Penge er alt i fodbold. Men uden fans og seere smuldrer det hele

Først ventede vi to år på en slutrunde, og så et ekstra, men nu er den god nok: EM bliver afholdt, og Danmark er med. Velkommen til et fodboldgalt Euroman pakket med historier om de største talenter, de bedste trøjer, de vigtigste spillere, Danmarks muligheder og en masse anekdoter fra alt det, der binder os sammen som nation. Kampen er i gang.

Euforien over et landshold, der stiller til start stærkere end meget længe, er på sin plads. Hvis man ikke har været udelt begejstret over fællessang med Phillip Faber og matriarkalske formaninger fra @mette, har vi nu endelig noget, vi kan blive enige om at samles om: Landsholdet.

Vi fortjener en slutrunde. Men først nu er den ved at titte frem i lyset og ud af skyggen af tre enorme temaer, der på hver sin måde har præget snakken om fodbold negativt på denne side af sommeren:

Både i de hjemlige rækker og i europæisk fodbold har VAR gjort sit uskønne indtog. Væk er de spontane jubelbrøl, den menneskelige dimension og kærligheden til sporten. Ind på scenen tromler i stedet en korrekthedskultur båret af et maskinelt ideal, der for fans skaber mere ravage end egentlig gavn. Det var ikke det spil, vi som børn forelskede os i.

Super League var en idé, der levede i få øjeblikke i 12 velsmurte milliardvirksomheder, der også kalder sig selv for fodboldklubber, inden massiv modstand fra fans, eksperter og ikke mindst fodboldens tungeste institutioner fik luften til at gå af ballonen. Et tydeligt symbol på, at penge er alt i fodbold, men uden fans og seere smuldrer det hele. Det er næppe sidste gang, vi ser initiativ til noget lignende.

Og så er der Qatar. Vært for VM i 2022, en ørken-nation komplet blottet for boldøje, men med økonomiske interesser langt ind i verdens rigeste ligaer. Men penge er ikke alt, desværre, for var det bare blevet ved det: Amnesty International beretter om tusindvis af udpinte og døde migrantarbejdere, der har betalt den højeste pris, for at oliestaten kan gnubbe skuldre med FIFA og alle de deltagende nationer, når den lægger svedent græs til slutrunden næste år.

Det efterlader spillere, fans og DBU i et gigantisk

dilemma, der ikke findes et entydigt svar på. Skal man som fan tænde for tv’et, hvis Danmark til den tid deltager ved VM? Skal spillerne aktivt selv sige fra, og hvordan stiller det dem i forhold til sanktioner? Er Danmark og DBU et stort nok land til at gå forrest og få andre med på en boykot, eller er risikoen for den pris, vi risikerer at betale i internationalt fodboldregi, for stor?

EM vil denne sommer blive spillet i skyggen af begivenheder som ovenstående, der påvirker fodboldens image negativt og giver slutrunden en bismag af noget uattraktivt. Men i et hav af elendige historier, der ville give selv den mest garvede kommunikationsrådgiver grå hår, er det nødvendigt, at vi skiller skidt fra kanel.

Der behøver ikke være noget men, når vi taler om vores landsholdsprofiler, der på en god dag med margi-nalerne på vores side bør kunne spille lige op med verdens bedste hold.

Der behøver ikke være noget men, når vi jubler over Kasper Hjulmand, som endelig har fundet opskriften på at spille attraktiv landsholdsfodbold, hvor vi også samtidig vinder.

Der behøver ikke være noget men, når vi overgiver os og bliver en del af noget større, fordi vi selvfølgelig går videre fra gruppespillet og over øl og fællessang i solskinnet lægger naive planer for vores direkte vej gennem knockout-kampene.

En nat bliver det sommer. Og mit storhedsvanvid er rigeligt til, at jeg tror på, at vi kommer langt. Og så kan vi tage Qatar, milliardforetagenderne og video-dommere sideløbende og efterfølgende.

After the ecstacy, the laundry.

Husk:

Ris, ros og kommentarer til det, vi skriver om i Euroman, er altid velkomne. Jeg er på kristoffer@euroman.dk, og jeg glæder mig til at høre fra dig. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og EM