Sådan rejste Pierre-Emile Højbjerg sig, da han blev tacklet af livet

Jeg har altid været ambitiøs. Jeg kan godt lide, når tingene spidser til. Jeg trives godt med en vis form for pres, hvor der er noget på spil, og der er en gevinst ved at gøre sig umage. Så får jeg lov til at teste og mærke mig selv helt vildt, og jeg finder ud af, om jeg kan klare det.

Da jeg var dreng, spillede jeg fodbold i Skjold på Østerbro. En af de voksne indførte en turnering for os unge drenge, der hed Mars-cup eller Bounty-cup eller Twix-cup eller Snickers-cup. Vi var omkring 25 drenge, der spillede med i turneringen i Idrætshuset ved Østerbro Stadion. Vi var syv spillere på hvert hold, og hver uge blev der delt nye hold. Fik man en sejr, gik den ikke til holdet, men til de enkelte spillere, og den spiller, der efter nogle uger havde flest sejre, vandt en chokoladebar. Jeg var en af de yngste spillere. Jeg kunne mærke, hvor meget sådan en sejr betød for mig. Jeg var spændt og nervøs, og det hele kørte rundt. Jeg fandt en djævel frem i mig selv. Selvfølgelig vandt jeg den Bounty. Det er en af de bedste Bountys, jeg nogensinde har spist.