Er din krop sommerklar? Eller rettere: Kan den tåle at blive vist frem? Bjørn Falck Madsen og Euroman har søgt hjælp hos eksperterne. Vælg selv, hvad du har brug for.
God hud
”Vinteren tørrer din hud helt ud og gør den flaget, så inden foråret har den hårdt brug for at få tilført fugtighed,” understreger kosmetolog og skønhedsekspert Charlotte Passarge. ”Start med en grundig peeling for at fjerne de døde hudceller og nå ind til den friske hud. Peeling vil sige, at man ’skræller’ død hud bort ved hjælp af grovkornede eller enzym baserede skrubbecremer. Denne behandling er også en god forbehandling til barbering, så man får skæghårene til at rejse sig og derved opnår et langt bedre resultat.
Slut af med en god fugtighedslotion eller en beroligende ansigtscreme. Vil man virkelig kæle for huden, er det en god idé at anvende en ansigtsmaske et par gange om ugen i forbindelse med peelingen – og husk i øvrigt også at bruge en god dagcreme med solfaktor for at forebygge tidlig ældning.” Mere info på i-beauty.dk.
Hvide tænder
Indtil for ganske nylig var tandblegning forbeholdt filmstjerner og folk, der havde tålmodighed til at bide sammen om en støbt sag i flere timer ad gangen. Hos den rette tandklinik tager det nu blot 30-40 min. med Beyond Whitening Solution, der anvender koldt lys på tænderne og således undgår at irritere nerver eller tandkød. ”En mindre ømhed kan godt nok forekomme i tandkødet døgnet efter,” fortæller de hos Tandlægerne på Godthåbsvej, hvor Euroman fik lov at teste det nye system, ”men ellers er det største problem blot at undgå at spise andet end hvid mad de første 48 timer efter behandlingen – altså ingen kaffe, rødvin, kød, soja, chokolade, te eller andre afsmittende fødevarer.”
En behandling vil holde i omtrent to år. Hos Tandlægerne på Godthåbsvej, København, koster en tandblegning 2.500 kr. Mere info på gladtand.dk. Mere info om Beyond Whitening Solution på hvidebisser.dk.
Mavemuskler
Øvelse 1
Lig på ryggen med armene bag nakken og benene bøjet i 90 grader. Løft det øverste af kroppen med ryggen i gulvet 10 gange, hold derefter pause, og gentag øvelsen 20 gange efterfulgt af en pause, og afslut med 30 gentagelser. Lav rygbøjninger bagud med hænderne bag nakken for at skabe ’ligevægt’.
Er du klar til at slippe sommerkroppen ud til offentligheden? Ronaldo lader ikke til at være genert.
Øvelse 2
Lig på ryggen med venstre ben over højre knæ; højre hånd bag nakken og venstre arm ned langs siden. Højre albue løftes derefter til venstre knæ, udfør derefter 10, 20 og 30 gentagelser med pause imellem. Byt om, og udfør øvelsen med venstre arm.
Lig på ryggen med håndfladerne ned mod gulvet, evt. under ballerne. Løft hovedet så meget, at du kan se tåspidserne. Løft benene skiftevis op og ned 10 gange i en lodret saksebevægelse, kryds derefter over skiftevis med venstre og højre 10 gange, og slut af med at holde fødderne 10 cm over jorden, og tæl til 10. Afslut med rygøvelser.
Øvelserne er udarbejdet af thaiboxing-pioneren Hans Olesen, der er træner i Roskilde Thaiboxing.
Glat ryg
Der kan være mange gode grunde til at blive vokset på ryg og skuldre. En af dem er, at det er svært selv at nå med barberskraberen. Ifølge kosmetolog og hudterapeut Camille Arndt er det vigtigt, at du ikke har trænet eller slikket sol lige inden behandlingen, så huden ikke er varm. Efterfølgende er det vigtigt at bruge et skrubbeprodukt – eller gnubbe godt med et håndklæde – samt godt med fugtighedslotion. Vær opmærksom på, at man kan få knopper, hvis man har sart hud, og er man ikke blevet vokset før, så begynder hårene at komme igen efter et par uger.
Ved flere behandlinger vil hårsækkene svækkes; de fleste bliver herefter behandlet hver anden måned. Sol og træning bør i øvrigt også undgås lige efter en behandling for at undgå betændelse i den følsomme hud. En hårfjerning med voks på ryg og skuldre tager en halv times tid og koster mellem 220 og 350 kr. hos Clinique Camille, København. Mere info på tlf. 3312 1712 eller cliniquecamille.dk.
Bedre sex
”Som mand er det godt at kunne holde igen, og til det formål er bækkenbundsøvelser fortrinlige,” siger sexolog Joan Ørting. ”Stram balderne, og pres hele underlivet opad – og hold! Slap af igen. Gentag øvelsen, og slap af. Gør det 20 gange dagligt, det giver bedre orgasmer og øget potens.” En anden sikker vinder er ifølge Joan Ørting start stop-teknikken, når man leger med sig selv:
”Onaner næsten lige til point of no return, og pres så med tre fingre omkring penishovedet, så rejsningen aftager. Begynd forfra, og stop lige inden det forjættende øjeblik. Når du har gjort det to-tre gange, fyrer du den af. Det giver orgasme ... ikke bare udløsning, men orgasme.” Mere info på bl.a. joanoerting.com.
God form
”Hver anden dag skal du løbe 5 km så hurtigt, du overhovedet kan,” siger 10- km-løberen Christian Olsen fra Sparta. ”Din puls skal helt op i det røde felt. For at tilrettelægge det rigtigt skal du finde din hvilepuls og makspuls. Din hvilepuls finder du om morgenen, inden du står op.
Tæl antal pulsslag i 10 sekunder og gang med seks. Gør det over flere dage, og tag et gennemsnit. Din makspuls kan du tage ved at spurte op ad en bakke og måle pulsen oppe på bakketoppen. Her er det vigtigt, du har løbet til udmattelse, så hvis bakken ikke er lang nok, er det ned igen og starte forfra.
Når du kender dine pulstal, bliver det lettere at vide, hvor meget du skal presse dig selv på løbeturene. Din arbejdsbelastning udregnes som 85-90 % af forskellen mellem makspuls og hvilepuls, hvortil lægges hvilepulsen.
Ud fra et eksempel med en hvilepuls på 60 slag/min. og en makspuls på 180 slag/min. er beregningen følgende: 180 minus 60 er lig med 120. 85 % af 120 er lig 102. Hertil lægges hvilepulsen på 60. Dvs. tilstræb en arbejdsbelastning på 162 slag/min. Det nemmeste er at have en pulsmåler på til at kontrollere det på løbeturene.”