Slut med at være sidste mand på holdkortet: Sådan er Mæhle, Dumfries og resten af EM’s backs kommet på alles læber

På forhånd var det englændernes ledestjerne Harry Kane, rekordhungrende Cristiano Ronaldo og fænomenet Kylian Mbappé, der var udpeget som EM-slutrundens store profiler. Offensive esser, der er vant til at løbe med massernes opmærksomhed. Som turneringen er skredet frem, er det dog blevet klart, at denne sommer ikke står i de velkendte stjerners tegn.

Med mål, assists og dynamik såvel som kløgt er det nemlig spillets backs, der har taget favntag med den herligt sprælske og levende EM-slutrunde. Ellers lidet resonerende navne som Denzel Dumfries, Leonardo Spinazzola og ikke mindst Joakim Mæhle er nu kommet på det europæiske fodboldfolks læber og tiltrækker sig interesse fra kontinentets største klubber. EM har ganske enkelt fået nye helte, hvis repertoire spænder fra solid forsvarspåpasselighed over strategisk pasningssnilde til målsøgende angrebsiver.

Imidlertid er det faktisk ikke så sært, at back-spillerne indtil videre har været blandt dette EM’s hovedrolleindehavere. Deres nuværende succes kan betragtes som kulminationen på flere årtiers tiltagende taktisk opmærksomhed på positionen, som løbende er blevet tilføjet stadigt flere opgaver. Så lad os se på, hvordan backen i dag er blevet til fodboldens svar på en initiativrig og ferm projektleder frem for den anonyme specialarbejder, som backen engang var.

Traditionelt har back-positionen ikke hørt til fodboldens mest velansete. I seriefodboldens verden har det næppe været et kompliment at blive bedt om at spille ’højre dør’, og i professionelle kredse har backs også kun sjældent stjålet rampelyset. Det skyldes blandt andet, at flere af de taktiske skoler, der har præget fodboldens udvikling, snarere har haft blik for backens defensive gøremål end de offensive potentialer.

Sådan var det blandt andet i kick and rush-fodbolden, der gjorde sit indtog i Storbritannien i slutrunden af 1970’erne og i starten af 1980’erne med klubberne Watford og Wimbledon som lokomotiver. Her var den pragmatiske idé, at bolden hurtigt skulle flyttes frem til holdets forreste, der med alle midler måtte fremprovokere farlige situationer. Hvis bolden blev tabt, gik en hæsblæsende jagt ind på modstanderen, der oftest blev nedlagt af et arsenal af høje albuer og bidende taklinger. Med andre ord var der ikke plads til besnærende driblinger og fantasifulde afleveringer. Heller ikke fra holdenes fullbacks, der primært måtte agere flittige forsvarsspillere af den engelske arbejderklasses nåde og passe deres opgaver i en rigid 4-4-2 formation.

Lidt mere angrebsiver var der hos den såkaldte wingback, den offensive pendant til fullbacken, i de taktiske skoler i 1980’erne og 1990’erne, hvor et tremandsforsvar blev benyttet. Men som Jonathan Wilson beretter i sin bibelstykke udredning af fodboldtaktikkens historie ’Inverting the Pyramid’ endte wingbacken ofte som enten en klassisk forsvarende fullback, som reelt gjorde forsvaret til en femmandskæde, eller som en midtbanespiller uden forsvarsspillerens forpligtelser. Imellem fandtes dog også spillere som tyske Andreas Brehme, der både formåede at forsvare og angribe modstanderen med truende, offensive løb i banens længderetning.

Offensive var årtusindeskiftets mest seværdige backs også. Her spænede brasilianske Roberto Carlos og Cafú i fodsporene på alle offensive backers fader, Nilton Santos, og henrykte med en samlet pakke af fart, dynamik og forfinet sparketeknik. Men trods deres offensive vilje og humør, var Cafú og Carlos heller ikke helstøbte backer af det nuværende EM’s ånd. Særligt Cafú var nemlig først of fremmest et godstog, der bragte mere kraft end taktisk snilde ind i fodboldspillet. Få år efter bidrog landsmanden Maicon med det samme, og han stødte i øvrigt til spillere som Ashley Cole, Michel Salgado og Patrice Evra. Atletiske spillere, der kunne løbe sidelinjens kridtstreg tynd, forsvare og true i indlægsspillet. Deres aktioner var lette for forsvarsspillerne at forudsige, men svære at gøre noget ved. I 00’erne var backen stadig en specialarbejder, selvom særligt nye fysiske kvalifikationer blev påkrævet.

En spiller som Dani Alves tilføjede dog nye tekniske og taktiske dimensioner til back-rollen mod slutningen af 00’erne og i begyndelsen af det følgende årti. I Sevilla agerede den løsslupne back nærmest ’falsk 2’er’, da brasilianeren oftest befandt sig på alle andre pladser end den i startopstillingen annoncerede. Derfor gik danske Christian Poulsen ned og gjorde opsyn på Alves efterladte plads. Under Pep Guardiolas succesfulde regeringsperiode i Barcelona fra 2008-2012 fik Alves også et højere udgangspunkt på banen, end hvad der var normalt for tidens backs, når Sergio Busquets sluttede sig til midtstopperne i det opbyggende spil. Alves opgave var at bryde kæderne og skabe ivrig dynamik i tillæg til det finpudsede tiki-taka pasningsspil.

I sin Bayern-tid fortsatte Guardiola med at se på backen med nye øjne. Kort efter sin ankomst til Sydtyskland udråbte catalonieren nemlig højrebacken Philipp Lahm til at være den klogeste spiller, han nogensinde havde trænet, hvorefter han flyttede Lahm frem og tilbage mellem back-positionen og den centrale midtbane. Når Lahm indtog backen, var det tilmed ofte i en nyskabende rolle, der i dag betegnes som den indvendige back. Her skulle Lahm ofte gå ind i banen, skabe overtalssituationer centralt og distribuere bolde til holdets offensive kræfter. Efterhånden blev moderne backs altså ikke længere set ned på, og i Manchester City har Guardiola da også fortsat sin omformning af back-rollen. Særligt portugiseren Joao Cancelo, der pt. er skadet og derfor var voldsomt savnet hos Portugal under EM-slutrunden, har med succes søgt centrale rum. Underlap er den nye backtypes bevægelse blevet kaldt med en slet skjult reference til den mere kendte taktik med overlappende backs, der prægede 00’erne. Guardiolas backs har altså både måttet agere i banens længe- og bredderetning. Noget Real Madrid-backen Marcelo i flere år faktisk også har evnet – endda uden at have Guardiola som træner.

Kravene til de EM-aktuelle backs er altså mange. De skal efterhånden kunne præstere på et hidtil uset fysisk, teknisk og taktisk højt niveau for at udfylde den stadig mere betydningsfulde rolle, de tildeles. På arbejdsmarkedet ville man måske endda sige, at nutidens backs skal kunne ’have mange bolde i luften’, og i konsulentkredse vil nogle måske mene, at de skal agere ’agilt’ og ’omstillingsparat’ i mødet med stadig flere interesser fra fantasifulde trænere. EM har dog i høj grad vidnet om, at slutrundes backs har taget livtag med den krævende rolle.

Roma-backen Leonardo Spinazzola har leveret både vid, bid og oplæg i italienernes angrebsspil, ligesom han har ageret sikkert i defensiven. Tyskernes backs Robin Gosens og Joshua Kimmich har ligeledes været afgørende skikkelser – særligt i tyskernes livsvigtige sejr over Portugal i gruppekampene. Det samme kan siges om Luke Shaw, da han henholdsvis assisterede og havde tredjesidste fod på bolden i englænderes 2-0 sejr over netop tyskerne i 1/8-finalen. Derudover har hollandske Denzel Dumfries, belgiske Thorgan Hazard og de tjekkiske backs leveret både mål og inspirerende præstationer.

Afgørende for de mange iøjnefaldende EM-præstationer er bestemt, at en del af de ovennævnte opererer som wingbacks med et 3-mandsforsvar bag sig. De har dermed licens til at søge længere frem på banen, men det gør ikke opgaven mindre krævende. For i modsætning til tidligere efterlades backen nu også med et stort ansvar i spillets kreative fase.

I ’Zonal marking – The Making of Modern European Football’ beskriver den engelske sportsjournalist Michael Cox, hvordan fodbolden altid har cirklet om en central konflikt mellem det individualistiske og det kollektive. Spillere som Ronaldo og Mbappé hører til den første kategori. Chiellini, det meste af Sveriges landshold og den gamle slags fullbacks er eksempler på den sidste.

Kendetegnende for moderne backs er dog, de ikke kan placeres i nogen af kategorierne. På kompleks vis skal de nemlig kunne rumme både det individuelle og det kollektive. De skal initiere angreb, udfordre og komme styrtende ind i feltet ved bagerste stolpe. Men samtidig skal de også forsvare, indgå i pasningsspillet centralt og sikre balance på deres hold i en fodboldtidsalder, hvor taktiske positioner bliver stadig mere flydende og svære at aflure.

Faktisk er det danske Joakim Mæhle, der bedst inkarnerer den moderne back på trods af de mange flotte back-præstationer, slutrunden har beriget os med. Og det er slet ikke så underligt, når det tages i betragtning, at Mæhle siden vinterens transfervindue har optrådt for italienske Atalanta. Her har træneren Gian Piero Gasperini i en håndfuld år udrettet mirakler med Bergamo-klubben, som er blevet kendt for sit offensive udtryk, sine målrige kampe og ikke mindst kraftfulde backs. Både Spinazzola og Gosens har været igennem Gasperinis taktiske back-skole, og senest er det altså Mæhle, der er brudt igennem hos Atalanta. Som en arketype på både Gasperinis og EM’s succesfulde back bidrager Mæhle med et væld af kvaliteter. Hans enorme fysik og kropsstyrke gør ham til en svær forsvarspiller at afdrible i spillets forsvarsdel, ligesom han har styrket sine defensive placeringer betragteligt det seneste halve år. I offensiven har han 00’er-backens fart og indlægstrang. Men Mæhle kan også sparke med begge ben, hvilket gør hans aktioner langt sværere at forudse. Han kan gå til baglinjen, men ofte søger han også ind i banen. Og herfra kan han så enten tage udfordringen, lægge Guardiola-inspirerede afleveringer eller afslutte mod mål. Helt som han gjorde ved scoringerne mod Rusland og Wales.

Mæhle har altså hele pakken. Det er netop, hvad der kræves af backs i dag. De er ikke længere stilfærdige specialister med få kompetencer på repertoiret. De skal nu navigere i vidt forskellige arbejdsopgaver og ikke mindst tage masser af initiativ selv. Tidens backs er blevet projektledere med afgørende kvalifikationer, og indtil videre er Mæhle og co. lykkedes med projektet.