Som femårig cyklede Magnus Cort, til han ikke kunne mærke sine ben. I dag er han en gave til cykelsporten

Prolog

Da Magnus Cort var fem år gammel, cyklede han en vinterdag i omegnen af 30 kilometer med sin far. Det var ikke planlagt, det skete bare. Den lille dreng – hvis forældre da godt nok havde dyrket en hel del langdistanceløb og derfor – måske – havde givet en fordelagtig evne udi disciplinen smerteudholdelse videre til deres børn – var bare ikke stoppet med at træde i pedalerne.

Om morgenen dagen efter var Magnus Cort ikke kommet ud fra sit værelse af sig selv, så forældrene gik ind for at vække ham. Inde på værelset viste det sig imidlertid, at den hårdføre dreng lå ufrivilligt bundet til sin seng. Eller det vil sige: Magnus Cort kunne ikke folde sine ben ud. De havde låst sig fast i en form for krampe, så familien kørte afsted mod skadestuen på det lokale sygehus i Rønne.

Faren, Anders Cort, husker det, som om de fastlåste ben langsomt løsnede sig op af sig selv, og familien kunne vende hjem igen uden yderligere dramatik. Når Anders Cort tænker tilbage på den dag, hvor han sammen med sin søn pludselig (og uden pres, understreger han) havde tilbagelagt 30 kilometer gennem et vinterligt Bornholm, slår det ham, hvorledes den femårige knægt ikke på noget tidspunkt havde sagt et pip.

”Han cyklede bare.”

I lejligheden i Pyrenæerne (første gang)

MAGNUS CORT ÅBNER DØREN og stikker sin solbrune hånd frem, og vi hilser. Han kigger på mig med et flakkende blik, op, ned, op; som om han vurderer mig. Jeg har – ligesom Magnus Cort – et overskæg, og jeg får den tanke, at han måske står og spekulerer på, om jeg tager pis på ham. Om mit er påklistret, sådan et fastelavnsskæg, eller om det er groet ud til lejligheden.

Under et telefoninterview nogle uger senere forsøger jeg at spørge ham, om jeg havde ret – altså om han stod og tænkte noget i den dur. Det kan han ikke lige huske, svarer han, men fortæller så, at han var i København for ikke så forfærdeligt længe siden, og her måtte han høre sin ven ad, om alle de overskæg, han med egne øjne kunne konstatere, var piblet frem i bybilledet, var kommet efter i sommer (altså efter Magnus Corts bjergtagning af det danske folk under det års Tour de France), for sådan så det altså ikke ud for 10 år siden, da han stadig selv boede i hjemlandet.

”Nåh, det er så her, du bor?” siger jeg, da vi – Cort, mig selv og magasinets fotograf – står i entréen til hans lejlighed.

”Ja, det er det,” svarer han og kigger lidt rundt.

Der er gået 33 dage, siden Magnus Cort senest kørte et cykelløb. Det var det italienske forårsmonument Milano-Sanremo, hvor han kom ind på en 14. plads. Det har været en fin sæson indtil videre.

To sejre i Volta ao Algarve har han taget – en af dem på absolut absurd vis. Hvor nogle ryttere i disse år er i færd med en senmodernistisk udvidelse af mulighedernes rum i et cykelløb (Tadej Pogačar, Remco Evenepoel), er det, som om Magnus Cort er begyndt at operere i henhold til sin helt egen logik.

Hvem ellers – fristes jeg til at spørge – åbner sin spurt med 400 meter til målstregen? Og ikke bare det: Men åbner sin spurt med 400 meter igen fra fronten af et udbrud, der helt spontant er opstået 25 kilometer forinden ved en pointspurt, indeholdende folk som Filippo Ganna, Tom Pidcock og Rui Costa, og som netop er blevet halet ind af et blodtørstigt felt? Nå ja: Og vinder?

Den logikforvridende langdistancetons efterlod en britisk kommentator i en form for lamslået ekstase, blot klukkende og applauderende, mens hans kollega opstemt bedyrede: ”We are all in the court of King Magnus!” Det er dog ikke et nummer, Magnus Cort selv kan anbefale at udføre alt for ofte. Det gjorde så ondt, fortæller han ude på sin altan, at han havde mareridt om det flere uger efter.

Mere eller mindre lige siden Milano-Sanremo har Magnus Cort befundet sig her i Pyrenæerne og trænet. Han træner i blokke af tre dage i træk, hvorefter han holder en enkelt dags pause. Han har netop været ude i fem-seks timer. Da han kom hjem for en times tid siden, indtog han halvanden liter smoothie bestående frugter, havregryn, proteinpulver og den slags. Kroppen skal konstant fyldes op.

Nogle gange træner han med andre cykelryttere i området, hvilket han foretrækker, ellers gør han det alene. Til at underholde sig selv om aftenen finder han typisk et eller andet at se på DR1 eller TV 2. Omkring midnat lægger han sig til at sove.

Cort har ikke noget imod ensomheden eller de lange træningsperioder, siger han. Han kan godt lide at være her. Det kan have en afstressende effekt i en ellers flygtig og intens tilværelse som professionel cykelrytter. Jeg spørger ham, hvad han kører og tænker på i løbet af sådan en træningstur. Om han kører og former drømmesyn af store sejre, eller hvad han spekulerer på.

”Åh, jamen, jeg tror ikke, jeg tænker på så meget andet, end når man cykler ned til Brugsen på fem minutter for at handle ind,” siger han. ”Jeg har så bare et frirum, der er fem-seks timer i stedet for fem minutter.”

Det er altid en pudsig oplevelse at møde en cykelrytter i civil form: at se dem stå på deres to ben, uden en cykel og ude af trikoten. Som at støde ind i en ven, som man ved, har et krævende kontorjob, pludselig være i færd med at flyve med drage midt på dagen i Kongens Have.

Han har stramme jeans på, hvilket i det hele taget virker til at være noget, man skal have som cykelrytter. Måske forholder det sig sådan, at ligesom de typer, der løfter vægte påfaldende meget, helst går ud ad døren i en megatætsiddende T-shirt, vil cykelryttere også helst have noget stramt siddende om benene. (To andre stramme-jeans-evangelister dukker op på min indre skærm: Mathieu van der Poel og Mads Pedersen. Ikke en dårlig klub).

Magnus Cort har boet her i lejligheden i 5,5 år. Den ligger ikke i Andorras hovedstad, men i skisportsbyen Soldeu, en halv times bilkørsel nordøst, yderligere oppe i bjergene. Eller hvad Matti Breschel, tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør på Magnus Corts hold EF Education-EasyPost, kalder for ”fuldstændig isoleret.”

Foruden tre racercykler, der hænger i gangen (to til ham selv og en til hans kæreste, der lige nu bor i Oslo), og en lang, hvid LEGO-model af en NASA-rumraket, der står på en hylde i stuen, er det ikke for alvor til at se, at her bor et menneske på sjette år. Da Magnus Cort købte lejligheden, overtog han den møbleret. Siden har han kun skiftet få af billederne på væggene ud.

”Så det er ikke noget, du går så forfærdeligt meget op i, kan jeg næsten regne ud? Altså indretning og sådan?” spørger jeg ham, da vi står i køkkenet.

”Jåårhv, altså jeg synes nu, her ser helt fint ud,” svarer han.

Klokken er cirka 18, solen lægger sig skråt ind i lejligheden fra syd gennem et vinduesparti ud til altanen, hvorfra man kan se de nu halvgolde skiløjper, som Cort, så ofte som tilværelsen tillader det, traver op ad og dernæst suser ned ad.

Magnus Cort

(f. 1993) Opvokset i Rønne. Kørte som dreng for Bornholms Cycle Club. Gik i 10. klasse på Vejle Idrætsefterskoles cykellinje. Fik i 2012 kontrakt på continental-holdet Team Concordia Forsikring-Himmerland, året efter med Team Cult Energy.

I 2014 underskrev han sin første kontrakt med et World Tour-hold, nemlig australske Orica-GreenEdge. Vandt i 2016 sin første Grand Tour-etape i Vuelta a España. Siden er det blevet til i alt ni Grand Tour-etapesejre.

Blev under dette års Giro d’Italia den kun tredje dansker efter Jesper Skibby og Mads Pedersen til at vinde i alle tre Grand Tours. Kørte fra 2017 til udgangen af 2019 for Astana. Har siden 2020 kørt for det amerikanske hold EF Education-EasyPost. Bor i Andorra.

Drengedrømme

DEN 13. JANUAR 1993, klokken 8:59:30 lokal tid, lettede rumfærgen Endeavour fra NASA’s Kennedy Space Center i Florida, USA, og satte kurs op mod en blå himmel. Inde i fartøjet, der var opkaldt efter det forrygende britiske sejlskib af samme navn, ombord på hvilket James Cook havde kortlagt Australien og New Zealand i slutningen af 1700-tallet, befandt fem astronauter sig.

Mandskabets hovedsagelige opgaver var at sætte en kommunikationssatellit i kredsløb, men også at teste et røntgeninstrument og undersøge plantevækst i 300 kilometers højde. Seks dage senere, den 19. januar, klokken 8:37:49, landede rumfærgen, der formmæssigt ligner et buttet passagerfly, så igen på Jordens overflade.

I mellemtiden, den 16. januar, var Magnus Cort blevet født på Bornholm.

Som dreng brugte han så vidt muligt al sin fritid i det fri. Det var sådan, han havde det bedst. Da Magnus Cort var 12 år gammel, skulle hans fars drengedrøm vise sig at blive kursangivende for ham selv. Sammen købte de nemlig hver en racercykel, noget, som faren Anders altid havde drømt om.

På dette tidspunkt havde de fra tid til anden sammen pisket Bornholm rundt (cirka 100 kilometer) på helt almindelige cykler, men på racermodellen var der nu rimelig ren valuta at hente for kraftoverførslen, og hurtigt var det da også knægten Cort, der svingede pisken over for faren, og som 14-årig begyndte han at deltage i løb.

Han dyrkede også jævnligt triatlon og kørte på mountainbike, hvilket han havde gjort i nogle år, så du kan måske forholdsvis ubesværet forestille dig, at den unge mand var i fin form.

I skolen var det en anden snak. Her tog Magnus Cort hele skalaen i brug, fortæller faren. I de matematiske fag gik det godt, men i det sproglige var det knap så lige til.

”Han arbejdede meget med det. Blandt andet sad han med sine bedsteforældre et par gange om ugen. Det var et stort slid for ham,” fortæller Anders Cort. ”Jeg tænker også, at det har været medvirkende til, at han har tænkt: ’Så må jeg sgu blive professionel cykelrytter.’”

”Det har måske også,” spørger jeg, ”været med til at give ham en disciplin – at han har været vant til at skulle arbejde for sine mål?”

”Han gjorde det i hvert fald, selv om det ikke var sjovt for ham.”

Nede i Andorra taler jeg med Cort om netop disciplin. Om de sociale afsavn, enhver aspirerende rytter må gøre sig i sine ungdomsår. Om at insistere på træningsrutinerne og timerne på rammen, alt imens jævnaldrende laver tusind andre ting. Men var det svært for ham?

”Ikke rigtigt,” svarer han. Det kom af ren og skær lyst. Og det var ikke sådan, at han en dag slog øjnene op og med en hidtil uset klarhed vidste med sig selv, at han skulle være professionel cykelrytter.

Da han startede på Vejle Idrætsefterskole i 2009, rykkede han sig måske mere markant. Men nogen ”klar skillelinje,” ud fra hvilken han kan tegne et før og et efter, eksisterer ikke. Sådan er det bare gået, tråd for tråd. Men disciplinen, den var en helt uomgængelig nødvendighed næsten fra begyndelsen, fortæller han.

”Niveauet blandt danske ungdomsryttere er så højt, at hvis du ikke allerede fra en ung alder har styr på disciplinen, så er konkurrencen for hård.”

På en restaurant i Soldeu

”HOLA, CAN WE HAVE some coffee, please?” spørger Magnus Cort manden bag baren, da vi træder ind på en lokal restaurant på hovedgaden i Soldeu.

Magnus Cort taler hverken catalansk, det officielle sprog her i fyrstedømmet, eller spansk.

”Man kan nok godt sige, at vi ryttere lever i et parallelsamfund,” siger han.

Han kender kun én person i sin lejlighedsbygning. Det er hans nabo, en brite ved navn Ian. Ian er stor cykelfan, hvilket naturligvis er hyggeligt. Men Ian er ikke nogen røvslikker af den grund.

I foråret 2019 hjemtog Magnus Cort en sejr i det traditionsrige, ugelange franske etapeløb Paris-Nice, hvor han henviste den belgiske udbryderspecialist Thomas De Gendt til andenpladsen. Men da Cort vendte hjem til lejligheden i Soldeu, var det ikke til royal fanfare og Pimm’s ovre hos Ian. I virkeligheden var Ian en smule ærgerlig over udfaldet, eftersom han er stor fan af lige netop belgiske De Gendt.

”Man må jo tage hatten af for ærligheden,” griner Cort.

Sejren i Paris-Nice markerede endnu en understregning af den cykelrytter, han i de år var ved at blive til. Forstået sådan, at Magnus Cort efterhånden var begyndt at vinde cykelløb under mere forskelligartede betingelser. Hvor han i de første år af sin karriere hovedsageligt tog sine sejre i deciderede spurtafslutninger, begyndte sejrene fra 2018 at komme fra mere og mere eksklusive grupper og i mere kuperet terræn, kulminerende med sejren i Tour de France det år.

Selv siger han, at han ikke har gjort noget særligt for at flytte sin fysiske formåen i en anden retning; han har bare ladet kroppen lede vejen.

Efter kaffen sætter vi os til at spise. Magnus Cort bestiller en tre-retters menu: en tomatsalat, en halv kylling og et par kugler vaniljeis.

Da jeg taler med Matti Breschel, der var blevet sportsdirektør på EF-holdet, sæsonen inden Cort kom til, fortæller han om den hurtige danskers evne til at balancere livet som professionel. Han er ikke for seriøs, mener Breschel. Han besidder evnen til at kunne slappe af, tage en smule let på tingene. Men når han forbereder sig forud for et stort mål (som lige nu forud for Giro d’Italia), så gør han det ”som en munk på toppen af et bjerg.”

”Nogle gange,” siger Breschel, ”har det måske været op til mig at minde ham om, at nu går du altså og bliver lidt halvmærkelig. Nu er det tid til at se nogle mennesker, ik’. Tag lige ned og hold en grillaften med Casper P. (dansk cykelrytter, der kører for Soudal Quick-Step, red.) i Girona eller et eller andet.”

Retrohelten: Et umuligt mesterstykke (første del)

SÅ HOLDER DEN PLUDSELIG der, den lyserøde EF-bus, og spærrer det hele. På tværs af vejen – på vej hen til indskrivningen i Morzine forud for den 10. etape af Tour de France årgang 2022 – er den pludselig kørt fast.

Inde i bussen sidder Magnus Cort sammen med resten af holdet. Normalt ville han på vejen hen mod startområdet sidde og lytte til en podcast, gerne en om dansk politik, holde sig for sig selv, afdæmpet og fokuseret på den forestående opgave. Ikke for meget ståhej. Men nu, på grund af bussen og alt det, er den vanlige ro afløst af rod omkring om ham.

Ni dage tidligere er København ved at skumme over af begejstring. Tour de France skal lægge fra land med en 13,2 kilometer lang enkeltstart rundt i hovedstadens gader, hvorefter feltet de følgende to dage skal bevæge sig fra Roskilde til Nyborg og dernæst fra Vejle til Sønderborg. Under silende sommerregn samler over 600.000 mennesker sig til enkeltstarten.

Matti Breschel er med som sportsdirektør for EF Education-EasyPost. I dagene op til start har han oplevet en Magnus Cort, der er ”fuldt forberedt og sindssygt godt kørende,” men som måske også mangler en lille smule selvtillid. I det foregående forår har Cort kørt Giro d’Italia, og selv om han er kommet tæt på, er det ikke blevet til en etapesejr.

Men på de våde københavnske veje brager Cort en kraftfuld enkeltstart af, der rækker til en 11. plads. Et befordrende resultat. I sportsdirektørbilen – lige i halen på den i lyserødt klædte bornholmer – bevæges Breschel af præstationen.

”Jeg lod mig fuldstændig rive med,” fortæller han. ”Det havde nok noget med hele stemningen at gøre. Og at jeg havde haft den her følelse af, at han manglede selvtillid. At han så kører så fuldstændig fænomenal en enkeltstart på våde veje … Jeg var sindssygt stolt af ham.”

Magnus Cort har lagt en plan for de kommende to dage i Danmark. Den gule førertrøje er uden for rækkevidde, og de to etaper slutter med al sandsynlighed med massespurter. En sejr er urealistisk. Skal han for alvor indtage en rolle i den danske Tour-forestilling, må han finde på noget andet.

Ud ad startbyen Roskilde skyder Magnus Cort afsted som den første fra feltet. Tre mere følger trop. Op ad Côte d’Asnæs Indelukke træder han dramatisk frem på scenen og asfalterer sin mission: Han vil have bjergtrøjen, og han tager det første ud af dagens tre bjergpoint.

Lige efter bakketoppen står familien Cort inde til højre af vejen og vifter med det røde og grønne bornholmerflag, ligesom de har gjort i København dagen forinden. Anders Cort, faren, med hvem det hele startede, er slet ikke overrasket over synet af den insisterende, lyserøde rytter. Han vidste, at knægten havde benene til at sætte handling bag ordene. Nogle gange kan han bare mærke det på ham. Magnus Cort får øje på familien, drejer sig lidt rundt, og i et øjeblik er Anders Cort bange for, at hans søn skal styrte.

Men det gør han ikke. Han bemægtiger sig også de næste to bakkespurter, og ved den sidste smider han armene i vejret og vinker med begge hænder til de ekstatiske fans. Dette er Corts forestilling. Den store entertainer smiler, knytter næven til kameraet og ruller videre – forbi vindmøller og røde kornvalmuer. Han ligner en helt fra gamle dage, noget fra en svunden tid, hvor den danske mand havde komælk i overskægget. En retrohelt.

I bussen i Morzine, stik øst for Genève, har EF-rytterne givet sig til at klæde om, og taktikken for dagen må de også lægge, mens en gul gummiged knokler med at trække den iøjnefaldende holdbus fri. Den er simpel: Magnus Cort og Alberto Bettiol, holdets italienske stjernerytter, skal forsøge at komme med i et udbrud.

Euforien fra de danske veje er efterhånden ved at have fortonet sig i bakspejlet. Nu skal der også en etapesejr på bordet.

Sådan vinder Magnus Cort sine cykelløb

Magnus Cort har 26 professionelle sejre i sin karriere. Det gør ham til den femtemest vindende danske cykelrytter. Særligt imponerende i den sammenhæng er hans ni sejre i de tre store Grand Tours, hvilket er højest for nogen dansk rytter.

Men hvordan vinder Magnus Cort typisk et cykelløb?

I de første år af sin professionelle karriere tog Magnus Cort de fleste af sine sejre i deciderede spurtafslutninger. Mest prominent i rækken af spurtsejre er den fra opløbsstrækningen i Madrid på den sidste etape af Vuelta a España anno 2016. Fra sæsonen 2018 begyndte Magnus Cort at udvide sit repertoire for, hvordan en sejr kunne skæres.

Nu fandt det ikke længere kun sted fra store grupper. Også fra udbud, i kuperet og decideret bjergrigt terræn og fra mindre grupper begyndte Magnus Cort nu at køre først over stregen. Den første krone på denne transformation var sejren i Tour de France i 2018, hvor han fra et udbrud henviste stærke klatrere som Ion Izagirre og Bauke Mollema til anden- og tredjepladsen.

Helt generelt kan det siges om væddeløberen Magnus Cort, at han ikke har noget imod, at en etape bliver hård og udmarvende. At han ikke lige sådan giver op. At han har en fysisk motor, der går længere på literen end de fleste andres. Og at ingen har lyst til at få ham med hjem til målstregen.

I lejligheden i Pyrenæerne (anden gang)

NÅR MAGNUS CORT HAR vundet en stor sejr (hvilket ikke er så sjældent: Manden er den dansker i historien med flest etapesejre i de tre store Grand Tours), og han har modtaget sin hyldest og er blevet testet for doping og så videre, så går han ind på sit hotelværelse og videre ind på badeværelset, hvorinde han så finder sin mobil frem og åbner Snapchat. Nu begynder han så at lave helikopteren (det vil sige: får sin diller til at rotere som en helikopterpropel), mens han optager en video, som han sender til sine nærmeste venner.

Lige nu står han i sit køkken og smører fire halve bagels, to med laks og grøn peber og to med ost og pølse. Han har netop været ude og træne i to-tre timer på de lokale stigninger i 18 graders varme, kun få skyer på himlen. På en måde kan man sige, at alt, hvad Magnus Cort foretager sig, gør han med henblik på at bringe sig selv i en situation, hvor han igen skal sende sine nærmeste venner en video af sin roterende diller. (På en måde).

Han sætter sig ud på sin solbeklædte altan med udsigt ud over bjergene og de grønne fyrtræer og spiser, stadig iført sin holddragt.

På sin Instagram har han ellers i en håndfuld år været synonym med hashtagget #ItsHardToBeACyclist. I det hele taget er han noget så usædvanligt som en original på Instagram.

Når marketingafdelingen på hans hold beder ham om at reklamere for et eller andet nyt påhit, så gør han det på en måde, som vil være meningsløst at forsøge at forklare her; jeg vil nøjes med at konstatere, at det vistnok ikke er en praksis, man undervises i på handelsskolen.

(Okay, et enkelt eksempel: Da han skulle skabe opmærksomhed om sit holds nyeste samarbejde med det britiske skatermærke Palace, beskrev han, hvordan hans liv pludselig var blevet meget federe, efter han var begyndt at gå i Palace. Han var fx vokset seks centimeter i højden og begyndt at få en hårdere erektion).

Mest berømt i det cortske SoMe-arsenal er nok hashtagget #RoomsAndRatings, under hvilket han anmelder nogle af de talrige mere eller mindre imponerende hotelværelser, han frekventerer på et år.

Også her indtager det mandlige kønsorgan en ikke ubetydelig rolle. Tag for eksempel følgende gennemgang af et toilet på et toscansk hotel med udsigt til Det Liguriske Hav (min oversættelse):

”Toiletbrættet var virkelig ukomfortabelt, og hele toilettet var måske udelukkende designet til kvinder. Mærkelige, runde former. Der var ikke rigtigt plads til min penis. Især besværligt, hvis du vågner med en erektion (skulle jeg sige fra en ven) ;)”

Da jeg taler med Anders Cort, konstaterer han helt tørt, da jeg spørger, om Magnus Cort var en spasmager som dreng:

”Det er ikke en side, jeg har mødt.”

I begyndelsen, da Magnus Cort var blevet hentet til EF-holdet, havde Matti Breschel det en smule anstrengt med Corts lidt, hm, platte tendenser.

”Jeg måtte nogle gange ringe ned til ham og bede ham om at tage ting af de sociale medier,” fortæller han. Breschel erindrer også noget med et ”morgenjern,” der ikke ville ned i toilettet.

”Men et eller andet sted, så … Måske er det en blanding af, at jeg har givet op, og at man heller ikke skal være så sippet. Jeg kan godt lide Magnus uden filter. Og jeg kan også se, at det hjælper ham. På en eller anden mærkelig måde. At han er sig selv i det her game.”

I gangen i Magnus Corts lejlighed hænger et kort over Andorra, hvor det bjergrige lands topografi er illustreret med håndgribelig dybde. Han udpeger nogle af de områder, hvor han igennem årene har vandret. Lokationer, hvor han har overnattet med telt og gasblus.

Han fortæller om en gang i efteråret, hvor han sammen med sin lillebror og vennen Nils var på tur, da deres telt – det var tidlig morgen, endnu før morgengry, midt i havregrøden – blev revet væk over hovederne på dem af et kraftigt vindstød.

Eller da han en nat vågnede ved, at noget gik og puslede ude foran hans telt. Han var alene afsted. Pludselig begyndte det, der gik og puslede, at trykke dets vægt ned over hans hoved. Så gik det videre igen.

Der står alskens vandrefodtøj i gangen. Og inde på hans soveværelse er en reol fyldt med liggeunderlag, telte, den slags.

Han peger rundt på kortet igen. Han er begyndt at lægge planer for næste tur.

Retrohelten: Et umuligt mesterstykke (anden del)

HVIS EN BLÅ KÆRHØG ved et pludseligt indfald beslutter sig for at lette fra sin rasteplads i et af de bornholmske moseområder for i stedet at stikke til Warszawa, så vil den have godt 530 kilometer foran sig.

Så mange kilometer (mere præcist 534) har Magnus Cort siddet i udbrud på Tourens første fire regulære etaper i 2022. Men den prikkede forestilling har også nået sin slutning, og det er tid til at rekalibrere sigtet.

Hvor Matti Breschel havde været en smule bekymret for selvtilliden ved starten i København, ser han nu en rytter, hvis selvtillid er på det niveau, det kræver for at tage en Tour-sejr. Det danske publikum har masseret hans ego, som Breschel udtrykker det. Nu skal skalpen tages.

Etapen, der går fra Morzine til Megève og byder på 2.700 højdemeter, sluttende opad, køres fra sin første kilometer i et galmandstempo; alle vil ud og afsted. Kaos regerer. Magnus Cort bliver næsten sat op ad dagens første stigning, men bliver reddet med op over af en opofrende holdkammerat.

Halvvejs på etapen, præcis som planen var blevet lagt frem i den strandede holdbus i startbyen, lykkes det Magnus Cort at løsrive sig med holdkammeraten Alberto Bettiol og 23 andre ryttere. Men den halsbrækkende første halvdel har ikke været uden omkostninger. Med hans egne ord: ”Jeg er allerede fuldstændig kneppet, og dagen er dårlig gået i gang.”

Da de rammer etapens sidste bjerg, der fører op til bjerglufthavnen i Megève og er 19,3 kilometer langt, men kun stigende fire procent i snit, sidder Bettiol et stykke foran resten af gruppen.

Cort orienterer sig, forsøger at tænke i mulige scenarier. Han har nogenlunde med selvtillid. Han ved, at der kommer plateauer på stigningen, hvor der kan suges ny luft ind. Og med Bettiol fortsat hængende forude, kan han lukrere på situationen. Han lader de andre arbejde og sparer sig så vidt muligt. Finalen nærmer sig.

Med fem kilometer igen angriber den erfarne Luis Léon Sánchez, Corts gamle holdkammerat fra Astana-tiden. Bettiol løber tør for kræfter og stagnerer på bjerget. Vejen hæver sig foran rytterne; det er nu.

Cort er på sin grænse, er ikke i nærheden af at kunne reagere på Sánchez’ acceleration. Han kan kun se til, mens spanieren sejler afsted med sit elegante tråd. Der er cirka fem kilometer til målstregen oppe på landingsbanen. Nu sætter andre ryttere i forfølgelse.

Magnus Cort må strække våben. Tre, måske fire har samlet sig helt fremme. Men også bagved – i forfølgergruppen – går det for stærkt for bornholmeren. Ryttere angriber på skift, tempoet er hakkende, stik imod Corts natur.

Hvis de går i stå, er der en chance endnu, tænker han. Måske ikke for sejren, men så for en podieplads. Han kigger på sin watt-måler. Det ser fint ud. Han tror stadig på det. Han skal tro på det. Han har gjort det før. Bare han holder sit tempo. Det gør ondt, men fra nu af er det en enkeltstart, siger han til sig selv. Nu skal der graves.

(Og det er nu, at jeg – inspireret af den britiske kommentator fra tidligere – fuldstændig uironisk vil anbefale dig, kære læser, at gå på YouTube og sætte ’Here Comes the King’ af X-Ray Dog på).

Foran Cort begynder det at klistre sammen, tempoet daler. Forfølgerne – mørnet af deres egne stikoperationer – er nu lige dér, inden for rækkevidde, og danskeren haler sig frem med sit flade, insisterende tråd. Og hvad der i første omgang ligner en genopstået kamp om sekundære placeringer, forvandler sig nu fra det ene sving til det andet til en kamp om sejren. Rundt om hjørnet kan de nemlig se de fire forreste, hvis samarbejde er splintret i den tynde luft. Ingen vil føre.

De nærmer sig striking distance. Den er min, den her, tænker Magnus Cort.

Med 450 meter igen er der kontakt mellem de to grupperinger. Han er sikker: Nu tager han den. Når Cort nærmer sig en målstreg, lukker han smerten ude; han gør bare, hvad der skal til. Hvis de andre kører én fart, kører han den samme. Hvis én rykker, rykker han med.

Der er et par hundrede meter igen, og Cort befinder sig nu i tredje position. Solen står skarpt ned på målområdet. De tre forreste har alle fat nede i hornene. Landingsbanen stiger en smule; forstår publikum, hvad der er ved at ske?

Forrest ligger Luis Léon Sánchez. Han åbner sin spurt, men accelerationen er forgæves. Spanieren ender som ren og skær afsats; bag ham rejser australieren Nick Schultz sig op og trækker forbi. Cort går med. Så sætter han sig ned, Cort, afventer, følger hjulet på Schultz, der vrider og rusker desperat i sin cykel. Med 75 meter tilbage rejser Cort sig nu igen og lancerer sit afgørende hug. Et endeligt, præcist doseret stød.

Han træder sig op på siden af Schultz; Cort kontrolleret og afstemt i sin stil, Schultz fandenivoldsk. I en spejling af hinanden kaster de hver sin cykel hen over målstregen og kigger søgende på hinanden. Ingen af dem ved endnu, hvem sejren tilhører.

Liggende på den varme asfalt får Magnus Cort et minut senere resultatet bekræftet.

Nederlag og sejre

HISTORIEN OM CYKELRYTTEREN Magnus Cort er ikke en, der indeholder store kriser. I hvert fald ikke, som han ønsker at fortælle mig om. Det betyder ikke, at det altid er nemt at være Magnus Cort. Det er nok ikke nemt at være nogen, som han siger. Og mod slutningen af en sæson, hvis den ikke er gået helt som håbet, kan tilværelsen godt føles vanskelig.

Men det er en forbipasserende følelse, som han forsøger at gelejde videre ved at køre nogle træningsture, han godt kan lide, og helt generelt at komme ude i det fri. ”Jeg tror ikke, man får så meget ud af at gå rundt og sidde fast i noget, der ikke fungerer,” siger han. Man må videre.

Hans far fortalte mig en historie, om dengang Cort som 18-årig blev den første danske vinder af det prestigiøse, tjekkiske juniorløb Fredsløbet og ikke længe efter skulle køre VM for juniorer i København. Han blev regnet blandt favoritterne. Men i et sving, netop som feltet kørte ud på den sidste omgang af rundstrækningen, styrtede han og nåede kun lige at få kontakt igen, nærmest som de var i mål.

Den var ikke sjov at sluge, fortæller faren. Men dagen efter var Cort, hvis ikke ligefrem ellevild over at være blevet nummer 48, så i hvert fald ikke længere badet i skuffelse. Han var videre – igen.

Nu er Magnus Cort fyldt 30 år, og han gør sig ingen illusioner om pludselig at blive verdens bedste cykelrytter. Han er også godt tilfreds med, hvad han har opnået. Nogle gange kan han godt drømme om bare to procent mere, siger han. Det er en besnærende tanke. Et par gange om året at finde de ben, han eksempelvis havde under Vueltaen i 2021, da han tog tre etapesejre. Og så motiveres han af drømmen om gentagelsen: at kunne gentage sine største triumfer.

I Andorra, da vi gik rundt og tog billeder til denne artikel, spurgte jeg Magnus Cort ind til LEGO-rumraketten på hylden i stuen. Det var en gave fra hans bedsteforældre, fortalte han. Eller det var sådan en gave, hvor ens bedsteforældre siger til en: Kan du ikke selv lige købe noget, du godt kan lide? Så Magnus Cort købte denne raket. Det var for et par år siden. Han går meget op i rumfart og liver øjeblikkeligt op ved emnet.

På et tidspunkt, da vi stod i solen, og man kunne høre (og dufte) nogle får, der stod og brægede i en nærliggende stald, spurgte jeg ham:

”Vil du være ked af det, eller ærgerlig, hvis du ligger på dit dødsleje, og du aldrig har været i rummet?”

Så stoppede han op og tyggede lidt på den.

”Ja.”

(Han tilføjede så, at det selvfølgelig forudsætter, at rumfart bliver tilgængeligt for ikke bare de superrige, men også for semivelhavende cykelryttere).

Samme eftermiddag var SpaceX’ Starship, verdenshistoriens største rumraket, netop eksploderet og styrtet ned i Den Mexicanske Golf kun få minutter efter opsendelse. Magnus Cort fortalte, at han havde været ved at læse om det, da vi var ankommet.

Da vi taler i telefon et par uger senere, tre dage før starten på Giro d’Italia, bringer jeg den eksploderede raket op igen. Jeg fortæller, at jeg ikke normalvis selv følger rumfartbranchen så tæt, men at jeg denne gang havde undersøgt sagen lidt. Og jeg siger til ham, at det egentlig, synes jeg, er ret interessant, hvorledes SpaceX-holdet var brudt ud i applaus, selv om Starship-raketten var eksploderet ud over Golfen. Opsendelsen havde været at regne for en succes, fordi man igennem fejlene finder vejen til målet.

”Jeg tænker,” siger jeg til ham, ”at det er noget, vi alle kan lære noget af. Ligesom det også nogle gange er at være cykelrytter: Hvis man taber, så taber man for åben skærm. Man må tage det med sig og blive endnu bedre, end man var sidst.”

En pause. Der er helt stille i røret. Tre sekunder passerer. Magnus Cort sidder på et hotelværelse sammen med sin holdkammerat, ireren Ben Healy.

Så svarer han:

”Ja, lige præcis. Man skal ikke være bange for at fejle.”

Og så:

”Jeg tror helt sikkert, at for at vinde skal man turde at tabe. Det bliver man nødt til.”

Epilog

ÅRETS GIRO D’ITALIA HAR VÆRET en bemærkelsesværdig våd og kold affære. Etaper er blevet afkortet med henvisning til rytternes sikkerhed, sygdom har spredt sig gennem feltet, grimme styrt på de våde veje. Og Magnus Cort har ikke ramt den form, han har drømt om.

Men nu – på løbets 10. etape – befinder han sig pludselig i en tremandsgruppe på vej mod opløbsstrækningen i den toscanske badeby Viareggio. Det er lykkedes trioen at holde et desperat jagtende felt stangen. Sejren tilhører en af de tre, der i over 170 kilometers regnvejr har siddet i udbrud. Danske Magnus Cort, canadiske Derek Gee og italienske Alessandro De Marchi.

Ned igennem en allé af paraplyer hersker der ingen tvivl. Magnus Cort brøler og rækker sin højre arm i vejret og knytter næven, sådan som han altid har gjort. Og virkeliggør dermed sin drøm om at sejre i alle de tre Grand Tours.

”Jeg tror først, det er ved at gå op for mig nu, hvad der egentlig er sket,” udtaler Magnus Cort bagefter til tv-kameraerne. ”Der blev gravet dybt. Det var en af de hårdeste dage, jeg har haft på en cykel. Men det er helt fantastisk. Jeg er meget stolt.”