Sådan fik Belgien et af verdens stærkeste landshold

FOR 12 ÅR siden følte Ludo Rollenberg sig givetvis som den mest ensomme fodboldsupporter i verden. Oven på 0-5-øretæven til Spanien i kvalifikationen til VM i Sydafrika var flamlænderen den eneste, der fulgte med det belgiske fodboldlandshold på den efterfølgende udebanerejse til Armenien. Her blev det til et nyt nederlag, og som konsekvens af de miserable resultater lå ’De Rode Duivels’ – ’De Røde Djævle’ – klemt inde mellem Iran og Uganda som nummer 62 på FIFA’s verdensrangliste. Dengang kom der sjældent 20.000 tilskuere til landskampene. I dag dukker der 20.000 op alene til træningerne, ligesom alle opgør nu bliver vist på nationalt tv med både hollandsk og fransk kommentatorspor.

Den øgede interesse skyldes, at belgierne på rekordtid har flyttet sig op i det internationale jetset. Efter at have taget tilløb i de to foregående slutrunder snuppede ’De Rode Duivels’ bronze ved VM i 2018 efter undervejs at have elimineret selveste Brasilien i kvartfinalen. Det blev fulgt op i EM-kvalifikationen, hvor Roberto Martínez’ tropper vandt alle ti kampe, og siden sikrede de sig også førstepladsen i deres Nations League-gruppe foran Danmark, England og Island.

Da belgierne for tre år siden hoppede op som nummer ét i FIFA’s rangering, rejste de folkevalgte sig i det nationale parlament og klappede ad bedriften. Det trak selvsagt store overskrifter, for siden Belgiens samling i 1830 har hverken politikere eller indbyggere bestilt ret meget andet end at skændes. Splittelsen skyldes den evindelige sprogstrid mellem flamlænderne i nord, der har hollandsk som modersmål, og vallonerne i syd, hvor befolkningen taler en afart af fransk. Udfordringen er ikke blevet lettere i takt med, at belgiernes bestræbelser på at integrere de store grupper af tilflyttere med baggrund i primært Nordafrika og Mellemøsten er stødt på grund. Bruxelles-ghettoen Molenbeek er blevet et skræmmende symbol på problemerne, som også har spredt sig til nabolandet Frankrig i form af adskillige terroranslag, orkestreret af religiøse fanatikere.

”I stedet for at smide bomber i Raqqa var det bedre, om vores militær smed dem over Molenbeek,” sagde den franske forfatter Éric Zemmour i et radiointerview i november 2015, da Vestens krig mod IS rasede på sit højeste.

Det er ikke fodboldlandsholdets opgave at kurere samfundets skavanker. En kendsgerning er det ikke desto mindre, at ’De Røde Djævle’ ifølge adskillige undersøgelser har henvist det yderst populære kongehus til andenpladsen over fænomener, som samler nationen. Ud over at spille blændende fodbold er landsholdet således et billede på, hvordan man bringer folk fra forskellige kulturer sammen, så de fungerer som en ubrydelig enhed – noget, som fodboldforbundet med stolthed markedsfører som ’Redtogether’. Romelu Lukakus forældre er eksempelvis fra DR Congo, Axel Witsel har rødder i Martinique, mens Nacer Chadli er søn af emigranter fra Marokko.

Eden Hazard er valloner, men selv om han bærer anførerbindet, mestrer han ikke hollandsk, som ellers er hovedsproget hos størsteparten af spillerne i truppen. Den slags havde med sikkerhed ført til stor opstandelse i civilsamfundet. Men ikke på fodboldlandsholdet, hvor de fleste optræder for internationale arbejdsgivere, og hvor engelsk i årevis har været corporate language.

”Race og religion spiller ingen rolle hos os. Måske var det tidligere et tema, men vi tilhører en generation, der er åbne over for hinanden. De unge er vant til at leve i et multikulturelt samfund, og det nyder vi godt af på landsholdet,” siger Benfica-forsvareren Jan Vertonghen til avisen De Volkskrant.

MED SINE 11 millioner indbyggere hører Belgien ikke til blandt de største nationer, og på den baggrund virker det naturstridigt, at belgierne kan prale af at have et af verdens bedste landshold. Paradoksalt nok gjorde dette sig også gældende for 40 år siden. Dengang var de flotte bedrifter en konsekvens af, at de belgiske klubhold op gennem 1970’erne præsterede fornemt på den internationale scene, symboliseret ved, at Anderlecht og Club Brugge tilsammen spillede sig i fem europæiske finaler.

Grundet lempelige skatteregler tiltrak ’De Eerste Klasse’ masser af dygtige udlændinge som hollænderne Rob Rensenbrink og Arie Haan, Włodzimierz Lubański fra Polen samt det østrigske trænerfænomen Ernst Happel, og det betød, at ligaen var en af de stærkeste i Europa. Ud over Anderlecht og Club Brugge blandede også Racing White Daring Molenbeek og Beveren sig aktivt i mesterskabskampen, ligesom Beerschot to gange i årtiet vandt pokalturneringen. Kvalitet var der med andre ord nok af. Det, der manglede, var en mand til at forløse talentmassen omkring nationalmandskabet, og her kom Guy Thys som sendt fra himlen, da han i foråret 1976 afløste Raymond Goethals som landstræner.

Trods hæderlige resultater i de foregående sæsoner med Royal Antwerp var Thys ikke noget stort navn, men det skulle snart ændre sig. Eksamenspapirer havde han ingen af, men til gengæld havde han oven på en aktiv karriere som målfarlig angriber masser af taktisk forstand. Nok så vigtigt havde Guy Thys en veludviklet evne til at få sine folk til at trække i samme retning, og med spillere som Jean-Marie Pfaff, Eric Gerets og Jan Ceulemans i spidsen nåede belgierne i EM-finalen i 1980, som de på ulykkelig vis tabte til Vesttyskland. Seks år senere spyede ’De Rode Duivels’ ild igen, inden de i semifinalen ved VM i Mexico 1986 blev tværet ud af Diego Maradona.

Efterfølgende indledte det belgiske fodboldforbund et generationsskifte, hvad der var lettere sagt end gjort. For de gamle, som faldt, kom der ikke uden videre ny overalt, hvilket i høj grad hang sammen med, at den lokale liga med foruroligende hast tabte niveau i takt med, at det økonomisk blev sværere at tiltrække stærke udlændinge til at støtte talentudviklingen. Klubbernes spillestil var historisk defensiv og fysisk betonet, og det betød, at stjernerne på det nye landshold var solide arbejdsmænd som Franky van der Elst og Marc Wilmots. Konsekvensen blev, at Belgien glippede tre EM-turneringer på stribe, inden landsholdet omsider kvalificerede sig igen – og det endda kun fordi man sammen med naboerne fra Holland var arrangør af slutrunden i 2000.

Den blev en bragende fiasko, for trods hjemmebanefordelen røg ’De Rode Duivels’ allerede ud efter gruppespillet, og på den baggrund krævede det ikke mesterdetektiven Hercule Poirots intellekt at afdække, at noget radikalt skulle sættes i værk.

MENS EM I 2000 blev en sportslig fiasko, var der anderledes tilfredshed i regnskabsafdelingen hos det belgiske fodboldforbund. Takket være indtægterne fra slutrunden blev det muligt at sætte flere nye projekter i gang, og den mulighed lod den daværende forbundsformand Michel D’Hooghe ikke gå fra sig. Sammen med den tekniske direktør Michel Sablon gik han i gang med at kulegrave den belgiske talentudvikling med fokus på, hvor støvlen strammede. Duoen skød i første omgang i alle retninger, men snart snævrede de deres sigte ind på tre områder omkring ungdomsfodbolden:

1. Turneringsstrukturerne

2. Den fysiske uddannelse

3. Spilleformerne

Med hjælp fra universiteterne i Liège, Bruxelles, Leuven og Gent blev flere end 1.600 ungdomskampe analyseret. Omkring 70 mennesker sad med i styregruppen under ledelse af den forhenværende landsholdsmålmand Michel Preud’homme. På basis af gruppens forslag nåede man frem til, at børnene fra og med sommeren 2003 skulle spille fem mod fem, og når de blev ældre otte mod otte inden overgangen til 11-mandsfodbold i U/12. Samtidig skulle alle landsholdene udvikles i et zoneorienteret 4-3-3, hvad der var en markant forandring i forhold til tidligere, da der ikke var nogen samlet enighed blandt trænerne på de forskellige ungdomslandshold, hvorfor belgierne spillede med mandsopdækning i 4-4-2 eller 3-5-2.

Ikke alene blev de holdtaktiske elementer revolutioneret i planen, der fik navnet Project 2000. Mere end noget andet skulle ungdomsarbejdet have fokus på spillernes individuelle aktioner.

”Vi følte, at vi var nødt til at udvikle driblefærdigheder, og fra starten gjorde vi klart, at kernen i vores arbejde er én mod én – altså duelspil. Vi sagde, at når en dreng eller pige begynder at spille fodbold, skal de lære at drible som det første. Lad børnene spille frit,” forklarede Bob Browaeys på et talentseminar i Manchester i 2017.

Browaeys var fra begyndelsen en af drivkræfterne i Project 2000. I karrieren har han stået i spidsen for alle de belgiske ungdomslandshold, og ud over at være med til at styrke spillernes individuelle kompetencer har hans vigtigste bidrag været at skabe opmærksomhed om, at Belgien er et land med begrænsede ressourcer og derfor ikke kan tillade sig talentspild. Det betød, at Bob Browaeys i 2008 oprettede tre såkaldte future-hold i forskellige årgange for at fastholde talentfulde spillere, der på grund af deres fysiske størrelse ikke er stærke nok til at spille på det rigtige landshold i aldersgruppen.

”Jeg er overbevist om, at ethvert talent skal nurses i alle små lande. Det ligger os meget på sinde. Er det på grund af future-programmet, at vores landshold er blevet så meget bedre? Det er svært at bevise, men jeg er overbevist om, at hvis ikke fodboldforbundet gør noget, ender vi måske med at miste 25 procent af spillerne.”

Ikke alle fysisk udfordrede spillere er opvokset i future-systemet. Blandt andet havde Kevin De Bruyne og Eden Hazard allerede i en tidlig alder så indlysende evner, at de trods alt ikke var til at overse. Men på Belgiens aktuelle landshold er Atlético Madrid-kanten Yannick Carrasco et eksempel på en spiller, der er blevet opflasket på future-holdene. Allerede inden systemet var formelt etableret, blev også navne som Dries Mertens og Thibaut Courtois fastholdt i kredsen af landsholdsspillere i deres årgange, selv om der var flere andre, som var bedre og fysisk længere fremme på det tidspunkt. Sidstnævnte var end ikke fast mand på sit klubhold Genk, inden han var fyldt 16 år, idet den nuværende tredjekeeper på landsholdet, Koen Casteels, blev foretrukket med den begrundelse, at han var både højere og bredere.

I FORHOLD TIL landsholdets kometagtige optur har klubholdene utvivlsomt været aktive medspillere. Men ifølge Bob Browaeys er der i de senere år sket et skred i retning af, at de mest af alt plejer deres egne interesser.

”Vi arbejder tæt sammen med klubberne for at få dem til at justere deres udvælgelse og udvikling af talenter. Men fysisk styrke anses stadig som det vigtigste i aldersgruppen fra 14 til 16 år i forhold til at præstere, og det er problematisk, at ungdomstrænerne er mere opsatte på at vinde end på at udvikle spillere. Det er nødvendigt at ændre,” siger Browaeys.

Om han på den korte bane lykkes med dét forehavende, er nok tvivlsomt. For aktuelt er den kedelige sandhed, at de belgiske klubber har vigtigere gøremål end at opprioritere talentarbejdet. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den seneste rapport fra revisionsfirmaet Deloitte. Den er ved første øjesyn lykkelig læsning, for den samlede omsætning i landets bedste række – Jupiler Pro League – steg i sæsonen 2018/2019 med 18 procent til 2,8 milliarder kroner. Hovedårsagen er, at Club Brugge kvalificerede sig til gruppespillet i Champions League, mens tre andre klubber klarede skærene i Europa League, hvad der kastede knap 500 millioner kroner af sig i præmiepenge fra UEFA. Hos 11 ud af de 16 klubber i Jupiler Pro League blinkede de røde tal dog på bundlinjen, og samlet set lød underskuddet på 650 millioner kroner, hvoraf landets mest vindende klub, Anderlecht, tegnede sig for næsten en tredjedel.

”Det er helt tydeligt, at de fleste professionelle klubber i Belgien overinvesterer på alle tænkelige niveauer,” udtaler sportsøkonom Wim Lagae fra Leuvens universitet som kommentar til rapporten.

Selv om Club Brugge fik selskab af Genk i Champions Leagues-gruppespil i efteråret 2019 og dermed skaffede sig nye indtægter fra UEFA’s fælleskasse, er det ikke noget, som i første omgang har en positiv effekt på de øvrige klubber. I april 2020 gik Preben Elkjærs tidligere arbejdsgiver, Lokeren, konkurs, og Deloitte har for længst været ude at nedjustere forventningerne til Jupiler Pro Leagues samlede omsætning med 25 procent som følge af den igangværende COVID-19-pandemi. Det lyder umiddelbart som en dramatisk nedskrivning, men formentlig står det endnu værre til, i og med at flere klubber har meldt ud, at halvdelen af deres forretningsgrundlag er væk. Værst står det til i Anderlecht, som i januar præsenterede det største underskud i tiden med betalt fodbold i Belgien: 270 millioner kroner, hvorefter klubbens samlede gæld lyder på ikke færre end 875 millioner kroner.

Med den pressede økonomi in mente er det ikke så underligt, at arbejdet på klubbernes akademier ikke har højeste prioritet for tiden. Nu og her er det måske ikke noget større problem. Alle erfaringer viser dog, at selv de største imperier bukker under med tiden, og landsholdstræner Roberto Martínez kan bare kigge mod sit eget moderland, Spanien, eller mod belgiernes naboer i øst og syd – Tyskland og Frankrig – for at finde eksempler på nationer, som måtte gennem nogle svære år, efter at deres gyldne generationer gik på pension.

For tre år siden havde Belgiens startende spillere en gennemsnitsalder på 28,2 år, da de slog Brasilien i kvartfinalen ved VM. Selv om to af veteranerne fra dengang, Vincent Kompany og Marouane Fellaini, siden er erstattet af Jason Denayer og Youri Tielemans, ryger det nuværende hold op over 30 år i snit, og det har fået flere, herunder FC Barcelonas træner Ronald Koeman, til at påpege, at tiden så småt er ved at løbe fra det bedste belgiske landshold nogensinde.

”Belgien har spillere med et højt niveau: Romelu Lukaku, Eden Hazard, Kevin De Bruyne og også et stærkt forsvar. Men mange af dem er kommet op i alderen. For dem er EM måske den sidste chance for at vinde noget,” siger Koeman til Marca.

Uanset at der ude i horisonten samler sig mørke skyer, er det en kendsgerning, at Belgien aktuelt har et meget stærkt landshold, der fremstår blandt de største favoritter til at vinde EM og muligvis også VM, som ligger mindre end halvandet år længere fremme ad vejen.

COVID-19 har ødelagt meget – også for belgisk fodbold – men forhåbentlig forpurrer pandemien ikke den tapre Ludo Rollenbergs muligheder for at være til stede på Wembley den 11. juli, hvis ’De Rode Duivels’ vel at mærke skulle være så dygtige at kvalificere sig til EM-finalen …

Denne artikel er bragt i Viaplays EM-magasin, der er på gaden nu og kan købes her.