Fem stjerner til forsvaret, to til træneren: Vi endevender det danske EM-landshold

DET STARTEDE SÅ GODT for Kasper Hjulmand, bedre end han i sin vildeste fantasi havde turde drømme om, den 52-årige landstræner, der en overgang nærmest havde status af folkehelt. Men så kom VM i Qatar. Og siden den på alle tænkelige måder forfærdelige bastard af en slutrunde har det været svært at genkende Hjulmands landshold, som fik nationen til at drømme om EM-guld i den magiske sommer i 2021, antændte en sand folkefest i gaderne og til storskærmsarrangementer i landets store byer, og kun blev bremset af et tvivlsomt engelsk straffespark i semifinalen.

Så langt er der næppe nogen ved deres fulde fem, der tror, at Danmark kan komme ved slutrunden i Tyskland. Magien er slet og ret væk, den døde, mens Hjulmand og co. forsøgte at slå retoriske knuder på sig selv for at forklare, hvorfor man overhovedet var mødt op for at spille fodbold i et ørkendiktatur. I stedet er hverdagen sat ind, og den er som bekendt grå, kedelig og fuld af ting, man kan brokke sig over.

HOLDER LANDSTRÆNEREN for stædigt fast i de samme, gamle spillere? Udtager han for mange, der kæmper med enten manglende spilletid eller svigtende form? Får han nok ud af sin på papiret ganske stærke trup? Den slags spørgsmål har Kasper Hjulmand (helt berettiget) måttet lægge ører til i mere end et år, og de vil kun blive forstærket, hvis det går skævt i Tyskland – måske endda ledsaget af et bastant folkekrav om en fyring.

Mest interessant er diskussionen om, hvorvidt landstræneren burde have benyttet den forgangne EM-kvalifikation – hvor man på grund af de gode resultater var havnet i en historisk let gruppe, men alligevel kun formåede at vinde på målscoren – til at gennemføre et generationsskifte. Det valgte Hjulmand ikke, selvom enkelte nye spillere blev indlemmet (mest i periferien), nu er det for sent, og det efterlader et landshold, hvor for mange bærende spillere spiller for lidt, mens stjernerne af i morgen endnu ikke ligner en integreret del af holdet. Set udefra fristes man til at spørge, hvad det mon gør ved hierarkiet og stemningen i omklædningsrummet, når nogle spillere tilsyneladende udtages og spiller uanset hvad, mens andre ikke for alvor får chancen, næsten uanset hvor godt de præsterer for deres klubhold?

I GRUPPE C venter England igen, bødlerne fra 2021 og et af Europas (og hele verdens) på papiret bedste og bredeste landshold – hvis ikke det bedste af dem alle. Dem skal vi nok ikke gøre os forhåbninger om at slå, men til gengæld bør der være fine muligheder mod Slovenien, som landsholdet tog fire point mod i kvalifikationen, og Serbien, to kampe, der, når man sammenligner spillermaterialet, bør resultere i seks point foran de cirka 50.000 danske fans, som ikke er ramt af landsholds-pessimismen og har købt billet. Mindre kan heldigvis også gøre det, hele fire ud af seks treere i gruppespillet går videre til ottendedelsfinalerne, og det skal ganske enkelt lykkes. Med den rigtige modstander kan det også blive til en kvartfinale, men meget længere end det kommer Danmark nok, realistisk set, ikke.

Målmandsposten

Kasper Schmeichel er blevet 37, står på mål i belgiske Anderlecht og er med al respekt langt fra topniveauet, da han med Leicester City vandt Premier League i 2016. Men når det så er sagt: Schmeichel er, trods et par svipsere i landsholdsregi det sidste års tid, stadig en hæderlig sidste skanse, og målmandsposten er ikke en, man skifter ud på så tæt på en slutrunde, medmindre man er tvunget – især ikke når den oplagte afløser Frederik Rønnow så alt andet end sikker ud, da han fik chancen mod upåagtede Færøerne på Brøndby Stadion. Foruden Union Berlin-keeperen råder landstræneren også over unge Mads Hermansen, der kom på årets hold i The Championship efter en fremragende sæson i målet for Leicester, en fremtidens mand, men for nu må han tage til takke med det tredje og yderste mandat.

Forsvaret

I efterhånden en del år har bagkæden været der, hvor Danmark var stærkest, og der er intet nyt under solen. Selvom snart 35-årige Simon Kjær må siges at have sine bedste dage bag sig, spiller han stadig rimelig fast i AC Milan, og afhængigt af om Hjulmand vælger en tre- eller fireback-kæde, kommer han formentlig igen til at spille sammen med Andreas ’AC’ Christensen (der har været lidt ind og ud af holdet i FC Barcelona i denne sæson) og Joachim Andersen, som har stor personlig succes i Crystal Palace. På backen er det stadig svært at komme helt udenom Joakim Mæhle, selvom han om nogen er symbolet på, hvor meget landsholdet er dalet i niveau siden 2021. Til gengæld skal Mæhle nu spille til højre og gudskelov for det: Landsholdet har endelig – en-de-lig – fået en ægte, venstrebenet venstreback i unge Victor Kristiansen, som har imponeret stort på leje hos Bologna i den sjove ende af den italienske Serie A.

Midtbanen

Delaney-Højbjerg-Eriksen. Måske Christian Nørgaard. Det er sådan, det kommer til at se ud, også selvom Thomas Delaney ikke længere spiller i en europæisk top fem-liga, og Christian Eriksen mest varmer bænken i Manchester United. Hjulmand er også glad for Mathias Jensen, selvom onde tunger vil sige, at han aldrig nogensinde har spillet en rigtig god kamp på landsholdet, og så er der de unge, fremadstormende Morten Hjulmand fra Sporting Lissabon og pæredanske Matt O’Riley fra Celtic. Og så selvfølgelig Mikkel Damsgaard, helten fra EM, der er gået fra at være en af Europas varmeste unge spillere til at varme bænk i Brentford. Men Hjulmand elsker ham, som i virkelig elsker ham, spilleren, som han har fået allermest kritik for at blive ved med at udtage. Så han er med, selvfølgelig, hvis han på nogen måde er klar til at spille.

Angrebet

Langt om længe har landsholdet en 9’er, man kan regne med. Kasper Dolberg kunne kun i glimt, Jonas Wind er bedst, når han kan få lov til at falde ned i banen og binde spillet sammen, men Rasmus Højlund er den ægte vare og har præsteret en godkendt første sæson i Premier League, selvom han spiller for et elendigt United-hold. Mere end godkendt er også hans syv mål i otte kampe i EM-kvalen, og han er derfor indiskutabelt førstevalg, når den første gruppekamp mod Slovenien fløjtes i gang 16. juni. Den anden plads i tremandsangrebet går nok til Wind, men derfra er det åbent: Yussuf Poulsen kommer fra en god sæson i Leipzig og er ligesom Andreas Skov Olsen en Hjulmand-favorit, og så bliver der hård kamp mellem Jesper Lindstrøm, Mohamed Daramy, Gustav Isaksen og Anders Dreyer om de sidste billetter.

Træneren

Før det forsinkede EM 2020 udråbte Kasper Hjulmand sit danske landshold som underdogs til at vinde turneringen. Tre år senere farer den tidligere FC Nordsjælland-træner forståeligt nok mere forsigtigt frem: Målsætningen er ”at se, om vi kan vinde den første kamp mod Slovenien. Og så se om vi kan komme videre fra puljen. Derfra kan alt ske,” som han har sagt til Tipsbladet, og så har han i hvert fald ikke lovet for meget – han ved også godt, at han vil have brugt den sidste rest af sin opsparede kredit, hvis Danmark flopper til en slutrunde for anden gang i træk, endda igen i en overkommelig gruppe. Man fornærmer heller ikke Hjulmand ved at sige, at spillermaterialet er til mere end det, der er blevet præsteret det seneste års tid, men landstræneren kæmper fortsat med at få sit hold til at spille inspireret og frit frem for forkrampet og kedeligt. Er han måske ved at være kørt fast? I så fald er det bedst tænkelige udfald nok en hæderlig slutrunde, hvorefter Kasper Hjulmand kan gå med æren i behold og overlade det tiltrængte generationsskifte til sin afløser.