Sepp Piontek: "Som landstræner kunne jeg nogle gange have myrdet Preben Elkjær"

Hvad er nøglen til at holde sig ung?

"Wer rastet, der rostet, siger man i Tyskland: Den, der hviler, ruster. Det går ikke at sidde for meget i sofaen og se fjernsyn. Jeg dyrker fitness. Jeg kører landet rundt og holder foredrag, jeg passer min køkkenhave, og jeg går til gudstjeneste i Dalum Kloster klokken 8 om søndagen. Jeg har næsten altid et praktisk projekt i gang. Jeg har selv fjernet 8-10 ton småsten fra det flade tag på mit hus, fordi de skulle skiftes. Skovl, trillebør og så ned i en container. Kroppen skal holdes i gang. Og så skal man omgive sig med børnebørn."

Hvornår har du frygtet for dit liv?

"Som landstræner i Haiti skældte jeg ud på kokken i vores træningslejr, fordi han havde lavet tynde kyllinger, som heller ikke var ordentligt stegt. Kunne han ikke gøre det bedre, måtte han væk. Kokken blev tosset og løb sin vej. Bagefter sagde nogle af spillerne, at jeg skulle skynde mig at køre væk. De var bange for, at kokken ville hente sin jagtriffel. Jeg kunne se på dem, at det var alvor. Haitianere kunne tænde helt af. Min libero skød sin kone i jalousi. Spillerne fik talt kokken til ro, så jeg kunne vende tilbage. En anden gang blev jeg jagtet med macheter efter en trafikulykke. Haiti var et fattigt og farligt sted, men jeg var glad for opholdet. Jeg forstod, at det ikke altid gik med tysk disciplin alene. Jeg lærte om tolerance og fleksibilitet i forhold til omgivelserne. Jeg forstod, at jeg måtte samarbejde mere. Det fik betydning for min succes i Danmark."

Hvad er din største succesoplevelse?

"Da vi slog England 1-0 på Wembley i 1983. Jeg tænker tit på den kamp: Preben Elkjær blev skadet dagen før, Michael Laudrup havde tidligt en stor chance, Allan Simonsen scorede på straffe, Ole Kjær lavede en fantastisk redning. 14.000 danskere på tilskuerpladserne. Begejstringen gav os et boost. Vi blev stadig regnet for en dværg i international fodbold, men vi slog en kæmpe nation på et af de største stadions i verden. Sejren betød, at Danmark kom til en slutrunde for første gang. Det var begyndelsen: Vi kan være med."

Hvad er din største skuffelse?

"Jeg spillede på det vesttyske landshold op til VM i ’66. Jeg stod blandt andet over for Pelé på Maracanã. Jeg fik tilsendt holdets officielle tøj og var med til det sidste møde, men jeg blev valgt fra bruttotruppen med to andre. Uden forklaring. Jeg følte, at nogle spillere brugte pressen til at tale sig til VM. For at afreagere satte jeg mig i bilen og kørte hele vejen fra Bremen op til Uppsala for at se midnatssol. Jeg besluttede, at det tyske landshold var slut for mig. Derfor holdt jeg også med Danmark i EM-finalen i ’92. Jeg fejrede det med Eddie Skoller, som kom med champagne efter sejren. Vi har sommerhuse tæt på hinanden i Nordjylland."

Hvilken begivenhed har formet dig som menneske?

"Jeg blev født under anden verdenskrig og kan huske bombealarmer og ture i beskyttelsesrum. Min mor flygtede med mig og mine to mindre søstre fra Breslau, da russerne kom i 1945. Da vi vendte tilbage efter krigen, var byen smadret, men vores lejlighed stod endnu. Som femårig måtte jeg hugge brænde til naboerne eller samle skrot for at tjene lidt penge til familien og lede efter kartofler i ruinerne. Jeg kunne komme ned i kældrene, fordi jeg var lille. Så blev byen gjort polsk og kaldt Wroclaw. Den lå mod øst. Tyskere skulle ud. Vi blev kørt væk i kreaturvogne og kom til sidst til Nordtyskland. Jeg har aldrig haft det dårligt over de voldsomme oplevelser under krigen. Hvis jeg havde været ældre dengang, havde det måske været anderledes. Jeg tror faktisk, at det har gjort mig stærkere. Jeg har i hvert fald altid været svær at ryste."

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

"Han var en beskeden og flittig mand. Han ville ikke melde sig ind i nazipartiet, men blev sendt til Østfronten og så Vestfronten som soldat. Efter krigen sad han i amerikansk fangelejr. Da han blev løsladt, anede han ikke, om min mor, mig og mine søskende var i live, men han gik et langt stykke af vejen hjem til Breslau og fandt os. Han var stærk i troen. Vi endte i byen Leer som flygtninge og havde ikke særligt meget, men han sled og sørgede for sin familie, og senere fik han kontorarbejde i postvæsenet. Han var mit forbillede."

Hvilket venskab betyder noget særligt for dig?

"Som landstræner kunne jeg nogle gange have myrdet Preben Elkjær, især de første år. Han fortæller altid, hvordan jeg kom med mine store ben og ville bestemme alt. Han var så fræk og provokerende. Men han scorede de vigtige mål for mig. Han ville vinde. Jeg hjalp også ham med hans karriere. Vi fik respekt for hinanden. Vi var på toppen og havde succes. Det gav en god energi. Den har vi bevaret. Men vi holder ikke foredrag sammen længere. Det fungerede ikke. Vi ville begge tale hele tiden. Engang blev han så sur, at han ikke sagde noget i bilen hjem fra Jylland. På Fyn skiftede han over til sin egen bil, som holdt hos mig. Da han kom hjem til Sjælland, kunne han ikke sove. Hans kone har fortalt mig, hvordan han gik rundt i huset klokken 01.30 natten og stadig var irriteret over, at jeg havde talt for meget. Vi ses heldigvis stadig privat."

Hvilken hændelse ændrede dit liv?

"I januar 1979 var jeg træner for St. Pauli, da jeg pludselig fik et telegram. Det var fra DBU. Et halvt år senere begyndte jeg som dansk landstræner. Jeg tænkte, at jeg skulle videre til et andet job efter et par år, måske fire, men det blev til 11, og jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle komme til at bo her resten af mit liv. Men jeg mødte hurtigt Gitte til en fest, blev skilt fra min tyske kone og fik en datter. Jeg har haft det godt her og føler mig hjemme. Jeg tænker næsten kun på dansk, men hvis det er noget alvorligt, er det stadig på tysk."