Sådan har midtbanemændene skabt en ny, italiensk fodboldrenæssance

Det siges, at det var den florentinske billedhugger, maler, digter og arkitekt Michelangelo, der blandt andre bragte den italienske renæssance til Rom i det 15. århundrede, hvor han huggede skønne skulpturer udi marmor og udsmykkede Det Sixtinske Kapel.

Der er noget smukt i, at det italienske fodboldlandshold hidtil har spillet sine kampe på det olympiske stadion i Rom. Der har således udspillet sig endnu en renæssance i byen. Ikke båret til Rom af Michelangelo, Caravaggio og da Vinci, men af Italiens midtbanemænd.

Azzurri har besejret tyrkerne, schweizerne og waliserne overlegent, og sejrsrusen bruser ikke bare på det olympiske stadion, men også i Italiens store sportsaviser. La Gazzetta dello Sport skriver, at Italiens spil er bellissima, smukt, og træner Mancini og holdet soler sig i roser fra sportsjournalisten Stefano Barigelli, der skrev La Gazzetta dello Sport patosmættede avisleder den 17. juni 2021, som kun en rigtig italiener kan det.

”Natten er azurblå.”

Det lysner altså i Italien. Livet kommer lige så stille, lige så roligt tilbage. I italienske gader serverer kaffebarerne igen espresso, og det italienske landshold spiller skønt. La Gazzetta dello Sport skrev, at italienerne har brug for at få un sorriso, smilet, igen, og nu kan Italien smile af et genrejst Azzurri.

Men det er ikke andet end 1.321 dage siden, at La Gazzetta dello Sports kioskbasker bebudede, at Italien havde nået La Fine, enden. Italien tabte til Sverige, forspildte chancen for at komme til VM, noget der ikke var sket siden 1958, og målmandsveteranen Gianluigi Buffon takkede tårevæddet af.

Italiens fodboldæra var såret. Ikke bare fordi Azzurri har vundet VM i 1934, 1938, 1982 og 2006, og et enkelt EM i 1968. Også fordi Italien er én af fodboldhistoriens mest indflydelsesrige nationer i snart 100 år, og italienerne har opdyrket fodboldfilosofier som det defensive, svært nedbrydelige Catenaccio. Italienerne elsker calcio.

La Gazzetta dello Sport og Corriere dello Sport, en anden af Italiens respekterede aviser, tilskriver træner Roberto Mancini stor cadeau for Italiens renæssance. Mancini fik trænertjansen i efteråret i 2018, og det italienske fodboldlandshold har nu ikke tabt i 1.021 dage.

I 1980’erne og 90’erne spillede Mancini selv for Italien og et lille potpourri af italienske klubber, selv om det særligt er hans karriere i Sampdoria, han huskes for. Mancini er dog også blevet betragtet som en primadonna, altid diskussionslysten og ilter. Ikke just en samlende persona.

Men EM har bemærkelsesværdigt nok fået italienerne til at se Mancini som en nærmest præstelig persona. Dagen forinden åbningsdysten messede han i La Gazzetta dello Sport til hele Italien.

”Kære Italien,” skrev Mancini i brevet, der mestendels prædikede om, hvad sporten i øjeblikke som EM kan betyde for fællesskabet i en hel nation, og om, at Italien nu var ét kor.

”FORZA AZZURRI‚” signerede han brevet.

Mancini har udtaget en cocktail af veteraner som Leonardo Bonucci, Giorgio Chiellini og Alessandro Florenzi, men også ynglingespillere som Gianluigi Donnarumma, Alessandro Bastoni, Nicolò Barella, Nicolò Zaniolo, Lorenzo Pellegrini og Federico Chiesa har fået en plads i den italienske trup.

Det har givet Italien en giftig blanding af power og erfaring i forsvarsgeleddet og hokuspokus og sult frem ad banen.

Men hvad er det så, altså foruden Mancini, der har skænket Italien endnu en renæssance? Ifølge La Gazzetta dello Sport er det også takket være midtbanemændenes arbejde, at forsvaret har stået så sikkert, og at angrebet har høstet chancer en masse. Det endda foruden Zaniolo, Pellegrini og Inters skadede spilfordeler Stefano Sensi.

Sjældent har et italiensk landshold haft så god en dybde på midtbanen, hvor Marco Verratti, Nicolò Barella, Manuel Locatelli og Jorginho er Mancinis begunstigede.

Det plejer ellers altid at hedde sig, at Italien har nok forsvarsgeneraler til et nyt Romerrige. Baresi, Maldini, Nesta, Cannavaro, Chiellini og Bonucci. Italienerne har altid opdyrket krigeriske og kølige forsvarer, og måske kommer det sig af, at det ligger dybt i italiensk fodboldforståelse, at defensiven er vigtigst.

Det var således i Italien, at fodboldfilosofien Catenaccio blev opdyrket. Catenaccio er et ærkeitaliensk spilsystem, bidsk, defensivt og disciplinært. Hele holdet forsvarer sig, og erobres bolden bør der ikke fedtspilles. Nej, holdet må hurtigst muligt hugge til i et giftigt kontraangreb.

Catenaccio er ufølsom fodbold og er altid blevet beskyldt for at være gammeltestamenteligt og kvælende, men italienerne kalder Catenaccio for en kunstart.

Jovist, italiensk fodboldkultur var defensivt, men kulturen har forandret sig. I år spiller Italien ikke defensiv, men brusende bold, og især den italienske midtbane orkestrerer spillet.

Italienske midtbanemænd som Verratti, Barella, Locatelli og Jorginho behersker ikke bare bolden, men også banen, så det ser så legende let ud, at Italien lige pludselig minder om det gode gamle hold fra 00’erne, hvor Andrea Pirlo var den såkaldte regista, og Gennaro Gattuso den såkaldte mediano.

Fodboldbegreberne regista og mediano er også arvegods fra italiensk fodboldkultur. En rigtig italiensk midtbane er således stadig som hugget udi Catenaccio, og ifølge filosofien kan en midtbane have en regista, en mediano og en mezzala.

En regista er det italienske ord for instruktør. Det er en regista, der så at sige instruerer spillet. Græssets tænker og filosof. Italiens fineste regista er Andrea Pirlo, en rigtig rødvinsitaliener og i øvrigt forfatter til bogen Jeg tænker, altså spiller jeg (2014), en reference til tænkeren René Descartes’ cogito ergo sum, jeg tænker, altså er jeg.

Men registaer som Pirlo ville ikke få rum til at tænke ergo spille, hvis ikke det var for en mediano.

En medianos repertoire er primært at presse, mandsopdække og arbejde; medianoen er en kropsliggørelse af arbejderklassen, det er medianoen, der ødelægger, så registaen kan skabe. Manuel Tardelli, der afgjorde VM-finalen i 1982, og Gennaro Gattuso var sådanne midtbanemaskiner.

En mezzala er et italiensk fodboldbegreb for en spiller, der spiller i banens frie rum, altid klar til at skabe det offensive spil. Er en mezzala endda også spilstyrende, er han ifølge italienerne en mezzala di possesso.

Det aktuelle EM’s Italien har således Jorginho som regista, Barella som en blanding af mediano og mezzala, og Locatelli eller Verratti som mezzala di possesso. Til tider søger Verratti ligeledes dybt og kommer til at ligge og skabe spillet lige foran forsvarsgeleddet. Måske er det derfor, Corriere dello Sports skribent Ivan Zazzaroni mener, at Verratti minder om italienernes elskede regista, Pirlo.

Efter Italiens seneste sejr skrev han i Corriere dello Sport, at ”in alcuni momenti mi è sembrato di rivedere Pirlo”, altså at ”i nogle øjeblikke følte jeg, at jeg så Pirlo igen”.

Verratti minder måske om Pirlo, fordi han kan kunsten at overskue banen og holdkammeraternes bevægelser, så han altid virker ét træk foran alle andre. Ligesom Pirlo har han også et elegant glid over banen, som om bolden kun lystrer hans fødder.

Hvor Verratti har det kølige overblik og de præcise pasninger, er det italienske stjerneskud Barella en evig kilde til uro. Intelligent, pressende og fyrig. Det er altså ikke en tilfældighed, at Barella er blevet sammenlignet med Manuel Tardelli, den bidske mediano i 1980’erne, der næsten er helgenkåret, fordi han scorede i VM-finalen i 1982 mod Vesttyskland.

At påstå at Barella er en klassisk mediano, er måske for meget sagt, men Barella er en moderne mediano, som ikke blot kan ødelægge, men også skabe chancer frem ad i banen, hvor han oftest positionerer sig for at skabe rum til registaen.

Ifølge La Gazzetta dello Sport er det Verratti og Jorginhos elegance og Barellas energi, der er kilden til Italiens dominans. At Manuel Locatelli også spiller strålende og har scoret to mål hidtil, gør Mancinis udtagelse endnu sværere. Også midtbanedynamoen Matteo Pessina har scoret, så Italien har altså en dybde på midtbanen, der er sjældent set.

Om Italien, der er ubesejrede i 30 kampe, kan fortsætte sejrsrusen, vil tiden vise. Corriere dello Sport mener, at Italien er imbattibili, uovervindelige. Italien har en ny renæssance, og renæssancens kunstnere er i dag ikke Michelangelo, Caravaggio eller da Vinci. Det er de italienske registas og medianos.

Italien smiler igen.