”Øl og løb passer perfekt sammen”

Manden bag Mikkeller har for første gang i sit liv været i Afrika for at drikke øl og løbe med nogle af verdens hurtigste. Til næste år vil han sætte danske løbsrekorder – og stadig drikke øl. Euroman var med i Etiopien for at finde ud af, hvorfor ”øl og løb passer perfekt sammen."

Mikkel Borg Bjergsø
Offentliggjort

”Har man ikke mere lyst til en flaske vand end øl efter en løbetur?”

Mikkel Borg Bjergsø ryster på hovedet ad mit spørgsmål og tager en slurk af sin øl.

Vi står ved bardisken på en beværtning i Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien i det østlige Afrika, som han besøger for første gang i sit liv for at løbe og drikke øl – hans to passioner i livet. Så stiller han ølflasken på disken og svarer:

”Nej, du har ikke mest lyst til vand. Hvis du tænker over det, så er det bedste efter en hård løbetur at få serveret en kold øl og drikke den sammen med nogle gode venner.”

”Det er den der holdning, jeg gerne vil gøre op med: At man som motionist absolut skal holde sig på vandvognen og ikke må røre en øl i flere måneder, bare fordi man træner op til at løbe en maraton. Det er latterligt,” siger Mikkel Borg Bjergsø.

Danskeren bag mikrobryggeriet Mikkeller har sat sig for at ændre opfattelsen af, at øl og løb skulle være hinandens modsætninger. De seneste år har han derfor lanceret en række alkoholfrie øl, en såkaldt ”Energibajer” med ekstra mange vitaminer, sit eget løbetøjsmærke samt en løbe- og øldrikningsapp, der holder styr på både kilometer og ølforbrug.

For godt nok er Mikkel bedst kendt som ølmanden bag Mikkeller, der efterhånden er blevet til et globalt foretagende med ølsalg i over 50 lande. Men Mikkel elsker også at løbe. Han er tidligere konkurrenceløber og trænede som ung med Wilson Kipketer, den bedste dansker på 800-meterdistancen nogensinde. Mikkel nåede selv at sætte et par ungdomsrekorder på bl.a. 1.500 meter, inden der gik øl i den.

”Jeg har altid elsket løb. Og jeg forstår slet ikke, at jeg kunne undvære det i så mange år,” siger han.

Løbeklub for ølelskere

Da Mikkel som lærerstuderende begyndte at brygge sit eget øl i sit køkken i 2003, stoppede han nærmest fuldstændigt med at løbe.

På grund af for mange øl, for meget god mad og for lidt motion var han med egne ord blevet ”lidt for kvabset”, da han 10 år senere endelig besluttede sig for at gøre noget ved ølmaven.

”Jeg gad ikke længere være overvægtig og i dårlig form. Men jeg havde brug for nogen at løbe sammen med, og derfor startede vi Mikkeller Running Club. Vi var vel 10 løbere første gang, vi var ude. Ugen efter var vi 100,” forklarer han.

Nu er der i omegnen af 15.000 medlemmer af de i alt 250 afdelinger på hele kloden. Dermed er det en af verdens største løbeklubber. Og der er øl og løb vel at mærke ikke gensidigt udelukkende.

”Ideen er, at man løber en tur med de andre i klubben, og så giver Mikkeller en gratis øl bagefter. Det gør løbet til noget mere socialt, og så har man både gjort noget godt for sin krop på flere måder,” siger Mikkel.

Han nævner en anekdote om en af de gamle danske løbelegender, Jørn Lauenborg, der var en af sin tids bedste maratonløbere og en uforbederlig storryger, der røg 20 smøger om dagen.

”Det, der motiverede ham de sidste kilometer på en maraton, var den der smøg, han skulle ryge, når han kom i mål,” griner Mikkel og indikerer, at han nogle gange har det på samme måde med øl.

”Øl og løb passer perfekt sammen. Du behøver jo ikke nødvendigvis drikke en meget alkoholtung øltype eller drikke dig meget fuld. Tværtimod er øl noget af det reneste, der findes, hvis du fjerner alkoholen.”

mik4.jpg

Løbetur i tynd luft

I Etiopien er øl og løb som mange andre stadig temmelig adskilte verdener. Landet er godt nok et af verdens hurtigst voksende ølmarkeder med en vækst sidste år på 17 pct., men det er kun forskellige varianter af pilsner med en alkoholprocent på 4-6 pct., man kan købe, så løberne holder sig hovedsageligt til vand.

Det ser vi næste morgen, da vi kører op i bjergene for at løbe med nogle af Etiopiens største løbetalenter. En godt slidt løbebane i 2.700 meters højde en halv time nord Addis Ababa er et af de foretrukne træningssteder. Stedet er ejet af Kenenisa Bekele, der er tredobbelt OL-guldvinder på 5.000 og 10.000 meter, samt vinder af Berlin maratonløb i 2016 i tiden 2:03:03 – kun godt et minut efter verdensrekorden sat i 2018 af kenyaneren Eliud Kipchoge.

”Hvis der er nogen, der kan slå verdensrekorden igen, så er det Bekele. Men lige nu er han desværre skadet,” siger hans træner Mersha Asrat.

I stedet har han taget flere unge løbere under sine vinger. Og sammen med Mikkel har de planer om at udveksle løbetalenter mellem Etiopien og Danmark.

”Danske løbere ville kunne få fantastisk meget ud af at komme herned og træne,” siger Mikkel.

”Og så kan vi jo hjælpe den anden vej med at sponsorere løbeudstyr og de unge talenters deltagelse i løb rundt omkring,” siger han, mens vi lunter rundt på løbebanen mellem de mange etiopiske løbere, der er i fuld gang med at varme op.

”Hende dér vandt Berlin Maraton i 2016 på 2:20,” siger han pludseligt og nikker mod den kvindelige etiopiske løber, Aberu Kebede, der kommer løbende imod os.

”Og ham der havde vi med i København. Han lå til at slå banerekorden helt ind til 39. kilometer, men så faldt han og slog sig, men blev stadig nummer tre,” siger han om Gebre Yadete. Han trækker op i løbebukserne og viser os arene på sine knæ og fortæller, at han også havde tandpine under løbet i København. Næste gang bliver det bedre, forsikrer han.

Så skal træningen for alvor gang. Træneren opdeler de 15 etiopiske løbere i grupper og sætter dem i gang med forskellige øvelser. Den største gruppe skal løbe 30 x 400 meter i accelererende tempo med 50 sekunders pause mellem hver omgang.

”Det er vigtigt, at de træner hastighed. Selv maratonløb foregår efterhånden i meget høj fart, så udholdenhed er ikke nok,” siger Mersha Asrat.

Jeg forsøger at løbe med et par af de sidste runder for at se, om jeg kan følge med. Tempoet er vanvittigt, selvom jeg har friske ben. Halvvejs på de sidste 400 meter prøver jeg at overhale et par af dem. Det får dem til at øge tempoet endnu mere, og jeg mærker pludseligt mælkesyren brænde i mine lår og den tynde luft rive i mine lunger. I 2.700 meters højde er der 25 pct. mindre ilt i luften end ved havoverfladen. Jeg kommer prustende i mål som den sidste. Men deres træner griner og klapper i hænderne.

”I fik dem til at løbe 2 sekunder hurtigere end planen. Godt gået,” siger han.

Det tempo satser Mikkel på at øge en smule, når han til næste år fylder 45 år og så vil forsøge at slå Danmarksrekorderne på enten 800 meter- eller 1.500 meterdistancen for sin aldersgruppe.

”Det kunne være meget sjovt at sætte en rekord både som 16-årig og 45-årig,” siger han og tilføjer så:

”Men det stopper mig altså ikke fra at drikke øl.”