11 billeder, der viser, hvorfor Superligaen er noget helt specielt

Superligaen er ikke Premier League, La Liga eller Champions League, nej. Til gengæld byder den på mange gode historier, skæbner og initiativer til fansene. I ren kærlighed til landets bedste fodboldrække har fotograf Lars Rønbøg og forfatter Mikkel Davidsen lavet fotobogen ’LIGA’, der er en fotografisk rejse gennem Superligaen fra perioden juni 2018 til oktober 2019. Her udpeger Rønbøg sine 11 bedste billeder fra bogen, mens Davidsen fortæller om, hvorfor han foretrækker at se Hobro spille mod Randers end Arsenal mod West Ham.

Offentliggjort

1. Nicklas Bendtner i ydmyge forhold

"Billedet er en kontrast til, hvad man ellers forbinder Nicklas Bendtner med, som typisk er landsholdet, champagne, fart, fest og glade dage, men her sidder han ude på sidelinjen til en reserveholdskamp i Avedøre. Han ser lidt fortabt ud. Godt nok har han F.C. København-tøj på, men jeg har også i tidernes morgen spillet fodbold i Serie 4, og det foregik sådan der med tasker, der lå spredt rundt og knoldede træningsbaner," siger fotograf Lars Rønbøg.

"Det er Bendtners uofficielle debut for FCK i en reserveholdskamp mod Brøndby IF. Han var blevet præsenteret nogle dage forinden, og det var en kæmpe historie for Superligaen, som vi selvfølgelig blev nødt til at have med, selv om det skete få uger, før bogen gik i trykken."

2. Velsignelse til en rullende AGF-fan

"Hvert år ved sæsonstart har AGF en fanmarch fra en kirke, der ligger tæt på stadion. I selve kirken får de en velsignelse fra provsten, men fordi den var under ombygning, foregik det uden for. Her fik jeg dette billede af en herlig gut, som kørte lidt frem og tilbage med nogle AGF-flag. Jeg syntes, at billedet skulle med i bogen, fordi han ikke ligefrem er prototypen på en fodboldfan. Man forbinder ofte fodboldfans med nogle, der er højtråbende og unge mennesker med gang i den. Ham her er der også gang i, men på en anden måde," fortæller Rønbøg, der som fotograf har leveret fodboldbilleder til det store billedbureau Getty Images siden 2014.

3. Paulus Arajuuri forvandlet til ingenting

"Finske Paulus Arajuuri er Brøndbys højeste og største spiller, og når jeg siger største, mener jeg fysisk, og som lige her laver nogle spring inden kampstart. Jeg synes, at det er så morsomt, at den store mand bliver komprimeret til ingenting, mens de andre spillere står og koncentrerer sig om at sige goddag til modstanderen. Det er taget med for morskabens skyld," siger Rønbøg.

4. Træner og familiefar

"På billedet har vi en liggende Alexander Zorniger, mens han stadig var Brøndby-træner, og hans lille datter. Igen er det en kontrast og denne gang til, hvad man normalt forbinder cheftrænere med. Dem ser man tit med bistert ansigtsudtryk, når de ter sig som vanvittige ude på sidelinjen med råb og skrig. De virker aldrig til at være tilfredse. Men der gemmer sig altså også et menneske inde bag ved. Det ved man jo godt, at der gør, men man ser det bare så sjældent."

"Brøndby holder hvert år noget, som de kalder for 'Brøndby Dagen', hvor deres helt unge fans kan komme til at træne sammen med spillerne, og det foregår meget afslappet og uformelt. Zorniger var mødt op med familien, og jeg så mit snit til at få et anderledes billede."

Spørgsmål til 'LIGA'-forfatter Mikkel Davidsen

Mens fotograf Lars Rønbøg har leveret billederne til 'LIGA', har forfatter og kommunikator Mikkel Davidsen stået for teksterne i bogen. Davidsen, der tidligere har været kommunikationschef i Brøndby IF, fortæller her om tankerne bag 'LIGA' og om, hvorfor Superligaen er undervurderet:

Hvorfor har I lavet en bog om Superligaen?

”Både Lars og jeg er ret vilde med Superligaen, og det startede i virkeligheden med det. En fascination af, at Superligaen kan en masse ting, som Premier League, La Liga eller Champions League ikke kan. Vi er helt med på, at det er et andet sportsligt niveau, men vi synes, at der er noget nærhed og relaterbart, som der ikke er andre steder. Vi fik denne fælles idé om at lave en bog, der formidler nogle af de historier, som Superligaen har at byde på, og som ikke altid kommer frem i den daglige dækning. Komme med ind bag kulisserne og formidle det på en måske lidt mere kunstnerisk måde end hidtil. Altså, løfte Superligaen en lille smule op fra leverpostejen, hvis man kan sige det sådan."

Hvad betyder Superligaen for dig?

”Rigtig meget. Jeg har også professionelt været en del af den, men stadigvæk nu prioriterer jeg Superligaen over alle andre ligaer. Jeg vil hellere sidde og se Hobro-Randers, end jeg vil se Arsenal-West Ham, og det lyder måske mærkeligt. Men der er et eller andet ved Superligaen, som jeg kan relatere til. Jeg kan godt lide de regionale forskelle. Der er et modsætningsforhold mellem klubberne i København og dem i Jylland. Jeg er fascineret af de mange historier, der er at finde i hver kamp. Jeg sidder tit og ser en på papiret virkelig kedelig kamp, men nyder det faktisk."

”Der er en nærhed i Superligaen og noget, man kan relatere til. Man kan komme meget tæt på i Superligaen. Hvis man fx er fan af FC Nordsjælland, kan man tage ud til træning og tage billeder med spillerne og komme helt tæt på, hvis man har lyst. Det sker bare ikke andre steder. Man kan være fan af Liverpool, men man kan ikke komme så tæt på som i Superligaen.”

Hvad er de typiske fordomme om Superligaen?

”Det irriterer mig, at Superligaen tit bliver talt ned som en bondejokker- eller knoldesparker-liga, og det synes jeg bestemt ikke, den er. Selvfølgelig kan man finde et sportslig højere niveau andre steder, men jeg synes også, at der bliver spillet gode og spændende kampe. Min erfaring er, at når man møder kollegaer, venner eller familiemedlemmer, så er det ofte Superligaen, man diskuterer. Jeg sidder i hvert fald ikke og diskuterer med én, om han så Tottenham-Bournemouth i weekenden. Nej, det er jo: ’Så du Brøndby vandt 1-0 over Esbjerg?’. Mit indtryk er, at Superligaen faktisk fylder mere for folk, end de tror.”

”Ligaen har en stor plads i mit hjerte, og det tror jeg også, at den har hos en masse andre. Der er mange danskere, som elsker Superligaen, og det synes jeg ikke altid kommer til udtryk i måden, den bliver formidlet på. Og det er derfor, vi gerne vil lave denne bog. Den tager Superligaen alvorligt i virkeligheden og viser den på en smuk visuel måde og fortæller om de historier, som er interessante ved den.”

Hvad er dit bedste Superliga-minde?

”Det er svært at se bort fra mine Brøndby-præferencer, da jeg har arbejdet i klubben i mange år. Jeg må vælge kampen i Horsens i 2013, hvor Brøndby overlever i sidste spillerunde. Den står stærkest for mig, også fordi jeg var personligt involveret, og mit eget job formentlig stod på spil. Var vi rykket ud, var mange af os blevet afskediget, det vidste vi. Organisationen skulle halveres.”

”Jeg så faktisk ikke særligt meget af kampen. Jeg var pressechef for klubben og var medieansvarlig på dagen, så jeg skulle lave mit arbejde inden kampen, men da den gik i gang, kunne jeg ikke holde ud at se den. Der er nogle lange betongange under stadionet i Horsens, og jeg gik rundt dernede det meste af kampen og var lige ud at kigge engang imellem. Det var virkelig en stærk følelse, da det lykkedes at overleve. Jeg prøvede ikke at vinde et mesterskab med Brøndby, men det må næsten være noget i den stil og de samme følelser, tænker jeg. Der var folkefest, da vi kom til Vestegnen. Vi blev mødt af flere hundrede fans, som stod med romerlys og alt muligt, da vi trådte ud af bussen. Det var næsten tyrkiske tilstande. Det var ret vildt og egentlig sjovt, fordi vi lå jo stadig i bunden og havde været truet af konkurs. Men det var lettelsen over at have undgået katastrofen. Det var en vild dag.”

5. En smilende dommer

"Dommerne er lidt i samme båd som cheftrænerne og er også nogle, der hele tiden skal være myndige og kan stå med forbistrede udtryk i løbet af en kamp. Derfor er det herligt med en dommer som Mikkel Redder, der også kan grine af en situation. Redder er en af de nye og unge dommere, som virkelig gør det godt og er meget smilende og grinende og god til at snakke med spillerne, så billedet er også et udtryk for, hvem han er," lyder det fra Rønbøg.

6. Robert Skov som bolddreng

"Havde det nu været Robert Skov i Silkeborg IF, der bar på bolde, ville der ikke være noget specielt ved billedet. Men nu er det altså Robert Skov i FC København, og han var topscorer i Superligaen, og så render han rundt og slæber bolde. Det havde man sgu ikke set med Robert Lewandowski i Bayern München eller Harry Kane i Tottenham."

"Billedet er derfor også et udtryk for, hvordan Superligaen er strikket sammen. Der er ikke så langt fra de største til de nye spillere i klubberne. Man tager selvfølgelig bolde med ind efter træning, hvis der ligger nogle og ikke nødvendigvis bare lader de 18-årige holdkammerater om det. Selv topscoreren i Superligaen hjælper til."

7. Krigszone

"Det er lige inden kampstart på et derby mellem F.C. København og Brøndby IF, hvor der har været godt gang i romerlysene og andre ting og sager. Det er kontrasten til, at man normalt ser fyldte tribuner, men røgen får det at ligne fuldstændig tomhed."

"Jeg var på vej ned i den anden ende af banen for at finde min plads, og så fik jeg kigget mig over skulderen og kunne se, at der var mulighed for et godt skud. Jeg nåede nærmest lige med en hånd at gribe et kamera og fik hurtigt taget et par billeder."

8. En tragisk forhistorie

" Jesper Hansen og Awer Mabil fra FC Midtjylland deler den samme tragiske historie. Jesper Hansens bror døde i en trafikulykke op til pokalfinalen, hvor billedet er fra, og et halvt år forinden mistede Awer Mabil også sin søster i en trafikullykke. Derfor stod de to sammen i et par rørende sekunder og havde tankerne andre steder, mens spillerne blev kaldt op på podiet for at løfte pokalen. Det var et stærkt øjeblik."

9. OB-fans i omfavnelse af Sander Svendsen

"Historien er egentlig bare glade fans, og så synes jeg, at det er morsomt, at der er fire hænder, som omfavner Sander Svendsen, men man kun kan se én person. Billedet viser også denne tilgængelighed, der er til spillere for fans i Superligaen. Spillerne går sgu ud til fansene og giver highfives eller lader sig omfavne. Igen noget, som man i hvert fald ikke ser i de store ligaer, hvor der er mere afstand."

10. Hverdagslivet i en Superliga-klub

"En ganske almindelig hverdag hos en Superliga-klub. Det er dagen efter en kamp for SønderjyskE, hvor spillerne møder ind i god tid, inden de skal træne. De dasker stille og roligt rundt, nogle får massage, andre sidder og kigger lidt eller spiller noget spil inde hos fyssen. Sådan et billede i ydmyge lokaler kan man tage hos de fleste Superliga-klubber."

"Helt tilfældigt er det tre tidligere FCM-spillere, som Glen Riddersholm har hentet til klubben, der sidder der sammen. Rilwan Hassan, Patrick Banggaard og Mads Albæk."

11. Vejle Boldklubs tårevædede nedrykning

"Det er i sekunderne efter, at nedrykningen til 1. division er blevet en realitet for Vejle Boldklub. Jeg har sjældent set så mange spillere gå rundt og græde efter en kamp. Det var virkelig med tåre i øjnene, hulk og det hele. Som fotograf står jeg i sådan en situation og har ikke nogen følelser i klemme og skal bare skildre, hvad der sker, men det var lidt intimiderende at lave billeder af dem, fordi de var så kede af det. Normalt kan jeg godt lide at fotografere folk med en vidvinkel, så jeg er fysisk tæt på dem, men her stak jeg lidt halen mellem benene og fotograferede dem med en tele på afstand."

Fotobogen 'LIGA' kan bestilles her på linket. Prisen lyder på 345 kroner.