Krig, doping og knyttede knæver: Her er de største OL-skandaler gennem tiden
Den olympiske ånd bygger på solidaritet og ærlighed, men det er ikke altid, den har været lige tydelig at få øje på. Her er de fem største skandaler – og tragedier – i OL-historien.
OL 1972 i München skulle symbolisere Tysklands genrejsning efter Anden Verdenskrig og blev af værtsbyen døbt ’De muntre lege’.
Muntert blev det dog langtfra. De olympiske discipliner blev i stedet overskygget af et frygteligt terrorangreb, som havde rod i Israel-Palæstina-konflikten.
Annonse
Den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September kidnappede og dræbte seks israelske trænere og fem israelske atleter. Også fem terrorister og en tysk politimand mistede livet efter en mere end 20 timer lang gidseltagningsaktion.
Begivenhederne rystede den olympiske by, og i første omgang blev legene da også̊ suspenderet i 24 timer, men fortsatte ufortrødent allerede næste dag – dog uden de tilbageværende israelske atleter, som havde forladt OL.
Mens hovedparten af de deltagende nationers flag vejede på halv i sympati med de israelske ofre, nægtede 10 lande at udvise denne gestus. IOC har ikke dedikeret et mindesmærke til de israelske ofre, da det ifølge komiteen kan provokere medlemmer af det olympiske samfund i en betændt international konflikt.
Ved åbningsceremonien til OL i Tokyo i 2021 blev det dog besluttet at holde et minuts stilhed til ære for de 11 dræbte tilbage i 1972.
Nævekraft
Da den amerikanske sprinter Tommie Smith vandt guld og samtidig slog verdensrekorden i 200-meterløb ved OL i Mexico i 1968, var det i sig selv en historisk bedrift.
Ved den efterfølgende medaljeceremoni var der dog også̊ en ganske anden årsag til, at han, sammen med bronzevinderen og landsmanden John Carlos, fik foreviget sit navn i de olympiske historiebøger.
For at sympatisere med fattige mørke amerikanere, som i 60’ernes USA kæmpede for lige rettigheder, gik Smith og Carlos på medaljeskamlen uden sko og iført sorte sokker.
De to medaljevindere havde hver en sort handske på henholdsvis højre og venstre hånd, og da den amerikanske nationalsang gjaldede ud af højttalerne på det olympiske stadion, hævede amerikanerne deres knyttede næver over hovedet, mens de stirrede stift ned i jorden.
Smith og Carlos blev buet ud af stadion af publikum og modtog senere heftig kritik for deres politiske markering, som ifølge Den Internationale Olympiske Komité og det etablerede sportssamfund i USA gik imod de olympiske idealer om at adskille politik og sport.
Annonse
Prestigeprojektet
De Olympiske Lege i 1936 er ubetinget OL-historiens mest kontroversielle.IOC tildelte OL-værtskabet til Tyskland i 1931, var Adolf Hitler endnu ikke kommet til magten. Men efter Hitlers magtovertagelse to år senere begyndte verdenssamfundet at skele nervøst mod det kommende værtsland.
Særligt nazistpartiets antisemitisme, der ikke tillod tyske jøder at deltage ved OL, bekymrede flere vestlige nationer, som længe overvejede at boykotte legene. For ville deltagelse ved De Olympiske Lege forherlige Nazitysklands afskyelige menneskesyn?
I sidste ende var Spanien det eneste land, der boykottede Hitlers OL, som i øvrigt var det første nogensinde, der blev tv-transmitteret.
OL var Hitlers personlige prestigeprojekt, og han fik sågar bygget sin egen loge på det olympiske stadion, hvorfra han i selskab med sine tætteste politiske allierede overværede Tysklands mange sportslige triumfer.
OL i Berlin blev i øvrigt det sidste af slagsen, inden 2. verdenskrig brød ud og aflyste legene i 1940 og 1944.
Urent trav
”En guldmedalje – det er noget, ingen kan tage fra dig.”
Sådan sagde den canadiske topsprinter Ben Johnson umiddelbart efter, han ved OL 1988 i Seoul havde vundet guld og med en fantomtid sat ny verdensrekord på 100-meterdistancen.
Ben Johnson tog dog grueligt fejl.
Annonse
Kort efter at han havde fået guldmedaljen om halsen, bankede et par OL-officials på døren til hans hotelværelse. Canadieren var testet positiv for doping og måtte pænt aflevere den guldmedalje, han netop havde modtaget.
Johnsons positive dopingtest blev et vendepunkt for den måde, IOC håndterede doping på. Seks ud af de otte løbere, der stillede til start i OL-finalen i Seoul, er efterfølgende blevet taget for doping eller har erkendt brug af ulovlige, præstationsfremmende midler.
Blodbad
Ved OL 1956 i Melbourne skiftede vandets farve til rødt, da semifinalen i mændenes vandpoloturnering mellem Ungarn og Sovjetunionen udviklede sig til et usædvanligt voldeligt opgør.
Kampen fandt sted blot uger efter, at sovjetiske styrker havde nedkæmpet den ungarske revolution og tvunget Ungarns vandpololandshold til at flygte til Tjekkoslovakiet for at færdiggøre forberedelserne til OL.
Opgøret startede med, at den ungarske anfører nægtede at give hånd til Sovjetunionens ditto, og så var der ellers lagt i kakkelovnen til en kamp, hvor øretæver blev uddelt og alverdens modbydelige gloser slynget af sted til højre og venstre.
Med ét minut tilbage af kampen tæskede Sovjetunionens Valentin Prokopov ungarske Ervin Zador halvt bevidstløs i vandet, hvilket efterlod ungareren med en stor flænge i øjenbrynet.
Til sidst var det dog ungarerne, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret og dermed genvinde en smule af den nationale stolthed, som det sovjetiske militær havde frataget dem inden OL.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
