Tre danske elitesportsmænd fortæller om at ofre alt for en sport, du knap nok vidste eksisterede

Næsten som at flyve: Benjamin Kjær, trampolinspringer

Da Benjamin Kjærs venner tog på Roskilde Festival for at høre Eminem, tog han på træningslejr. Da han skulle vælge mellem World Games i trampolin og ferie med sin kæreste, valgte han World Games. Og mistede kæresten. Til gengæld har han fire DM-titler bag sig og et VM på vej.

Benjamin Kjær sætter af fra trampolinen og flyver så højt, at han er ved at ramme loftet. Med et lille klap på hofterne markerer han, at øvelsen går i gang og udfører så en tredobbelt forlæns salto med halvanden skrue, en dobbelt baglæns salto med to halve skruer og en tredobbelt forlæns salto med en halv skrue, før han slutter af med en sammenbøjet dobbelt baglæns salto med to halve skruer.

Kjær, som er 20 år, gentager igen og igen sin ’fri øvelse’, som er en serie af komplicerede spring, han skal fremvise til november, hvor han repræsenterer Danmark ved VM i Japan. Det er ekstremt vigtigt, at han holder fokus:

”Det kan fandeme gå galt, hvis jeg lader mig distrahere. Jeg kender en, som crashede fuldstændigt og landede lige på hovedet i et spring. Han var danmarksmester lige som mig, men nu er han lam fra halsen og nedefter. Derfor er jeg også altid forsigtig, når jeg skal lære et nyt spring. Det hedder 10 dybe vejrtrækninger og fuld koncentration.”

Da Benjamin Kjær vandt DM i stortrampolin første gang i 2016, drak han sig fuld. Det gør han ellers aldrig, for det er der ikke plads til i hans nøje tilrettelagte hverdag. Men denne ene aften skulle han fejre, at han endelig havde et håndgribeligt bevis på, at de utallige timer i trampolinen havde været det værd. Her var noget, han virkelig var god til.

I starten var trampolinspring en helt almindelig fritidsinteresse for Benjamin Kjær. Han var 10 år gammel, og han blev bidt af det med det samme. I takt med at han blev bedre, blev hans sportslige ambitioner større. I dag har han været danmarksmester fire gange individuelt og endnu flere gange, hvis man tæller synkronspring med.

Faciliteterne i Haslev Hallerne, hvor Kjær træner, er ikke prangende, og der er i det hele taget ikke meget prestige i hans sport. Pengepræmier i trampolinverdenen hører til de yderste sjældenheder, og der er ganske få atleter på verdensplan, der overhovedet bliver betalt. Benjamin Kjær er en af Danmarks bedste trampolinspringere, men han tjener ikke en krone på det. Tværtimod lægger han 3.000 kroner i kontingent til den lokale idrætsforening hvert halve år for at få lov til at springe. Dertil kommer udgifterne til konkurrencer i udlandet, som han delvist betaler ud af egen lomme.

”Det er en umulig sportsgren at tjene penge på, selv om man er professionel. I min idrætsforening er det vores trænere, der skriver pressemeddelelser i forbindelse med konkurrencer og tager sig af organisering og træningsplaner. Der er ingen af dem, der får løn for deres trænerarbejde, så de er nødt til at have et job ved siden af. Til min træning her i aften kan ingen af dem tage fri, så der er jeg nødt til at træne på egen hånd,” fortæller Benjamin Kjær.

I andre sportsgrene ville det være uhørt, at sportsudøverne skulle stå for deres egen udvikling, men det generer ikke Benjamin Kjær. Han er vant til, at det er vilkårene, når man er trampolinspringer. Det er heller ikke fordi, at han regner med at gøre karriere i trampolinen, for han er ganske bevidst om, at man ikke tjener penge på sporten i Danmark.

”Det betyder heller ikke så meget for mig. Jeg har altid gerne villet være pilot, men det kan jeg ikke, for jeg har meget dårligt syn på det ene øje, og så kan man jo sige, at trampolin er noget af det, der kommer tættest på. Det tænker jeg i hvert fald. Hvis man er modig nok, så er der stort set ingen grænser.”

På en almindelig uge træner Benjamin Kjær i trampolinen seks gange. Dertil kommer styrketræning, opvisninger og konkurrencer. På normale hverdage står han op klokken 6.45 og er hjemme igen 21.30. Han ser sine venner fredag aften og lørdag, når han altså ikke er i udlandet til konkurrence, og familien indimellem, når han har tid. De har lært at forstå, at der er andre ting, som er vigtigere. Det gør kvinder ikke altid, derimod.

”Min sport er som et ekstra fuldtidsjob, der påvirker alle dele af mit liv. De piger, jeg har datet, har vidst, hvad de gik ind til, men alligevel er det kommet bag på dem, hvor meget af min tid, det tager.”

For et par år siden skulle Benjamin Kjær med sin daværende kæreste og hendes familie på ferie i Kroatien. Et par måneder efter ferien var blevet planlagt, kvalificerede Benjamin Kjær sig imidlertid til World Games i Polen. Det er en af de vigtigste konkurrencer i trampolinsporten, og den foregik præcis samme uge som den planlagte ferie:

”Jeg fik to dage i Kroatien med min kæreste, og så tog jeg videre til Polen. World Games er kun én gang hvert fjerde år, så det var en kæmpe chance. Hun tog det ikke særlig pænt, for hele hendes familie havde taget kærester og ægtefæller med på ferien. Hun følte, at hun blev efterladt dernede.”

Kort efter ferien gik han og kæresten fra hinanden. Hun konfronterede ham med, at hun ikke længere ville dele ham med en sportsgren. Han svarede, at han ikke ville tilsidesætte sin sport.

I dag har Benjamin Kjær en ny kæreste. Forholdet er stadig meget nyt, men han tror, at hun har en bedre forståelse for det, sporten kræver. Hun kan blandt andet finde på at opmuntre ham til at bruge endnu flere timer på træningen. På samme måde har hans venner fra starten haft forståelse for, at han som udgangspunkt ikke kan komme med, når de inviterer:

”Mine venner fra gymnasiet har en ugentlig spilaften. Den kan jeg aldrig være med til, fordi jeg træner. Vi har også snakket om at tage til England til sommer, men jeg skal til European Games, og lige efter tager jeg på træningslejr. Sidste år, da jeg blev student, tog mine venner på Roskilde Festival, mens jeg tog også på træningslejr. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne give slip og være fuldstændig ligeglad med konsekvenserne.”

Benjamin Kjær er netop nu ved at begynde på softwareingeniørstudiet på ITU, men det betyder ikke, at han vil gå på kompromis med sin træning af den grund. Forude – i november – venter nemlig et VM i Tokyo.

”I det lange løb kan det jo ikke betale sig for mig at bruge så meget tid i trampolinen. Sporten kommer ikke til at give mig nogen form for succes udover følgere på Instagram. Til gengæld giver det mig nogle fede oplevelser. Jeg har drukket vodka i Rusland og sake i Japan, jeg har været i Aserbajdsjan, USA og Canada. Og det giver mig selvtillid at være god til noget,” forklarer han.

”Ting kommer og går hele livet, men jeg er overbevist om, at det talent, jeg har, er unikt. Det har jeg tænkt mig at holde fast i.”

Øje for målet: Stepahn Hansen, bueskytte

Stephan Hansen kunne ramme midten af en målskive fra 50 meters afstand, før han rigtigt havde lært at læse. I mange år har han sagt nej til sociale arrangementer hos familie, venner og selveste Dronning Margrethe for at bruge al sin tid på at finpudse sin præcision. I dag befinder han sig i bueskydningens absolutte elite.

Stephan Hansen smider sin sportstaske fra sig i græsset og pakker sit udstyr ud. Solen skinner, og der er vindstille ved Idrættens Hus i Brøndby. De ideelle forhold til en skydetræning. Han hiver sin bue frem og skruer sigtet fast på ydersiden. Buen ligner i højere grad et superhelte-remedie fra en animeret sci-fi-film end Robin Hoods yndlingsvåben, men compound-buen, som er den buetype Stephan Hansen skyder med, er også den mest avancerede bue, der findes. Han trækker strengen baglæns og stirrer fokuseret på målet fra 50 meters afstand, inden han giver slip på pilen, der flyver gennem luften og rammer i målskivens gule midterfelt.

Som syvårig holdt Stephan Hansen en bue i hånden for første gang. Hans fire år ældre bror var lige begyndt til bueskydning, og som enhver anden lillebror, der ser op til sin storebror, ville han selvfølgelig det samme. Egentlig var det mest deres far, som i begyndelsen var den primære drivkraft bag familiens bueskydningsengagement, men det viste sig hurtigt, at Stephan havde et særligt øje for præcision.

”På en eller anden måde skete min udvikling naturligt. Den ene konkurrence tog den næste, og i 2011 blev jeg ungdomsverdensmester i compound-buen. Dér, i en alder af 16 år, gik det op for mig, at det måske kunne blive til mere,” siger nu 24-årige Stephan Hansen. Han har været professionel i fire år, og før det gik han i gymnasiet på en Team Danmark-ordning, som gav ham mulighed for at rejse i forbindelse med internationale konkurrencer.

”Jeg endte nok mest i bueskydning, fordi der ikke var andre sportsgrene, der passede mig. Jeg er født med nogle underlige fødder, så jeg ville aldrig blive god til fodbold. Jeg har prøvet, og det går bare ikke. Og så er jeg heller ikke ligefrem egnet til holdsport. Jeg kom altid op at slås med børn fra modstanderholdene, når vi tabte,” erkender han.

”Det er nok også derfor, at bueskydning passer mig godt. Jeg står selv for arbejdet, og hvis jeg fejler, hviler ansvaret på mig alene.”

I modsætning til andre mere fysiske sportsgrene er det ikke selve træningen, som er hård inden for bueskydning. Stephan Hansen træner med bue og pil fire til seks timer dagligt fordelt over to træningspas, og så løber han fire gange ugentligt. Det sidste behøver han strengt taget ikke, men han har en idé om, at en lavere hvilepuls også vil holde hans puls nede, når han bliver sat under pres. Det er nemlig evnen til at holde hovedet koldt, der er en bueskyttes helt store udfordring.

”I bueskydning betyder din højde og drøjde ingenting, men du skal lære at håndtere dine nerver. Det er i princippet nemt nok at ramme skiven, men når du bliver nervøs, begynder du at sigte dårligt. Ved en World Cup-finale i Tyrkiet sidste år fik jeg det, vi i sporten kalder ’pletskræk’, hvilket betyder, at man bliver bange for at sigte i midten. Jeg aner ikke, hvad der skete i mit hoved, men mit fokus var helt væk, og jeg tabte stort. Det var pissepinligt, og det værste var, at jeg begyndte at tænke: ’Hvad nu, hvis det sker igen, og jeg ikke kan vende udviklingen?’ Det eneste, der var at gøre, var at træne, indtil jeg var på rette spor igen.”

Han forklarer, at bueskydning er en sport med kontant afregning. Det kan læses direkte ud af pointene, hvordan du har præsteret. Og hvis det over en længere periode går dårligt for ham ved konkurrencerne, sætter han spørgsmålstegn ved, om det er det hele værd.

”Der er virkelig mange forventninger, både fra andre og fra mig selv, og det kan være svært at kapere. Hvis ikke du leverer resultater, så gider virksomhederne ikke at sponsorere dig, og så mister du hele dit indtægtsgrundlag. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at have et normalt arbejde, hvor man ikke har så massivt et pres på sine skuldre. Men altså, jeg ved jo godt, at jeg ville blive træt af et 8-16-job efter en måned.”

I bueskydning er hovedreglen, at jo flere stævner du vinder, jo flere penge tjener du. Det er der to grunde til: For det første er der større pengepræmier at hente i mange af de større stævner. I nogle konkurrencer er der mere end 600.000 danske kroner på spil. Desuden giver sejre adgang til sponsorpenge og udstyr fra prominente brands.

Stephan Hansen har en håndfuld store sponsorer, som dækker alle hans udgifter i forbindelse med sporten og udbetaler ham løn svarende til en almindelig, dansk lønmodtager. Men for den talentfulde, danske atlet, er det ikke pengene, der driver værket. Det er førstepladsen, det hele handler om.

”Jeg vil være så god som overhovedet muligt. Selv om jeg befinder mig i verdenseliten, føler jeg stadig, at jeg kan blive bedre. Sejrene er vigtige for mig, fordi de fungerer som et pejlemærke på, om min træning bærer frugt, og at jeg faktisk udvikler mig. Jeg ved, at jeg kan vinde flere ting, og jeg har ambitionerne til det,” siger han.

Lige nu ligger Stephan Hansen placeret som nummer ni på verdensranglisten i sin disciplin. Han har tidligere været nummer et på verdensranglisten, og han håber at generobre førstepladsen senere på året, når sæsonen rigtigt går i gang.

De vigtigste bueskydningsstævner finder sted fra november til august. Der er mange af dem, og de afvikles i forlængelse af hinanden på vidt forskellige kontinenter.

Derfor er Stephan Hansen sjældent hjemme i Danmark, og derfor har han stort set kun venner, der selv er bueskytter. Det er nemmere, synes han, fordi han alligevel aldrig befinder sig længe nok på ét sted, til at han kan nå at opbygge ’almindelige’ venskaber.

I det seneste år har han haft så mange konkurrencer i udlandet, at han ikke har haft tid til at se sin storebror, og han har i det hele taget været nødt til at melde afbud til næsten alt, han har været inviteret til, siden han gik i gymnasiet.

Det samme var tilfældet, da han i 2016 fik en officiel invitation til festivitas hos Dronning Margrethe. Anledningen var regentens såkaldte ’Art et Lettres’-aftenselskab, der har til formål at fejre kunst, kultur og sportslivet i Danmark. Et prestigefyldt arrangement, som kun er blevet afholdt fem gange gennem Dronning Margrethes tid som regent. Stephan Hansen takkede nej til invitationen, fordi han havde et stævne i USA et par dage senere.

”I princippet kunne jeg sagtens have taget et fly dagen efter aftenselskabet, men det var mest hensigtsmæssigt at ankomme til stævnet tidligt. Min omgangskreds syntes, at det var skørt, at jeg ikke bare droppede stævnet for at besøge Dronningen, men det er altså vigtigere for mig at yde mit bedste i konkurrencerne,” siger Stephan Hansen.

”Langt hen ad vejen synes jeg, at det handler om prioriteringer. Som barn havde jeg de fleste af mine venner i sportsklubben. Jeg kommer ikke til så mange fester som andre, men det har jeg heller ikke brug for. Der er selvfølgelig ting, jeg giver afkald på, men det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg har selv valgt at prioritere min tid, som jeg gør, og jeg har aldrig fortrudt nogen af de valg, jeg har taget.”

Is i blodet: Viktor Thorup, speedskater

Viktor Thorup har skrevet sportshistorie. Som ene dansker blandt nordmænd og hollændere har han manifesteret sig i speedskatingens absolutte top. Han er et sportsligt præmiebarn, men han er også sin families sorte får, som aldrig er der, når der virkelig er brug for ham.

Viktor Thorup var lige blevet færdig i folkeskolen, da han med tre måneders løn fra McDonald’s på lommen tog alene til rulleskøjtesportens hovedstad, Toulouse, på ubestemt tid. Planen var at stå på rulleskøjter, indtil han var verdens bedste.

”Det var sådan, jeg prøvede at sælge den til mine forældre. Det gik virkelig dårligt. Min mor var sindssygt sur i det første år, jeg var væk. De lod mig kun tage af sted, fordi de vidste, at de alligevel ikke kunne stoppe mig,” siger Viktor Thorup.

”Jeg har altid været meget viljefast. Jeg har i hvert fald formået at skære alt, der ikke handlede om at blive bedre til at stå på skøjter, væk. Jeg tror stadig, at det er et karaktertræk, mine forældre og venner har svært ved at sætte sig helt ind i.”

Allerede som 12-årig vandt Viktor Thorup DM i rulleskøjter og prøvede at overbevise sine forældre om, at han skulle skifte danskundervisningen ud med bentræning, fordi det var vigtigere for hans fremtid. Han blev indskrevet på gymnasiet Lycée Victor Hugo i Colomiers, som ligger tæt ved Toulouse, og hver dag når undervisningen sluttede, spændte han rulleskøjterne og trænede under den sydfranske sol.

Efter fire år i Frankrig, blev han introduceret til isskøjter. Det skete til en træningssamling i Tyskland, hvor planen egentlig var, at han skulle forbedre sine evner på rulleskøjter, men endte med at bruge al sin tid på isen.

”Jeg husker tydeligt, hvor fedt det var. Ikke mindst fordi jeg havde et åbenlyst talent for isskøjter. Efter måske 20 træningstimer var jeg god nok til at lande en tredjeplads til U20-VM i speedskating. Efter 10 år på rulleskøjter havde jeg aldrig været i nærheden af noget lignende,” siger han.

Den i dag 24-årige OL-atlet er praktisk af natur. Han tænker i cost/benefit-analyser, optimering og effektivisering af sine præstationer. Derfor tøvede han heller ikke med at skifte 10 år på rulleskøjter ud med en ny sport.

”Det er egentlig meget enkelt; jeg vil bare gerne vinde. Det lyder sikkert sindssygt i andres ører, at jeg vil træne så hårdt, fordi jeg vil være god – men folk, der har mærket, hvor ekstrem en lykkefølelse sejrsrusen frigiver, forstår mig udmærket.”

Da han skiftede til isskøjter, gik det stærkt. Først trænede han professionelt på et tysk hold, siden med det norske speedskating-landshold, og så begyndte han at få Team Danmark-støtte. Han fik sin OL-debut i Pyeongchang i 2018 og endte på en femteplads i disciplinen massestart. Det er det bedste individuelle resultat, en dansker nogensinde har skøjtet sig til – men det var ikke et resultat, Viktor Thorup stillede sig tilfreds med.

Han residerer nu i Salt Lake City i Utah, hvor skøjtebanen ’The Utah Oval’ ligger. Den går under titlen ’Verdens hurtigste skøjtebane’, fordi det er her, alle eksisterende verdensrekorder i speedskating er blevet sat. Han kunne sagtens finde gode træningsfaciliteter i fx Holland, som er en af verdens førende skøjtenationer, men han kunne ikke drømme om at gå på kompromis med sine sportslige fremskridt, blot for at have det sjovere i sin fritid.

”Jeg præsterer altid optimalt, hvor mine konkurrenter kan forfalde til at slappe af. Når vejret er dårligt, eller andre forhold gør, at det er svært at komme afsted, så giver jeg den fuld gas. Der er jo dér, jeg kan gøre forskellen.”

I speedskatingens verden handler det i grove træk om at blive god om sommeren og om at være god om vinteren. Viktor Thorups træningsplan varierer alt efter sæsonen, men året rundt tilbagelægger han utroligt mange kilometer på cykel. Fordi speedskating er en ekstremt syreophobende sportsgren, hvor atleterne konstant skal holde benene i en 90 graders vinkel, er den umulig at dyrke i længere stræk. Om sommeren består hans daglige træning af to træningspas; cardio om formiddagen og styrketræning om eftermiddagen. Det kan eksempelvis være 80-200 kilometer på cykel og intensiv bentræning. I oktober skruer han ned for mængden af træningstimer, så han er udhvilet til konkurrencerne, der ligger i vinterhalvåret.

Sidste sæson deltog han i World Cup i Salt Lake City, i Obihiro og Tomakomai i Japan, i Tomaszów i Polen og i Heerenveen i Holland. Han havde fire juledage i Danmark, inden han 25. december fløj til Calgary i Canada. Det er ikke altid, han når hjem til jul, for det kræver, at konkurrencerne ligger på de rette dage og tæt på Danmark. Selv når han er hjemme, springer han sociale arrangementer over, fordi de er svære at forene med hans træning.

”Jeg er ked af, at jeg så tit må sige nej. Jeg føler, at jeg svigter dem, jeg holder af, og jeg er bange for, at de tror, at jeg ikke gider dem. Jeg får generelt dårlig samvittighed over min egoistiske livsstil. Der er mange ting, jeg ikke er stolt af. Jeg missede for eksempel min fars fødselsdag, fordi min cykel skulle ordnes, og min træning derfor blev tre timer forsinket. Jeg valgte at cykle den fulde tur alligevel og kom tre timer for sent til en fødselsdagsfest, der varede to og en halv,” fortæller han.

Den slags historier har Viktor Thorup mange af. Engang punkterede han på sin racercykel to minutter efter en påbegyndt træning. I stedet for at tage forbi cykelhandleren, fortsatte han på det punkterede dæk, indtil det røg af, og han cyklede på et karbonfelt til 11.000 kroner. Da det smadrede, stod han 50 kilometer hjemmefra, 11.000 kroner fattigere og med et faldefærdigt hjul.

”Det er både en gave, men også en forbandelse, at jeg er så ekstrem med min træning. Hvis jeg er ude og cykle med en ven eller holdkammerat, og vedkommende ikke kan følge med, så stopper jeg ikke og venter. Jeg prøver at overbevise dem om, at det ikke er, fordi jeg er en dårlig person, men tværtimod fordi jeg har svært ved at tilsidesætte det, der vil gøre mig til den bedste.”

Viktor Thorup får taget blodprøver hver tredje dag, han har kompressionsbind på 40 minutter dagligt, han tager isbad, og han flyver aldrig uden mundbind, fordi det minimerer chancen for, at han bliver syg. Han drikker desuden udelukkende skummetmælk, og kan han ikke få det, tager han kaffen sort, selv om han egentlig bedst kan lide den med mælk. Dertil kommer, at han tilpasser sin døgnrytme til sporten og konkurrencerne, så han kan præstere optimalt.

”Jeg træner over 1.000 timer om året og bor 8.000 kilometer væk fra min familie – bare fordi jeg synes, det er fedt at være god. Men dem jeg er oppe imod, gør også alt, hvad de kan. Jeg elsker at dyrke hård sport, men nogle gange ville det være rart at kunne skide på det hele og slappe lidt af. Men omvendt ved jeg også, at jeg vil komme til at savne det hele, når jeg stopper,” siger han.

”Sport handler i høj grad om anerkendelse. Hvis du kigger på det objektivt, er der jo ikke noget dummere end mænd, der kører rundt i ring for at se, hvem der er hurtigst. Det lyder som et åndssvagt væddemål. Men når man prøver det, når man mærker følelsen af at vinde, så giver det hele pludselig mening.

Han ved godt, at speedskating ikke er nogen klog fremtidsinvestering, hverken økonomisk eller på det familiære plan. Vil han fortsat være en del af verdenseliten, er han nødt til at sætte sporten først, og det betyder, at hans kærlighedsliv, familieliv og sociale liv må vige for træningsprogrammet.

”Nogle gange bliver jeg lidt nervøs for at stå som midaldrende mand helt alene og ensom, mens alle mine venner har fået ’rigtige’ liv,” indrømmer Viktor Thorup.

”Men jeg ved, at min karriere ikke varer hele livet. Få skøjteløbere kan fortsætte, når de er over 35 år, så jeg må gøre, hvad jeg kan, mens jeg kan. Jeg har ikke lyst til at gå og tænke: ’Shit, der smed jeg verdens største gave på jorden.’"