Real Madrid begik en dyrebar fejl i 00’erne, som nyrige Paris Saint-Germain er ved at gentage. I aften mødes de i Champions League

”PARIS EST MAGIQUE,” lyder en af slagsangene på Parc des Princes. Den ene endetribune, hvor de mest hårdføre PSG-tilhængere er stimlet sammen, råber bastant i kor ned mod den anden endetribune, der straks svarer tilbage som et dydigt ekko. Paris er magisk. Byernes by, der blev det geografiske symbol på den skønne fredstid inden verdenskrigenes udbrud, og hvor drømmene ingen begrænsninger havde. Bohemer flokkedes til Paris for at gøre op med konventionaliteten og leve det udsvævende, drømmende og skønhedselskende liv.

“Revons plus grand,” står der også skrevet hen over stadionet i det 16. arrondissement, hvor Paris Saint-Germain spiller deres hjemmebanekampe. Drøm større. Siden det qatarske investeringskonsortium med Nasser Al-Khelaifi i spidsen overtog klubben i 2011, har tilhængerne kunne tillade sig at drømme stort. I årene op til overtagelsen havde PSG været et særdeles middelmådigt hold, men med et mellemøstligt trylleslag har nogle af klodens fineste fodboldspillere søgt til Paris, og klubben er nu en fast bestanddel af Europas fornemste selskab.

Realiseringen af de parisiske drømme er finansieret af Qatar og det samfund, hvor migranter arbejder under slavelignende forhold. Et feudalt samfund, hvor de få skummer fløden på de manges flid. I Europa veksler de qatarske magthavere guldet til fodboldspillere af den fineste karat. Og når Qatar netop slår deres folder i sportens verden, er det, fordi de med deres kapital er guder, der kan gøre drømmene til virkelighed ved at skabe et fodboldhold så godt, at man end ikke turde drømme om det. Ikke så ringe for en stat af Qatars kaliber, der ikke har meget andet at byde på end netop deres monstrøse bankkonti.

I sommer ramte PSG-projektet så dets zenit med indkøbet af Lionel Messi. Alle tiders største fodboldspiller var nu også at finde i Paris, og flankeret af Neymar på ene side og Kylian Mbappé på den anden, er der efterhånden tale om et af fodboldhistoriens mest komplette mandskaber. I hvert fald hvis vi forstår komplet som summen af de individuelle egenskaber. Man kan ikke fortænke de qatarske ejere i strategien; ved at pumpe mere end 10 milliarder ind i klubben og samle de dygtigste fodboldspillere på ét hold må man sikre sig, at magien og senere de ædle metaller indfinder sig i Paris. I enhver logisk udledning burde PSG med dette mandskab også være de ultimative favoritter, når slutspillet i Champions League tirsdag aften sparkes i gang.

VIRKELIGHEDEN HAR DOG vist sig mere kompleks end som så. Kun i glimtvis har vi set holdet udfolde sig og henrykke publikummet på Parc des Princes. I størstedelen af tiden har PSG lignet et næsten dysfunktionelt hold, hvor for mange og for store egoer har fordærvet holdets sammenhængskraft. Man fører godt nok den franske liga med et dusin points, mens der heller aldrig var tvivl om avancement fra en ellers besværlig Champions League-pulje. Alligevel er PSG-holdet omkranset af en følelse af skepsis, når de tirsdag aften tørner sammen med Real Madrid.

Det er netop hos modstanderne, kongeklubben fra Madrid, at vi i historiebøgerne kan drage en vigtig læren, der muligvis også kan fortælle os noget om PSG-holdets skæbne, når man indleder jagten på det, der har været Qatar-ejerskabets ultimative mål; at skabe verdens bedste fodboldhold og vinde Champions League.

MEST RADIKALT BLEV det under nuværende præsident Florentino Perez’ første embedsperiode, den såkaldte Galacticos-æra. Her udførte han et eksperiment, vi godt kan betegne som den historiske pendant til nutidens mellemøstlige projekt i Paris.

Æraen tog sin begyndelse i starten af dette årtusinde, hvor Florentino Perez vandt præsidentvalget på løftet om at bringe Luis Figo, FC Barcelonas absolut vigtigste spiller på daværende tidspunkt, til Madrid. Løftet blev indfriet, men indkøbet af Figo var blot begyndelsen.

Næste sommer ankom Zinedine Zidane for 500 millioner, dengang verdens dyreste transfer, der fik igangsat disputer om det etiske i at bruge så mange millioner på en enkelt fodboldspiller, mens det i dag groft sagt er, hvad en gennemsnitlig Premier League-spiller går for. I Zidanes første sæson vandt Real Madrid Champions League-trofæet og endda på den mest poetiske vis, da en bold faldt ned fra himlen på Hampden Park, som Zidane helflugtede op i hjørnet. En udførelse så ren, at den kun lader sig gøre i drømme, og et ikonisk mål, som enhver fodboldtilhænger hurtigt kan få på nethinden.

Dermed syntes alt jo fryd og gammen, men Perez havde fået smag for at stimulere fornyelsens glæde hos madrilenerne, så ovenpå den europæiske triumf blev brasilianske Ronaldo hentet til klubben, dugfrisk verdensmester efter slutrunden i Korea og Japan og senere samme år vinder af Ballon d’Or. Således havde Perez på tre somre indkøbt tre Ballon d’Or-vindere, og det var nu kutyme, at Real Madrid hver sommer skulle hente en galactico, der skulle opfylde ambitionen om at samle alle verdens største fodboldspillere på ét eneste hold.

Den efterfølgende sommer købte man David Beckham. Han var ikke verdens bedste fodboldspiller, men i et kommercielt øjemed var han guld værd. Med lækkert hår, et kønt ansigt og et ægteskab med Victoria fra Spice Girls, var Beckham den ultimative ambassadør for fodboldens uskyldstab, der nu lod sig indrulle i en medialiseret virkelighed.

Beckham var som skabt til Perez’ Galacticos. Den sidste, afgørende brik for fuldendelsen af en feteret stjerneparade, der med kronen på brystet kunne rejse kloden rundt og lade sig hylde af folkemængder fra hele verden. Om sommeren var der arrangeret turnéer til både Amerika og Asien, så paraden kunne fremvises i både øst og vest. Ja, med transferen af det britiske ikon David Beckham havde Florentino Perez formået, med den daværende spanske FN-ambassadør Inocencio Arias’ ord, at gøre det, som Filip II var mislykkedes med på grund af briterne; at skabe et imperium, hvor solen aldrig gik ned.

REAL MADRID VAR ET show uden lige og Perez gjorde alt for at malke den kommercielle succes. Der var sågar skuespillere med på bænken til flere af holdets Champions League-kampe som en del af optagelserne til filmen ’Goal’.

Men det var også et show uden substans. En af holdets mindre farverige spillere, Santiago Solari, havde allerede råbt vagt i gevær ved indkøbet af Ronaldo. Man var i gang med at uddrive holdets middelklasse. Middelklassen bestod af de spillere, der var villige til at arbejde for føden. Claude Makélélé, Steve McManaman og Esteban Cambiasso. En efter en blev de ofret på stjernernes alter, så Perez kunne finansiere de pompøse Galacticos-ambitioner.

Det resulterede i det umiddelbart luksuriøse problem, at man dårligt vidste, hvilke positioner man skulle placere de enkelte galacticos på. Zidane gik fra at spille 10’er til venstrekant og Beckham måtte indtage en plads på den centrale midtbane, da Figo okkuperede højrefløjen.

Det egentlige problem bestod i, at dette dårligt var et fodboldhold. Et hold fyldt med enere. Alle ville have bolden, men ingen orkede at kæmpe for at få den. De forventede hver især at bolden skulle serveres for dem, gerne på et sølvfad, men alle dem, der kunne levere denne service, var fordrevet væk fra den spanske hovedstad. Selv en guldbelagt Lamborghini kan ikke køre uden dæk, som Zidane metaforisk udtrykte det, men Perez var forblændet af sit eget projekt.

MENS REAL MADRID raslede ned i tabellen i foråret 2004, var den næste galactico i kikkerten: Michael Owen. Endnu en tidligere Ballon D’or-vinder, endnu en offensiv profil på et hold, der holdt åbent hus i defensiven. Det fik klubbens træner Carlos Queiroz til at sige, at man havde anmodet FIFA om kun at spille holdets kampe på modstanderens banehalvdel. Halvt i spøg, halvt i desperation. Få måneder senere var Queiroz fyret og Michael Owen blev præsenteret som den nye galactico.

Fra Beckhams ankomst i 2003 og frem til 2007 vandt Real Madrid ikke en eneste titel – den længste periode i klubbens mere end hundrede år gamle historie uden sølvtøj. Virkeligheden indhentede Perez’ drømmerier. For mange stjerner fordærver et fodboldholds funktionalitet, og Perez havde muligvis skabt et imperium, men uden nogen middelklasse var det ikke andet end en flot facade. For Perez kom erkendelsen i februar 2006, hvor han abdicerede fra tronen. Der var brug for en ny retning, indrømmede han. Med Perez i spidsen var Real Madrid utvivlsomt verdens stærkeste sportsbrand. Det var bare ikke på grund af fodboldspillet, men snarere på bekostning af det.

AT SKABE VERDENS stærkeste sportsbrand er også motivet for Qatar og andre olie- og gasstaters økonomiske indtog i fodboldens verden. Med Messi og co. som en slags sportslige ambassadører, pryder Paris Saint-Germain Qatars image, som ellers oftest forbindes med brud på menneskerettighedskonventionen. Og skulle det vise sig, at PSG udrydder al modstand i de kommende uger i Europas mest prestigefyldte turnering, vil emiren og resten af det patriarkalske styre i Qatar kunne sole sig i den sportslige succes.

Det er der dog ikke meget, der tyder på, vil ske. Tværtimod giver dette PSG-hold klare mindelser om Real Madrids fallerede Galacticos-projekt fra start-00’erne. Der er flere fællesnævnere i konstruktionen af begge mandskaber. Man forsøger at samle verdens bedste fodboldspillere på ét eneste hold, hvilket samlet set burde føre til verdens bedste fodboldhold. Og det er her, der i Paris tilsyneladende bliver begået samme fejl i mellemregningerne, som tilfældet var det i Madrid: At et fodboldholds kvalitet ikke udelukkende er bestemt af summen af de enkelte spilleres kvalitet.

Når PSG er på bolden, er der ikke en snert af systematik. De tre forreste gør, som det passer dem, og de tenderer da også til at søge mod hinanden for at få magien til at opstå. Men med de manglende positionelle begrænsninger, ender det alt for ofte med at blive for komprimeret og flyde ud i det rene ingenting.

Efterårets to møder med Manchester City illustrerede tydeligt forskellen mellem to klubber, der hver med mellemøstlig kapital er blevet skudt op i den europæiske elite, men som har forvaltet pengene væsensforskelligt. Mens PSG’s stjerner ihærdigt forsøgte at skabe noget ud af ingenting på egen hånd, stod Manchester Citys stjerne på sidelinjen. Cheftræner Pep Guardiola havde tilrettelagt udførlige planer for, hvordan hans hold skulle bryde igennem modstanderens defensiv. Det ene opbyggelige angreb afløste det andet, og mens PSG ganske ufortjent formåede at hente sejren på Parc des Princes, blev man splittet ad, da de to hold mødtes i Manchester. Kontrasten var tydelig; PSG betroede sig til den individuelle brillians, men det stærkeste mandskab var kollektivet Manchester City.

VÆRST ER DET, når PSG ikke er på bolden. Det er inden for det sammenhængende presspil, at fodbolden har udviklet sig mest markant de seneste 20 år. En udvikling, hvor angriberne i dag er de første forsvarsspillere, der højt oppe på banen sætter i sprint og med velovervejede løb lægger det første pres, der sætter retningen for holdets pres. Jürgen Klopps Liverpool og Julian Nagelmanns Bayern München står som de stærkeste eksempler på dette. PSG, derimod, lider under deres guddommelige fronttrio, tre spillere, der egenhændigt har taget fripas fra dette brydsomme arbejde.

Også i Barcelona havde Lionel Messi carte blanche i holdets presspil. Et biprodukt af hans sælsomme spillestil, hvor han mestendels af tiden står stille og observerer spillets gang og identificerer områder på banen, hvor han kan slå til, så snart bolden er for hans fødder. Det nagede tydeligt flere af de trænere, som de senere år er kommet og gået i FC Barcelona såsom Ernesto Valverde eller Ronald Koeman. Det blev mere og mere besværligt for FC Barcelona at dominere spillet, når det var umuligt at eksekvere et samlet presspil. Irritationen aftog dog som oftest, når Messi endelig kom på bolden. Messi var på den måde både problemet, men også løsningen på mange af FC Barcelonas problemer.

UNDER DE NORDLIGERE himmelstrøg i Paris har Messi bestemt ikke anlagt sig nye arbejdsvaner. Men her befinder Neymar og Mbappé sig også. Begge har de været udpeget som bejlere til at arve Messis titel som klodens bedste fodboldspiller, når argentineren engang lægger støvlerne på hylden. Og her ved hans side synes de begge at gøre deres ypperste for at imitere argentineren og lægge en ære i at bidrage mindst muligt til parisernes defensiv. Det udmønter sig i et absurd fodboldhold, hvor de tre forreste intet bestiller, mens de syv resterende markspillere er på en umulig opgave for at få trådene til at hænge sammen.

Ude på sidelinjen kan holdets træner, Mauricio Pochettino, blot stå som en dresseret abe og se magtesløst til. Det er ellers en træner, der har bekendt sig til det moderne presspils idealer om aggressivitet og homogenitet. Idealer, der også karakteriserede det charmerende Spurs-hold, som argentineren stod i spidsen for, inden han drog til Paris. Og man har da også fra starten fornemmet, at Pochettino har fortrudt, at han sidste januar takkede ja til at komme til byernes by. Paris, der lokkede med al dets magi og stjernestøv, synes simpelthen inkompatibelt med Pochettinos fodboldfilosofi.

Og måske er det magiske Paris også uforeneligt med idéen om at konkurrere med Europas absolutte topklubber. Det qatarske investeringskonsortium slog sig ned i Paris med ambitionen om at gøre de parisiske drømme til virkelighed. Men måske er historien egentlig den, at det qatarske ejerskab forsøgte at dække over den skinbarlige virkelighed ved at skabe et hold af pr-maskiner. Nu har man et drømmehold, men har man et hold, der kan få drømmene til at blive til virkelighed?

Ja, lige så foragtelig en samfundsopbygning, som der er at finde i Qatar, og som tillader de vigtige mænd i hvide klæder at ødsle penge ud på fodbold i Paris fremfor at forbedre forhold for de mange migrantarbejdere i deres eget land, ja, ligeså forudbestemt til fiasko synes den feudale konstruktion af PSG-holdet at være. Man har ikke nogen middelklasse på holdet, men derimod en trio af royale og en garde af lakajer.

I flere år har man spottende fortalt, at PSG er en plastikklub. Ikke en ægte klub. De er blevet en pyntegenstand for Qatars oliesheiker. Nu må vi også spørge, om de overhovedet er et fodboldhold. Det skal de kommende uger og kampene mod Real Madrid give os svar på.