Pernille Harder: ”Kasper Hjulmands ansættelse har betydet, at vi er kommet tættere på herrelandsholdet. Vi snakker mere om landsholdene som en samlet enhed”

JEG HAR ALTID været den bedste på holdet. Mine forældre satte mig i gang med at spille fodbold, da jeg var fem år, og så har jeg spillet lige siden. Jeg var sådan en pige, der bare elskede at spille fodbold og gjorde det hele tiden; i frikvartererne, efter skole og til træning om aftenen. Jeg tror, at de fleste, der så mig spille dengang, kunne se, at jeg kunne blive til noget særligt.

Jeg kan huske som 10-årig, at mit hold spillede sig til finalen i en indendørsturnering, og jeg blev turneringens topscorer. Til finalen råbte næsten alle blandt publikum mit navn og heppede på mig, fordi de syntes, jeg var god. Dér tænkte jeg: ’Okay, jeg må kunne et eller andet.’

DEN BEDSTE BESLUTNING, jeg har truffet i min karriere, var at tage til Linköping som mit første udenlandske skifte, da jeg var 19 år. Jeg kunne godt have valgt at flytte til en storklub, men det kunne også have betydet, at jeg ikke ville stå det samme sted, som jeg gør i dag. Jeg tog et mindre skridt til en midterklub i den svenske liga, men hvor jeg havde de perfekte muligheder for at udvikle mig som spiller og person for dernæst at blive moden nok til det helt store skridt.

Jeg kunne være skiftet til Tyresö FF, der var de bedste dengang i Sverige, og Wolfsburg i Tyskland ville også allerede have mig. Jeg havde muligheden, men det var jo ikke sådan, at de bare sagde: ’Vi skal have dig for alt i verden.’ Derfor tænkte jeg, at det var bedre, at jeg udviklede mig et andet sted, så Wolfsburg virkelig ville have mig, og det ville de så fire år senere.