Sådan fik Venedig en af Europas mest hypede fodboldklubber

Der er ikke meget i Venedig, der er venezianernes. Men Venezia Football Club er, lidt endnu. Venedig er stadig søvnig denne søndag i august, så før turismen får sko på, vil jeg se Venezias stadion. Der er noget herligt barokt i, at jeg går forbi Arsenale di Venezia – som om våbenarsenalet og dets løver hugget udi sten beskytter stadionet. Der dufter af gran i stadionparken, der er diset, og en venezianer læser sporten i lokalavisen Il Gazzettino. Avisen skriver, at Venedigs eventyr begynder i aften.

Venezia vender tilbage til Italiens fineste liga i dag. Venezianernes lokale fodboldforening har tilbragt tæt på 20 år i røven af de italienske fodbolddivisioner, men nu skal venezianerne spise kirsebær med traditionsrige italienere i Sampdoria, Roma, Fiorentina og Juventus.

Venezias pludselige blomstring er en kærkommen chance for at forene venezianerne. Venedig drukner i turisme, og venezianerne tager til havnebyen Mestre og kommer kun til Venedig i arbejdsregi som sild i tønde med sporvognen om morgenen. Måske drømmer venezianerne somme tider om postturismen, men venezianerne lever stadig af Venedig, fordi familierne har et trattoria eller tjener turismen i gondoler og glaspusterier. Turismen er altså både en pine og pligt for venezianerne: Turismen giver brød og sardiner på bordet.

I Italien er fodbold ikke bare fodbold. Spillet afspejler altid resten af landet, og det er ikke kun, fordi nationalisme, korruption og ruinering altid kan findes i såvel italiensk fodbold som i politik, men også fordi fodbold er en intens passion, en identitet. En fodboldelskende florentiner er fan af Fiorentina, en fodboldelskende venezianer er fan af Venezia.

Fodbold afspejler også Venedig. Venezia er pludselig blevet en af Europas mest hypede champagneklubber, en lokal fodboldforening og et globalt brand. Modemagasiner bringer historier om Venezias æstetiske sans og smukke fodboldtrøjer, og rige amerikanske mæcener vil bygge et nyt stadion tæt på Mestre. Men hvad siger venezianerne til, at fodboldforeningen bliver lige så internationaliseret som Venedig?

Venedig er rig på veneziansk renæssancekunst, arkitektur og kringlede kanaler, men Venezias stadion er overraskende ydmygt og er således et symbol på fodboldforeningens ophav. Foreningen blev etableret i en calle, en gyde, på Sankt Bartholomæus torv i 1907 af venezianske sportsentusiaster, og i 1913 blev Stadio Pier Luigi Penzo bygget af træ. Stadionet er antikt, og på sådan en diset søndag minder det om et relikvie: Stadionets citrongule maling er blegnet, og stadionmuren smuldrer, men Stadio Pier Luigi Penzo er et elsket stadion i Venedig.

Intet stadion er smukkere, siger venezianeren og gondolieren Alvise. Jeg har hørt, at det er Alvise, jeg skal tale med, hvis jeg vil møde en ægte fodboldfan. Jeg møder ham på Ponte dell’Accademia, en træbro, hvorfra vi har udsigt til Grande Canal.

”Venezia er stadig vores, og du kan sige, at turister gerne vil have vores fodboldtrøjer og flag, men jeg ser ikke turister på tribunen. Venezia er venezianernes og ikke turisternes. Venezias tifosi er som en familie for mig,” siger Alvise.

Han er venezianer af hjerte og har altid holdt af Venezia og især den pensionerede angriber Paolo Poggi, som stadig er tilknyttet klubben, i dag som såkaldt teknisk direktør. Paolo Poggi og sportsdirektøren Mattia Collauto er de eneste venezianere i Venezias direktorat. Bestyrelsen er amerikansk, præsidenten og marketingschefen er amerikanere, og Venezia er en ydmyg fodboldforening i det italienske fodboldteater, så måske bekymrer internationaliseringen de venezianske tifosi, spørger jeg Alvise. Men han er ikke bekymret, siger han. Venezias renæssance er smuk, lyder det fra Alvise:

”Venedig fortjener at være i Italiens fineste liga, så at se Venezia i Serie A, bliver historisk.”

Der er dog et problem. Ifølge Italiens fodboldforbund kan Venezia ikke huse Serie A på Stadio Pier Luigi Penzo, fordi stadionet kun har 7.400 sæder. Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, og amerikanerne vil bygge et nyt stadion, men venezianske fans som Alvise vil ikke forlade det gamle stadion:

”Vores stadion er bellissima, så jeg håber, at vi bliver på Stadio Pier Luigi Penzo.”

Venedig er vågnet, venezianere og turister besøger bistroer, der serverer cicchetti, en klassisk veneziansk version af bruschetta, espresso, og der bladres i Il Gazzettino. Lokalavisen håner Maurizio Zamparini, præsidenten i Venezia fra 1987. Maurizio Zamparini er måske en af de mest indflydelsesrige italienere inden for fodbold i Venedig, fordi han fusionerede Associazione Calcio Mestre og Venezia og således tegnede Venezia Football Club og arancioneroverde, fodboldforeningens ikoniske farver. Men Zamparini har været i unåde hos venezianerne, siden han i 2002 forlod Venedig og købte klubben Palermo. Il Gazzettino skriver, at Zamparini råbte til alle i Palermo, at fodbold ikke kan spilles i Venedig.

Venezia har kun ét trofæ, nemlig Copa Italia i 1941, og så en bronzemedalje i Serie A i 1942. Her var især Valentino Mazzola, venetianernes frivole trequartista, italiensk fodbolds 10’er, og medianoen, altså italiensk fodbolds kropsliggørelse af arbejdsmanden, Ezio Loik, arkitekterne bag Venezias succes, hvad der også gør Mazzola og Loik til ikoner i Venedig i dag. Æraen var kun truet af Italiens fascistiske diktator, Benito Mussolini, der skibede italienske mænd til krigens front, men Mazzola og Loik blev i Venedig. Dog lokkede Ferruccio Novo, præsident i Torino, d’herrer væk fra Venezia ved at skrive en check på 1,25 millioner lire, en uhørt check, der reddede det økonomisk ruinerede Associazione Calcio Venezia.

Internationaliseringen af italiensk fodbold er ikke ny, og i 2015 kom Venezia på amerikanske hænder. Også Associazione Calcio Milan, Associazione Sportiva Roma, Spezia og Parma har amerikanske aktionærer, og Internazionale Milans er kinesiske. Amerikaniseringen af Venezia har moderniseret fodboldorganisationen, og ligesom alle andre moderne klubber er alting blevet corporate. En lokal klub, et globalt brand.

Venezia har et erklæret socialt ansvar, men klubbens higen efter at være venezianernes ambassadør er både tragikomisk og charmerende. Venezia vil ifølge missionen bevare og fejre Venedigs kultur, beskytte byens naturlige miljø og genudvikle Venedig som en levende by og gå ind for bæredygtig turisme, der er i harmoni med Venedigs miljø og samfund.

Men Venezias renæssance er altså også en marketingsmulighed. Venezia vil identificeres med Venedigs kunst og arkitektur, så byen bruges i Venezias æstetiske udtryk på Instagram, og så støtter fodboldforeningen også en lokal organisation, der ønsker bæredygtig turisme og miljø. Men samtidigt ser klubben også mulighed for at tjene penge på salg af fodboldtrøjer.

Apropos fodboldtrøjer, så har Venezias marketingsmænd ramt tidsånden. Mode og merchandise er gerne vævet sammen i moderne fodboldorganisationer, og Venezia er måske et af branchens fineste eksempler. Venezianerne bruger ikke bare anføreren eller topscoreren til at reklamere for fodboldtrøjeren. Nej, Marco Modolo og Francesco Forte siger ikke fans eller modeentusiaster meget, så Venezia bruger smukke modeller fotograferet i Grande Canal, og reklamerne for fodboldtrøjerne har reminiscenser af mode. Måske duer det: Venezias fodboldtrøje går som friskbagt brød på Nørrebro, og hypen bruser, men kan Venezias præstationer på græsset mon retfærdiggøre et sådant fokus?

Denne søndag i august er der sæsonpremiere i Serie A. Venezia spiller ude mod Napoli. Samme dag læser jeg Il Gazzettino på et trattoria i Venedig. Avisen skriver begejstret inden kampen, at Venezia er et mirakel made in the USA. Il Gazzettino skriver også, at truppen stadig er tyndbenet, men at venezianerne har rustet sig til sæsonen i Serie A. La Gazzetta dello Sport og Corriere dello Sport har især bragt historier om lejesvenden Mattia Caldara, en italiener, der har megen erfaring i Serie A, og som er hentet ind for at bringe ro i Venezias forsvar. Venezia har naturligvis også scoutet markedet i USA, og i amerikanske Tanner Tessmann og Gianluca Busio har Venezia nogle lovende juniorer, som snart kan bulldoze og orkestrere slagene på Stadio Pier Luigi Penzo. Israels erfarne regista, italiensk fodbolds orkestrerende midtbanemand, Dor Peretz, er også kommet til, og islandske Anór Sigurðsson er lejet i Moskva. Venezias trup er et potpourri af italienske generaler og især nordiske og amerikanske juniorer, ro og sult. Men Venezia har stadig trange kår i truppen ifølge Il Gazzettino, og hver fodboldkamp bliver som at se David og Goliat: Der skal et mirakel til, hvis venezianerne vil overleve i Serie A.

Venezia tabte 2-0 i Napoli, men Il Gazzettino skriver dagen efter, at Venezia ikke så dårlige ud. Æstetikken vinder Venezia dog på, og opbakningen fejler ikke noget. Gondolieren Alvise var en af de tifosi, som hyldede Venezia på Piazza San Marco og Rialtobroen, da venezianerne sikrede sig oprykning til Serie A i foråret. Festlighederne var et karneval af gondoler og romerlys i Grande Canal. Venezianerne var samlede og stolte, og venezianske ultras vil altid støtte Venezia, siger Alvise. Det siger noget graffiti på Stadio Pier Luigi Penzo også: ’Fino alla fine del mondo.’ Til verdens ende.