Det er umuligt at leve op til alle eksperternes råd om sundhed. Men man kan da forsøge. Vi har mødt tre mænd, der fortæller om sygdom, rødbedejuice og kinesisk kickboxing.
Henrik Sprechler
Træningsvejleder og ejer af CrossFit-træningscentrene Butcher’s Lab og Butcher’s Garage, 39 år
Da jeg stadig var i politiet, drev jeg og en ven en mindre kampsportsskole tæt på Nørreport Station. Vi læste en dag om CrossFit på nettet og besluttede os for, at vi ville forsøge at introducere træningsformen her i Danmark. Det eksploderede nærmest mellem hænderne på os: Den første dag stod der 50 mand og var klar til træning.
Hele ideen bag Butcher’s Lab var, at vi ville bort fra de finpolerede fitnesscentre, hvor der er ih, så pænt og rent, og hvor folk træner hver for sig. Vi flyttede ind i et gammelt slagteri, hvor der er fliser på væggene, der lugter lidt, og træningen er rå. Men folk elsker at komme op at svede i slagteriet, og vi har over 1.400 medlemmer i dag, hvis man også tæller vores afdeling i Valby, Butcher’s Garage, med.
Jeg har trænet hele mit liv. Det startede med fodbold og skateboarding, da jeg var ung. Senere var jeg i Forsvaret i syv år og var bl.a. udsendt på det første hold i Irak. Bagefter kom jeg til politiet og arbejdede der i fem år, indtil træningen begyndte at fylde så meget, at jeg besluttede mig for at blive selvstændig. Ud over at jeg ejer og driver Butcher’s Lab og Butcher’s Garage med over 20 ansatte, lever jeg af at træne hold og kæmper på professionelt og amatørplan inden for kampsportsgrenene Weng Chun Kung Fu, thaiboksning og Sanda, ’kinesisk kickboxing’.
Min uge er fuldstændig skemalagt: Mandag underviser jeg i CrossFit om morgenen og træner tung vægtløftning med klassiske øvelser som squats og bænkpres. Om eftermiddagen underviser jeg igen og arbejder gerne med sandsækken, så jeg får pulstræning og teknik ud af det. Tirsdag morgen kører jeg såkaldt hurricane-træning og training for warriors, som er atletbaseret pulstræning, og om aftenen øver jeg thaiboksning og de andre kampsportsgrene, jeg kæmper i.
Som udgangspunkt har jeg hviledag om onsdagen og plejer min krop med wellness eller udstræk. Torsdagen ligner tirsdagen, hvor jeg laver kampsportsorienteret træning. Om fredagen kører jeg igen tung vægttræning ligesom om mandagen, og derefter sparrer jeg sammen med en træningsmakker. Om lørdagen har jeg kun sparring, og om søndagen holder jeg fri.
Under en Sanda-kamp i Esbjerg i efteråret blev jeg slået ud. Selv om det var aftenens hovedkamp, holdt dommerne ikke øje med tiden, og 14 sekunder efter, at kampen burde være stoppet, satte min modstander et knæ lige i leveren på mig. Det svarer til en mavepuster af den absolut værste slags, og selv om jeg ikke direkte besvimede, sad den så hårdt, at jeg ikke kunne rejse mig i otte sekunder. Derefter var kampen tabt. Men jeg fik lovning på revanche.
Jeg er 39 år nu og kan godt mærke alderen. Jeg får hurtigere småskader, og de tager længere tid at komme af med end tidligere. Ryggen sætter sig også lidt, og jeg er ikke så hurtig som tidligere. Men jeg er en snu gammel ræv, min timing er bedre, og jeg har fået et langt bedre overblik med alderen.
To af mine største inspirationskilder er min Kung Fu-mester Andreas Hoffmann og den amerikanske træningscoach Martin Rooney. Martin træner en lang række topatleter, og efter vi havde ham på besøg her i Danmark, blev jeg ven med ham. Som kampsportsfyr kan jeg godt lide at have en filosofisk tilgang til min træning, og han lærte mig fem målsætninger, som jeg lever efter:
1) Skriv de mål ned, du gerne vil opnå, både forretningsmæssigt og træningsmæssigt, og gå efter dem. 2) Tag ansvar for, at du når frem til dine mål. 3) Omfavn modgang, den vil altid være der. Hvis du ikke omfavner den og overvinder den, rykker du dig aldrig. 4) Gør noget. Du kan snakke herfra, og til helvede fryser over. Tag dig selv i nakken, og gør det, du vil opnå. Nu. 5) Giv aldrig op. Vi har alle det i os, der skal til for at komme videre.
Henrik 'Affe' Srechler
(f. 1972) er uddannet betjent og har tidligere været udsendt med ingeniørtropperne i Irak. Siden 2008 har han sammen med en kammerat drevet Cross-Fit-centrene Butcher’s Lab og Butcher’s Garage i en gammel slagtehal i Kødbyen på Vesterbro og i en gammel produktionshal i Valby.
Næste side: Umahro Cadogan
Umahro Cadogan
Ernæringsekspert og peak performance-coach, 34 år
Da jeg var 18-19 år, gik det virkelig galt med min krop. Jeg blev rigtig syg og fik konstateret Crohns colitis, som er en kronisk betændelsestilstand i tarmene. Følgesymptomerne inkluderede bloddiarré, ledsmerter, leddegigt, eksem, psoriasis-lignende hudgener, og mit nervesystem blev påvirket, så jeg konstant gik rundt og var svimmel. Kulde føltes alt for koldt, og varme føltes brændende, berøring af min hud føltes som nåle. Min vægt ligger på ca. 104 kg, men dengang var jeg helt nede at runde 72 kg pga. sygdommen.
På et tidspunkt gav de op på hospitalet og fortalte mig, at jeg kunne komme tilbage, hvis jeg fik det endnu værre. Så ville de fjerne min tyktarm, og jeg ville få en stomi. Da jeg fik den besked, tænkte jeg, at nu skulle der for alvor ske et eller andet. Det triggede mig i forhold til at fokusere på min mad og min sundhed. Det konventionelle sundhedssystem kunne ikke hjælpe mig, så jeg opsøgte læger, forskere og kosteksperter herhjemme og i udlandet for at finde ud af, hvordan det var gået så galt med mig. Jeg havde ikke levet usundt, og jeg havde holdt mig i form med både basketball, volleyball og juniortriatlon. Men jeg måtte justere min mad og min træning, så den kunne være med til at gøre mig rask igen.
Den kost, jeg har fundet frem til er den bedste for mig, er en slags hulemandsmad, hvor basiskosten er fisk, økologisk kød og fjerkræ, nødder, kerner, jomfruolie, bær og frugt. Derudover spiser jeg minimum 600 gram grøntsager om dagen, en del af dem som grøntsagsjuice med lidt frugt i. Det giver mig et højt energiniveau og et mentalt overskud. Studier har vist, at hvis atleter drikker en halv liter rødbedejuice om dagen, får de et langt bedre iltoptag, det svarer næsten til epo.
Fra jeg var 25, begyndte jeg langsomt at træne min krop op igen. Jeg lagde ud med svømning, som ikke tryner ens krop, og gradvis kom der mere og mere fokus på styrketræningen. Jeg styrketræner ikke for at få store bøffer, men fordi det er en af de bedste træningsformer for mig. Hvert halve år får jeg lavet et totaltjek, og styrketræningen har virkelig gjort underværker for mig. I mine tidlige teenageår var jeg ofte småskadet, men jeg har ikke haft nogen problemer med skader, efter jeg er begyndte at træne med vægte.
To gange om ugen løber jeg 5 km og træner med tunge vægte med fokus på de klassiske øvelser som bænkpres, squats, chinups, pullups, curls, dødløft, military press og den slags. Jeg kører tysk volumentræning, som fokuserer på 2-3 grundøvelser: Du laver 10 gentagelser af en øvelse, holder et minuts pause, videre til den næste og gentager det hele 10 gange, så du ender med at have taget 100 gentagelser af hver øvelse.
Med den træningsform kan du akkumulere enormt meget load på dine muskler og få en høj samlet belastning over kort tid. Derved stiger din råstyrke, du styrker dit neurologiske og motoriske system, og du kan nå at træne virkelig hårdt på enormt kort tid. Men samtidig kan du justere træningen, så den ikke slider på din krop. Ud over styrketræningen bokser jeg 1-2 gange om ugen og laver forskellige kropsvægtsøvelser derhjemme, også efter principperne bag tysk volumentræning.
Efter en omgang hård styrketræning laver jeg en proteinshake med rent proteinpulver uden tilsat sukker og kemi, en banan, forskellige grøntsager, lidt honning og en lille smule salt. Træner du hyppigt og intenst nok, skal du have ca. 20 gram protein efter træningen. Jeg er kritisk over for en række færdigprodukter på markedet, for de indeholder en lang række tilsætningsstoffer og alt for meget sukker. Så jeg holder mig til bl.a. risprotein fra SunWarrior og ærteprotein fra Lamberts og blander så frugt i, så jeg fx får kalium og antioxidanter.
Ud over det fysiske velvære kan jeg mærke, at min kærestes og mit sexliv bliver bedre, når jeg træner. Træningen gør det mere sanseligt, fordi man får følelse med sin krop. Det er langtfra bare et narcissistisk projekt, hvis man træner regelmæssigt, som jeg gør. Det gør tværtimod, at du kan være mere for de andre mennesker, du er sammen med.
Umahro Cadogan
(f. 1977) er ernæringsekspert med speciale i biokemi, hjernen og madlavning. Han er forfatter til bøgerne ’Køkkenrevolution på høje hæle’, ’Køkkenrevolution for hele familien’, ’Mere køkkenrevolution fra Umahro’ og senest ’Herrerevolution – sådan får du styrke, potens og power’, der lige er udkommet på Pretty Ink. Umahro er senior partner i Quantum Leap Consulting Associates, hvor han har ansvar for at skabe peak performance hos kunderne gennem optimal kost og livsstil.
Næste side: Claes Bang
Claes Bang
Skuespiller, 44 år
I serien ’Anna Pihl’ skulle jeg spille Annas kæreste, der havde været igennem en hjerteoperation, og som kom stærkere tilbage efter genoptræningen, end han havde været før. Produktionsselskabet ville derfor gerne have, at jeg skulle bøffes op til rollen. Så de købte et fitnesskort til mig og udstyrede mig med en personlig træner, som stod og råbte ad mig, mens jeg gik fra maskine til maskine og trænede mave, ryg, lår, arme, alt.
Jeg fik ofte lyst til at vippe hende en, når hun stod der og skreg. Men hun var egentlig sød nok, og hun gjorde jo bare sit arbejde. Ud over træningen skulle jeg spise store mængder tun og kogt skinke og holde mig langt fra ris, kartofler og fedende madvarer. Jeg aner faktisk ikke, om man i sidste ende kunne se, at jeg havde trænet. Det var den eneste rolle, jeg har haft, hvor jeg skulle have en særlig trænet fysik. Og jeg fik ikke rigtig holdt styrketræningen ved lige, da vi var færdige med optagelserne.
Nu løber jeg gerne en tur på en halv time 3-4 gange om ugen i Søndermarken, som jeg bor lige op ad. Jeg løber ikke et bestemt antal kilometer, og jeg ejer ikke en pulsmåler. En gang imellem er mine ben gamle og sure, og så kan jeg ikke løbe en skid, andre gange får jeg et endorfinrush og fortsætter bare derudad. Det vigtigste er at holde mig i gang. Derudover laver jeg gymnastik hjemme på gulvet. Der indgår et par yogaøvelser, lidt stræk, nogle mavebøjninger og den slags i min rutine, altså nogle helt basic øvelser, som er med til at holde alle dele af kroppen i gang.
Fra jeg var 10 til 16, boede jeg i en lille by på Fyn. Der var ikke en skid at lave derude andet end at tage ned i sportshallen. Så jeg gik til badminton, fodbold, svømning og håndbold. Min kalender var pakket med sport, jeg kunne lige så godt have haft en madras i sportshallen, så jeg også kunne have sovet der. Alt det stoppede i det sekund, jeg flyttede. Jeg fik aldrig meldt mig ind i nye sportsklubber, og jeg er ikke vedholdende nok til at holde faste træningstider ved lige. For at holde mig i form skal træningen nu være tæt på, hvor jeg bor: i min egen stue eller lige uden for døren, ellers bliver det ikke til noget.
På teaterskolen havde vi to timers fysisk træning hver morgen: fægtning, akrobatik, tango, ballet, yoga, alt muligt forskelligt. Mange af de øvelser har jeg taget med mig, og de indgår nu i min gymnastik hjemme i stuen. Du skal have et fysisk overskud, når du står på scenen: Du skal være nærværende med hele din krop, du må ikke miste pusten eller stå og svede helt vildt. Jo mere overskud du har, fysisk og mentalt, i jo højere grad er det muligt for dig at leve op til de krav, instruktøren og de andre medspillere har til dig, når du spiller skuespil. Jo større kendskab du har til dit fysiske apparat, jo mere har du at spille med.
Jeg kan godt mærke min alder. Alt er lidt tungere og lidt sværere nu, og min krop kan ikke tåle de samme vrid som tidligere. Fra man bliver 40, kan man mærke, at der er noget, som begynder at halte lidt. Det er en sej kamp at komme tilbage i form, hvis jeg har været doven og er røget ud af min træningsrutine.
Jeg ville gerne have et større fokus på min mad. Men jeg er latterlig glad for al mulig slags mad, junk og luksus, så jeg kan aldrig holde mig til en bestemt madplan. Kommer jeg forbi en pølsevogn, skal jeg sgu have to hotdogs. Men jeg forsøger at få godt med havregryn, kød og groft brød. Det giver et kraftigt mentalt payoff, hvis man holder sig nogenlunde i form og spiser sundt, særligt når man skal stå på en scene i flere timer ad gangen.
Claes Bang
(f. 1967) er uddannet fra Statens Teaterskole i 1996. Han fik sin debut på Børneteatret Skægspire i Odense samme år og har senere haft forskellige roller på bl.a. turnéteatret Det Danske Teater, Husets Teater og Aarhus Teater. Han har medvirket i en række forskellige film, bl.a. ’Nynne’, ’En soap’ og ’Blå mænd’, og tv-serier, heriblandt ’Taxa’, ’Rejseholdet’, ’Anna Pihl’ og ’2900 Happiness’. Han er aktuel i filmen ’Lærkevej – til døden os skiller’, der har premiere 2. februar.
LÆS OGSÅ Kunsten at score to kvinder samtidig
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
