Viktor Axelsen forsøgte sig med ekstrem kur i jagten på at blive den bedste: ”Når han kom til træning, var han helt blå under øjnene”

VIKTOR AXELSEN STÅR og kigger skeptisk ned på de hvide tallerkener med spaghetti og tomatsovs, som kokken i Brøndby Hallens kantine har anrettet.

”Det er vegetar?” spørger han.

”Jah,” siger kokken, ”det er det.”

”Jeg tror lige, jeg kigger herovre,” siger Viktor pænt og bevæger sig mod en anden del af buffeten.

”Men husk, grøntsager er godt,” prøver kokken.

”Ja, men der er jo ikke nogen proteiner i det der.”

Kokken kigger nu selv en smule skeptisk på de hvide tallerkener med spaghetti og tomatsovs.

”Nej ... det er der faktisk ikke.”

Men ovre ved den næste montre stopper Viktor igen op og begynder at kigge søgende rundt. Han kan ikke få øje på den hytte-ost, han havde regnet med at finde. Han spørger lidt omkring.

”Har I noget hytteost her?” spørger han en fra køkkenet.

Kort tid efter kommer vedkommende ud med hytteost, og Viktor klasker det på to store rugbrødsmadder.

”De plejer altid at have hytteost.”

Det er 13 år, siden han begyndte at komme her i Brøndby Hallen for at træne med i eliteprogrammet. Der ligger en video på Badminton Danmarks YouTube-kanal med titlen ’Victor til prøvetræning i Brøndby’ (sic) fra den 30. juni 2010. Her er Viktor Axelsen 16 år og nyligt udklækket ungdomsverdensmester som den første europæer nogensinde. I videoen bliver han spurgt, hvad han laver her, nu hvor han til dagligt spiller i Odense.

”Jamen, jeg er ovre til sådan en, man kan sige prøvetræning. Jeg er i hvert fald ovre og prøve at træne med nogle af de store, ja, for at få lidt mere tempo, så det er fedt,” forklarer han.

”Når du siger ’de store,’ hvem er det så, vi taler om?” spørger den kvindelige stemme bag kameraet.

”Så taler vi om Peter Gade og Jan Ø. (Jørgensen, red.) og dem,” siger han grinende og halvforlegen, mens de to herrer står i bar overkrop lige bagved.

Hans-Kristian ’HK’ Vittinghus var også en del af landsholdet dengang, og somme tider, før Viktor flyttede hjemmefra, lånte han en soveplads hos ’HK’, når han var ovre for at træne med.

”På et tidspunkt, hvor jeg kommer hjem fra en træning, eller hvad det nu har været, hvor han i hvert ikke lige har været med, kommer jeg hjem til en gang hjemmelavet koldskål, han har lavet, med godt med sukker i. Det er måske ikke lige topatletmad, men det var han vild med dengang. Du kan ikke forestille dig, at han ville spise hjemmelavet koldskål i dag.”

Jan Ø. Jørgensen husker den første gang, han stod over for Viktor Axelsen i en reel kamp. Det var til Denmark Open i efteråret 2010. I anden runde skulle han møde den 16-årige Axelsen, som han godt vidste, hvem var, fra de gange han havde deltaget i træningerne i Brøndby.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Okay, jeg skal lige være parat her.’ Jeg kunne ikke se mig selv tabe, og jeg vandt da også (med cifrene 21-14, 21-16, red.), men bagefter var jeg sådan: ’Puh, han bliver god, ham her.’ Det var næsten allerede med en følelse af, hvor lang tid man kunne prøve at holde ham bag sig. Det skreg af potentiale.”

En anden af ’de store,’ Peter Gade, husker en ung knægt, der var ”respektfuld og ydmyg, selvom han også havde den vildeste ild i øjnene, og man kunne bare se, at det var her, han skulle være.”

Fra barnsben har Viktor Axelsen været selvstændig af natur. Så ofte, som lejligheden bød sig, smuttede han selv over i den lokale badmintonhal. Og hvis han ikke havde en kammerat med sig, sad han bare og ventede på, at nogle af pensionisterne pludselig stod og manglede en makker – så sprang han til.

Da hans forældre blev skilt, da han var syv-otte år, blev badmintonhallen hans sted: ”Det var stabilt. I badmintonhallen tænkte jeg ikke på skilsmissen. Jeg spillede jo stadig bare derudad.”

Hans far, Henrik Axelsen, der i dag arbejder som manager for Viktor, erindrer, hvordan hans søn rejste sig op til sin egen konfirmation for at proklamere for sine forældre, at fra nu af kunne han altså godt klare sig selv.

Der var ikke længere behov for den ”lille, grønne plastikkurv med mad og kiks og kakaomælk og makrelsalat og så videre,” som faren altid pakkede.

I 2011 var det for alvor tid til at klare sig selv. Viktor Axelsen flyttede til Frederiksberg for at blive en fast del af træningen i Brøndby.

”Da jeg satte ham af for første gang i hans egen lejlighed,” fortæller Henrik, ”så troede jeg, at vi skulle stå og vinke nede fra enden af parkeringspladsen, til vi havde rundet hjørnet, men der satte han sig bare og spiste sin havregryn.”

Men den 17-årige knægt, der satte sig til at spise sin havregryn, havde også noget andet at tænke på: Igennem årene havde han skulle høre på, at hans højde, der nu var nået 1,90 meter, ville komme til at stå i vejen for hans drømme.

De bedste spillere i verden var mange centimeter lavere, kunne han konstatere – de to bedste på det tidspunkt, kinesiske Lin Dan og malaysiske Lee Chong Wei, var henholdsvis 1,78 meter og 1,72 meter. Med andre ord måtte han gøre op for det på en anden måde: Han måtte for alt i verden ikke bære rundt på overflødig vægt.

Så han begyndte at søge rundt på nettet og afprøvede forskellige diæter. I ’Vindervilje’ beskriver han, hvordan han både har været ”vegetar, veganer, pescetar og forsøgt mig med en Bulletproof Coffee-kur, hvor jeg hældte smør i min kaffe om morgenen og trænede udelukkende med det i kroppen.”

Resultatet, der fulgte de ekstreme diæter, var en krop, der vejede 78 kilo – og det var, efter at han havde nået sin fulde højde på 1,95 meter. Næsten 12 kilo lettere end i dag.

”Når han kom til træning, var han helt blå under øjnene,” erindrer ’HK’.

Også Jan Ø. Jørgensen husker, hvordan Viktor Axelsen fra begyndelsen søgte efter måder at optimere, udvikle og forbedre sig på.

”Han var ret ekstrem. Fra en tidlig alder kunnen man mærke, at han ledte efter ting. Hele tiden. Det kunne jeg fx ikke. Jeg måtte bryde ud, have min tid væk fra min badminton. Det har han selvfølgelig også behov for i et eller andet omfang. Men han var og er virkelig dedikeret på et niveau, som jeg aldrig har oplevet nogen før.”

Når de var ude at spise sammen, kom det også til udtryk.

”Der er gange, hvor vi har været ude at spise, og han nærmest har bestilt det træ, der stod ude på vejen. Og så spiste han det. Det er lidt der, vi er ude. På et tidspunkt kunne du nærmest ikke sidde og spise med ham, fordi hans bestillinger var så skøre. Alt sammen med det for øje at optimere og blive bedre. Og det er jo enormt inspirerende et eller andet sted.”

Viktor Axelsen indså selv, at den lave vægt ikke var ideel, og han begyndte langsomt – over flere år – igen at tage de kilo på, han havde smidt. Og i 2014 vandt han sin første Grand Prix-turnering, Swiss Open, og kvalificerede sig dermed til VM i København, hvor han overraskede ved at vinde bronze.

Du kan læse hele det store forsideportræt på euroman.dk og i det nye Euroman, der er på gaden på torsdag den 22. august. Husk, at du som abonnent (hvad du kan blive her) får tilsendt den særlige abonnementsforside.