Risikerer boksesporten at uddø?

PÅ LØRDAG AFHOLDES Danmarks største boksestævne ’Danish Fight Night’ i Royal Arena. Stævnerne bliver arrangeret af Bettina Palle, hvis efternavn klinger legendarisk i dansk boksning. Palle-familien har som promotere i otte årtier stået for at løfte boksesporten til et internationalt niveau.

At se boksning live er dog efterhånden en sjælden oplevelse. Større boksestævner bliver færre og færre, og boksningen er igennem en længere periode blevet drevet ud i skyggerne. Ingen af de store danske tv-kanaler transmitterer fra kampene, og boksningen er i takt med tidens tendenser under hårdt moralsk opsyn. Det virker, som om mange har vendt den gamle arbejdersport ryggen.

Men boksningen har en rig historie. Næven var menneskets første våben. Selv spædbørn i vuggen knytter næven, når de vil slå ud efter ranglen. Det er intuitionens angreb.

Selve ordet boksning har sin etymologiske oprindelse i antikken og stammer fra det græske ord Pyx, som betyder ’med knyttet næve’. Boksningen var en del af det oprindelige olympiske program i det gamle Grækenland, og i Homers ’Iliaden’ står det beskrevet, hvordan selveste Odysseus deltog i kamplegene i netop boksedisciplinen. Således strækker boksningens sejrsliste sig over 2.000 år fra Muhammad Ali fra Louisville i Kentucky til Odysseus fra Ithaka.

ØNSKER MAN AT nærstudere det kraftfulde, en autentisk styrkeprøve, er der i boksningen en mulighed: kvinde mod kvinde; mand mod mand. Bokserne er interessante personligheder. Meget repetitivt og nærgående håndterer de frygt, smerte og overvindelse i deres tilværelse.

Sarah Mahfoud, den 33-årige danske fjervægter, født på Færøerne og opvokset i Hillerød, er i stald hos Bettina Palle. ’At være i stald’ er ifølge Bettina Palle en omsorgsfuld betegnelse, og den er opstået, fordi det er promotorens opgave at passe og pleje bokserens karriere.

Mahfoud led et nederlag i en titelkamp mod Amanda Serrano i Manchester sidste år, og siden har hun besejret både Lara Ochmann i Musikteatret Albertslund i marts og Veronica Tosi i maj, og i begyndelsen af oktober, efter dette magasin gik i trykken, kæmpede hun om sit bælte i WBC mod argentineren Marcela Eliana Acuña i Royal Arena.

I foråret, inden hendes kamp mod Lara Ochmann, talte jeg med Sarah Mahfoud. Her fortalte hun mig, at ”de fleste boksere gennemlever perioder med frygt.”

Jeg har også læst, at Mike Tyson, som er blandt de mest hårdtslående og frygtede sværvægtsverdensmestre nogensinde, har beskrevet, at han altid var bange, mens han begav sig op mod ringen.

Mahfoud fortsatte og sagde: ”Det er ikke smerten. Det er spørgsmålet: ’Hvorfor har jeg sat mig selv i en situation, hvor jeg kan blive ydmyget, hvor jeg kan blive slået i gulvet for øjnene af alle, der presser sig på.’ Det giver mig selvtillid, at jeg kan bære denne frygt på mine skuldre.”

SPÆNDINGSFELTET MELLEM modstanden og overvindelsen i boksningen åbenbarer et ældgammelt perspektiv. Middelalderdigteren Petrarch skrev i sine breve om at bestige Mont Ventoux i 1300-tallet, at mennesket, der ikke møder strid, heller ikke møder glæde. At striden og glæden er direkte forbundet. Sejrens sødme vokser med kampens hårdhed.

At overvære en boksekamp er et tydeligt vidnesbyrd på dette.

Udover Sarah Mahfoud er også superletvægteren Enock Poulsen fra Aarhus i stald hos Bettina Palle. Poulsen har en aggressiv stil og er kendt som en sand kæmper i ringen. Han er, som han selv beskriver det, en atypisk personlighed. Forstået på den måde, at han klart og tydeligt udtrykker, hvad han ønsker med sit talent.

”Jeg bokser, fordi jeg vil vise Danmark, hvor god jeg er. Når der er store stævner som ’Danish Fight Night’ i Royal Arena, opildner det mig. Min motivation er at blive den bedste. Min datter er min største inspiration,” sagde Enock Poulsen, da jeg ringede til ham en aften i august for at tale med ham om hans ambitioner.

Han fortsatte:

”Siden jeg var barn, har det handlet om at bevise mit værd. Jeg har altid følt mig overset. Altid følt mig som nummer to. Som om jeg har været i en slags glemmebog. Jeg har været igennem mange ting i mit liv og har skullet vise noget ekstra for at blive anerkendt.

Folk har altid sagt, at jeg har en atypisk personlighed. Men boksning har hjulpet mig i livet. Jeg vil bevise over for mig selv og over for andre, at uanset hvad folk siger, og uanset hvad folk gør, så kan de ikke holde mig nede.”

Jeg spurgte Enock Poulsen, om han har et slagord. Om der er en sætning, han bruger som drivkraft, når træningen gør ondt, når modstanden er hård. Han svarede nærmest uden at tænke sig om: ”Man er født alene, og man dør alene. Det er mit liv, og det, jeg vil have ud af mit liv, skal jeg have ud af mit liv.”

FOR DEM, DER ikke har set en boksekamp før, florerer en del fordomme. Brogede og voldsomme hovedpersoner, selvdestruktive idealer, fortællinger om børn med en vanskelig opvækst, som møder en faderfigur, som bliver mentor i en historie. At boksningen er indbegrebet af den amerikanske drøm om at have intet, men at man med hårdt arbejde kan opnå alt, man sætter sig for.

Ja, også dette findes i boksningen. Men at holde af boksning er en lektie i at skulle forklare sig over for folk, der ønsker, at det, man holder af, skal svækkes, standses eller forbydes.

Spørgsmålet kommer ofte med en let dømmende tone: ’Hvordan kan du nyde en så brutal sport?’

Netop det spørgsmål blev den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates stillet, når hun udtalte sig om boksning. Hun beskrev svaret som komplekst. At hun ikke nød boksningen i ordets sædvanlige forstand, at boksning ikke kun er brutalt, og at hun slet ikke tænkte på det som en sport.

I sin bog ’On Boxing’ skrev Joyce Carol Oates, at der i mange tilfælde hersker et ønske om at gøre sport til en metafor for livet. At sportens bedrifter kan række ind i det levede liv og symbolisere menneskets lykke og ulykke.

Men med boksningen er det omvendt, mente hun. Det er livet, som er en metafor for boksning:

’For one of those bouts that go on and on, round following round, jabs, missed punches, clinches, nothing determined, again the bell and again and you and your opponent so evenly matched it’s impossible not to see that your opponent is you.’

BETTINA PALLE HAR overtaget virksomheden Stald Palle fra sin far, Mogens Palle, som har formet flere af de største danske boksebegivenheder siden 1950’erne. Boksningen dyrker sin historie i et alvorligt og højtidelig lys. Legendariske navne som Tom Bogs, Christian ’Gentleman Chris’ Christensen, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule bærer historierne i dansk boksning, og alle sammen er de i tæt forbindelse med Mogens Palle.

I nyere tid stod Mogens Palle bag Brian Nielsens kampe mod henholdsvis Mike Tyson i Parken og Evander Holyfield i DR’s Koncerthus samt flere af Mikkel Kesslers titelkampe i Europa. Det er gode minder for dansk boksning.

Mogens Palle døde af naturlige årsager i 2022, og det efterlader et tomrum, som Bettina Palle nu skal forsøge at fylde ud.

Jeg traf Bettina Palle frem mod et af hendes boksestævner tidligere i år og spurgte hende, hvad hun tænkte om at bære denne arv. Hun forklarede mig, at det ikke altid er nemt. Men at hun ville ære sin fars navn ved at føre stævnerne videre:

”Jeg har egentlig ikke selv valgt det. Jeg havde ikke forestillet mig at føre det videre. Det er, som om det har valgt mig.”

Bettina Palle fortalte mig efterfølgende om de opgaver, hun har som promoter. Det handler om at bygge en fremtid op for bokserne, sagde hun. Og det gør man ved at skabe regelmæssige, gode kampe. Ved at finde de rigtige modstandere. Ved at matche bokserne:

”Jeg sparer ikke på modstanderne. Det har jeg lært fra min far. Det giver mig en vis stolthed at se, at jeg bærer min fars projekt videre. Det var specielt, da jeg trak tæppet til side i Royal Arena senest og så stemningen og bokserne.

Jeg har lavet meget af det praktiske ved stævnerne i mange år, men nu stod jeg selv med risikoen, ansvaret og arbejdsbyrden. Min far er med i hovedet hele tiden. Det er grundlæggende. Jeg fortsætter for vores begges skyld.”

Nærmest siden hun lærte at gå, blev Bettina Palle hevet med til boksekampe på alle kontinenter. I hendes barndomshjem kom Bogs, ’Gamle’ Hansen og ’Gentleman Chris’ jævnligt på besøg. De var flinke folk, fortalte hun mig, ”gode mænd.”

Undervejs i vores snak så vi på et fotografi af ’Gentleman Chris’, som hendes søn er opkaldt efter. Han poserer foran kameraet med handskerne oppe ved hovedet. Klar til angreb. Hans hår er sort og kort. Han har et plaster på sit ene øjenbryn, som er blevet syet. Hans næse er flad. Hans mine er bister.

Jeg sagde til Bettina Palle, at jeg syntes, han så barsk ud. Men det var ikke, hvad hun så. Hun huskede ’Gentleman Chris’ som en venlig mand. Et menneske, der i sit liv er blevet formet af boksningen og dens aktører, ser det venlige og ikke det barske i dette billede.

Det viser et vigtigt perspektiv fra den indviedes verden. At i boksningen lever et væld af menneskelige nuancer.

DET ER EN æstetisk oplevelse at se boksning i levende live. Det store mørke rum fyldt med en summen af forventning. I midten af salen den firkantede ring oplyst fra oven. Det blå kanvas er indhegnet af tovene. Det røde og det blå ringhjørne. Klokken, der hænger ved dommerbordet.

Kampen nærmer sig. Bokserne føres ind i salen. Bag dem går deres trænere og deres entourage. En træner bærer det hvide håndklæde. Det er en påmindelse om alt det, boksningen har givet til den daglige tale: at smide håndklædet i ringen, at være i et neutralt hjørne, at blive reddet af gong-gongen, at gøre sit benarbejde, at være ude i tovene, at ramme under bæltestedet, at blive knockoutet.

Så føres bokseren ind i ringen. Tripper på tåspidserne, slår handskerne sammen, så knoerne er helt ude i læderet, løsner skuldrene, tager dybe åndedrag, hele tiden lette, små hop, som en sitren, en elektricitet. Klokken lyder, og første omgang sættes i gang.

Jeg kommer til at tænke på den berømte, amerikanske forfatter Norman Mailer. Han skrev om boksningen i tiden med Muhammad Ali, George Foreman og Joe Frazier. En form for guldalder, hvor boksningens personligheder rakte langt ind i populærkulturen.

Mailer fulgte Ali på dennes træningslejr frem mod kampen ’The Rumble in the Jungle’, som fandt sted i 1973 i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo, dengang kaldet Zaire.

Han blev imponeret af bokserne. Af deres evne til at hvile i det ekstreme. Til at leve i et krydsfelt mellem kraftudfoldelsen i ringen og den stille opbygning på træningslejrene.

Mailer skrev, at alene det at se på bokserne gav et lille sus af mindreværd. At se ind i blikket på et menneske, som er trænet til at analysere, registrere og reagere. At iagttage kroppene, der har en smidighed som hos store kattedyr. Roligt og faretruende bevæger de sig gennem verden. Mailer mødte Muhammad Ali op til kampen i Kinshasa og beskrev det således:

’There is always a shock in seeing him again not live as in television but standing before you, looking his best. Then the World’s Greatest Athlete is in danger of being our most beautiful man. For he is the Prince of Heaven – so says the silence around his body when he is luminous.’

DER ER EN LANG tradition for at skrive om boksning. Fordi boksningen behandler en elementær fortælling. Den ene skal besejre den anden.

I denne kamp opstår et væld af billeder. Billeder af dominans, forsvar, desperation, sejr. Temaer, som mennesker er optaget af at prøve at forstå. Så simpelt er det.

Jeg forestiller mig ofte kampene. Sveden, den susende lyd af farten i slagene, benarbejdet, paraderne, de skarpe, søgende øjne, som leder efter huller i paraderne. Et slag sættes ind og rammer modstanderen.

Sveden slår ud som en krysantemum fra hovedet ved slagets indvirkning. Jeg tænker på Sarah Mahfoud. På Enock Poulsen. Og på Oliver Meng, som er en anden af de boksere, som er i stald hos Bettina Palle.

Han er ubesejret i sin karrieres elleve kampe. I marts besejrede han den stærke brasilianer Walisson Fagundes og i maj nedkæmpede han Khalil El Harraz. To hårde modstandere. Hans kampe foregår i højt tempo og med intensitet. Han skal møde italieneren Mirko Di Carlantonio på lørdag.

Jeg spurgte ham inden det seneste stævne i Royal Arena, om også han ser kampene for sig. Om han ser for sit indre, hvordan han vil håndtere duellerne, sine angreb og sit forsvar.

Han svarede: ”Jeg visualiserer det hele for mig. Min modstander. Sekvenser af serier. Af slag. Min strategi er i mit hoved. Det farlige bliver et naturligt element. Det er det for alle. Jeg skal bare være i det, og jeg glæder mig til det.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Boksning