Portræt af Boris Becker: Hvorfor gik det galt for den karismatiske Wimbledon-stjerne?

Kampen i fjerde runde havde varet en time og 53 minutter, længere tid tog det ikke for den fremstormende australier Patrick Rafter at ekspedere tyske Boris Becker ud med cifrene 6-3, 6-2, 6-3.

Becker samlede sig. Med sin karakteristiske, let krumryggede gang spankulerede han op mod nettet. Han gav Rafter hånden, samlede sine ketsjere i sin taske og begav sig i retning mod katakomberne i ’The All England Lawn Tennis & Croquet Club’ for sidste gang som aktiv tennisspiller.

Men pludselig var det som om, at lydniveauet fik et nøk til opad. Becker stoppede op. Med en kejtet og for ham uelegant manøvre stillede han sin taske fra sig og begyndte at klappe tilbage op mod de fyldte tilskuerrækker, mens han drejede 360 grader omkring sig selv. Det her var det britiske publikums måde at sige tak på.

Gennem de taktfaste klapsalver hyldede de den rødblonde tysker, som var han en af deres egne stolte sønner. Og lige der, på den selvsamme Centre Court, hvor han havde hentet sine tre store Wimbledon-sejre, i 1985, 1986 og 1989, sluttede Boris Beckers karriere, den 30. juni 1999.

Nu kunne han endelig trække vejret. Femten års konstant pres om at præstere inden for kridtstregerne var taget af hans skuldre. Et par timer senere, ud på eftermiddagen, trak den tyske servegigant sig tilbage til sit hotelværelse i London sammen med sin kone, Barbara Feltus, som han havde giftet sig med otte år tidligere.

Feltus var sort, og gennem flere år havde hun og Becker været fast inventar i tyske og britiske sladderblade. Det havde heller ikke gjort interessen for parret mindre, at de i 1993 valgte at posere nøgne sammen på forsiden af magasinet Stern.

På hotelværelset røg Becker og Feltus ud i et større skænderi. Feltus, som på det tidspunkt var syv måneder henne i sin graviditet med parrets anden søn, havde smerter. I al hast forlod hun hotellet og lod sig indlægge på et hospital i nærheden.

Boris Becker tog ikke med. I stedet satte han kursen mod den prestigiøse japanske restaurant Nobu i Mayfair. Eller nærmere bestemt; han satte kursen mod baren på Nobu. Her gik der ikke længe, før han lagde mærke til en fremmed kvinde, en russisk model ved navn Angela Ermakova. Som man kan læse sig til i en af Boris Beckers mange selvbiografier, så lagde Ermakova ikke ligefrem skjul på, hvad hun havde i tankerne.

”Hun så på mig de der to sekunder længere, som fortæller den erfarne jæger, at hun vil have noget af dig. Nu var hun der igen og gik to gange forbi baren. Og igen med det der udtryk i øjnene,” fortæller Becker i bogen ’Bliv gerne et øjeblik længere’.

”Kort efter forlod hun sit bord med retning mod toilettet. Jeg fulgte efter. Fem minutters small-talk, og så gik det ellers løs i det nærmeste hjørne,” beretter tyskeren om sit sidespring i det, alverdens tabloidmedier først troede var et kosteskab, men som siden viste sig havde været en tilstødende trappe til restaurantens toilet.

En februardag året efter indløb der en fax til Boris Becker fra Angela Ermakowa.

I den stod i korte træk, at ”resultatet af mødet på Nobu nu var i ottende måned”. En måned senere, den 22. marts 2000, fødte Ernakowa datteren Anna.

Til at begynde med benægtede Boris Becker ethvert kendskab til den lille, rødblonde og blåøjede pige. Men da en DNA-prøve udtaget af Beckers spyt beviste, at han retteligt var faderen, måtte han krybe til korset.

Siden eksploderede ’kosteskabssex-skandalen’, der om muligt gjorde tennisstjernen endnu mere kendt, end han var i forvejen. Og derefter begyndte det langsomt, men sikkert at gå alvorligt ned ad bakke for den mand, som engang havde fået tilnavnet ’Boom Boom Becker’.

Da Boris Becker i 1985 vandt Wimbledon for første gang som 17-årig, var han den yngste nogensinde og den første useedede spiller i turneringens historie til at løfte den sølvimprægnerede pokal med de to store ører.

Det ændrede hans tilværelse overnight. Den tyske teenager gik fra at holde sabbatår fra sin skole til at være en af sportens største og mest velbetalte stjerner. Kort efter triumfen blev han fløjet til hjembyen Leimen i det tidligere Vesttyskland. 50.000 mennesker valfartede til den lille by nær Heidelberg og mere end fordoblede for en dag byens indbyggertal.

I sejrsrusen blev Becker kørt gennem gaderne i en åben bil med sin onkel bag rattet, og bilen passerede blandt andet Beckers skolekammerater, der så på ham, som var han droppet ned fra et fremmed univers.

Wimbledon-sejren udløste en veritabel Becker-mani. 200.000 tyske børn meldte sig ind i en tennisklub, og selv de tyske hausfraus, der ellers ikke gik op i tennis, sad klistret til skærmen, når deres rødblonde helt sendte sin kanonkugle af en serv ned i modstandernes felt.

I det følgende år fik Boris Becker fem gange så meget tv-tid som den amerikanske præsident, og han blev transporteret rundt i verden i en Concorde for personligt at hilse på Lady Diana og på paven i Rom. Samtidig blev hans navn et brand i sig selv, og han tegnede indtil flere lukrative sponsorkontrakter. Som 18-årig havde han tjent sin første million kroner.

En af dem, der har været tættest på Boris Becker, er den britiske tennishistoriker, kommentator og forfatter Chris Bowers. Han har gennem mere end 30 år været en del af den omrejsende tenniskaravane, og han fulgte spændt med i 1985.

”Jeg tror, man bliver nødt til at tage med i ligningen, hvordan omverdenen så på Boris Becker. Hvordan de reagerede på hans blotte tilstedeværelse,” siger Chris Bowers, da Euroman fanger ham på en telefonlinje i hans hus i Sussex.

”Lad mig give dig et eksempel: Jeg oplevede Becker på tætteste hold i et år i Haller, en af opvarmningsturneringerne til Wimbledon. Normalt forberedte Becker sig altid til Wimbledon på engelsk grund, men da han endelig sagde ja og kom til Tyskland, blev han tilbedt som en gud. Tusindvis af 50-60-årige tyskere mødte op og knælede i støvet for ham. De fejrede ham, de gik bersærk over ham. Tyskerne, der jo ellers er det mest rationelle, kontrollerede folkefærd.”

Den britiske tennisekspert griner hæst gennem telefonen og uddyber så sit syn på, hvordan fænomenet ’Boom Boom Becker’ blev født.

”Han havde noget majestætisk over sig. Dengang var hans krop flot i forhold til, hvordan han ser ud i dag. Becker mindede om de græske guder, og det skabte, tror jeg, en følelse af uovervindelighed i ham. Af at ’jeg er Boris Becker, hvad end der sker, så er jeg okay. Så vinder jeg. Jeg er Boris Becker, og alene det vil få mig ud af alle problemer’. Det kan være en god ting at have den type selvtillid, men det kan også gøre, at man ikke har den form for risikovurdering, som de fleste af os andre nogenlunde almindelige mennesker ellers er i besiddelse af.”

Londons konkursret ligger blot 12 kilometer fra de grønne tennisbaner, hvor Boris Becker som teenager hentede sin første Wimbledon-triumf. Her er to af den tyske tennisstjernes advokater indkaldt den 20. juni 2017 til primært at besvare et spørgsmål: Kan Boris Becker betale de penge, han skylder?

Sagen mod Becker udløber af, at den engelske bank Arbuthnot Latham & Co. har begæret tyskeren konkurs. Konkret skylder Grand Slam-mesteren 54,4 millioner pund (cirka 460 millioner kroner, red.). Becker møder ikke personligt op retten i London, men i hans fravær forsøger hans advokater efter bedste evne at overbevise om, at Boris Becker er solvent.

”Han er ikke et sofistikeret individ, når det gælder økonomi. Jeg beder om en sidste chance for Hr. Becker til at betale sin gæld. Det har blot taget længere tid end forventet,” siger en af advokaterne, John Briggs.

Uheldigvis for Boris Becker er dommeren i retten, Christine Derrett, ikke sådan lige at løbe om hjørner med. Hun siger, at den spiller, hun engang så udradere sine modstandere på Centre Court, allerede har fået masser af chancer. I momentet før hun erklærer Boris Becker konkurs, siger hun med beklagelse i stemmen:

”Man kan få indtrykket af en mand, der har sit hoved begravet i sand.”

I netop denne periode, hvor Beckers økonomiske problemer for alvor ser dagens lys, følger et kamerahold i hælene på tyskeren. I anledning af hans 50 års fødselsdag er kamerafolkene i fuld gang med optagelserne til en Netflix-dokumentar med titlen ’Der Spieler’.

Den prisbelønnede, tyske dokumentarist Michael Wech står i spidsen for holdet. I 10 måneder har han sammen med sin makker, journalisten Hanns-Bruno Kammertöns fra ugeavisen Die Zeit, været i gang med at udfolde historien om Boris Becker, og da Euroman i en telefonsamtale med Michael Wech, der sidder i Hamborg, spørger, hvordan det overhovedet er muligt at formøble en formue på over en milliard kroner, er der først helt stille i røret. Michael Wech tænker sig grundigt om og siger så:

”Boris Becker er stadig et kæmpe ikon i Tyskland. Bare se på, hvor mange følgere han har på Twitter. På trods af alt det med pengene anser langt størstedelen af tyskerne ham for at være en nationalhelt. Men selvom Becker var en mester på tennisbanen, så betyder det ikke, at han mestrer alt. Man kan godt have den antagelse, at han har overvurderet sine evner på andre områder uden for banen. Han tager ikke imod råd. Han er en kontrolfreak. Han vil bestemme alting selv.”

Den tyske dokumentarist siger om sit indtryk af Boris Becker:

”Måske det ikke er så mærkeligt endda, at det er gået, som det er. Becker har ikke haft nogen normal ungdom. Han har ikke haft tid til at udvikle sig som menneske. Det er jo tankevækkende, at den dag han stopper med at spille i 1999, der løber han direkte ud og laver problemer for sig selv. Det er der en vis symbolik i.”

I de år Boris Becker var på toppen af sin karriere, nåede han hele syv gange frem til finalen i Wimbledon. Det hurtige, grønne græsunderlag i London var som skabt til hans aggressive spil, og englænderne så betaget til, mens Becker kastede sig frygtløst rundt ved nettet. Selv de mest umulige bolde formåede han at gøre til vinderslag.

”Boris Becker tog i 1985 powertennis til et nyt niveau,” siger den britiske tennishistoriker Chris Bowers:

”Man taler hele tiden om evolutionen af spillet, ikke om revolutionen af spillet. Steffi Graf tog det videre til et nyt niveau med sin forhånd, der var hårdere end alle andres. Lleyton Hewitt løftede spillet med sin fart på banen. Becker kom med sin powertennis, og samtidig, hvilket var endnu vigtigere, havde han en ekstrem mental styrke. Jeg så ham vinde kampe, som han egentlig burde have tabt. Becker formåede at komme ind i sin modstanders hoved. Han var som en pokerspiller i det her mentale spil. Modstanderne kunne se, at han spankulerede omkring, helt cool, i zonen, uden at give noget væk, og så begyndte de at tvivle og spekulere over, hvad der foregik inde i hans hoved.”

Efter den sensationelle første sejr i Wimbledon, hvor Boris Becker i finalen slog den 10 år ældre og langt mere erfarne sydafrikaner Kevin Curren, satte magasinet Sports Illustrated den 15. juli 1985 Becker på forsiden med overskriften ’Das Wunderkind’. Det virkede som om, intet kunne stoppe den tyske himmelstormer.

Langsomt, gradvist, begyndte nederlagene dog at indføje sig på Boris Beckers konto. Han tabte også flere gange til modstandere, der figurerede langt lavere end ham selv på ATP’s verdensrangliste (Association of Tennis Professionals, red.).

Nogle eksperter påpegede, at den unge tysker havde svært ved at kapere al virakken uden for banerne, og hans træner Günther Bosch forklarede, at det var en kamp at holde ”alle de hysteriske, vanvittige piger, som ventede i timevis på Becker uden for hotellerne,” på behørig afstand af ham.

I selvbiografien ’Bliv gerne et øjeblik længere’ løfter Becker selv sløret for, at han kæmpede med andre problemer i den tid. Fra 1987 og fem år frem var han dybt afhængig af sovepiller. Dem var han begyndt at tage, da han af den tyske Davis Cup-læge blev anbefalet nogle piller ved navn Planum, hvis han havde svært ved at falde i søvn.

Becker angav det megen rejseri og de mange turneringer i forskellige tidszoner som baggrunden for sine søvnproblemer.

På et tidspunkt begyndte han at indtage et ekstra sæt sovepiller midt om natten, fordi den første dosis kun hjalp i tre-fire timer. Når det stod værst til, skyllede han pillerne ned med whisky.

Om finalen i Wimbledon i 1990, som han tabte i fem sæt til svenske Stefan Edberg, fortæller Boris Becker i selvbiografien:

”Jeg gik rundt på banen som en søvngænger i første sæt og i halvdelen af andet sæt. Jeg var komplet ligeglad med, at det var en Wimbledon-finale. Pillerne gjorde, at jeg blev langsom og uopmærksom.”

Flere internationale reportere, der lige som Chris Bowers og Michael Wech har fået lov til at følge Boris Becker på nærmeste hold, påpeger, at tyskeren er endog meget glad for dyre vine, cubanske cigarer, hummer og kaviar. Samt at Becker er uhørt generøs og ofte betaler for alle tilstedeværende, hvis han er ude at spise middag.

Noget af det første Boris Becker gjorde, da han havde indstillet sin aktive karriere som spiller i 1999, var at investere i tre Mercedes-Benz-filialer.

Til at begynde med gik forretningen strygende, men succesen ebbede ud. Oven i det tiltalte de tyske myndigheder i 2002 ham for at have unddraget sig skat for omkring to millioner dollar ved at bo i sit hjemland, selv om han officielt havde adresse i Monaco.

Becker fik en dom på to års betinget fængsel. Samme år kostede hans skilsmisse fra Barbara Feltus – forårsaget af ’kosteskabssex-skandalen’ – ham 25 millioner dollar og medførte, at en luksuslejlighed, han ejede i Miami, blev overdraget til ekskonen.

”Beckers finansielle problemer var en kendt hemmelighed i mange år,” siger Chris Bowers. Den britiske ekspert og forfatter var i 2015 ghostwriter på bogen ’Boris Beckers Wimbledon’, og i forbindelse med opgaven sikrede han sig en kattelem i kontrakten, der gjorde, at han stadig ville få sine penge, hvis Becker ikke var i stand til at betale.

”Der er ikke nogen tvivl om, at Boris Becker har en høj levestandard. Det kunne jeg snildt se, da jeg besøgte ham i hans hus i Wimbledon. Mit indtryk er, at Boris Becker er et komplekst menneske. Jeg tror, at han har kæmpet med livet, og jeg tror, at tingene måske var gået anderledes, hvis han først havde vundet Wimbledon som 21- eller 22-årig. Det er umuligt at spå om, men måske vandt han egentlig for tidligt,” siger Chris Bowers.

Tror du, at Boris Beckers personlighed har spillet ind i den nedtur, han nu oplever?

“Jeg tror i hvert fald ikke, det har været let for ham at være i offentlighedens søgelys i alle de år. Og hvad end resten af verden må mene om Boris Becker, så er jeg ikke i tvivl om, at hans værdier er gode, og at han er et af de største navne, tennisverdenen nogensinde har set. Hvis du kigger på den storhed, han bragte med sig, og sammenligner ham med andre store personligheder i verdenshistorien, så er dem, der gør noget ekstraordinært, ikke nødvendigvis de der rare, behagelige mennesker. Jeg tror heller ikke, at Ghandi eller Mandela har været sådan nogle easygoing, hyggelige typer, som har været behagelige at være i nærheden af.”

Det minder næsten om Wolfgang Amadeus Mozart. Du kan ikke få storheden uden også at få den besværlige del af mennesket med?

”Præcis. Der er mange forskellige aspekter af den type personlighed. Mozart var jo også skør, men passioneret og totalt besværlig for sine omgivelser. Du kan også se på en mand som fodboldspilleren Eric Cantona, der jo var en gigant, og som så pludselig hoppede ud og lavede et karatespark på en tilskuer under en kamp. Det er en del ef pakken. Lige som dem har Becker ikke nødvendigvis spillet efter reglerne. Han har nok nærmere ignoreret reglerne og er i stedet gået efter at opnå de store resultater.”

I efteråret 2017, et par måneder efter Boris Becker blev erklæret konkurs i London, indledte han det første af formentlig mange slag for at bringe sig tilbage på toppen.

Han fik sig et nyt job som chefmanager for de mandlige spillere i Tysklands tennisforbund. Derudover tog Beckers konkursforvaltere fra firmaet Smith & Williamson et usædvanligt skridt i jagten på at hente penge tilbage til den tidligere verdensstjernes slunkne konto.

Smith & Williamson udsendte i januar i år en efterlysning på de mange trofæer, Becker har vundet i sin aktive karriere. Heriblandt de tre Wimbledon-pokaler fra sejrene i 1985, 1986 og 1989.

”En række trofæer fra Hr. Beckers karriere er ikke umiddelbart at finde, da hr. Becker ikke kan huske, hvor de er placeret, og da forskellige tennisinstitutioner, herunder All England Tennis Club, det tyske tennisforbund, det amerikanske tennisforbund, Tennis Australia og International Tennis Hall of Fame, ikke har dem i deres beholdning,” lød det fra en af firmaets talsmænd.

Boris Becker har aldrig været bange for at sige, hvad han mener. I starten af året truede han den tyske højreekstreme politiker Jens Maier fra Alternative für Deutschland med et sagsanlæg. Det skete som reaktion på, at Maier i et tweet havde kaldt Beckers ældste søn, den 23-årige Noah, som han har sammen med Barbara Feltus, ”en lille halvneger”.

Han blander sig også hyppigt i den internationale tennisdebat og er tilknyttet flere tv-kanaler som kommentator. Oven i det går Boris Becker nye veje for at komme tilbage på ret køl. I begyndelsen af maj annoncerede han, at han skal være diplomat for Den Centralafrikanske Republik. Becker skal bruge sine internationale forbindelser til at gøre det afrikanske land mere sikkert at leve i for befolkningen.

Spørger man den tyske dokumentarist Michael Wech, skal der dog nok mere til end et par gode gerninger, før Boris Becker igen kan erklære sig solvent. Ikke desto mindre fortæller Michael Wech, at Becker midt i den turbulente periode i sommeren sidste år tog filmholdet med ud på en dyr restaurant i Paris — hvor han i øvrigt havde indlogeret sig på det fashionable hotel Le Grand.

”Becker må stadig have nogle penge et sted. Da vi mødte ham i Monte Carlo, boede han på første række ud til havet. Han skaffede os også billetter til Wimbledon. Vi var også med ham til en pokerturnering i Prag. Han betalte alt i kontanter. Det er sådan, han er. Han er meget generøs,” siger Michael Wech, som påpeger, at modtagelsen af filmen ’Der Spieler’ har været overvældende i Tyskland:

”Folket elsker ham, selv om medierne prøver at få ham ned med nakken. Men det er nok ret sigende, at Becker selv var lidt utilfreds efter premieren. Han syntes ikke, at der var nok Boris Becker i filmen. Men altså … Becker fik taget hele sin ungdom fra sig, og derfor er hans personlighed nok blevet, som den er. Du kan jo ikke bare gentage din ungdom, når du bliver ældre. Du har den kun én gang. Det er lidt ligesom, hvis du har et hus, der ikke har et fundament. Så braser det altså sammen før eller siden.” ■

LÆS MERE: Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik dækker årets Tour de France for Euroman i dagbogsform

LÆS MERE: Zlatan laver en Wozniacki: Smider tøjet for ESPN i det årlige og elegante ’Body Issue’

LÆS MERE: 5 situationer, hvor Maradona stjæler billedet til VM