Rolf Sørensen: "Jeg tror på, at vi får tre danske etapesejre til Tour de France"
Tour de France-cirkusset har aldrig være vildere, og presset på danskerne er historisk stort. I forbindelse med Rolf Sørensens nye bog om Tour de France har vi mødt den tidligere rytter og nuværende kommentator til en samtale om, hvordan benene – og hovederne – er skruet på Vingegaard, Mads Pedersen og co.
Det var min daværende kone, Susanne, der for halvandet år siden fik den idé, at jeg skulle lave en bog om Tour de France her op til starten i Danmark. Derefter gik Jonas Nyrup (forfatter til bogen, red.) og jeg i gang med at finde formatet, og så kom jeg på, at vi skulle lave rytterinterviews. I starten overvejede jeg faktisk at interviewe de største internationale stjerner. At rejse til Slovenien og tale med Pogačar. Men det gik op for mig, at det ikke var nødvendigt, for de danske ryttere er jo stjerner i sig selv.
Det var fantastisk at tale med rytterne i private rammer og ikke bare på cyklen, som jeg tidligere har gjort. Vi havde dem i flere timer, så jeg fik virkelig et indblik i, hvordan de fungerer. En fyr som Mads Pedersen har jo en særlig mentalitet. Hvis du spørger Per Bausager, så er Mads den, der minder mest om mig. Især oppe i hovedet. Han tror på, at han kan vinde, selv om han kun er på 88 procent. Han har bare taget hovedrollen på sit hold (Trek-Segafredo, red.), fordi han altid insisterer på, at han er den bedste. Og selvfølgelig også, fordi han faktisk er god.
Cykelsportens verden er skruet sådan sammen, at de gamle ryttere altid vil forsøge at holde de unge ryttere nede. Sådan var det også i min tid. Du skal tro på dig selv, være ærgerrig og tage nogle chancer. Altså, hvis du sidder på holdmødet og bliver tildelt en hjælperrolle, selv om du ved, du er den bedste, så skal du nogle gange råbe op. Det gjorde jeg selv, men jeg var også hjulpet af at starte på et mindre hold, hvor man får flere chancer.
Annonse
Derfor var det også fascinerende at høre Jonas Vingegaard fortælle om, hvordan han fik ændret planerne på storholdet Jumbo-Visma, hvor han kører. Da holdet mødtes i starten af sæsonen havde sportsdirektørerne nemlig meldt ud, at Primoz Roglic skulle være enekaptajn i Touren. Men så rakte Vingegaard hånden op og opponerede mod beslutningen, så nu deles de om rollen. Jonas siger selv, at han bare er realist. Han ved, han er lige så god som Roglic. Det er den attitude, der er brug for.
Noget af det mest overraskende, jeg fandt ud af, var, at Søren Kragh Andersen virkelig har manglet selvtillid. Han er nok den, der rent teknisk minder mest om mig. Han tror bare ikke på, at han er så god, som han faktisk er. Han kan det hele. Han har timing, løbsintelligens og kan finde ud af at agere i positionskampen. Og så er han tilmed god opad, hurtig på stregen og én af de bedste i feltet til at køre nedad. Med min selvtillid havde han vundet fem løb om året.
Men Sørens hold og sportsdirektører har selvfølgelig også et ansvar for at gøre ham til en vinder. Det gør de bare ikke. Han skal ikke sidde og føre. Han skal hele tiden lure på en sejr. Efter vores interview har han flere gange ringet til mig, hvis han lige skal have lidt selvtillid. Men som hans kørsel har indikeret i denne sæson, så skal den helt store triumf nok komme. Det er bare et spørgsmål om tid.
Jeg tror egentlig ikke, det rent mentalt er meget lettere at være rytter i dag end i min tid. Og målt over en bred kam, så minder den nuværende danske generation en del om min egen, synes jeg. Nogle er mere kantede og selvsikre end andre, men der er bestemt ingen bløddyr.
Der er selvfølgelig en del ryttere i feltet, der har en mere privilegeret tilværelse. I 80’erne og 90’erne var der flere efterdønninger af det, cykelsporten var engang. En fattigmandssport, hvor eksempelvis belgierne drømte om at køre sig ud af kulminerne, eller hvor de fattige, sicilianske drenge kom i oplæring i Toscana som bare 12-årige, hvis de havde talent. Og det kan da også godt være, at rytterne har moderne busser i dag, men løbene er altså de samme. Du skal kunne bide smerten i dig, sidde på limit, køre i regn og sne. Det er stadig en barsk sport, og det skal det også være.
Måske løbene endda er endnu vildere i dag. Christopher Juul-Jensen fortæller i bogen, at der i dag nærmest er stress på før kilometer nul på selv de flade Tour de France-etaper, fordi positionskampen er så hård. I min tid var der måske nogle udbrydere og sprinterhold, der lagde pres på i starten, men klassementsfolkene satte sig altså ned bagi. Det gør de ikke i dag. Der er stress på langt tidligere på etaperne. Det er der flere grunde til. Én er, at mediebevågenheden er så enorm, og at der tv-transmitteres fra starten, så flere vil vise sig frem.
Annonse
En anden grund er radioerne og sportsdirektørernes brug af dem. Mads P. fortalte eksempelvis om en etape i sidste års Tour, hvor rytterne fik meldinger om, at der var grus på vejen i et sving. Så gik rytterne selvfølgelig i panik, og det resulterede i et styrt. Chris (Anker Sørensen, red.) og jeg lagde godt selv mærke til det sving, da vi kørte gennem ruten på forhånd, men hvis sportsdirektørerne havde holdt deres mund, havde rytterne bare kørt roligt igennem det sving. De er jo dygtige til den slags, og der er sgu grus på vejene i mange løb. I Tour de France bliver den slags bare kørt op.
Samtidig fortalte Michael Mørkøv mig, at der er mindre hierarki i feltet i dag end tidligere, både på godt og ondt. Det gør, at rytterne giver os nogle fantastiske, uforudsigelige cykelløb, men det betyder også, at der er lidt mindre respekt i feltet. Alle vil sidde fremme, og så går det altså galt nogle gange. Det så vi blandt andet forleden i Liège-Bastogne-Liège, hvor rytterne styrtede med 80 kilometer i timen på et sted, hvor de slet ikke behøvede at køre så stærkt. Julian Alaphilippe slog jo nærmest sig selv halvt ihjel i det styrt.
Presset på de danske ryttere er kun blevet større i løbet af de seneste år. Det er selvfølgelig et resultat af de store præstationer, at talenterne bliver ved med at komme, og at de er så komplette cykelryttere fra starten. Der tænker jeg ikke kun på Asgreen, Mads P. og Søren Kragh Andersen, men også på en som Mattias Skjelmose (21 år), der nu skal køre Giroen.
Men det er også sjovt at se, hvordan danskerne reagerer, når vores ryttere så alligevel ikke vinder de allerstørste løb. Jeg var ude at køre med Mørkøv og nogle supermotionister forleden, og der sagde to af dem uafhængigt af hinanden, at det havde været et ”lorteforår” for de danske ryttere. Der tænkte jeg: ”Nu stopper I!”. De danske ryttere har måske ikke vundet de helt store løb, men de er jo hele tiden farlige.
Danskerne har det bare med at blive forvante og derefter fordømmende, når det ikke går helt som håbet. Det er ligesom med Caroline Wozniacki, der måtte høre meget for ”kun” at vinde én Grand Slam. Og lidt det samme med Fuglsang, hvor folk siger, at han ikke kan finde ud af at køre Tour de France. Der bliver jeg harm indeni. Fuglsang siger også i bogen, at den opfattelse i hvert fald ikke gav ham mere gejst.
Men jeg synes faktisk, at danskerne har forandret sig lidt. Og det er få, der ved det. Men noget af det, jeg i virkeligheden er allermest stolt af, er, at jeg har været med til at kæmpe imod janteloven. Jeg har altid forsøgt at sige, hvad jeg tænkte. Jeg er jo vokset op i Italien, og der fik man lov til den slags.
Mine egne forventninger er også kæmpestore til danskerne i Touren. Jeg talte med Kasper Asgreen forleden, og han var ked af sit forår. Men han sluttede også af med at sige: ”Fuck det, nu skal jeg bare vinde den enkeltstart i København”. Det var det samme med Mads P., der efter sit styrt i Paris-Roubaix stillede op til interview og talte om den gule trøje. Det ville de jo ikke sige, hvis de ikke troede på det. Distancen på enkeltstarten og svingene i København passer i øvrigt også Søren Kragh perfekt.
Annonse
Alt skal jo spille, hvis de skal ende blandt de allerbedste, men det gør det også den dag, for de vil være yderst fokuserede. De er klar. Så jeg tror i hvert fald på, at vi får tre mand i top 10 på enkeltstarten, og forhåbentlig kører de så godt, at de kan tage den gule trøje de efterfølgende dage i Danmark, hvis det ikke lykkes på selve enkeltstarten. Men Mads P. kan også tage brostensetapen (5. etape, red.), hvis det ikke sker i Danmark.
Derudover tror jeg på tre etapesejre. Nu skal Magnus Cort køre Giroen efter sit styrt, men mon ikke han også stiller op i Tour de France. Og så tror jeg sgu, at han vinder en etape. Hvis Vingegaard bare rammer en placering mellem nummer fem og ti i klassementet, så er det virkelig en konfirmering af, at han nok skal komme på podiet igen en dag og måske sågar vinde.
Det kan også sagtens være, at det ikke går, som jeg håber på, og at danskerne bliver to’er og tre’er på en masse etaper. Det vil selvfølgelig være ærgerligt, men det vil ikke gøre noget for mig. For så har de stadig været, hvor de skal være.
'Rolf Sørensen præsenterer Tour de France'
Af Jonas Nyrup og Rolf Sørensen
I en ny bog sætter Rolf Sørensen fokus på verdens største etapeløb, der i år starter i Danmark. I samtaler med de nuværende danske stjerner, og med afsats i egne erfaringer, udfolder han Tourens betydning.
Læs bl.a. Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Jakob Fuglsang, Michael Mørkøv, Bjarne Riis og mange flere fortælle uddybende om deres roller i feltet.
'Rolf Sørensen præsenterer Tour de France' koster 350 kr. og kan b.la. købes her.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.