DE FLESTE rødhvide briller vil onsdag aften være rettet mod Parken, hvor det danske A-landshold med en sejr over Skotland kan spille sig snublende tæt på en billet til Qatars skandaleombruste VM-slutrunde. Landskampspausen markerer dog også samlingstidspunkt for de yngre landsholdsårgange. De kommende dage skal Danmarks U16-, U17-, U18-, U19 og U21-landshold således prøve sig af mod stærke landsholdsmodstandere som del i den lange, seje kamp for at blive den næste Mikkel Damsgaard eller Mohamed Daramy.
Kampen for et professionelt fodboldliv i sus og dus er brolagt med varierende udfordringer for landets unge fodboldtalenter. Kaster man et blik ned over aldersfordelingen på U-landsholdende, tegner der sig et klart mønster: Er man født i januar, er vejen til en plads på de eftertragtede ungdomslandshold lige, flad og nyasfalteret. Er man derimod født i december samme år, er vejen snoet, stejl og belagt med knoldede brosten.
På det nyligt udtagede U16-landshold, hvor de dygtigste fodboldtalenter fra årgang 2006 for første skal i aktion, er 26 ud af 27 spillere født i årets første halvår, som Twitter-brugeren Christian Olsen bemærkede. 18 af spillerne er født i første kvartal.
’Den relative alderseffekt’ kaldes mønstret på fodboldsprog. Logikken er simpel: Når drenge ned til 3-årsalderen starter til miniputfodbold, inddeles de i grupper med andre drenge, der er født i samme kalenderår. I en sport, hvor fysiske forudsætninger og kognitiv kapacitet skiller fårene fra bukkene, kan der dog være en verden til forskel på, om man er født i januar eller op til 11 måneder senere. Jo yngre drengene er, jo større er den relative aldersforskel.
Er man født tidligt på året, er man længere kognitivt og fysisk end sine holdkammerater. Så kommer man på førsteholdet og modtager den bedste træning. Så spiller man mod de bedste modstandere og bliver måske opsnappet af en større klub. Er man rigtig god, ender man måske på U16-landsholdet med en masse andre drenge, der også er født på det ”rigtige” tidspunkt. Det er et problem, DBU kæmper en brav kamp for at løse. Det fortæller Flemming Berg, der er DBU’s udviklingschef:
”Vi kan se en skævvridning på grund af relativ alderseffekt allerede fra U5. Derfor er det noget, der skal adresseres allerede i børnefodbold. Det kan ikke kun adresseres på et U16-landshold. Det er en kode, både vi og en masse andre fodboldforbund verden over forsøger at knække. Og det er ikke lykkedes for nogen endnu. I alle lande er der en klar overrepræsentation af spillere født i første kvartal i alle idrætsgrene, hvor fysik spiller en rolle, i alle lande,” fortæller han og fortsætter:
”Det samme gør sig gældende i skoleverdenen. De børn, der er født tidligt, får gode karakterer og kommer på universitetet. De børn, der er født sent, har større risiko for at udvikle diagnoser. Så det er et samfundsmæssigt problem i alle aspekter, og det er et problem, vi som forbund skal kigge på. Hvis man er født på et ’forkert’ tidspunkt, har man dårligere muligheder både inden for skole og idræt. Det kan vi ikke være tjent med. Der er en stor uretfærdighed, og det går ikke, så vi gør alt, vi kan for at løse det.”
Ét er, at der er en kafkask urimelighed i, at en barns fødselsdato fungerer som en ekstra vægt i bunden af skoletasken. Får man ikke gjort op med konsekvenserne af den relative alderseffekt, stiller det også Danmark dårligere inden for grønsværen overfor konkurrerende nationer. Selvom effekten bliver mindre, i takt med at spillerne når seniorniveau, risikerer vi at tabe stortalenter på gulvet, siger Flemming Berg:
”Jeg vil ikke sige, at 50 procent af vores børn og unge er afskåret fra at blive landsholdsspillere, men der er helt tydeligt en skævvridning. Det kan have den betydning, at der er nogle ungdomsspillere, der er født sent, som allerede tidligt mister lysten til at spille fodbold, fordi der ikke bliver kigget deres vej, og som måske kunne være blevet store talenter og landsholdsspillere. Dem risikerer vi at miste. Så det har en sportslig konsekvens, men jeg er mere bekymret for den uretfærdighed, der er i systemet.”
Kongsspørgsmålet er naturligvis, hvordan man kommer problemet til livs. Et af de mere populære greb er idéen om et futurelandshold – et ungdomslandshold, hvor særligt dygtige spillere fra U15 til U17, der i de unge år har fysikken imod sig, træner og spiller sammen. Til aftenens landskamp mod Skotland er der to spillere i truppen, der har spillet på futurelandsholdet sammen, da de var U16-spillere: Mikkel Damsgaard og Jesper Lindstrøm.
På de yngste årgange er DBU i færd med at udrulle en børnestrategi, der også skal tage livtag med den relative alderseffekt:
”Strategien indebærer alternative turneringsformater, hvor man deler børnene op i fx kvartaler, tiltag om alternative træningstilbud, hvor man fx træner ud fra vækst i stedet for ens fødselsdato og mange andre ting. Og så har vi det, der hedder ATK+, hvor vi træner de bedste spillere i hver årgang på træningscentre rundt om i landet en gang om ugen. Her er det en fast regel, at mindst 50 procent af spillerne skal været født i andet halvår. Vi er faktisk det første land, der helt strukturelt på forbundsniveau har forsøgt at gøre noget ved det her problem,” siger Flemming Berg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Landsholdet
