Roger Federer omskrev reglerne for moderne tennis. Disse fire spillere skal løfte arven

Roger Federers talent var uafviseligt fra starten. Han besad allerede som helt ung en fysik, en teknik og et blik, der ikke var set før: Han kunne løbe alt op. Han satte sin serv hårdt og præcist i alle servefeltets vinkler. Og foruden at mestre alle spillets slag opfandt han også nye: Den squashlignende, hoppende smash, han kørte fra bag ryggen og rundt om nettet mod Andy Roddick i Basel i 2002. Det var uden sidestykke.

Talent blev til geni. Og fra 2001, da han vippede sin helt, Pete Sampras, ud af Wimbledon, frem til sit exit i 2022, omskrev Federer reglerne for, hvordan tennis kan spilles. Federer gav os nogle af de mest mindeværdige spilmæssige øjeblikke i historien. Vi opremser dem ikke her, det er brødløst, når nu Youtube og Instagram bugner med afskedsrelaterede Federer-hyldester, som gør hans spillemæssige bedrifter mere ære, end vi kan på disse linjer.

Men vi kan diskutere noget andet: Fik vi nok fra Federer? Og hvem skal komme efter?

Legendestatussen og Federes elegante udfoldelsers bidrag står ikke til diskussion. Men lige så meget Federer gav til spillet, lige så meget tog han også fra sporten. Federers geni var nemlig hans eget: Som de fleste store kunstnere før ham førte deres pensler, violinbuer eller penne for at sætte deres udtryk i relief af deres samtid, førte Federer ligeledes først og fremmest sin ketcher for sin egen skyld, og for at bevise at hans type kunne dominere og tegne en ny vej for spillet.

Før Federer entrerede den professionelle tennisscene, var den domineret af rugbrødsspillere. Det var Jim Courier, Michael Stich, Gustavo Kuerten (som dog var en virtuos på grus), Yevgeny Kafelnikov, Jonas Bjørkman og Thomas Muster, der udgjorde et indspist og flair-fattigt felt.

Der var selvfølgelig en potentielt saftig rivalisering mellem amerikanerne Andre Agassi og Pete Sampras, men de store øjeblikke udeblev: Sampras var for komplet, for atletisk og for dreven. Han vandt langt de fleste af deres opgør. Vi vover den påstand, at Agassi har de til dato bedste grundslag, verden har set, men det rakte ikke. Der var som tilskuer aldrig de helt store sus i vente.

Federer lignede altså sportens schweiziske messias, da han meldte sin ankomst, og publikum var klar til at blive henført.

Men ligesom kunstneren foragter ferniseringen, ligeledes kæmpede Federer med at nyde den store scene. Sport og kunst findes som bekendt kun i mødet med beskueren. Det særlige ved sport er dog, at udøveren udfører sin kunstform i realtid, foran og sammen med sit publikum. Det giver udøveren muligheden for at løfte blikket og dele ud af sin metier.

Det kunne Federer ikke: Hver gang han brillerede med sine hidtil usete slag eller sit balletlignende antrit, kiggede han ned og tillod aldrig sit publikum at dele genialiteterne til fulde med ham. Man så det gang på gang: Et fyldt stadion rejste sig og klappede vantro af det, de bevidnede.

Federer kiggede på sine sko og stillede sig klar til næste point. Bevares, der var da jubel, men afmålt, og med den evindelige bukkede nakke, der fæstnede hans blik mod jorden. Der var ikke meget showman i ham. Det savnede man.

Tænk nu, hvis han kunne have givet mere af sig selv; have kigget os i øjnene, mens vi jublede; taget en fortjent runde om banen efter (endnu) en fysisk modstridende tweener (et slag slået i løb, mellem benene og med ryggen til nettet, red.); løftet arme og hoved et øjeblik i triumf; brølet i forløsning, når han på magisk vis fik vendt skuden mod sin nemesis Nadal.

Den gængse reaktion var et skævt smil: ”Så så man det med…” Der var selvfølgelig de grådkvalte taler, efter pokalen var i hus, der viste, at det hele betød lidt mere for ham end bare eget spil. Men man sidder alligevel unægtelig tilbage med tanken: Kunne vi have fået mere?

Det finder vi aldrig ud af.

Får vi det så fra Federers ligemænd, Djokovic og Nadal? Næppe.

Djokovic’s nulsumsspil er så køns- og fantasiløst, at han er svær at se på i længden. Ingen gider efterligne ham, selvom han nok bliver den mest vindende spiller nogensinde.

Nadal er en gudsbenådet fighter og vel nok den mest effektive tennisspiller nogensinde. Men vi får heller ikke mere fra ham end netop det: Kampen. Han er svært begrænset af miserabel teknik, især på serven, så hans bedste dage er bag ham.

Det virker fattigt kun at kontekstualisere Federers bedrifter med to andre atleter, men det er ikke desto mindre realiteten: Federers dominans og geni fik langt de fleste (og meget dygtige) spillere til at lægge kræfterne i deres SoMe-konti frem for på banen.

De sidste 15 år er spillet i turneringerne blevet stedse ringere, stadionerne stadigt mere rømmede, men det kunne de enkelte spillere jo blæse på: De kunne pleje deres følgere, sikre lidt betalte partnerskaber og så gik det nok.

Det er trist for sporten, at så meget af den forsvandt ud på andre medier, men sådan var det åbenbart, når man spillede samtidig med et menneske, der på det tidspunkt blev regnet for verdens bedste nogensinde: Et par stykker turde tage kampen op, resten forsvandt. De sidste to årtier har stået i de tre stores tegn, og det er jo på sin vis imponerende, men mest af alt kedeligt. Vi har som tilskuere i den tid ikke haft ret meget at se frem til, når de ellers stort anlagte Grand Slams rullede af stablen.

Indtil i år, hvor nye kræfter for alvor har fået fat og taget livtag med sporten på ny. Federers exit markerer bruddet med den indestængte kunstner som den dominante tennistype – den, de andre spillere prøver at emulere for at kanalisere Federers guddommelige spil. Den nye garde, der tordner frem for tiden, vil både andet og mere med deres tilgang til tennis.

Hvem er de så, de nye skud på stammen? Lad os starte fra toppen.

Carlos Alcaraz, Spanien, 19 år

Alcaraz er på alles læber og det med rette: Den blot 19-årige spanske komet har taget ATP touren med storm i et virvar af atletisk formåen, humør og, især, et monster af en forhånd, som han kan slå fra overalt på banen. Den er ikke set bedre siden Fernando Gonzalez hamrede sin egen afsted i midten af 00’erne.

Alcaraz har ikke lige så meget ynde eller spilmæssigt intellekt som Federer, men mindre kan også gøre det. Han er til gengæld længder bedre rustet end både Djokovic og Nadal, hvilket gør ham til den mest potente arvtager efter Federer.

Hans ridt i dette års US Open triumf er et af de mest imponerende siden årtusindskiftet: Alcaraz fyrede på alle cylindre i samtlige af sine 30(!) timer på banen og vi så glimt af en nærmest teknisk komplet spiller, der vil vise vejen med gejst, vilje og publikumstække.

Alcaraz’ svaghed er baghånden: Den bliver nærmest udelukkende brugt til transport og forkølede stopbolde. Hvis den bliver et våben, kan han blive umulig at fange.

Frances Tiafoe, USA, 24 år

Tiafoe fik i år langt om længe omsat sit uomgængelige talent til bundsolid og ekstremt seværdig tennis. Han er feltets helt store showman: Han bider tænderne i publikum ved hver eneste lejlighed og det er og bliver altså et overset våben: Hvis du har publikums gunst, så er energien og marginalerne med dig. Den slags betyder noget.

Man så det tydeligt under US Open: Tiafoes ekvilibristiske spil gik lige i mellemgulvet på new yorkerne. Til tider var jublen så intens, at det irriterede modspillerne, hvorfor disse tabte fokus, simpelthen forsvandt mentalt i perioder, og det kapitaliserede Tiafoe mesterligt på. Han var selvfølgelig på hjemmebane, det hjælper på gunsten, men alligevel. Lur os, om ikke Tiafoe nyder samme feterede status, når næste sæson skydes i gang til Australian Open.

Tiafoes serv er hans helt store våben. Den var for nyligt hovedemne i en New York Times-feature, så god er den. Han vil frem i banen og er tillige en sublim atlet, altid på pletten i perfekt position til sine slag. Han kan dog overhovedet ikke spille med én hånd på ketsjeren: Hans bag- og forhåndsslice og baghåndsflugtning er ikke til at se på.

Jannik Sinner, Italien, 21 år

Sinner er feltets stille kæmpe. Han gør ikke meget væsen af sine næsten 190 cm (højt for en tennisspiller), men lad dig ikke narre: Sinner har nogle af de flotteste grundslag på touren, en slice-serv, der ikke er set finere siden Ivan Ljubucic, og et virkelig solidt hoved: Han lader sig ikke overrumple, selv ikke når Alcaraz fiser rundt og high fiver publikum.

Og så er han nådesløs: Han giver aldrig ved dørene og hvis han kan mærke, at modstanderen har en off-day, så skruer han op for sit spil. Hvor andre måske ville skrue ned og nyde en cruiser-sejr, sætter han den i sjette og dominerer hellere. Det kan vi rigtig godt lide, for det signalerer noget vilje til at være den bedste, der kun kan føre til mange og lange opgør med de andre topspillere.

Hvis Sinner lærer at komme frem i banen – han står til tider nærmest komisk langt fra baglinjen – og slå en proper flugtning, så er han Alcaraz’ største rival.

Nick Kyrgios, Australien, 27 år

Vi kommer ikke udenom Kyrgios. Han er ikke ny, som resten af de beskrevne, men han er så afgjort den mest interessante tennisspiller i feltet.

Han er også den spilmæssigt største begavelse, vi har set siden Federer. Han kan bare slet ikke formøble den spilintellektuelle formue, guderne har givet ham. Han er også elendig til at holde sig i form, træner næsten ikke, og selvom han har et enormt slagrepertoire – Kyrgios er efter Federers exit den mest komplette spiller på touren – gør den manglende træning ham konstant rusten.

Alt dette ved Kyrgios godt, hvorfor han er så fascinerende at følge. Den ene uge tørrer han gulv med alle i top 10, den næste kan han end ikke tage et sæt fra banemandens søn. Fra et sports- og publikumsmæssigt perspektiv er det guld: Man får enten stor kunst eller et tordnende forfald at se. Begge dele er lige dragende.

Her fremhæver vi de fire spillere, vi har bedst øje til, men feltet er langt bredere og dybere. Vi vover den påstand, at alle i top-20 kan levere pragtpræstationer på lige fod med dem, vi har set fra Alcaraz, Tiafoe, Sinner og Kyrgios på det seneste.

Fælles for dem, vi har fremhævet, er, at de vil os, publikum, noget: De spiller ikke kun for dem selv, de spiller for at røre tilskueren og for at bygge på den energi, det giver at skabe de store sportsøjeblikke sammen.

Selvfølgelig har de også toptunede SoMe-profiler, men det domæne kommer i anden række. Det kan godt være, at stadig mere af vores koncentration og virkefelt forsvinder ned i en skærm, men de nye stjerner på tennishimlen ved godt, at det er i den virkelige verden og gensidigt med publikum, de store oplevelser skal skabes.

Vi kan godt glæde os.