Hvad spiser du til daglig?
”Jeg elsker mad. Og rødvin. Når jeg normalt deltager i flere ultraløb årligt, kan jeg nærmest spise lige, hvad jeg vil, uden at det sætter sig på sidebenene. Jeg spiser tit stegt flæsk med persillesovs og wok-retter, og jeg går all in med bøffer og kartofler til aftensmad. Til gengæld spiser jeg aldrig morgenmad. Op ad formiddagen får jeg en halv myslibar, og ellers kører jeg lidt kaffe ned.”
Hvad spiser du, når du deltager i ultraløb?
”Vi løber jo ude i ingenting, så man skal have alt med i rygsækken. Jeg kan godt lide at fylde depoterne op med piratos eller vingummi i løbet af dagen, og så drikker jeg ellers vand og tager elektrolytter. De seneste år har jeg sværget til Lyo Foods fra Polen. Det er rigtig mad, der bliver tilberedt og så frysetørret. Der er ikke tilsætningsstoffer i, og det gør, at din mave kan holde på den lange bane uden at gå i stykker, også når du løber flere hundrede kilometer over kort tid. Det er rigtig godt, og jeg spiser oftest Chicken Tikka Masala, da den har flest kalorier, mexicanske retter eller Bigos, som er en polsk kålret. Og så laver de en Creme Catalan, som er supergod. Det giver lige det ekstra, når man sidder et øde sted ude i ørkenen og fryser, når solen er gået ned. Du kan finde mange andre firmaer, der tilbyder frysetørret mad, men det meste af det er ikke særlig godt. Det er mest kylling og grøntsager tilsat fløde for at få kalorierne op.”
Hvad spiser de andre ultraløbere så?
”Ha, det er et studie i sig selv. Vi løber mange forskellige nationaliteter sammen, så man kommer vidt omkring på madspektret. Hvor vi danskere normalt holder os til frysetørrede retter og vand, så har italienerne charcuteri, ost og vin med på førstedagen, inden selve løbet begynder. Sydkoreanerne og japanerne har også virkelig noget spændende mad med. I natlejren kommer alle ud af teltene, og så er der gang i gryderne over bålet. Der bliver byttet retter på tværs af nationaliteterne. Jeg bytter mig ofte til kimchi, forskellig fisk og ris fra asiaterne.”
Hvad er det mærkeligste, du har spist i et løb?
”Man spiser jo bare det, der er tilgængeligt. Det er også defineret af, hvor jeg befinder mig i verden. Jeg har spist due (eller noget, der lignede) på spid i Kina, æsel ved Afghanistan-grænsen og en elg-burger i Yukon efter 48 timers nonstop-løb i minus 44 grader. Jeg kan i bund og grund spise hvad som helst og løbe. Omvendt har jeg har også oplevet at løbe 250 kilometer på et par kiks og parmesanost, da jeg var syg af varmen i Sahara, hvor der var 52 grader. En grundregel er, at jo længere jeg løber, jo mindre spiser jeg. Da jeg løb The Track i Australien på 560 kilometer, tabte jeg ni kilo undervejs og forbrændte 8.000 kalorier i døgnet Jeg lignede Berlusconi i ansigtet, da jeg var færdig.”
Hvad var det første ultraløb, du gennemførte?
”Et løb på 230 kilometer i Manaus og Santarém i Amazonas. Vi blev sejlet ud midt i junglen og sat af der. Så løb man tilbage over seks dage på en trail, som militært personel havde hugget ud med macheter. Før det havde jeg kun rejst i Norden, så det var pænt grænseoverskridende. Siden har jeg prøvet næsten alt i disciplinen. Jeg har løbet fra Alice Springs til Ayers Rock i 42 graders varme. Jeg har løbet på Antarktis. Jeg har løbet i de fleste ørkener i verden til trods for, at min krop slet ikke er bygget som en typisk løber. Min hjerne og krop har jeg bare bygget op til at kunne fortsætte og fortsætte og fortsætte. Jeg har en vild udholdenhed, hvis jeg selv skal sige det. Man løber tit i sin egen lukkede boble i ultraløb og fantaserer om, hvad man skal spise, når man er færdig, Desværre bliver maven altid hurtigere mæt, end hjernen gør.”
Jacob Juul Hastrup
Født i 1970. Ejer og driver distributions-virksomheden The Good Karma Company. Er et af de mennesker i Norden, der har gennemført flest Expeditions-løb, altså løb over 250 kilometer og op til 600 kilometer. Var den første dansker til at gennemføre Jungle Marathon på 230 kilometer i Brasilien og har gennemført The Track i Australien på 560 kilometer. Udgav i 2011 bogen ’Ekstremløberen’. Er gift og har to døtre.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Oplæste artikler