Udlandet køber danske klubber i stor stil: Er vores sjæl for billigt til salg?

Denne tekst er skrevet, før Esbjerg ansatte tyske Peter Hyballa som cheftræner, der per 29. juli er udsat for massiv kritik fra en samlet Esbjerg-trup, som anklager træneren for at afstraffe dem fysisk og psykisk. Ejer Paul Conway har nægtet at fyre Hyballa, og kalder spillernes opførsel for “uprofessionel”.

Det er en knoglekold eftermiddag i marts. Stadiontribunerne i Esbjerg ligger hen som øde klippeskrænter, og kun mågerne er vidner, da angriberen Andri Bjarnson gør det til 1-0 for Pacific Media Group med en bred inderside. Kort efter finder Mathias Kristensen fodfæste i det fedtede græs. Han sætter i fart ned mod modstanderne SCP Waterfronts mål, og idet han passerer kanten af feltet, sparker han med sit højreben. Bolden strejfer vristen på en forsvarsspiller, får et ekstra skud luft under sig og spinner utageligt ind forbi målmanden. SCP Waterfront skynder sig at skifte sig ud. De maser sig fremad, men kommer aldrig tæt på at score. Pacific Media Group vinder 2-0. Håbet om Superligaen lever.

Pacific Media Group og SCP Waterfront lyder ikke som danske fodboldklubber. Det er de heller ikke – og så alligevel. De er hovedinvestorer i henholdsvis Esbjerg fB og Fremad Amager. For bare få år siden ville en kamp mellem de to klubber have været dansk fodbold, når det er allermest dansk. Rendyrkede traditioner, tyk nostalgi og historiske referencer til vestjysk fiskeri og københavnsk arbejderisme. Men tiderne er skiftet. Fremad Amagers besøg i Esbjerg – eller SCP Waterfronts besøg hos Pacific Media Group – står som symbolet på, hvor dansk fodbold bevæger sig hen.

Denne gråblå dag har noget umiskendeligt hjemligt over sig, og der er heller ikke noget i selve spillet, der tilnærmelsesvis giver mindelser om mere end dansk 1. division. Ikke desto mindre er kampen et gennemført globalt arrangement. Pacific Media Group er en amerikansk investeringsgruppe, mens SCP Waterfront er et monegaskisk ejendomsselskab. Begge forretninger er indbegrebet af en globaliseret verdensøkonomi.

Det kan godt være, at Esbjerg fB stadig hedder Esbjerg fB, at Fremad Amager også stadig hedder Fremad Amager, og at logoerne og klubfarverne er de samme, som da de to klubber spillede nedrykningskamp foran 8.600 mennesker på Sundby Idrætspark i 1976.

Men bag facaden er noget forandret. Foreningsidrættens amatøridealer har i årtier været passé, og vi har for længst vænnet os til, at også danske fodboldklubber indgår i alverdens globale netværk. Alligevel er kampen i Esbjerg en markering af et regulært nybrud i dansk fodbold. Det er ikke længere bare spillerne og trænerne, der er udenlandske. Det er også klubbernes ejere. Internationaliseringen er fuldbyrdet.

I løbet af de seneste syv år har ikke mindre end 11 danske klubber fået tilført udenlandsk kapital. Efter en fatal tysk investering er Næstved dog blevet købt tilbage på lokale hænder, så i dag er de 10 resterende klubber – fordelt på 1. division og Superligaen – ejet af folk med base uden for landet. Derudover regnes klubber som AaB, Randers FC, AC Horsens og Silkeborg IF også for at være på udkig efter udenlandske investorer.

FC Midtjylland brød som de første isen, da den britiske forretningsmand Matthew Benham i 2014 rykkede ind og blev storaktionær i klubben. Året efter fik han selskab af landsmanden Tom Vernon, der købte sig ind i FC Nordsjælland, og moldaveren Andrei Zolotko, der sammen med en kinesisk forretningspartner overtog aktiemajoriteten i Vejle Boldklub. Siden er også SønderjyskE, HB Køge, Vendsyssel FF, FC Helsingør og Jammerbugt FC blevet opkøbt – ud over altså Fremad Amager og Esbjerg. Amagerkanerne blev det i sommeren 2018, mens Esbjerg sluttede sig til tendensen så sent som i februar i år. Kampen mod Fremad Amager er faktisk første gang, at Pacific Media Group er til stede på Esbjergs hjemmebane, Blue Water Arena.

Den amerikanske investeringsgruppe er ledet af Paul Conway, en sorthåret og bredkæbet mand cirka midtvejs i livet.

”Vi har i to år kigget på mulighederne for at investere i dansk fodbold og har været i kontakt med flere forskellige klubber. Vi ved, at der er en stor talentmasse her i landet, og vi føler os overbeviste om, at vi kan skabe en god forretning. Esbjerg har allerede gang i mange af de ting, vi gerne vil: De bruger unge spillere, de spiller aggressiv angrebsfodbold og har styr på økonomien. Derudover vil vi gerne hjælpe klubben med at blive bedre til at indsamle og bruge data. Det er noget af det, vi er allerbedst til, især på transferområdet,” forklarer Conway, netop som spillerne træder ud på stadion.

Sætningerne ruller ud af ham som små stykker koreografi. Det er tydeligvis ikke første gang, at han er blevet bedt om at forklare, hvorfor valget lige akkurat er faldet på en vestjysk provinsklub.

Paul Conway bor i Florida, men befinder sig i store dele af året i Europa. Esbjerg fB er således ikke den eneste klub på kontinentet, Pacific Media Group har skudt penge i. Esbjerg er faktisk klub nummer fem. Den amerikanske forretningsmand er landet i Danmark kort inden kampen mod Fremad Amager, men allerede morgenen efter skal han videre til Belgien, hvor KV Oostende, en anden af investeringsgruppens klubber, skal spille topkamp. På de fleste af sine Europa-ture når Conway også til England, hvor Pacific Media Group ejer Yorkshire-klubben Barnsley, der længe kæmpede med om oprykning fra Championship til Premier League. Han slår også et smut forbi Frankrig, hvor Pacific Media Group ejer aktiemajoriteten i Nancy i Ligue 2. Og til Schweiz, hvor de har en mindre investering i FC Thun i landets bedste række.

”Vi investerer strategisk. Det vil sige i klubber, hvor vi ser et potentiale til at udvikle unge talenter og tjene penge på at sælge dem videre. Vi forsøger at arbejde på den samme måde i alle klubberne,” forklarer Conway.

Brian Bo Knudsen, ulastelig klædt i jakkesæt og med sin sølvgrå manke strøget bag om ørene, supplerer. Han er administrerende direktør i Esbjerg fB og har ført forhandlingerne med Pacific Media Group:

”Da Paul Conway ringede til mig, var vi faktisk forholdsvis langt i forhandlingerne med to andre potentielle investorer. Men de blev pludselig uinteressante. Det handlede ikke kun om penge, men også om at Pacific Media Group netop sidder på en stor viden og dyb indsigt om fodboldens mekanismer gennem deres andre investeringer rundt omkring i Europa,” siger han.

Alt dette lyder uhyre gennemtænkt og overbevisende, nærmest som om det er taget direkte ud af en fodboldstrategisk manual. Hvem skulle have det mindste imod, at Esbjerg fB får tilført 30 millioner kroner, at klubbens netværk bliver udvidet, og at driften fremover vil følge en nøje tilrettelagt plan, der allerede har vist sig succesrig i andre klubber af samme størrelse? Det lyder som en win-win-situation for alle parter.

Spørgsmålet er dog, om det giver lige så meget mening, hvis man anskuer tingene fra et andet perspektiv og i stedet prøver at forstå klubben som en kulturinstitution, hvis succes ikke kan måles i resultater – hverken økonomiske eller sportslige – men i stedet i den lokale forankring og identifikation?

Svarene vil sikkert variere fra fan til fan, men spørgsmålet er en pointe i sig selv. De seneste års mange udenlandske opkøb af fodboldklubber hertillands er en udfordring af dansk fodbolds grundlæggende væsen og appel. I fodboldkredse er der mange, der forklarer Superligaens attraktion (og 1. og 2. divisions for den sags skyld) med uforfalsket patriotisme. Nej, det er ikke verdens bedste ligaer, til gengæld er er det vores ligaer. Men hvad så, når stadig flere af klubberne er ejet af udlændinge uden tidligere tilknytning til dansk fodbold?

Simon Chadwick, engelsk sportsprofessor på Emlyon Business School i Lyon, hvor han blandt andet undersøger fodboldens politiske økonomi, har ikke et klart svar, men han øjner en spirende tendens:

”Vi ser i Europa, at flere og flere fodboldfans føler sig fremmedgjorte. Jeg er selv en af dem. Jeg er vokset op 10 meter fra Middlesbrough Football Clubs hjemmebane, men jeg har svært ved at genkende og engagere mig i engelsk fodbold, i hvert fald på topniveau. Det handler i høj grad om den globalisering og kommercialisering af sporten, som altså nu virkelig er ved at slå igennem i Danmark,” siger Chadwick.

Alle, der har haft deres gang i Esbjergs fodboldmiljø, ved, hvem Tommy Christensen er. En lav solbrændt mand midt i 60’erne. Eller det vil sige: Der er ikke rigtig nogen, der kender hans navn.

”Det har altid bare været Skipper. Der er sgu ingen, der ved, hvem Tommy er. Ikke engang mine kone,” gnægger han fra forsædet af sin røde Renault.

”Det er vist noget med, at jeg som lille knægt blev spurgt om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, og dengang var fiskeriet i Esbjerg kæmpestort, så jeg svarede selvfølgelig, at jeg ville være skipper. Det har været mit navn lige siden.”

Skipper endte ironisk nok aldrig med at blive skipper. I sine drengeår, dengang Esbjerg var ’det vilde vesten’ og et par på hovedet blev kaldt for en ’Esbjerg-faktura’, gik han til hånde på forskellige kuttere, men han blev aldrig fuldtidsfisker. Han blev til gengæld stort set alt andet – tæt på i hvert fald.

I begyndelsen af sin karriere repræsenterede Skipper flere esbjergensiske offshore-virksomheder på alskens messer i hele Europa. I den periode rendte han ind i Simon Spies.

”Jeg var blandt andet med til hans polterabend i 1983. Den blev holdt oppe i et fly, og han havde sine morgenbolledamer med og det hele. Jeg var også engang lige ved at komme op at slås med Poul Bundgaard, altså ham skuespilleren fra ’Olsen Banden’,” griner Skipper.

Hjemme på kontoret i etplansvillaen i retningen af Sædding og Hjerting hænger beviset i glas og ramme: Et gulnet, skrivemaskineskrevet brev stemplet af Spies Rejser. Da rejseriet blev for meget, forsøgte Skipper sig som portør på Esbjerg Sygehus. Siden begyndte han at rådgive virksomheder om arbejdstrivsel for derefter at blive reklamemand.

”Det er mig, der har designet logoet deroppe,” siger han, da vi svinger ned langs Esbjerg Havn og passerer melfabrikken Valsemøllens silo.

Og nå ja, så har han i de seneste 10 år også lige taget en tørn som folkeskolelærer. Skipper fortæller i højt tempo og med den største selvfølgelighed, mens han styrer Renaulten mod Gammel Vardevej 88, Esbjerg fB’s oprindelige klubhus. Det kan godt være, at han har levet et begivenhedsrigt liv, men han har aldrig haft for travlt til at passe sin helt store passion: Byens fodboldklub – EfB, som han og andre på egnen bare kalder den.

I mange år var Skipper bestyrer af klubhuset på Gammel Vardevej. Lige indtil hans helbred kom i vejen. For et par år siden kollapsede han i sit hjem og måtte flyves til Odense Sygehus med ambulancehelikopter. Efterfølgende fejlmedicinering har gjort, at han i dag er dårligt gående. Af ikke helt åbenlyse årsager har han dog stadig nøglerne til klubhuset, der ligger et par hundrede meter fra Blue Water Arena og med direkte udsigt til Esbjergs gamle træningsbaner.

”Det er mig, der har malet væggene blå,” forklarer Skipper og peger så hen på det bord, hvor han hver tirsdag og torsdag fra klokken 16-18 mødes med sine gamle fodboldvenner for at rafle.

”Så spiller vi om lidt mønter og snakker. Der er ikke det, vi ikke har en mening om.”

Lokalet er udsmykket med holdbilleder fra klubhistorien, alle taget på græsplænen på den anden side af de store vinduespartier i klubhusets udestue. Der er et fra 1961, da Esbjerg, trænet af østrigske Rudi Strittich (som senere blev dansk landstræner), blev mestre for første gang og indledte en femårig totaldominans af dansk fodbold. Og et fra 1976, da vestjyderne med Jens Jørn Bertelsen (der senere blev landsholdets midtbanedynamo) blev pokalmestre efter en sejr over Holbæk B&I.

I klubregi har Skipper langtfra kun været bestyrer af klubhuset. Der er faktisk stort set ikke den tjans i EfB, han ikke har påtaget sig. Gennem 40 år har han været lilleputtræner, drengetræner, juniortræner, holdleder, pølsesælger, stadionvagt og stævnearrangør. Han har pumpet bolden, fyldt drikkedunke, flyttet kegler og alt derimellem. For anstrengelserne er han blevet tildelt DBU’s sølvnål, en æresudmærkelse for mere end 25 års frivillig fodboldtjeneste.

Skipper er EfB’er af den gamle skole. Det er ikke bare fodboldklubben, der får hjertet til at banke. Det er selve byen. Han har boet i Esbjerg i hele sit liv og kender gud og hver mand. På turen i bilen ned gennem byen og ud på havnen har han kun én hånd på rattet. Den anden fægter fra side til side og udpeger mennesker og steder:

”Dér blev jeg født, i dét hus legede min mor med Daimi, dér kører Palle, han er bestyrelsesformand i EfB.”

Egentlig skulle man tro, at Skipper var betænkelig ved, at hans klub er blevet købt af en amerikansk investeringsgruppe. Måske spillet på banen bliver bedre, men hvad nytter det, når de nye ejere ikke aner en pløk om de omgivelser, som EfB har trukket på siden grundlæggelsen i 1924? Kan man frygte, at Esbjerg fB fremover bliver mindre esbjergensisk?

Intet kunne imidlertid være mere forkert.

”Jeg synes, det er fantastisk – og det tror jeg faktisk, at alle, jeg snakker med her i byen, synes,” siger Skipper.

”Hvis vi skal kunne spille lige op med de bedste, så koster det mange penge og stor viden, og det har vi nu fået tilført. Tidligere har vi været tvunget til at sælge vores bedste spillere, så snart der var interesse for dem, men nu kan vi måske beholde dem lidt længere,” fortsætter han med reference til det talentfulde Esbjerg-hold, der tilbage i 2013 vandt pokalturneringen og blev nummer fire i Superligaen.

Den overraskende succesfulde sæson gjorde straks større klubber opmærksomme på vestjyderne, og ikke længe efter var profiler som Martin Braithwaite, Lukáš Hrádecký, Kian Hansen, Peter Ankersen, Jakob Ankersen og Jonas Knudsen væk. I stedet for at konsolidere sig i toppen af dansk fodbold rykkede Esbjerg to sæsoner senere ned i 1. division.

”I øvrigt,” tilføjer Skipper, ”må man jo bare sige, at det er den vej, det går i fodbold. Om man kan lide det eller ej, så er det sådan, det er i dag.”

Udviklingen i Esbjerg er ikke alene udtryk for en tendens, der lige nu breder sig i Danmark. Nej, det er en del af en bredere global tendens, hvor flere og flere lokale klubber er til salg, og hvor flere og flere multinationale selskaber køber sig ind på markedet.

De to mest kendte eksempler er City Football Group, ejet af kongefamilien i Emiraterne, og den østrigske Red Bull-koncern, men de er langt fra de eneste. Sammen med Danmark er Belgien det land, hvor udviklingen har været tydeligst i de senere år. Lige nu er blandt andre thailandske King Power International (OH Leuven), qatarske Aspire Zone Foundation (KAS Eupen), russiske Dmitry Rybolovlev (Cercle Brügge), britiske Tony Bloom (Royale Union Saint-Gilloise), den saudiarabiske Prins Abdullah (K. Beerschot VA) og egyptiske Wadi Degla Holding (SK Lierse) til stede i landet.

Fælles for dem er, at deres fodboldaktiviteter er spredt ud. De ejer ikke bare én klub i ét land, men flere klubber i flere lande. Akkurat ligesom Pacific Media Group. Ifølge kritikere risikerer den slags at reducere Danmark til en vasalstat; en slags transitdestination, der tjener et højere mål et helt andet sted på kontinentet. Hvis klubejere, der køber sig ind i 1. division eller i Superligaen, også har penge i en større klub i en større liga, vil de givetvis være tilbøjelige til at prioritere denne over deres danske investering. SCP Waterfront er et glimrende eksempel på netop dette. I vinter lod de både flere af Fremad Amagers profiler og træneren, Azrudin Valentic, gå til søsterklubben i Bulgarien, PFC Botev Plovdiv.

Simon Chadwick er en af kritikerne. Han kalder det for en ’McDonalds-isering’ af fodbolden:

”Uanset om du går på McDonald’s i Johannesburg eller i København, smager hamburgeren ens. Det er den samme amerikanske franchise-idé, som de nye flerklubsejere er inspireret af. Pacific Media Group har ikke købt Esbjerg, fordi de har et inderligt ønske om at gøre en forskel for Esbjerg, men fordi de vil bruge klubben til præcis det samme, som de allerede gør i andre lande: At lave en forretning ud af at købe billige, unge talenter og sælge dem videre med fortjeneste. Jeg kan sagtens følge deres logik, men jeg har svært ved at se, hvordan det ikke suger noget sjæl og hjerte ud af klubben.”

Skipper anerkender anken, men han mener ikke, at det behøver at være så indviklet. Han vælger i stedet at fokusere på de muligheder, der er i at blive en del af Pacific Media Groups store pulje af kontakter og erfaringer:

”Jeg kan faktisk godt lide, at vores nye ejere har flere klubber, og jeg tror, at det kan blive en fordel. Det kan være, at vi kan bruge nogle af de spillere, der er tilovers i de andre klubber, eller at vi kan kopiere nogle af de måder, de træner på,” siger han.

I sommeren 2016 blev Vejle Boldklub opkøbt af det førnævnte makkerpar, den moldaviske forretningsmand Andrei Zolotko og kineseren Lucas Chang. Kort efter ringede Morten Pelchs telefon. I røret var Helle Thychosen, administrationschef i klubben og medlem af den legendariske Thychosen-familie, der i mere end et halvt århundrede har forsynet Vejle med indflydelsesrige skikkelser, både på og uden for banen.

”Hun ville have mig til at stå for klubbens kommunikation. Gerne med det samme. Den sommer hjalp jeg TV 2’s kommercielle partnerskaber med at afvikle deres EM-studie ved pladsen foran Musikhuset i Aarhus, så det passede egentlig rigtig dårligt, men alligevel smed jeg, hvad jeg havde i hænderne, og næste morgen kørte jeg til Vejle,” siger Morten Pelch.

Han er 39 år og autodidakt journalist. Vi møder ham i det, der engang var loungen på Vejle Atletikstadion, klubbens gamle hjemmebane, som i 2008 blev erstattet af en nyere version på nabogrunden. I dag er lokalet indrettet som et klubmuseum, og samlingen af klubklenodier er kurateret af Vejle-legender som Ulrik Le Fevre og Conny Laursen, begge en del af klubbens mandskab i 1960’erne.

I lokalet kan man finde alverdens tænkelige memorabilia: En forhandlingsprotokol fra 1891 med den officielle stiftelse af Vejle Boldklub, vimpler fra kampe mod spanske Real Betis og østrigske Admira Wacker, bestyrelsesmødereferater – den 17. november 1982 besluttede man fx at udsætte afgørelsen om ’den fremtidige drift af kiosk- og restaurationsvirksomheden i klubhuset’ – samt avisudklip om en vis Erling Rasmussen, der i 1960 kvittede Vejle Boldklubs Jyllandsserie-hold for at påmønstre et A.P. Møller Mærsk-skib ’i en eller anden havn’ i USA.

Morten Pelch er vokset op lige i nærheden i Nørremarken, en række af almene boligblokke i Vejles nordlige udkant. Han begyndte at spille i Vejle Boldklub som femårig, og som 10-årig fik han sin første tjans i klubben. Sammen med vennen Thomas fik han til opgave at gå op og ned ad gågaden med et reklameskilt, der mindede vejlenserne om de kommende kampe. I de år blev han endda undervist af sande Vejle-koryfæer på Nørremarksskolen. Ole Fritsen – den første spiller Vejle solgte til udlandet og træner for klubben gennem tre perioder – var hans engelsklærer, og i matematik havde han Erling Sørensen, målmand på Vejles første mesterskabshold i 1958.

Som ny kommunikationschef i Vejle Boldklub måtte Morten Pelch i 2016 straks i gang med at slukke ildebrande. Mens den nyansatte svenske træner Andreas Alm var gået i gang med at samle et helt nyt hold af spillere fra Andrei Zolotkos netværk, var pressen begyndt at kigge nærmere på den nye ejer og hans fortid i den ofte lyssky agentbranche. Overskrifterne var ikke ligefrem heldige. ’Her er Vejles nye playboy-millionær: Poserer med damer og pistoler,’ lød det eksempelvis i Ekstra Bladet, der havde været på Andrei Zolotkos sociale medier for at finde lidt snavs.

”Der var i forvejen meget skepsis over for det nye ejerskab, og Ekstra Bladets historie hjalp mildest talt ikke. Egentlig var den på mange måder unfair, og billederne var taget ud af deres sammenhæng, men det kunne sådan set være lige meget, for fortællingen var allerede skabt: Vejle var blevet købt af en løs kanon,” siger Morten Pelch.

Hans arbejde kom hurtigt til at handle om, hvordan han kunne overbevise Vejles fans om, at Vejle stadig var Vejle. Men først skulle han lige overbevise sig selv:

”Jeg inviterede Andrei ud på en lang gåtur. Hvis jeg skulle tale hans og vores sag, var jeg nødt til at lære ham at kende. Jeg spurgte ham, hvorfor han lige havde valgt at smide sine penge efter Vejle, og så viste det sig jo, at han havde sat sig virkelig godt ind i klubben, dens historie og dens kultur.”

Derfra gik Morten Pelch, hans team i kommunikationsafdelingen og hans chef, administrerende direktør Henrik Tønder, i gang med at gentænke brandingen af Vejle Boldklub. Noget måtte gøres, hvis klubben ikke skulle miste betydelige dele af sin opbakning i lokalområdet.

”Og i dag, fem år senere, vil jeg faktisk påstå, at vi i de seneste 25 år ikke har været så godt forankret i vores nærmiljø, som vi er nu. Det er jo egentlig en paradoksal udvikling. Salget til Andrei har gjort os ekstra opmærksomme på vores rødder og husket os på behovet for at dyrke dem. Tidligere var der måske en tendens til at tage traditionen og kulturen lidt for givet. Pludselig blev vi konfronteret med hvem, vi egentlig er. Det har været enormt sundt,” siger Morten Pelch.

Helt konkret har Vejle søsat forskellige tiltag, der understreger klubbens lokale engagement. De har lanceret sponsorinitiativet Kong Hans Eg, der sikrer penge til udsatte unge i byen – og som tilmed er navngivet efter det ikoniske egetræ, der skyder majestætisk i vejret foran Vejle Stadion. De har integreret vejlensiske varetegn som Fjordenhus, rådhuset og Vejle Mølle i deres visuelle identitet. Og de har udsmykket stadionfacaden med en mosaik, hvor klubbens tilhængere har kunnet købe sig til at få deres navn skrevet på en baggrund af Vejle-legender og minder.

”Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at sådan nogle projekter alene kan overbevise de skeptikere, der måtte være, men det er jo i hvert fald et forsøg på at aktivere historien og bringe det, vi kommer af, ind i en ny kontekst,” siger Morten Pelch.

Henrik Tønder, den administrerende direktør i klubben, er ligeledes overbevist om, at kommunikationsarbejdet har været afgørende for, at mange vejlensere ikke længere rynker på næsen, når de hører navnet Andrei Zolotko.

”Det har været med til at afmystificere ejerskabet og få det til at fremstå mindre fjernt,” siger han.

47-årige Tønder, der i forbindelse med sin handelsskoleuddannelse var i praktik i Vejle Boldklub og allerede i 2004 fik sin første fuldtidsansættelse i klubben, ved, hvad han snakker om. I 2010 var han en af initiativtagerne til Vejle Boldklub Kolding, en kontroversiel sammenlægning af Vejle Boldklub og naboerne i Kolding FC. Klubberne satsede på, at de ved at gå sammen kunne udvide deres opland og tiltrække flere investeringer, men projektet viste sig hurtigt at være lidt af en bastard. Fansene hadede fusionen og mente, det var forræderi mod klubbens historie. Og den 30. juni 2013 blev Vejle Boldklub Kolding lagt i graven.

”Det var ikke kønt,” indrømmer Henrik Tønder gerne i dag.

”Men det gav nogle værdifulde erfaringer, og nu fem år efter Andrei Zolotkos investering kan jeg se, at det i sidste ende ikke handler om, hvor ejeren er fra, men om hvad, ejeren gør.”

I Esbjerg handler man bestemt ikke efter vejlensisk forbillede. Men alligevel går mange af tankerne fra Vejle Boldklub igen hos Brian Bo Knudsen, vestjydernes administrerende direktør.

”Vi har været – og er stadig –meget bevidste om at tage højde for vores bagland. Det er også deres klub. Vi har vurderet, at der er behov for en udenlandsk investering, men vi har jo absolut ingen intentioner om, at vores klub skal forandres til uigenkendelighed,” siger Brian Bo Knudsen.

Det har Paul Conway og Pacific Media Group heller ingen intentioner om, siger de adspurgt til problematikken:

”Vi kunne aldrig drømme om at skifte klubbens logo, farver eller lignende. Det vil være mangel på respekt, og det vil i øvrigt, tror jeg, også være dårligt for vores forretning,” siger Conway.

Faren for et Cardiff-lignende scenarie er altså afblæst i Esbjerg. I 2010 smed den malaysiske forretningsmand Vincent Tan penge i den walisiske klub Cardiff City, året efter blev han aktiemajoritetsholder, og i 2012 lagde han sig så ud med klubbens fans, da han besluttede at skifte klubbens trøjefarver siden 1908, blå og hvid, ud med rød og sort. Vincent Tans teori var, at rød og sort appellerede mere til de internationale markeder.

Selv hvis Pacific Media Group gik med lignende slags tanker, ville de slet ikke kunne gøre alvor af dem. I aftalen med amerikanerne har Esbjerg fået forhandlet sig frem til nogle klausuler, der blandt andet forhindrer skift af navn, logo, klubfarver og stadionets geografiske placering.

”Alt andet havde været utilstedeligt, og i øvrigt skal man huske på, at vi med vores nye investorer faktisk også har fået mulighed for at øge det lokale bidrag til klubben,” siger Brian Bo Knudsen.

Han refererer til, at Claus Sørensen Gruppen, en lokal fiskerivirksomhed og mangeårig klubsponsor, har valgt at indskyde 10 millioner kroner i ny aktiekapital, ligesom en række andre, mindre vestjyske investorer tilfører klubben tre millioner kroner.

”Det havde de ikke gjort, hvis vi ikke kunne præsentere dem for en attraktiv forretningsplan initieret af Pacific Media Group,” siger Brian Bo Knudsen.

Man kan ikke direkte sammenligne de to klubber, men pointen er den samme som i Vejle: Det internationale og det lokale behøver ikke – i hvert fald ikke på alle punkter – at være hinandens modsætninger. Måske faktisk snarere tværtimod.

Skipper er ikke vant til at se Esbjergs kampe i tv.

”Det er rædselsfuldt,” siger han.

Han ser frem til, at corona-restriktionerne bliver endeligt hævet, så han og alle andre kan komme på et fyldt stadion igen. Skipper er optimist. Bentøjet er i bedring efter, at lægerne endelig har fået rettet op på hans medicinering, og EfB er atter på rette kurs.

”Det er altså ikke mange år siden, at vi spillede Europa League mod store modstandere som Fiorentina og Saint-Etienne. Det kommer vi til igen,” siger han.

Sker det, er der næppe den Esbjerg-fan, der vil hænge sig i, at klubben drives med amerikanske penge og er blevet indlemmet i et multinationalt konglomerat. På den måde har fodbold det med at være forbavsende simpelt. Dét øjeblik, en Esbjerg-spiller slipper fri af sin markering og scorer målet, der sender Esbjerg ud i Europa, er der ikke en eneste på Blue Water Arena, der vil skænke ejerskabet en tanke. Resultater er magtfulde. Det er i det mindst erfaringen i Vejle, siger administrerende direktør Henrik Tønder:

”Der er en direkte sammenhæng mellem, hvordan vores ejerskab bliver betragtet, og hvordan vi spiller på banen. Vinder vi, er alt godt. Taber vi, er det straks en anden sag. Så siger folk, at det er fordi, vi har glemt vores rødder eller noget i den stil.”

Indstillingen er sigende for spørgsmålet om internationaliseringen af dansk fodbold i det hele taget. Det balancerer konstant mellem nøgtern realisme, ambitiøs opportunisme og nostalgisk romantisme. Efterhånden kræver det mange penge, rigtig mange, for at være en del af eliten, og det er sjældent, at de penge kan rejses i lokalområdet. Det er og bliver klubbernes virkelighed, og den må de selvfølgelig tage bestik af.

Omvendt er der ikke noget at sige til de betænkeligheder, der måtte være rundt omkring i det danske fodboldland. Selvom sejre legitimerer det meste, så er der mere til sporten end de nøgne cifre. For mange repræsenterer deres lokale fodboldklub en identitet. Den minder dem om, hvor de er fra, og giver dem en anledning til at fejre det. Hvis en udenlandsk ejer uden sans for områdets traditioner og værdier skyder identifikationen i stykker, hvad er der så tilbage?

Når det så er sagt, undervurderer man formentlig trofastheden i landets fodboldmiljøer, hvis man får de udenlandske ejerskaber til at handle om selve dansk fodbolds raison d’être.

Klubmanden Skipper er et godt eksempel. Vist er det nye tider med Esbjergs amerikanske ejere, men han rafler stadig to gange om ugen nede i klubhuset på Gammel Vardevej, han arrangerer stadig sommerstævner for amatørafdelingen, han drømmer stadig om Superliga-medaljer og europæiske kampe, og han siger stadig ”vi”, når han snakker om EfB.

Alt er forandret, men meget er stadig, som det altid har været.