Jeg tror, jeg har set mit favorit-OL-klip flere hundrede gange

UD AF DE 29 millioner gange, mændenes 4 x 100 meter-finale fra OL i London i 2012 er blevet set på YouTube, vil jeg tro, at jeg tegner mig for i hvert fald et par hundrede. Jamaica sætter ny verdensrekord på 36,84 sekunder, og holdet består af den ene mere fænomenale sprinter end den anden: Nesta Carter, Michael Frater, Yohan Blake og selvfølgelig Usain Bolt.

Jeg kender alle detaljerne i klippet – lige fra den engelske kommentators tiltagende begejstring over at være vidne til en ny verdensrekord til Yohan Blakes fænomenale tredje heat side om side med USA’s Tyson Gay, de måske smukkeste 100 meter, en løber nogensinde har præsteret, og til Usain Bolts baggårdsfrække manøvre, da han efter at være kommet i mål løber forbi en official, rækker hende depechen, lader hende gribe ud efter den, inden han trækker den til sig og løber videre, mens publikums jubel tager endnu et nøk op.

Jeg kan det i søvne. Og jeg labber det altid i mig.

Der er nogle sange, man kan høre igen og igen. Sådan har jeg det med det her klip. Jeg genbesøger det mindst en gang om måneden, når jeg har brug for at blive mindet om verdens storhed.

Og ryger jeg først i kaninhullet med atletiske præstationer, graver jeg mig ofte endnu længere ned. Tag bare Michael Johnsons rekord i 200 meter fra OL i Atlanta i 1996, som var de første Olympiske Lege, jeg kan huske klart, og som gjorde Atlanta til et nærmest mytologisk sted for mig som 10-årig. Jeg vidste godt, han eksisterede, men da jeg så hans ranke, nærmest tilbagelænede løbestil, var det game over: Jeg var forgabt.

Der er nogle sange, man kan høre igen og igen. Sådan har jeg det med det her klip. Jeg genbesøger det mindst en gang om måneden, når jeg har brug for at blive mindet om verdens storhed.

Og ryger jeg først i kaninhullet med atletiske præstationer, graver jeg mig ofte endnu længere ned. Tag bare Michael Johnsons rekord i 200 meter fra OL i Atlanta i 1996, som var de første Olympiske Lege, jeg kan huske klart, og som gjorde Atlanta til et nærmest mytologisk sted for mig som 10-årig. Jeg vidste godt, han eksisterede, men da jeg så hans ranke, nærmest tilbagelænede løbestil, var det game over: Jeg var forgabt.

For et par år siden faldt jeg så igen over Michael Johnson og de tre andre amerikanske 400 meter-løberes verdensrekord på 4 x 400 meter fra Stuttgart i 1993 (se den på YouTube, det er poetry in motion). Et studie i overlegen atletisk stil, USA der distancerer konkurrenterne med nærmest en kvart omgang, men vigtigst af alt: Guldkæden om Michael Johnsons hals fik mig til at gå ud og anskaffe mig en tilsvarende, som jeg ikke har taget af en eneste gang siden da.

Nu står OL i Paris så for døren. Som med alle andre Olympiske Lege er det svært at forudsige, præcis hvilke overmenneskelige præstationer, vi bliver vidner til, men vi ved, at der kommer til at blive sat nye rekorder og rykket nye grænser for menneskets ydeevne.

Og så er der alt det udenom: Paris’ rolle som værtsby. Der har været masser af snak om legene og deres betydning for byen og dens indbyggere – de er for dyre og kræver for meget af lokalbefolkningen, har kritikken lydt. Men med Paris’ fremsynede borgmester Anne Hidalgo ved roret har man også grebet muligheden for at optimere den franske hovedstad.

Man har brugt 10 milliarder kroner på at rense Seinen, så først atleter og siden pariserne kan svømme i den. I den olympiske by har man plantet 8.876 træer som en del af en massiv mission om at plante 170.000 nye træer på tværs af byen. Man har fjernet parkeringspladser og hævet prisen på parkering gevaldigt for bilister, samtidig med at man har opgraderet metroen, så den kan håndtere flere tog i minuttet på tværs af hele byen. Alt sammen noget, der skal højne levestandarden for parisere og besøgsværdien for turister i en by, der tager imod rigtig mange af dem hvert eneste år. Og meget, meget mere.

Det er en kunst (og en meget dyr en af slagsen) at være vært for OL. Nogle byer lykkes ikke med at indfri potentialet og sidder tilbage med intet andet end en gigantisk regning og nybyggede stadioner, der aldrig bliver brugt. Med de visioner, der de seneste 5-10 år har drevet Paris fremad, har man gjort sit til at skabe en kulisse, der ikke bare skal stråle i de uger, legene foregår.

Paris er caféernes, modevirksomhedernes, æstetikkens og kulturens hovedstad i Europa. Jeg ser frem til at se, hvordan den for en stund også bliver sportens hovedstad.

Det er svært at forestille sig en smukkere by lægge scene til ny historieskrivning. Jeg glæder mig til det hele.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol og Olympiske Lege