Stenrige spillere og fodbold på katastrofekurs: Hvornår lever Eriksen, Mbappé og de andre stjerner op til deres ansvar?

Forestil dig følgende:

Mørket sænker sig over den Persiske Golf. Det er lørdag den 26. november 2022. Gruppe D’s egentlige finale er undervejs. Frankrig mod Danmark. Simon Kjær fører sit mandskab ind på Stadium 974, arenaen der er navngivet efter Qatars landekode og bygget af det samme antal containere. ’Marseillaisen’ runger ud af højtalerne, dernæst ’Der er et yndigt land’. Alt ånder spænding i Doha, i Frankrig og i det ganske danske land, hvor begejstringen – trods slutrundens forhistorie – bobler på barer og i forventningsfulde børn efter landsholdets indledende 3-0 sejr mod Tunesien.

Efter nationalmelodierne søger spillerne ud på deres positioner. Benzema ved bolden i midtercirklen. Rasmus Nissen Kristensen spejder i retning af Mbappé, der ser ud til at ville sætte i sprint, så snart dommeren gør tegn. Delaney og Højbjerg giver hinanden et forpligtende kram.

Dommerens fløjte, forventningens sus.

Men hvad sker der nu?

Thomas Kristensen og Morten Bruun i kommentatorboksen måber ud til danskerne: ”Alle 22 spillere har sat sig ned på græsset med sænkede hoveder. De vil åbenbart ikke spille,” siger Kristensen.

Bruun forlænger: ”Jeg har aldrig set noget lignende. Aldrig. Det her anede vi intet om.”

Hvad Morten Bruun og danskerne bag skærmen ikke ved, er, at de to anførere, Simon Kjær og Hugo Lloris, siden sommeren har diskuteret, hvordan de kunne sende et utvetydigt signal til Qatar, FIFA og verdensfodbolden i al almindelighed. Og i samråd med deres trupper har de nu aftalt, at de vil holde 6,5 minuts stilhed efter startfløjtet for slutrundens ofre for at markere de 6.500 migrantarbejdere, som ifølge The Guardians afsløringer fra i fjor er døde siden tildelingen af værtsskabet.

Tv-produceren finder FIFA-præsident Gianni Infantino på VIP-pladserne. Han er oprørt, hvisker eder i øret på sheiken ved sin side. Men Infantino kan intet gøre, imens verden er vidne til et attentat på hans arrangement.

Efter de længste minutter i VM-historien rejser spillerne sig, klapper kort i fællesskab, og så triller Benzema bolden tilbage på egen halvdel. Spillerne har sat opgøret i gang på egne præmisser. Kampen slutter 2-2, men dagen derpå er det protestaktionen, der fylder forsiderne. ”DANSK ØRKENOPRØR”, skriver Ekstra Bladet, og i The Guardian udråbes de 22 spillere som turneringens moralske vindere.

Nå, var det for langt ude? Var det svært at forestille sig fodboldens største stjerner i rollen som retfærdighedssøgende rebeller? Det var det nok for de fleste. Og det er ikke så mærkeligt.

For igennem de seneste årtier har vi ikke ligefrem har lært topspillerne at kende som kantede oprørere, og her op til VM i Qatar har spillerne da heller ikke gjort det let at mobilisere en tro på deres revolutionære potentiale – og det altså på trods af, at de lige straks har hovedrollerne i sportshistoriens største katastrofe.

Indtil videre har det nemlig været knapt med udmeldinger fra fodboldens fremmeste figurer, når det kommer til slagplaner om protestaktioner i Qatar. Mest interessant har offentliggørelsen af OneLove-kampagnen været, der betyder, at Englands Harry Hane, Simon Kjær og otte andre landsholdsanførere vil bære et regnbuefarvet bind om armen under slutrunden. Men derudover har spillerne ikke konkurreret indbyrdes om at fremlægge angrebsivrige oprørsplaner. Og så har der endda tegnet sig et mønster i den kritik, flere spillere trods alt har udtalt, som heller ikke bestyrker billedet af, at spillerne ankommer til slutrunden bevæbnet med høtyve. Flere har nemlig påpeget, at spillerne blot er brikker i et stort, upåvirkeligt spil.

I september gav den tyske Real Madrid-forsvarer, Antonio Rüdiger, eksempelvis sit syn på sagen til tv-kanalen, Sport1: ”Beslutningen om at tildele dem (Qatar, red.) VM, var ikke en beslutning truffet med tanke på fans og spillere. Den viste, at penge spiller en afgørende rolle i fodboldens verden i dag,” berettede Rüdiger og uddybede om spillernes rolle: ”Jeg ser debatten om boykot som noget, som institutionerne skal føre ud i livet, ikke spillerne. Selvfølgelig skal vi også se kritisk på tingene, og det har vi gjort.”

Nogenlunde samstemmigt lød det tidligere på året fra Christian Eriksen i et tv-interview, da han blev spurgt, om han betragtede spillerne som gidsler af situationen. Landstræner Kasper Hjulmand har tilmed turneret med netop den kritik i en rum tid efterhånden:

”Det er ærgerligt, at man har valgt det sted, men de aktive skal ikke tages som gidsler. Spillerne skal ikke være dem, der pludselig skal tage stilling til en masse ting,” erklærede Hjulmand sidste år på et pressemøde, og i weekenden gentog han nogenlunde samme budskab i Berlingske: ”Hvis du spørger Damsgaard dagen før en Tunesien-kamp, hvad han synes om menneskerettighederne for migrantarbejdere, så er det fair nok, at du spørger, men jeg synes, det er helt forkert, hvis du forventer et svar.”

Det er selvsagt forståeligt, at Mikkel Damsgaard ikke kan bære hele fodboldens ulykke på sine skuldre. Men det paradoksale ved offergørelsen af topspillere er, at ingen har påvirket fodboldens udvikling mere i løbet af de sidste 25-30 år end spillerne selv.

Siden Bosman-dommen i 1995 gjorde spillerne fri af deres kontrakter ved udløb og ikke mindst forbød ligaer at indlægge loft over antallet af udenlandske EU-spillere, er det nemlig i særdeleshed spillerne, der har antændt sportens kommercielle eksplosion.

Groft skitseret tjente ingen spiller i begyndelsen af starten af 1990’erne mere end 10.000 engelske pund om ugen. 10 år senere var det tal 10-doblet, da hårdføre folk som Roy Keane og Sol Campbell satte deres signaturer på nye kontrakter. Og her atter 20 år efter? Ja, der kan man snildt tale om en 30-dobling, når lønudviklingen fra 1990 skal beregnes - og så er Haaland og Mbappé ikke engang regnet med, ej heller spillernes egne astronomiske, kommercielle aftaler.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, om fodboldens uhæmmede og uregulerede vækst ikke er kommet alle i sporten til gode? Det er der intet, der tyder på. Som Simon Kuper og Stefan Szymanski illustrerede i bogen Soccernomics i 2009, så er det sjældent en profitabel forretning at eje en fodboldklub. Den konklusion vil topklubber som F.C. Barcelona, Juventus og Inter Milan nok gerne skrive under på med tanke på deres blodrøde regnskaber. Og hvad med fodboldens oprindelige fans? De er nok heller ikke synderligt begejstrede for, at det i dag kan koste op til 2.000 pund for et årskort til et Premier League-stadion.

Men den udvikling har spillerne tilsyneladende set stort på, alt imens de og deres agenter har skovlet stadig større summer ud af fodboldens økosystem. Det har skabt behov for ny kapitalindsprøjtning, og hvem sidder de dybeste lommer på? Rige oligarker og oliesheiker, som atter har presset lønningerne i vejret i forsøget på at udkonkurrere alle andre klubber. Har vi hørt spillere brokke sig over den udvikling? Ikke hvad jeg ved af.

Så vil nogle nok hævde, at det er enhver lønmodtagernes ret at efterspørge så højt et honorar, som arbejdsgiverne nu engang vil tilbyde. Det er heller ikke en fejlagtig påstand.

Kvalmegrænsen nås bare, når spillere og træner nu fralægger sig ethvert ansvar for fodboldens udvikling, selvom man i årtier har haft magtpositionen til at ændre den. Eller når spillere som Liverpool-anføreren Jordan Henderson beklager sig over det komprimerede kampprogram, eller når Madrid-stjernen, Thibaut Courtois, udtaler sig om Nations League og de dertilhørende flere kampe: ”Vi vil blive skadede, men ingen bekymrer sig om spillerne længere.”

I hvilken anden virkelighed end fodboldens kan arbejdstagerne finde på at klage over deres arbejdsforhold, når de over tre årtier har 30-doblet deres indtjening? I hvilken anden virkelighed end fodboldens finder man på at omtale sig som gidsler, når man lever i luksus, mens selvsamme virkelighed plages af død og korruption?

Landsholdskonflikten i 2018 beviste, at de danske stjerner var villige til at risikere egen sportslig succes. Dengang gik spillerne i åben ildkamp med DBU, selvom det betød, at de ikke kunne repræsentere landsholdet, alt sammen for at sikre egne reklamerettigheder. Nu er tiden kommet til, at spillere for en gangs skyld risikerer noget for andre – altså for de tusinder af døde migrantarbejdere og for fodbolden som helhed. Gid Kjær, Eriksen og co ville gøre et oprigtigt forsøg, for hvilke forbilleder kunne de ikke blive verden rundt.

Så spar os for diplomatiske vendinger og symbolske stykker stof på en overarm. Gør noget, der runger i betonen, giver genlyd i ørkenen og ekkoer lige der, hvor Infantinos hjerte burde have siddet. Det heldige er, man også kan skabe den slags effekter ved at forblive tavs – bare man vælger tidspunktet med omhu.