Som femårig cyklede Magnus Cort, til han ikke kunne mærke sine ben. I dag er han en gave til cykelsporten
Magnus Cort har i hele sit liv været bemærkelsesværdigt god til at holde ud. Og i en sportsgren, hvor det på mange måder handler om at grave sig vej mod ubehagelige dybder, lader den lynhurtige bornholmske cykelrytter somme tider til at være i besiddelse af et skovlblad, der er skarpere end de fleste andres. I hans hjem i Pyrenæerne møder vi manden med overskægget, der for alvor begyndte at vinde, da han også turde at tabe.
Prolog
Da Magnus Cort var fem år gammel, cyklede han en vinterdag i omegnen af 30 kilometer med sin far. Det var ikke planlagt, det skete bare. Den lille dreng – hvis forældre da godt nok havde dyrket en hel del langdistanceløb og derfor – måske – havde givet en fordelagtig evne udi disciplinen smerteudholdelse videre til deres børn – var bare ikke stoppet med at træde i pedalerne.
Om morgenen dagen efter var Magnus Cort ikke kommet ud fra sit værelse af sig selv, så forældrene gik ind for at vække ham. Inde på værelset viste det sig imidlertid, at den hårdføre dreng lå ufrivilligt bundet til sin seng. Eller det vil sige: Magnus Cort kunne ikke folde sine ben ud. De havde låst sig fast i en form for krampe, så familien kørte afsted mod skadestuen på det lokale sygehus i Rønne.
Faren, Anders Cort, husker det, som om de fastlåste ben langsomt løsnede sig op af sig selv, og familien kunne vende hjem igen uden yderligere dramatik. Når Anders Cort tænker tilbage på den dag, hvor han sammen med sin søn pludselig (og uden pres, understreger han) havde tilbagelagt 30 kilometer gennem et vinterligt Bornholm, slår det ham, hvorledes den femårige knægt ikke på noget tidspunkt havde sagt et pip.
