Ny bog er uomgængelig for enhver, der interesserer sig for cykelsportens historie
Den hyppigt udgivende forfatter Tonny Vorm er nu aktuel med endnu et bidrag til den danske cykellitteratur. Denne gang er det sportens fem såkaldte monumenter, der tages under kapabel behandling, og det er – for den cykelsporthistorieinteressede – på hver eneste side givende læsning.
Hvis man har hang til cykelsport, og man så ovenikøbet har lyst til at læse en hel masse om skidtet, så må man som dansker virkelig føle sig godt og grundigt forkælet i disse år.
De to skribentbegavelser Bastian Emil Goldschmidt og Brian Nygaard har hver udgivet et par særdeles tænksomme og levende bøger om sporten de seneste par år, Daniel Dencik udsendte den sublime ’Sportshjerte’ i 2016, og sidste år delte Mads Pedersen – i samarbejde med den alvidende og tilmed fornemt skrivende eksrytter Per Bausager – den medrivende ’Væddeløber’ (bare lige for at nævne nogle).
Og nu er der så nyt fra en af genrens garvede skikkelser, journalist og forfatter Tonny Vorm, der blandt andet har den populære ’Sort kaffe & hvide sokker’ og dens efterfølger ’Lede hunde & sorte kameler’ på samvittigheden. Vorms nye tilføjelse til cykellitteraturen hedder ’Monumenter’, og den tager, sådan som titlen antyder, fat om cykelsportens såkaldte monumenter.
Annonse
Når man taler om monumenter, så drejer det sig om følgende fem endagsløb: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. To italienske, to belgiske og et enkelt fransk.
Der findes ikke nogen konkret formel eller kriterieliste for, hvornår et cykelløb er et monument. Det var den franske sportsjournalist, Philippe Bouvet, der i 1980’erne introducerede begrebet. Ligesom for at slå fast, at nogen løb – i kraft af deres historie, hårdhed og seværdighed – er større og mere betydningsfulde end andre. Mere monumentale, simpelthen.
Sådan får vi indledningsvist at vide i ’Monumenter’, der rent opbygningsmæssigt gennemgår ét løb ad gangen – og det på kalenderkronologisk vis, således at der indledes med forårsbebuderen Milano-Sanremo og sluttes af med løvfaldsløbet Lombardiet Rundt.
Måske kan det være svært helt at forstå, hvor betydningsfulde disse monumenter egentlig er i sporten. Men at erobre bare et af dem er ganske enkelt definerende for en cykelrytters karriere.
I det forrige nummer af Euroman fortalte Mathias Norsgaard, rytter på det spanske hold Movistar, om vinterens mange ensomme træningsture. Her beskrev han, hvordan han, når regnen bare siler ned over de danske landeveje, udelukkende sidder og fantaserer om det Paris-Roubaix, der ligger forude og venter i april.
”Jeg lider hver dag, men jeg tror på, at jeg får noget stort og godt igen på et eller andet tidspunkt,” sagde han.
Det er cykelrytterens ræsonnement: Lidelserne og ofrene legitimeres af håbet om den store sejr. Og det er den slags sans for ydmyghed og storhed, og de tos forbindelse, Mathias Norsgaard udtrykker, der gør cykelsporten til et fabelagtigt råstof for store fortællinger.
’Monumenter’ er således endnu et fortræffeligt bevis herpå. På hver en side føler man sig grundlæggende godt underholdt af Tonny Vorms selektion af fortællinger fra de fem monumenters historie.
Om løbenes udvikling og forandring gennem årene, om heltene og snydepelsene og de store rivaliseringer. Om løbenes sammenfletning med samfundene omkring dem, om verdenskrigene imellem.
Selv om historierne, der leveres nøgternt og skarpt, godt nok udfoldes tidsmæssigt kronologisk, føles det aldrig rent opsummerende eller på anden vis trivielt. Tværtimod sidder man med en følelse af, at bogen kunne have været dobbelt så tyk.
Annonse
En af bogens helt klare styrker er de beretninger og indsigter, som Tonny Vorm selv har indhentet hos professionelle ryttere gennem årene. En af dem er den tidligere supersprinter Mark Cavendish, der indgående fortæller om sin sejr i Milano-Sanremo i 2009.
Om hvordan han i al hemmelighed havde lagt store planer for det næsten 300 kilometer lange løb og havde underspillet sin form i det forudgående etapeløb Tirreno-Adriatico for dermed at kunne gå ind til monumentet i en undertippet rolle.
På målstregen på Via Roma i Sanremo sejrede Mark Cavendish og skrev sig ind i historiebøgerne, mens tyskeren Heinrich Haussler, som han havde slået med kun få centimeter, smed sig skrigende til jorden i hjerteskærende ærgrelse.
Seks gange sluttede Haussler siden blandt de bedste 10 i et monument, men han fik aldrig sin sejr. Til gengæld er bogens reportagestykker ikke særligt opstemmende, og elementære fejl, såsom Alessandro Petacchi, der staves Allesandro Petachi, er bare lidt irriterende.
Nå, men det skal dog ikke for alvor ruske ved det faktum, at Tonny Vorm med ’Monumenter’ har begået en bog, der bør være uomgængelig for enhver, der er fascineret af cykelsportens historie.
Helt oplagt at tage frem og læse i, hver gang et af de fem monumenter nærmer sig. Og det kan man jo så bare gøre igen og igen, år efter år.
Tonny Vorm
(f. 1967) Journalist og forfatter.
Cand.mag i amerikanske studier. Tidligere skribent og redaktionschef på Euroman. Litteraturanmelder hos Dagbladet Information.
Har udgivet blandt andet ’Sort kaffe & hvide sokker’ (2016), ’Lede hunde & kolde kameler’ (2019), ’Postkort fra Californien’ (2020) og ’Engang var jeg Jesper Skibby’ (2021).
’Monumenter’ er netop udkommet på Lindhardt og Ringhof.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.