at nogle fra holdet fik tid til at køre ham til lufthavnen, så han kunne komme hjem. Han var adskilt og isoleret fra det, der skete, og det viser billedet utroligt godt."

9. etape til Loudenvielle. Marco Pantani, Jan Ullrich og Richard Virenque. (1997)

"Selvom det ligner det, var det ikke en spurt om etapesejren. Den var blevet vundet 14 sekunder inden af Laurent Brochard. Det var spurten mellem tre rivaler, Marco Pantani, Jan Ullrich og Richard Virenque, som var tre af datidens største cykelryttere, og derfor betød interne sejr de tre imellem meget.

I billedet er der mange fede detaljer. For eksempel kører de ikke med hjelm, da det ikke var påbudt dengang. Billedet er også skudt på en gammeldags film, hvilket giver et tidløst udtryk. Symbolikken i billedet er også stærk. For selvom det er tre af tidens førende verdensstjerner, er det også tre havarerede skæbner. Men det vidste de ikke på det tidspunkt.

Pantani døde i 2004 af en overdosis, Ullrich gik helt ned og har i mange år kæmpet med et stof- og alkoholmisbrug, mens Virenque blev billedet på den store dopingskandale tilbage i 1998, da han var på det dopingomgærdede Festina-hold."

7. etape til Thionville. Mario Cipollini vinder sin fjerde etape i træk. (1999)

Mario Cipollini var kendt for at være god på de første etaper. Her har han lige vundet den fjerde i træk. Når han så havde vundet dem, steg han af cyklen, inden det gik opad mod bjergene, for der havde han ikke rigtigt lyst til at køre. Der er ikke den store historie i billedet, men jeg synes, det er fedt, og det siger meget om, hvem han var som person."

13. etape til SuperBesse. Etapevinder Rolf Sørensen og hans soigneur, Ton van Engelen. (1996)

"Det er et fantastisk billede. Når man først ser Rolf Sørensen, der græder som pisket, er de første tanker, at han er styrtet, endt sidst i løbet eller noget andet forfærdeligt. Men faktisk har han netop lige vundet en etape i Tour de France, hvilket jo er helt vildt.

Det spil, der er i billedet mellem Rolf Sørensen og hans hjælper, Ton van Engelen, der står med et saligt smil og en kærlig højre hånd på Rolfs Sørensens kind, er stærkt. Ømheden og omsorgen hos Ton van Engelen og dertil forløsningen hos Rolf Sørensen, der står og græder af glæde, er smuk.”

20. etape til Mont Ventoux. (2009)

"Dét her billede kunne være en plakat, som jeg gerne ville have hængende. Egentlig siger det mig ingenting at fotografere landskaber, men da jeg stod der på Mont Ventoux i Frankrig, og så mødet mellem den sindssygt smukke natur og det kæmpe cykelkaos, fangede det mig.

Det er som sportsfotograf sjældent, at man kan fotografere sport med sådan et bagtæppe, som dét man ser på billedet. Mødet mellem natur og sport kan være ret vildt, synes jeg."

21. etape til Paris Champs-Élysées. Tadej Pogačar i gult vinder Touren for første gang. (2020)

"Her har jeg fanget Tadej Pogačar i den gule førertrøje på Champs-Élysées med Triumfbuen i baggrunden.

Da jeg tog billedet, gik jeg efter at få modlyset i træerne med. Aftenlyset her er unikt, fordi Tour de France i 2020 blev kørt i september i stedet for juli på grund af covid-19. Derfor stod solen meget lavere, hvilket var ret fedt. At man også kan se Triumfbuen i baggrunden, gør bare billedet mere specielt. For det viser, at løbet nærmer sig sin ende, og rytterne endelig har nået Paris.

Det er svært at fange sådan et billede, og der er mange ting, der spiller ind, for at det lykkedes – inklusive held. For når jeg går efter at fange Tadej Pogačar, skal der være det helt rigtige hul, og han skal ligge helt rigtigt i feltet.”

14. etape til Plateau-de-Beille. Michael Rasmussen. (2007)

"Billedet af Michael Rasmussen på bjerget viser mange interessante ting. Blandt andet forholdet mellem rytter og tilskuer. Tilskuerne i cykelsporten er meget passionerede, hvilket kommer godt til udtryk her. Der en stakkels politimand i højre side af billedet, der har fået til opgave at styre folk, som er tæt på at vælte rundt.

Billedet viser jo Michael Rasmussen, der endte med at blive smidt ud det år, fordi han løj om, hvor han havde været under den forberedende træning – selvom han ellers stod til at vinde løbet. Han kigger bagud, selv om han kører stærkt og ligger langt fremme. Det er lidt som om, der er nogen efter ham. Som om fortiden er ved at hale ind på ham."

21. etape til Paris Champs-Élysées. Bjarne Riis vinder Tour de France (1996)

"Det her billede er lidt af en klassiker, og det summer af stemning. Det var også det første år, hvor jeg dækkede Tour de France. Det var sindssygt, og at lande i Touren som ny fotograf kan tage livet af enhver. Man skal være i konstant beredskab og være klar på et splitsekund. Og når der så tilmed er en dansker i den gule trøje, bliver det bare endnu hårdere, fordi dækningen intensiveres og hele Danmark går amok.

Vi danske fotografer holdt jo med Bjarne Riis, men vi var også nogle, der håbede, at han ikke vandt. Vi kunne slet ikke overskue, hvad vi skulle stille op, hvis det skete, fordi vi vidste, hvor travlt vi ville få. Men han vandt, og billedet opsummerer ret fint, hvilken stemning der var på Champs-Élysées den dag i 1996."

Sammen med havareret Audi. (2012)

"Man kører utroligt langt og utroligt meget, når man dækker Tour de France. Noget, jeg har lært, er, at man ikke skal køre i sin egen bil. For den er ikke meget værd bagefter. Hvert eneste år, hvor jeg har dækket Tour de France, er den bil, som jeg har kørt i, blevet skadet. Jeg har både prøvet at få kørt sidespejlet af, at nogen er bakket ind i mig og andre gange har det været så slemt, at jeg måtte skifte bil undervejs, fordi den ikke kunne mere.

Det er ikke fordi, jeg kører råddent, men rent trafikalt er Touren et gedemarked med afspærrede veje og mange biler på lidt plads. Det forevigede jeg i 2012, hvor jeg på vej hjem til hotellet efter dagens etape endte i grøften. Det er et 'behind the scenes'-billede, som jeg synes er ret sjovt.

Jeg var kørt forkert og skulle vende rundt, men der var ikke noget lys på vejen, så jeg kunne ikke se grøften i mørket. Det kunne jeg ikke lade mig stoppe af. Så jeg satte advarselstrekanten op, og omdannede bilen til et lille kontor med Macbook på taget, da jeg havde nogle billeder, der skulle transmitteres. Og så kunne jeg lige så godt tage en selfie imens."

Luz Ardiden, Pyrenæerne sammen med Søren Lorenzen. Fødselsdagshilsen til Gustav. (2001)

"Min ældste søn er født i 1994 og har fødselsdag i juli, så jeg har været i Frankrig for at dække Touren på samme tidspunkt, som han havde fødselsdag. Men det er prisen, når det falder sammen, og et af de afsavn, jeg har mærket, mens jeg har dækket løbet.

Søren Lorenzen, som jeg står med på billedet, stod fadder til min søns barnedåb. Så da min søn havde fødselsdag, fandt vi et presseskilt, hev det ned og skrev en lille hilsen på det. Vi tog et foto af det og sendte det hjem, så hans mor kunne vise ham billedet. Efter Touren var færdig, kom hele familien til Paris, og så tog vi på ferie sammen."

Ventetid mellem vinmarker ved Saint-Émilion. (2021)

"Som Tour-fotograf skal man være omstillingsparat. Man bruger ekstremt meget tid på at vente, som man ser på billedet. Lige pludselig kommer rytterne, og så eksploderer det hele i 10 sekunder.

Ventetiden bruger jeg på at orientere mig om, hvor den bedste vinkel til fotografiet er, hvordan jeg får tilskuere og landskab med i baggrunden, og hvordan solen står nu, kontra hvordan den står, når rytterne kommer. Alle disse praktiske ting skal jeg have styr på, for når rytterne kommer, går det stærkt, og så er de væk i løbet af ingen tid.

Nogle gange ringer jeg hjem til en, som jeg ved ser løbet i TV. Bare for lige at høre, hvordan feltet ligger, så jeg er forberedt bedst muligt."

Nils Meilsvangs presseskilte gennem tiden.

"I billedet ser man et presseskilt fra hvert af de 20 Tour de France-løb, jeg har dækket. De viser meget godt, hvor mange år, det alligevel drejer sig om. Det er skægt at kigge tilbage på."