”Hvis man har benene, så har man benene. Men udstyret betyder også rigtig meget i mountainbike'

”Hvis man har benene, så har man benene. Men udstyret betyder også rigtig meget i mountainbike"

Århundredetalentet i mountainbike, Simon Andreassen, har trods sine blot 23 år længe været en stjerne på den danske cykelhimmel. Sidste år vandt han karrierens første World Cup i sit første år som professionel rytter efter at have støvsuget ungdomsrækkerne for pokaler. Andreassen fortæller her om sine træningsrutiner, om de bedste mountainbikespor i Danmark og om det udstyr, man bare skal eje.

Offentliggjort

NÅR DET IKKE er løbssæson, træner jeg hver dag og nogle gange flere gange om dagen. En normal træningsuge indeholder noget forskelligt, men den primære træning er selvfølgelig på cyklen, hvor jeg måske har fire-fem mountainbiketure. Jeg er nok mest en puncheur. Jeg kan godt lide de lidt kortere stigninger, hvor det handler om at være eksplosiv, mens jeg ikke er så glad for de rigtig lange stigninger. Derfor er tung styrketræning som squats og dødløft, måden jeg gør det på – især om vinteren. Målet er jo at blive stærkere uden at tage på i vægt. Jeg supplerer med nogle få ture på landevejen og en gang imellem løber jeg, selvom det ikke er noget, jeg nyder. Når løbssæsonen så begynder, skærer jeg ned på styrketræningen, så jeg kan holde friskheden i benene, og kroppen bedre kan restituere.

MINE TRÆNINGSPAS KAN variere fra 40 minutter til seks timer, men gennemsnitligt er mine ture på tre timer. Hos mit tidligere hold, Specialized, trænede jeg kontinuerligt hårdt, mens det på Cannondale enten er meget on eller meget off, hvilket betyder, at det er rigtig, rigtig hårdt i kortere perioder, men så med en del restitution efterfølgende. Jeg træner selvfølgelig sammen med mit hold, når vi er på træningslejr, men når jeg træner her i Danmark, hvor jeg har min base, er jeg alene i størstedelen af tiden.