Reportage fra VM i landevejscykling: Vi gjorde det for Chris Anker

”Asgreen’s on fire, Wout Van Aert is terrified!”

Barriererne ryster på bakken Wijnpers i Belgien. Iklædt røde landsholdstrøjer og med flag malet i hovedet jubler jeg med gutterne fra klubben Civiliserede Cyklister, imens vi skråler efter de danske cykeldrenge. Vi banker med tordnende kraft hænderne ind i metallet, der afskærmer os fra det frådende felt.

Koklokker, piften, hujen og skrålen fra de tykke banker af belgiske fans blander sig med den vilde danske jubel. Der flyver spyt ud af mine egen mund, da jeg opildner Kasper Asgreen til at give alt, hvad han har, i endnu et angreb. Under os knaser de tomme øldåser, over os overdøver helikopteren resten, og der dufter af både urin, pot og sved. Der er belgisk vanvidsstemning i luften. VM i cykling er kommet hjem.

På vejen foran os står deres navne. Cort. Asgreen. Kron. Valgren. Mads P. Honore. Bjerg. Würtz. Og over dem alle: Chris Anker. Med et stort hjerte. Drengene fra cykelklubben har været ude og kridte vejen op sent i nat med belgisk øl i blodet. Der var intet andet at gøre.

I et andet sving på ruten møder jeg de unge drenge Oliver Bak og Malthe Rubæk Bøggild. Siden klokken otte har de stået og drukket øl. Ved deres side hænger et stort dannebrog, hvorpå der står ”Chris Anker Sørensen”.

”Han var vores største helt,” siger Oliver Bak.

”Der var bare så mange år, hvor der ikke rigtigt var nogen, der kunne noget. Men Chris var der altid. Han var så fed. Det var bare ham, vi holdt med hele tiden. Han var også min yndlingskommentator. Jeg troede, det var en joke, da Malthe sagde det til mig fredag. Vi skal hylde ham,” siger han.

Det er et verdensmesterskab, der handler om langt mere end at vinde. Da de danske ryttere møder op på startstregen søndag morgen i belgisk solskin, er det med sorte sørgebind på ærmerne. Til ære for Chris Anker Sørensen. Den ven, holdkammerat, rollemodel og inspiration, som sagde farvel til livet i en tragisk ulykke for én uge siden i VM-byen Leuven.

Missionen er klar: Vi vinder for Chris.

Storhed og knastør realisme

Dansk ravage. Det er det, vi er blevet lovet. Et vildt verdensmesterskab med fuld smæk, der skal bringe regnbuestriberne hjem til Danmark. Med fem kaptajner i spidsen, der alle kan vinde løbet for det landshold, som af mange er udråbt til det stærkeste i verden. I hård konkurrence med det hypede belgiske hold med Wout Van Aert, Remco Evenepoel og Jasper Stuyven som stjerner.

Det er både det glade vanvid, galimatias, storhedsvanvid og knastør realisme fra landstræner Anders Lund, der afspejler sig i det taktiske oplæg. Der er ingen planer om at putte sig. Ikke en snert af en tanke om, at vi måske med held og charme kan baghjulslire os til en topplacering. Nej. Danmark skal sætte sig på løbet. Med en magtdemonstration.

Det lyder vildt. Men efter et hav af massive sejre som Flandern Rundt, etaper i Vuelta a España og topplaceringer i stort set alle årets løb fra danske ryttere er forventningerne stratosfæriske.

Det mærker jeg også aftenen før den store dag. Allerede her vejrer de danske flag side om side med den flamske løve over hele Leuven, og overalt er der fans klædt i rød-hvidt antræk.

På en lille bar, der angiveligt har 280 forskellige belgiske øl på hylderne, render jeg om aftenen ind i en større gruppe danske motionscyklister, der med lidt snøvlen i stemmen har svært ved at holde begejstringen tilbage.

”Jeg tror sgu på Valgren i morgen. Det gør jeg altså. Han er bare flyvende. Det er han altså,” lyder det fra én af dem, en lavstammet fyr med topmave og et rundt hoved. Herefter debatterer vi heftigt, hvorvidt Christophe Laporte mon ikke er Frankrigs bedste bud frem for den forsvarende verdensmester Julian Alaphlippe. Vi bliver enige om, at Alaphilippe ikke har en chance.

Stemmerne lægger sig i andre toner, da talen falder på Chris Anker Sørensen.

”Puha … det er tragisk. Det er det. Han virkede bare som den sødeste fyr. Vi ville også have printet et stort banner for ham med hans navn på. Vi havde designet det. Men vi kunne simpelthen ikke nå det, fordi vi skulle flyve hernede så kort tid efter ulykken,” siger den lille fyr til mig.

”Det er forfærdeligt,” svarer jeg. For det er det. Og det svært at sige mere end det. Men det gør ondt. På andre mere end på os.

Så skåler vi for løbet i morgen. Og aftaler, at når Valgren vinder, mødes vi hernede igen til sejrsøl. Alle dem, vi kan drikke.

Vanvidsangreb

Fra en lille høretelefon i mit øre summer Rolf Sørensens vantro stemme.

”Jeg forstår ingenting, Rasmus,” siger Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde til sin kollega, Rasmus Staghøj. De har begge valgt at kommentere VM-løbet med entusiasme og passion, selvom de var kolleger med Chris Anker Sørensen på TV 2 og stadig er dybt berørte af hans farvel. Fordi de var overbeviste om, at det var det, Chris Anker ville have ønsket sig.

Imens jeg vandrer rundt på ruten, forsøger jeg at holde mig opdateret ved at lytte til deres sending, fordi netdækningen er håbløs og informationen sparsom. Og jeg har det på samme måde som Rolf. Der er kørt lige knap 100 kilometer af verdensmesterskabet. Der er stadig 170 kilometer til mål. Og alligevel er det belgiske vidundertalent Remco Evenepoel stukket af sted fra feltet med den bornholmske eventyrer Magnus Cort og den franske spirrevip Benoit Cosnefroy på smækken.

Det er uhørt. Alting er allerede sprængt i luften. Det plejer normalt at ske måske 60-70 kilometer fra mål i et virkelig godt løb. Men jeg har aldrig set noget lignende.

De næste timer fortsætter angrebene bare. Pludselig er Kasper Asgreen også af sted, og hele løbet ser ud til at kunne blive afgjort, før det er begyndt. Men der bliver samling igen. Og angreb igen. Manuskriptet for et verdensmesterskab bliver flået så meget i stykker, at der skal skrives et helt nyt.

I front for det hele står Danmark og Evenepoel. Som lovet kører de danske ryttere med hjertet. Måske endda for meget. For de smadrer sig op i syren tidligt, mærker deres blodsukker blive lavt og benene begynde at krampe. Samtidig knalder den tidligere verdensmester Mads Pedersen to gange så hårdt i asfalten, at der går et chokeret råb igennem de danske fans.

Vi ved alle, at lyset er slukket, da han flere minutter bag feltet kommer sejlende op af Wijnpers-stigningen med et ansigt skåret i smerte og et sort blik, der stirrer ud i tomheden. Og da også Mikkel Honore på næste omgang kæmper sig forbi med blodet strømmende fra knæ og ansigt iklædt en trøje, der er flået op ryggen, ser de danske drømme svære ud.

Én mand er dog totalt upåvirket af kaosset. Han kører ikke med i nogen angreb. Han putter sig bare. Sidder på hjul og passer på sig selv. Det er Michael Valgren. Den glade og ydmyge thybo, der efter sine sejre i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race i 2018 til dette blad sagde om sin VM-drøm:

”Mig fra lille Østerild. Mig, som kommer fra en lille pisby. Det ville være vanvittigt. At vinde VM er helt sikkert mit største mål.”

Fransk lektion

Hvis jeg var Julian Alaphilippe, ville jeg være vågnet med sitren i kroppen søndag morgen. Jeg ville have set ned på mine barberede, arrede ben og slet ikke have bemærket, at blodårerne står tykt frem på dem. Nænsomt ville jeg svinge mine muskuløse lægge ud af sengen og trisse ud på toilettet. Se mig selv i spejlet. Mit sind ville være blottet for tvivl. Jeg kan blive verdensmester igen. Alle folk siger, jeg ikke kan. At Wout van Aert er urørlig. Men jeg er ligeglad. Jeg er Alaphilippe. Hvad vil de?

Jeg ved ikke, om det er sådan, det er inde i Julian Alaphilippes hoved.

Men det er sådan, jeg forestiller mig det. At han aldrig tvivler på sig selv. At han har sagt til sine franske holdkammerater, at uanset hvor stærke, de er, så kører de for ham. Så vil han tage regnbuen med hjem igen.

Jeg forestiller mig, at da han rykker på de sidste omgange inde i Leuven, så har den voldsomme buhen fra de belgiske fans, der hele dagen har sunget ”Woutje, Woutje, Woutje van Aert!”, kun fået ham til at køre endnu stærkere. Til totalt at ignorere den syleskarpe smerte i hele kroppen og fuldstændig glemme, at hans puls desperat banker af sted med 190 slag i minuttet.

Det skulle have været en dansk drøm. Eller en belgisk sejrsrus. Men VM bliver en fransk lektion i tunge intervalhug og uudtømmelig selvtillid.

Michael Valgren er tæt på at kunne køre med ham. Han træder lede watt uden at kny en mine på de sidste bakker, efter han med legende lethed selv kunne lukke hullet til den gruppe, der skal afgøre verdensmesterskabet.

Men Alaphilippe er væk. Valgren forbliver kølig. Ved, at det nu er podiet, han kører for. Sidste gang på Wijnpers går de Civiliserede Cyklister totalt amok, da de kan se ’Valle’ rejse sig op og sætte både Dylan van Baarle, Neilson Powless og Leuven-drengen Jasper Stuyven.

Da han svinger rundt på sidste bakke halvanden kilometer fra mål, hvor jeg, Oliver Bak og Malthe Rubæk Bøggild skråler uforståeligt, er hans tre medaljeudfordrere tilbage på hjul. Et splitsekund senere er de ude af syne.

Vi spurter ned til den nærmeste tv-skærm. Jeg har blodsmag i munden af indsatsen. Alaphillippe ville have sat mig ved at kigge på mig.

Vi kan se Valgren rejse sig. Suse op på siden af Stuyven. Så sætter han sig ned igen. Benene skriger, at de ikke kan mere. Det kølige overblik er helt væk. Men hjertet banker stadig. Michael Valgrens hjerte banker.

Bronze. Han får bronze! Den søde dreng fra den lille pisby stråler i et kæmpe smil. Og vi jubler med den smule stemme, vi har tilbage.

Men det havde vi gjort uanset hvad.