Pernille Harder: ”Kasper Hjulmands ansættelse har betydet, at vi er kommet tættere på herrelandsholdet. Vi snakker mere om landsholdene som en samlet enhed”

JEG HAR ALTID været den bedste på holdet. Mine forældre satte mig i gang med at spille fodbold, da jeg var fem år, og så har jeg spillet lige siden. Jeg var sådan en pige, der bare elskede at spille fodbold og gjorde det hele tiden; i frikvartererne, efter skole og til træning om aftenen. Jeg tror, at de fleste, der så mig spille dengang, kunne se, at jeg kunne blive til noget særligt.

Jeg kan huske som 10-årig, at mit hold spillede sig til finalen i en indendørsturnering, og jeg blev turneringens topscorer. Til finalen råbte næsten alle blandt publikum mit navn og heppede på mig, fordi de syntes, jeg var god. Dér tænkte jeg: ’Okay, jeg må kunne et eller andet.’

DEN BEDSTE BESLUTNING, jeg har truffet i min karriere, var at tage til Linköping som mit første udenlandske skifte, da jeg var 19 år. Jeg kunne godt have valgt at flytte til en storklub, men det kunne også have betydet, at jeg ikke ville stå det samme sted, som jeg gør i dag. Jeg tog et mindre skridt til en midterklub i den svenske liga, men hvor jeg havde de perfekte muligheder for at udvikle mig som spiller og person for dernæst at blive moden nok til det helt store skridt.

Jeg kunne være skiftet til Tyresö FF, der var de bedste dengang i Sverige, og Wolfsburg i Tyskland ville også allerede have mig. Jeg havde muligheden, men det var jo ikke sådan, at de bare sagde: ’Vi skal have dig for alt i verden.’ Derfor tænkte jeg, at det var bedre, at jeg udviklede mig et andet sted, så Wolfsburg virkelig ville have mig, og det ville de så fire år senere.

EN TYPISK UGE for mig forløber sig sådan: Vi spiller kamp om søndagen, mandagen er der restitution, tirsdag har vi fri, så træner vi onsdag og torsdag, har fri fredag og træner lørdag. På en almindelig træningsdag møder jeg ind omkring klokken 09.30 og får lidt behandling, herefter har vi møde, så laver vi et prehab, hvor vi laver nogle øvelser for at få kroppen i gang inden træning, og efter selve træningen står den på styrketræning, behandling, eller hvad man nu har brug for. Inden man tager hjem, spiser vi frokost sammen hele holdet.

Jeg elsker god mad, så jeg bruger meget af min fritid på at tage ud på caféer og restauranter i London. Jeg spiller også golf indimellem. Golf er en sport, som ikke er så belastende for kroppen, men man får stadig konkurrenceelementet. Af den grund er det en sport, som mange sportsudøvere spiller i deres fritid.

SKUFFELSER HAR DER IKKE været mange af siden 2016. Jeg har vundet mesterskaberne de sidste syv år og pokalen de sidste seks år. Landsholdsmæssigt var det dog en kæmpeskuffelse og det hårdeste i min karriere, at vi ikke kvalificerede os til VM i 2019, men det handlede også om den fight og konflikt, vi tog med DBU. Vi strejkede og missede derfor kampen mod Sverige og blev taberdømte. Måske havde vi tabt alligevel, men vi gav det i hvert fald ikke en chance.

Jeg havde ønsket, at vi aldrig var blevet nødt til at tage en fight for kvinders rettigheder, og at der var ligestilling, men der var bare for mange ting, der ikke fungerede i DBU på det punkt. Vi blev nødt til at tage konflikten, hvis vi ville have en ændring på forholdene. Heldigvis kom der mange ændringer efter konflikten (den nye aftale indebar, at der årligt investeres to millioner kroner mere i holdet, og at spillernes honorarer og stipendier steg med 180 procent, red.). Strejken var det hele værd, men det var stadigvæk pisseærgerligt, at det gik ud over det sportslige.

DER ER SKET noget inde i DBU, efter der er kommet nye mennesker ind, som har forstand på fodbold og kvindefodbold. Jeg må også bare sige, at Kasper Hjulmands ansættelse har betydet, at vi er kommet tættere på herrelandsholdet. Vi snakker mere om landsholdene som en samlet enhed. Der er kommet nye værdisæt i DBU, som helt sikkert gavner os kvinder. At herrerne fx spillede i vores trøjer forleden mod Østrig, var et godt initiativ. Det er altid godt, når allierede støtter, at vi kvinder gerne vil have endnu mere fokus og ligestilling, og når det så er mænd, der taler din sag, har det bare endnu større aftryk.

Mit største ønske er, at vi kunne have fuldstændig de samme vilkår og det samme setup som herrerne. Også på ungdomsniveau og ude i klubberne. Fx at der kommer flere akademier inden for kvindefodbold, så alle de mange piger, der løber rundt, får de helt perfekte betingelser for at kunne indfri deres potentiale.

Pernille Harder

Født i 1992 og opvokset i Ikast. Er blevet kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller to gange - i 2018 og 2020. Er anfører på landsholdet, hvor hun er den mest scorende spiller nogensinde. Har siden 2020 spillet for det engelske klubhold Chelsea, hvor hun er holdkammerat med sin svenske kæreste Magdalena Eriksson. Har tidligere spillet for blandt andre Wolfsburg og Linköping.

ALLIGEVEL SYNES JEG, at man skal passe på med at sammenligne kvinde- og herrefodbold for meget. Man skal se kvindefodbolden for det, som den er. Kvindefodbold har meget at give. Vi er inkluderende og mangfoldige, både blandt fans og i sporten. Man kan være den, man er, og det, synes jeg, er noget, man skal prøve at have mere fokus på, når man omtaler kvindefodbold. Og måske et punkt, som herrefodbolden kan lære lidt af.

JEG BLIVER OFTE spurgt om, hvordan det er at spille på klubhold med ens kæreste. Magdalena og jeg kan bare rigtig godt lide at være sammen og kan lide at være sammen hele tiden. Vi forstår og kender til de ting, vi hver især går i gennem som fodboldspiller med opturene og nedturene, og på den måde har vi god støtte til hinanden.

Når vi er på arbejde i Chelsea, opfører vi os professionelt. Der er vi holdkammerater og ikke kærester. Når vi kommer hjem, lader vi arbejdet ligge, og hvis der er noget, vi skal snakke om, der omhandler fodbold, får vi det klaret på vej hjem i bilen. Ellers kan det fylde for meget derhjemme. Det er vores balancegang.

DA JEG FORTALTE min morfar, at jeg var sammen med en pige, sagde han: ’Bare, du er lykkelig.’ Hans reaktion betød meget for mig, så det citat har jeg fået tatoveret på min krop.

MIT BEDSTE slutrundeminde er helt klart EM i 2017, da vi spillede os helt til finalen. Selve rejsen på banen og uden for, hvordan folk derhjemme begyndte at få øjnene op for kvindelandsholdet og ikke mindst modtagelsen på Rådhuspladsen, der var helt fuldt med mennesker, er nok den største oplevelse, jeg har haft i min fodboldkarriere.

Jeg husker særligt mit mål i EM-finalen til 2-2. Jeg fik bolden spillet i dybden, løb fra midten af ned mod målet, og lige ude foran feltet trak jeg bolden ind mod mit venstreben og sparkede den kort i det nærmeste hjørne gennem benene på min modstander. Det var den fedeste følelse.

FØR KAMP HAR JEG ikke supermange ritualer, fordi jeg kommer bare til at glemme dem, og så stresser det mig. Det er mere efter kampe, at jeg har traditioner med at bestille noget god sushi som take-away og at sidde og se en god film derhjemme. Jeg elsker Sticks'n'Sushi.

BÅDE KVALITETEN OG INTERESSEN for kvindefodbolden har udviklet sig sindssygt meget de sidste fem år. Det virker til, at mange har fået øjnene op for potentialet i kvindefodbold, og det gør bare, at der er flere, som går ind i sporten og investerer penge.

Alle klubber vil også have et godt kvindehold nu, så det er, som om at hjulet er begyndt at dreje rundt, og der vil kun komme endnu flere investeringer i fremtiden. Og med flere investeringer kan man få bedre vilkår for kvinder. Sky har fx betalt en masse penge for tv-rettighederne i England, hvor jeg spiller til daglig. Jeg tror kun, at det lige er startet, og at kvindefodbolden kommer til at eksplodere i fremtiden.

DET BEDSTE RÅD, jeg har fået, er at være i nuet og fokusere på det, som jeg har i gang nu. Have fokus på, hvordan jeg bliver bedre og ikke på de ting, jeg har oplevet, opnået og heller ikke, hvordan en mulig fremtid kunne se ud. Man skal heller ikke sammenligne sig med andre. Det vigtigste er at have fokus på sig selv, og det er ikke på den egoistiske måde, men at have fokus på sin egen udvikling.

DET HÅRDESTE ved at være professionel fodboldspiller er afsavnet fra familien derhjemme og så det pres, der ligger på os. Vi skal kunne præstere på det bedste niveau hele tiden. I og med, at kvindefodbolden bliver større og større, kan jeg også mærke, at der kommer flere meninger om mig på de sociale medier.

Jeg fik allerede en mentaltræner som 19-årig, og det er taknemmelig for nu. Det har betydet, at jeg i mange perioder af min karriere ikke haft nogen personlige nedture. Jeg har kunnet håndtere det, inden det blev galt.

Der er flere værktøjer, som jeg benytter mig af. Det kunne fx være første gang, jeg blev kåret til den bedste spiller i Sverige, hvilket gjorde, at jeg bare fik endnu flere forventninger til mig selv. Her skal man spørge sig selv: ’Hvordan håndterer jeg de forventninger? Hvad skal jeg fokusere på i forhold til, når jeg får nogle følelser, som siger, at nu skal jeg bare være megagod, fordi jeg har fået denne her pris?’

AT BLIVE KÅRET til Europas bedste fodboldspiller var en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille pige. Og at være i stand til at kunne indfri den drøm, var kæmpestort, endda i to omgange. Individuelle priser er selvfølgelig ikke det vigtigste at få i fodbold, det er jo en holdsport, men man har også sin individuelle karriere, hvor man har nogle ting, man gerne vil opnå. Det er en anerkendelse af, at alle de ting, jeg har gjort i min karriere, arbejdet hårdt for og de ting, jeg har ofret.

Først gang, jeg modtog prisen, var i 2018, hvor jeg året forinden var blevet nummer to år. Jeg havde scoret en masse mål for min klub Wolfsburg den sæson. Og det var det samme i 2020, hvor jeg også modtog prisen. Der scorede jeg også utroligt mange mål, og det er jo også det, man skal huske ved de individuelle priser; det handler om at score mange mål. Men man kan også stadigvæk have gode sæsoner uden at score 30 mål.

Mentalt kommer jeg ret hurtigt videre, og jeg har skullet lære at huske at stoppe op og være taknemmelig for alle de ting, jeg har opnået. Der er jeg en person, der siger: ’Nu har jeg vundet den pris, nu skal jeg videre til en ny sæson og vinde en ny titel.’ Men det er også vigtigt, at jeg stopper op og er taknemmelig og faktisk giver mig selv et lille klap på skulderen, for de ting, jeg har gjort og vundet. Uden at bruge dem på en forkert måde og tro, at jeg bare er den bedste og har opnået det, jeg skulle.

TIL EM I ENGLAND drømmer vi om at komme lige så langt som ved sidste slutrunde, men vi ved også godt, at vi er havnet i en rigtig svær gruppe. Vi har fået Tyskland og Spanien, som er to af de bedste hold i Europa, så det bliver en hård kamp. Men vi skal tro på det, og vi har noget specielt; vi kommer fra et lille land, har et godt sammenhold og bliver nødt til at fokusere på alle de små detaljer i taktikken. Vi skal arbejde hårdt, for det er muligt, at vi kan gå videre fra gruppen, og den ydmyghed tror jeg måske ikke, at alle de store hold har. Det er noget, vi i sidste ende kan vinde på.

Interviewet er kommet i stand via Just Eat, som er sponsor for UEFA Women's EURO 2022.