OL-kommentator Frederik Schou Andersen: ”Skateboarding kan komme til at miste sin kant, hvis det bliver for stort”

I nat dansk tid skater Rune Glifberg i kategorien Men´s Park til OL. Vi har talt med ekspert i skateboarding Frederik Schou Andersen om, hvorfor vi skal se det, hvem vi skal holde særligt øje med, og hvilken betydning det har for kulturen, at skateboarding nu er en konkurrencesport til de olympiske lege.

OL-kommentator Frederik Schou Andersen: ”Skateboarding kan komme til at miste sin kant, hvis det bliver for stort”OL-kommentator Frederik Schou Andersen: ”Skateboarding kan komme til at miste sin kant, hvis det bliver for stort”
Offentliggjort

I år er det første gang, at skateboarding er en disciplin til OL, og i nat vil det vise sig, om Rune Glifberg kan tage sejren hjem. Er der en, der hepper særligt på den danske atlet, er det Frederik Schou Andersen. Han har selv skatet i 20 år, arbejder som kommentator og følger med i alt, hvad der sker med kulturen og i miljøet, fordi han ikke kan lade være. Og ifølge ham, kan det godt betale sig at holde et vågent øje med konkurrencen i nat.

Hvorfor skal vi se OL i skateboarding?

”Skateboarding er mere skørt end alle de andre sportsgrene, det er sjovere, mere spændende og kreativt, fordi der er så frie rammer i forhold til alle andre sportsgrene. Det er vildt, at det er med i OL.”

Hvad kan vi forvente af Rune Glifberg, når han skal køre Men´s Park i nat?

”Han har trænet som en gal, så hvis han kan lide parken og har gode ben, så har han gode chancer. Han er enormt motiveret til at klare det godt. Jeg vil meget gerne se Rune på podiet i hvert fald. Selvom oddsene er lidt imod det, så må vi tage danskerhatten på og håbe på det bedste.”

Frederik Schou Andersen

Er født i 1991 og opvokset i Hørsholm. Arbejder i herretøjsbutikken Hansen Garnments. Har stået på skateboard i 20 år og kommenterer skateboarding. Bor på Nørrebro i København med sin kæreste og datter.

Hvordan påvirker det skateboarding generelt, at det nu er en konkurrencesport til OL?

”Det er en blåstempling af sportsgrenen, fordi der højst sandsynligt kommer flere penge fra staten og flere anlæg, ligesom det bliver mere folkeligt. Det er godt for dem, der har lyst til at være sportsskatere, men det er også godt for den generelle udøver, at der kommer flere skateparks, fordi lige nu er der propfyldt i parksene i byen. Generelt kommer der vel en større respekt og forståelse for, hvorfor vi render rundt og ødelægger byen på skateboards.”

Har det nogen konsekvenser?

”Skateboarding kan komme til at miste sin kant, hvis det bliver for stort, fordi det kommer til at rode ved den undergrundsfølelse, man kan have som skater. Der er nogle, der synes, det er fedt, at man gør noget, der er lidt ulovligt eller rebelsk. Det kommer måske til at homogenisere skateboarding, så nogle tager det op som en sportsgren i stedet for en livsstil. Kulturen kan drukne i, at det bliver en sport. Men det er jeg egentlig ikke bekymret for. Dem, der vil dyrke det, kommer til at gøre det alligevel. Holdningerne til, om det er positivt eller negativt, er enormt splittede blandt skatere. Jeg befinder mig i midten og håber på det bedste.”

Rune Glifberg skater i konkurrencen Men’s Park kl 02:00 i nat. Frederik Schou Andersen kommenterer det på DR.

Tre skatere, du skal holde øje med ifølge Frederik Schou Andersen

Oskar Rozenberg Hallberg

”Vi skal kigge over til Sverige og Oskar Rozenberg Hallberg, fordi han kommer med noget af livsstilen og bidrager positivt til kulturen. Han skater sygt fedt og har vundet verdensmesterskabet, så han kunne også godt tage en medalje. Og så har han fed stil og er et dejligt menneske, så ham hepper vi meget på, selvom han er svensker.”

Pedro Barros

”Brasilianeren Pedro Barros er for vild, fordi han flyver mega højt, og man ved aldrig rigtig, hvad han finder på. Han er sådan lidt en ’mad dog’. Han er mega seværdig, så ham skal man holde øje med.”

Rune Glifberg

”Selvfølgelig skal man se efter Rune Glifberg, fordi han er for vild og en kæmpe legende. Han har virkelig sat Danmark på verdenskortet, når det kommer til skating, så om ikke andet skal man bare have respekt for ham, og hvad han har gjort for dansk skateboarding.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Olympiske Lege og Skateboarding