WEEKEND EFTER WEEKEND, i enhver spillerunde året rundt i enhver fodboldliga, der opererer med VAR, hvilket i praksis omfatter alle de største ligaer i verden, tilføjes der en ny situation til det efterhånden temmelig omfattende generalieblad af VAR-bizarheder.
Det gør det nemt for sådan nogle som mig – fundamentalistiske modstandere af VAR.
Da jeg sætter mig ned for at skrive denne tekst, har AGF og FC Midtjylland netop spillet mod hinanden på Ceres Park. I kampens 19. minut slår en spiller fra gæsterne en bold ind i hjemmeholdets målfelt. En forsvarsspiller løber hen mod bolden. En angriber løber også derhen. Og så vælter de begge to.
Solen er skarp på Ceres Park på det her tidspunkt. Måske er det den, der spiller kampens dommer et puds. I hvert fald tager han fløjten i munden, og så – til kommentatorernes forbløffelse, ja, Per Frimann mister ligefrem mælet, til spillernes, publikums, dem derhjemmes forbløffelse – peger han på straffesparkspletten. Frimann begynder at spekulere i, om der mon er sket noget andet inde i målfeltet, altså noget, man ikke lige har fået øje på i første omgang, for det kan da umuligt have noget at gøre med de to spillere, der lige er tumlet omkuld. Man ved jo aldrig.
Men det er de to, det handler om. Man ser videodommeren for sig sidde ude i ’VAR-vognen’ og trevle vinkler igennem. Hvad er det mon, kollegaen i marken har set?
HVIS NOGEN LIGE OMKRING her skulle beslutte sig for at snige sig ind og erstatte de livebilleder, som videodommeren har rullende foran sig, med en redigeret udgave, hvori den selvsamme situation udspiller sig igen og igen, bare med den ændring, at spillerne på begge hold ser ud som hinanden, alt er i sort-hvid, ja, så ville han have bedre forudsætninger for at udpege Olof Palmes morder end for at afgøre, hvem af de to faldne spillere der egentlig havde begået en forseelse.
Øjensynligt når han ikke rigtigt frem til noget, manden i vognen. I hvert fald ikke, at fejlen fra dommeren er ’clear and obvious’, som det hedder i loven. Derfor bliver dommeren heller ikke sendt ud for selv at ’se situationen igennem.’ Han tager sig ikke engang til øret.
Så Midtjylland scorer til 1-0, hvilket også bliver kampens resultat. Efterfølgende går en tv-reporter hen til dommernes omklædningsrum for at få en uddybning. Det kan dog ikke lade sig gøre, bliver han meddelt. Ikke lige nu i hvert fald. Dommerne er nemlig stadig ved at ’analysere’ på situationen.
Her nogle år inde i videoregimet er det med andre ord nogenlunde, som det plejer at være med VAR. Dommerfejlene er – utroligt nok – ikke blevet ’udryddet,’ som man plejer at sige, bare fordi man nu kan kigge alle situationer igennem forfra og bagfra, i realtid og i langsom tid.
ILLUSIONEN LEVER ELLERS i bedste velgående. Troen på, at man ved hjælp af videodommersystemet kan afvikle fodboldkampe uden fejl. Men nu skal du høre noget vildt: Det kan man ikke.
Hvad der til gengæld ikke er det mindste illusorisk, men meget virkeligt og mærkbart, er, at man i bytte for nogle procenters flere ’korrekte domme’ har fået et spil, hvor rigtig mange måløjeblikke nu udspiller sig i et vakuum af tvivl og tøven.
Det mærkeligste ved det hele er, at der ikke er flere, der kræver en tilbagerulning af VAR.
For tre år siden krævede jeg og Magnus Kraft, en kollega på Euroman-redaktionen, netop det – en tilbagerulning af VAR – og stiftede, hvad vi kaldte for Folkebevægelsen mod VAR. Vi havde frygtet VAR, lige siden vi første gang havde hørt om idéen, og vi gik begge rundt med en nagende følelse af, at der var ved at ske noget meget grimt med det spil, som vi begge havde en naturlig, helt indgroet kærlighed til. Som om der var nogen, der var ved at foretage et indgreb, der aldrig kunne ændres igen, noget irreversibelt.
På det tidspunkt, i foråret 2021, blev der på op til flere af de danske Superliga-stadioner sunget sange, der krævede ’VAR ud af fodbold.’ Der var faktisk noget i gang rundt omkring, der mindede om en reel opstandelse.
DET MÆRKEDE VI OGSÅ i Folkebevægelsen. På flere forskellige sociale medier meldte frustrerede fans sig under bevægelsens faner. Også TV 2’s ’Go’ Morgen Danmark’ ville høre, hvad vi havde at sige. Og efterfølgende, da vi havde plæderet så passioneret som muligt for vores sag og var på vej ud af studiet, og seerne derhjemme var sendt på reklamer, kom salig Ritt Bjerregaard, der var ’søndagsgæst’ i programmet den dag, trissende efter os. Vi skulle bare lige vide, sagde hun, at meget gik hun ikke op i fodbold – og da slet ikke videodommere – men i hendes ører lød det til, at vi havde fat i den lange ende.
Ja, modstanden blafrede i luften.
Men så kom EM. Og Eriksen faldt om, og Danmark klarede sig sensationelt godt. Kritikken af VAR forstummede i larmen fra den glade fest. Og det på trods af, at vores drømme om et europamesterskab den sommer i virkeligheden blev os vristet af hænde af en eklatant skuespillende Raheem Sterling.
Efterfølgende, da hverdagen igen tog ved, var det, som om man nu havde accepteret VAR’s tilstedeværelse. I hvert fald blev der ikke rigtigt sunget mishagsytringer om det længere. Meldingen lød da også fra de højtstående folk, vi talte med – fx dommerformand Michael Johansen og direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen – at man godt kunne glemme alt om en tilbagerulning. Det var alt for tidligt at fælde en dom, lød det.
Og AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum – den eneste Superliga-CEO, der gad at tale med os – kunne fortælle, at vi i dansk fodbold i virkeligheden ikke har meget at skulle have sagt over for det monster, der hedder UEFA (mine ord). Forstået på den måde, at hvis vi som nation gerne vil spille med i europæiske turneringer, så er det nok bedst at følge de regler, der udstikkes fra hovedorganisationen.
NEJ, KLUBBERNES DIREKTØRER ville ikke sige noget. Men tavsheden skulle ikke forveksles med ligegyldighed over for emnet. Det var trods alt dem, der havde stemt videodommerne ind i dansk fodbold. Værket var deres.
Faktisk – og det her har vi aldrig fortalt før – lå det de ledende figurer i F.C. København på sinde i en sådan grad, at min medstifter, Magnus Kraft, der på det tidspunkt var ansat som talentscout i hovedstadsklubben, måtte sige sin stilling op, hvis han fortsat ønskede at gøre modstand mod VAR i dansk fodbold. Det gjorde han så, men alligevel døde bevægelsen langsomt ud derefter.
Jeg bliver af og til spurgt, om jeg egentlig stadig er imod VAR. I spørgsmålet fornemmer jeg ofte en antydning af, at den der modstand måske i virkeligheden var et fashionabelt påhit, et påskud for larm og løjer, lidt ungdommelig kådhed. Altså, som om vi ikke rigtigt var imod VAR. Fordi hvem kan vel være imod ’korrekte domme’?
Jeg fornemmer også, at folk synes, det er lidt mærkeligt at blive ved med at være modstander af noget, der med al sandsynlighed aldrig nogensinde forsvinder igen (hvor tragisk det end lige lyder). Og ofte skal man forholdes pjat som: Men er du så også imod mållinjeteknologi? Nej. Nå, hvad så med tiden, der bliver brugt – den er da virkelig blevet bragt ned? Ja, men om den så bliver bragt ned til 10 sekunder per beslutning, hvilket naturligvis ikke er muligt, vil måløjeblikket – fodboldspillets øjesten – stadig være reduceret til en tvivlsom affære.
NU ER DET SÅ BLEVET TID til EM igen. Og jeg kan gøre følgende status over min egen tilværelse som fodboldfan: Jeg ser mindre fodbold. Det er simpelthen bare blevet en drøjere fornøjelse. Og når jeg gør, så er jeg mere tilbageholdende, mere kalkulerende, hvis det hold, jeg holder med, scorer et mål.
Og jeg er ikke den eneste, hvis kærlighed til spillet er blevet stækket af videodommernes indtog.
Sidste år lavede sportsmediet The Athletic en stor undersøgelse blandt deres læsere, hvor de spurgte ind til VAR og den effekt, som det har på fodboldspillet. Hvad angik det store spørgsmål – er du for eller imod VAR – var læserne stort set delt lige på midten. 52 procent ønskede at beholde VAR, 48 procent ønskede det borte.
Mere slående var svarene til det her spørgsmål: Er fodbold blevet bedre eller værre med VAR?
Bedre, svarede 20 procent. Cirka det samme, svarede 16,1 procent.
Og de resterende 63,6 procent?
