Saksesparkseksperten Axel blev fløjet til Copacabana for at spille strandfodbold: ”Jeg var aldrig noget gudsbenådet talent på græs”

FODBOLD PÅ GRÆS – den rigtige fodbold, om man vil – har aldrig appelleret til mig i særlig høj grad. Jeg har bare villet lege med bolden. Det har jeg gjort de sidste fem år, hvor jeg har fokuseret mere og mere på strandfodbold og derigennem er blevet lidt af en ekspert i saksespark. Den passion tog mig i februar og tre måneder frem til Rio de Janeiro i Brasilien, hvor jeg spillede første etape af de brasilianske mesterskaber i strandfodbold for Botafogo FC, og det var en fuldstændig enestående oplevelse for mig.

Jeg har i en årrække spillet turneringer såsom Champions League (strandfodboldversionen, red.) rundt i hele Europa, hvor jeg har været væk fra mit hjem og studie i København i kortere perioder, men for nogle måneder siden følte jeg mig klar til en endnu større oplevelse med min sport. Jeg sendte nogle videoer af mine højdepunkter til en gammel holdkammerat, der sendte dem videre til træneren i Botafogo FC, som han kendte. I den her verden er man sin egen agent. Ikke længe efter sad jeg på et fly på vej til Brasilien, hvor jeg landede uden at kende et øje og uden at kunne snakke portugisisk.

Men på Copacabana gør det ingenting. Folk var mere imødekommende, end vi nogensinde kunne forestille os at være herhjemme i Danmark. Den gæstfrihed blev ikke mindre, når man som jeg har det lyseste hår, der nogensinde har været på disse breddegrader. Tværtimod. De kunne tydeligt se, at jeg ikke var lokal, og at jeg kom fra en anden kultur end deres. Og netop den kultur var de ikke beskyttende over for, som vi danskere ellers kan være nogle gange. De var i stedet stolte af at vise den frem, så de lokale inviterede mig ofte ind i deres hjem til et måltid. De var interesserede i, hvem jeg var, og hvad Danmark var for en størrelse, selvom kommunikationen mellem os mildest talt var problematisk.

Hver morgen var der træning klokken 7 på Copacabana. For mine holdkammerater skulle efter et par timers træning ud og passe deres arbejde, inden vi mødtes til mere leg med fodbolden på stranden om eftermiddagen. Nogle gange spillede vi volleyball med fødderne (futevolei, som det hedder på de kanter) eller spillede altinha (brasiliensk spil, hvor spillerne skal jonglere fodbolden mellem hinanden, red.), mens der to gange om ugen var fysisk træning, og en sjælden gang imellem var der planlagt endnu et træningspas. Der var nogle få af de andre på holdet, der talte engelsk, men det var mere undtagelsen end reglen. Alligevel hyggede vi os enormt meget, for vi behøvede ikke de dybtfølte snakke. Vi ville bare grine, spille bold og så grine lidt igen.

I FAVELAEN, HVOR jeg boede i en lille blikbygning halvdelen af de tre måneder, stak mit lyse hår endnu mere ud, end det havde gjort i resten af byen. Den anden halvdel af tiden boede jeg hos en holdkammerats familie. Hvor utroligt det end lyder, føltes begge steder trygge for mig. Jeg har ingen ubehagelige oplevelser at fortælle om fra favelaen, hvor jeg valgte at bo, fordi jeg altid har en ambition om, at jeg skal så tæt på lokalbefolkningen som muligt, når jeg rejser. Uanset om det er med strandfodbold eller ej. Alle, der boede i min favela, var flinke og søde, og nogle ville have taget fotos med mig, fordi de aldrig havde været uden for Brasilien og derfor ikke havde set en person med lyst hår før.

Som tingene er lige nu, kan jeg ikke leve af at spille strandfodbold. Så skulle jeg for alvor rive teltpløkkerne op og flytte til Portugal, Spanien eller sågar Brasilien permanent, og det vil jeg ikke lige nu, mens jeg studerer IT-projektledelse på ITU på Amager og har gode muligheder for at spille en masse i Copenhagen Beachsoccer, hvor vi træner dagligt og arrangerer kampe mod andre ambitiøse hold fra Skandinavien og Baltikum.

Der ser jeg i stedet på mig selv som en freelance-professionel, der får en masse store oplevelser i hele verden, fordi jeg kan lave et saksespark, mens mine ben er fyldt med mælkesyre. Nogle gange har den oplevelse været at flyve frem og tilbage til Polen for at spille fem kampe på én dag, og andre gange har det været længere perioder, hvor jeg har været væk hjemmefra. Rejsen til Brasilien er dog den hidtil længste, og det var ikke tilfældigt, at jeg valgte at tage den netop nu.

Inden jeg når at se mig om, er jeg pludselig et helt andet sted i livet. Måske har jeg et fuldtidsjob, som jeg ikke bare kan forlade i lange perioder ad gangen, så det handlede om at slå til, mens muligheden lå lige til højrebenet. Og så sparke den i mål selvfølgelig. For jeg elsker at rejse, og så er et tre-måneders ophold i Brasilien en unik mulighed for at komme tæt på en helt anden livsstil, som det viste sig, jeg havde det fantastisk i. De råber højt, de elsker at være i centrum, og de åbner glædeligt deres hjerter og hjem. Uanset hvad jeg er gået glip af herhjemme, er jeg overbevist om, at jeg aldrig kommer til at fortryde, at jeg tog afsted – også selvom vi røg ud efter gruppespillet.

MÅSKE HAR DU SET nogle af mine klip på Instagram eller Twitter, hvor jeg deler en masse af mine mål. Selvfølgelig synes jeg, at det er fedt med rosen fra mine venner, der kan følge med på den måde, men for mig er det vigtigste, at det kan være med til at udbrede sporten, der er sjov at spille, uanset om man er på mit niveau eller lige har samlet en fodbold op for første gang.

Jeg var aldrig noget gudsbenådet talent på græs. Der var også for langt mellem de sjove aktioner, fordi der var så mange spillere på banen, og træneren havde tegnet nogle meget klare linjer op for, hvordan man skulle spille. I sandet er det helt anderledes: Der er flere boldberøringer, der er flere skud på mål, og der er mere plads til at lave de tricks, som man ikke får lov til at lave på græsset.

Jeg er langt fra færdig med strandfodbolden. Måske skal jeg ikke afsted i så lang tid igen. Måske skal jeg. Det kan være, interessen for strandfodbold vokser eksplosivt i Europa lige om lidt, og vi kan spille nogle flere turneringer. Botafogo FC vil gerne have mig tilbage, når turneringen fortsætter i slutningen af efteråret, men nu må vi se. Jeg ved ikke, hvordan mit liv ser ud om et par måneder. Men jeg ved, at jeg ikke vil stoppe med at spille i sandet, før jeg fysisk ikke kan mere.