Rune Glifberg før OL: “Min store frygt er at ligne ham den gamle nar, der ikke skulle have været med”

Hvordan reagerede du, da skateboarding kom med på OL-programmet?

”I mange år var jeg modstander af det. Det er 10-15 år siden, at det begyndte at komme på tale. Allerede dengang var der meget snak i branchen om, hvor vigtigt det var, at man ikke måtte gå på kompromis med skateboardings værdighed. Men vi vidste alle sammen, at det en dag ville ske, at det kom op på den helt store scene. Skateboarding er popkultur nu til dags, det kan vi ikke komme udenom.”

Er du bange for, at OL kan risikere at ødelægge sporten?

”Skateboarding drejer sig i grunden ikke om det sportslige aspekt. Det er kun en meget lille del af det, der drejer sig om konkurrence og om at være den bedste. Størstedelen handler om kultur, forskellighed og unikke måder at udtrykke sig på – og alt det andet; modeaspektet, musikken og video- og fotokunsten. Jeg har ikke lyst til, at skateboarding skal fremstå som en flok trickrobotter til OL, som man fx ser i gymnastik. Men vi er også langt forbi, hvordan det var i 1980’erne og 1990’erne, hvor skateboarding var anarkistisk med den der ’vi vil ikke dele det med nogen’-attitude. Hvis vi stadig havde den mentalitet, ville vi være nogle gamle, sure mænd. Men skateboarding vil altid være beskidt. Det vil altid leve på gaden. Hul på bukserne og blod ned ad armen. Om der så var OL hver weekend, ville du ikke kunne vride kulturen ud af skateboarding.”

Hvad motiverede dig til at gå efter kvalifikationen til OL?

”I første omgang var det den personlige udfordring i det. Om jeg kunne kvalificere mig i selskab med alle de unge. Folk er blevet vildt dygtige. Kvalifikationen begyndte helt tilbage i 2019. Oprindeligt var der fire-fem kvalifikationskonkurrencer på programmet på et år. Vi nåede lige akkurat den første konkurrence i Rio de Janeiro, før corona kom og ødelagde det. Siden har vi kun haft yderligere én kvalifikationskonkurrence på bagsiden af corona her i foråret, hvor jeg var så heldig at klare cuttet.”

Træner du op til konkurrencer på samme måde nu, som for 15 år siden?

”I dag skater jeg nok én til to timer om dagen, tre-fire gange om ugen. Det er det, jeg kan lægge af timer, uden at jeg ødelægger min krop fuldstændig. Det er noget helt andet, end da jeg var yngre. Da jeg var 17, kunne jeg nemt skate fem timer hver dag, 365 dage om året.”

Kommer din alder til at spille ind ved OL? Du er jo alderspræsident.

”Den yngste i konkurrencen er 15 år, tror jeg. Men på en god dag synes jeg godt, jeg kan følge med. Hvis banen ligger til mig, kan jeg godt gøre mig gældende. Jeg har selvfølgelig en masse erfaring. Og så håber jeg, at jeg kan lave mine tricks lidt mere roligt og stilet end nogle af de yngre riders. Personligt er jeg meget spændt på at se, hvordan Pedro Barros fra Brasilien kommer til at køre. Han er en af veteranerne. Hvilket lyder helt åndsvagt at sige, fordi han kun er 26 år gammel. 20 år yngre end mig. Samtidig vil jeg sige, at det bestemt ikke har været nogen fordel for mig, at der har været corona. De unge i feltet kan udvikle sig rigtig meget på et år, og de har haft mulighed for at blive meget bedre, fordi OL blev udskudt. Sådan hænger det ikke sammen for én på min alder. Mit niveau rykker sig ikke. Jeg skal bare sørge for at holde det stabilt.”

Er der noget, der skræmmer dig ved at skulle til OL?

”Jeg er bange for at falde fuldstændig igennem. Min store frygt er at ligne ham den gamle nar, der ikke skulle have været med. Men jeg er ret overbevist om, at jeg nok skal finde det rette gear, når jeg står der.”

Har du nogle ritualer frem mod store konkurrencer?

”Jeg har en ting med, at jeg helst ikke vil have rød på under en konkurrence. Hvilket jo er lidt spøjst, når man skal køre for Danmark. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har opbygget det ritual. Men det kan godt gå hen og blive lidt svært at efterleve i Tokyo.”

Hvordan føles det at skulle dyste iført landsholdstrøjen?

”Jeg glæder mig til at få lov til at sætte Danmark på verdenskortet indenfor skateboarding. Det har også været vigtigt for at mig at bevise overfor DIF og Team Danmark, at skateboarding herhjemme er noget, de skal tage seriøst og kanalisere penge hen til. Vi mangler en masse faciliteter i Danmark. Det har motiveret mig mere end at trække i trøjen faktisk. Jeg er meget patriotisk, men det med at være en del af danmarksholdet vægter faktisk ikke helt så meget.”

Hvem ville du gerne være, da du var dreng?

”Michael Jordan var lidt af en helt dengang. Jeg ved ikke præcis hvorfor. Måske var det bare på grund af Air Jordan-skoene, for jeg var ikke engang særlig vild med basketball. Min største helt var min far. Han kørte lastbil og tog mig ind imellem med sydpå til Frankrig og Italien. Vi sov omme bagi og var afsted i en uges tid, hvor vi hentede varer. Min far fragtede tit vin hjem fra Sydeuropa. Da jeg var lille, syntes jeg, det var noget af det sejeste.”

Hvornår kom gadekulturen og skateboarding ind i billedet?

”Jeg begyndte at skate i 1986, da jeg var 11 år. Jeg prøvede det første gang, da Rasmus, en af mine skolekammerater, kom hjem fra en ferie i Texas og havde et skateboard med. Efter en uges tid fik jeg plaget min mor nok til selv at måtte få et skateboard fra Fætter BR. Et lille smalt legetøjsbræt i plastik. Senere købte jeg et rigtigt skateboard brugt af en af drengene i Herlev Skateklub. Jeg boede kun 10 minutter fra klubben og begyndte at komme der hver dag efter skole.”

Hvem var de sejeste skatere dengang?

”Nicky Guerrero var den absolut bedste herhjemme. Han blev professionel i 1986 og var nok lige fyldt 18 år. Han havde kørekort og bil og alt muligt. Ham så jeg meget op til. Han boede også ude i Herlev, men var allerede rejst til USA, da jeg begyndte at skate.”

Drømte du om selv at blive professionel?

”Drømmen var der nok, men jeg troede ikke på, at det var en reel mulighed. Jeg tænkte, at mange herhjemme var meget bedre end mig. Jeg syntes bestemt ikke, at jeg var en af de bedste. Min motivation for at skate var lige så meget, at jeg godt kunne lide at være en del af noget.”

Hvornår fandt du ud af, at du var god?

”I 1990 stillede jeg op ved Scandinavian Open i Forum. Tony Hawk havde været med i konkurrencen året før, så det var et stort arrangement. Kort efter fik jeg et tilbud fra et engelsk skate-firma, Flip Skateboards, om at køre for deres team. Det vækkede noget i mig. Jeg tænkte, at det måske alligevel kunne være, at der var nogle muligheder for mig i den verden. Normalt plejer ens første sponsor at være en lokal skatebutik, men her var der altså tale om et internationalt brand, der ville have fat i mig. Det betød meget.”

Hvordan klarede du dig ved konkurrencen i Forum?

”Det gik ikke specielt godt. Jeg tror, jeg blev nummer 36. Der var mange andre danskere, der var meget bedre, men af en eller anden grund så de noget i mig.”

Som 16-årig rejste du til Wellingborough i England for at bo og skate for Flip Skateboards. Hvordan var livet der?

”Hverdagen gik med at hænge ud på Flips fabrik, hvor jeg hjalp til med nogle forskellige småjobs. Det kunne være alt fra at gå tur med ejeren, Jeremy Fox’, hund eller putte silketryk på nogle skateboards. Nogle gange sov vi også på fabrikken. Det var hårde tider, og jeg fik ikke nogen penge for det. De fleste dage sad jeg bare og ventede på, at vi kunne tage ud og skate om aftenen. Jeg kunne vente i timevis på, at Jeremy var færdig med at tale i telefon, hvor jeg sad og bladrede de samme amerikanske skate-blade igennem igen og igen.”

Levede det op til din drøm?

”Jeg havde ikke nogen overordnede ambitioner om at blive berømt. Mit mål var egentlig bare at få lov til at køre på mit skateboard så meget som muligt. Men jeg var meget inspireret af den kultur, jeg så i skate-videoerne og magasinerne fra USA. I 1994 rykkede hele Flip Skateboards så til Californien, og jeg fik lov til at flytte med teamet derover. Jeg fik muligheden for at opleve alt det, jeg havde drømt om.”

Hvordan var den verden dengang?

”Det var som at træde ind på et filmset eller direkte ind i en af de skate-videoer, jeg havde set derhjemme på drengeværelset: Fast food med gratis refill på sodavand, alle kantstenene malet i rød, så de var gode at slide på, og arkitekturen, der i sig selv var helt anderledes end alt, jeg ellers kendte til. På indkørslerne var der nærmest små, naturlige flyvehop indbygget, og brandhaner man kunne hoppe over. Alle de ting, jeg havde set i videoerne, var ægte. Det var også på det tidspunkt, at jeg begyndte at blive betalt for at stå på skateboard. Det var godt nok meget beskedent, men jeg fik da nogle lommepenge.”

Begyndte du så at tro mere på dit talent?

”Jeg blev i hvert fald mere opmærksom på, at det gik i den rigtige retning. Jeg blev bedre og bedre og mere sulten efter at opnå nogle ting i branchen. Jeg så mange muligheder i at være kommet til USA. Pludselig stod jeg midt i kernen af skateboarding. Samtidig var det også en stor fest. Vi brugte rigtig meget tid på at drikke bajere og ryge fede. Fester, damer og alle de der ting. Det var en vild livsstil på mange måder.”

Hvordan kom du med i ’Tony Hawks Pro Skater’?

”Jeg kan ikke huske konkret, hvordan jeg fik det at vide. Men hvis jeg havde vidst, hvor stor en betydning spillet ville få for mig, havde jeg nok bidt mere mærke i momentet, da de spurgte mig. Det endte jo med at blive verdens bedst sælgende videospil nogensinde. Det var en kæmpe ære at blive udvalgt blandt de 10 skatere, der skulle være med. Og ret vildt at blive udødeliggjort som karakter i et videospil.”

Blev du genkendt på gaden hjemme i Danmark, efter spillet kom ud?

”Nej, slet ikke. Men jeg har heller aldrig opsøgt berømmelsen herhjemme. Det har egentlig passet mig fint at være anonym. Jeg var kendt i USA og i resten af verden, så hvorfor skulle jeg have et behov for at være det i Danmark også?”

Hvad er den bedste beslutning, du har taget i din karriere?

”Det er at være forblevet loyal overfor Flip Skateboards. Jeg har mange gange tænkt, om man måske skulle finde nogle andre at køre for. Men jeg tror, der er noget vigtigt i, at folk ved, hvor man står. Vi har været igennem en udvikling sammen som familie. Det er der noget værdi i.”

Handler skateboarding generelt meget om at være del af et fællesskab?

”Ja, det er en stor ting. Skateboarding er en af de sportsgrene, hvor man ikke bare finder et fællesskab med dem, man er ens med, men hvor du rent faktisk mødes med folk på tværs af alder, køn og niveau. Det er ikke ligesom, hvis du spiller på tredjeholdet i KB, hvor alle på holdet er 16 år og af det samme køn. Nogle af dem, jeg skater med til daglig i Fælledparken, er 13 år gamle. Alle kan være med i skateboarding. Rig og fattig. Modsat i sejlklubben, hvor alle forældrene har en stor BMW i indkørslen og en stor båd i havnen. Det gør det helt unikt. Jeg tror også, det er derfor, at skateboarding kan være så kunstnerisk. Du får inspiration fra så mange forskellige lag i samfundet.”

Hvorfor har du opnået så meget i din karriere, som du har?

”Jeg har haft et drive og en lyst til at nå langt med skateboardingen. Og så har jeg set nogle muligheder i det, samtidig med at jeg måske ikke har haft så mange andre veje at gå. Jeg har ligesom vidst, at skateboarding var en af de ting, jeg kunne finde ud af. Så det var der, jeg lagde alt arbejdet.”