Viktor Axelsen troede, han var forberedt: ”Men jeg var overrasket over, hvor sygt det var”

DER FINDES EN FJERNSYNSUDSENDELSE fra 2010, hvor TV 2 Fyn er på besøg hos en lokal badmintonaspirant, den kun 16-årige Viktor Axelsen fra Odense Badminton Klub. Anledningen er, at han kort forinden er blevet udpeget som ’Årets fund’ ved Årets Sportsnavn på Fyn 2009 oven på en sejr ved de europæiske juniormesterskaber.

Den unge Viktor Axelsen går i 9. klasse. Han har buzz cut, en enkelt, rød bums lige på næseryggen og indsunkne øjne. I et af klippene sidder han på sit kælderværelse ved sit skrivebord og spiser havregryn med mælk og sukker.

På bordet ligger også tennisspilleren Kenneth Carlsens selvbiografi, ’Alene på banen’, og i baggrunden hænger – foruden et gevaldigt dannebrogsflag – en reklameplakat for Cult Shaker, hvorpå en nøgen dame med et indbydende smil rækker en Cult Shaker frem, mens en anden nøgen kvinde dækker for hendes bryster.

Han er kun lige hjemme at vende, for lige straks skal han videre til holdkamp med Odense Badminton Klub, hvor han – selvom han kun lige er fyldt 16 – er blevet rykket op på klubbens bedste seniorhold. Allerede i en alder af 10 år er det en historie på Fyn – at Viktor Axelsen er alt for god til sine jævnaldrende.

I sportssektionen i Fyens Stiftstidende, under overskriften ’Viljestærke Viktors verden’, fortælles der om talentet fra Odense, der er blevet rykket en række op for at få noget modstand. Og det er ikke så skidt endda, udtaler hovedpersonen selv, eftersom man i U13-rækken vinder ”tøj og tasker og sådan noget.” På det tidspunkt har han nemlig allerede 55 pokaler stående hjemme i skabet og ”har ikke plads til flere.”

Nogle år forinden går han sammen med sin far henad den gade, hvor hans familie bor. Viktor er syv-otte år gammel og spiller på det her tidspunkt både fodbold og badminton. Han kan godt lide fodbold, og når familien er på campingferie, bliver faren sat til at sparke indlæg til den drevne dreng, så han kan blive dygtig til at heade til bolden. Det resulterer i, fortæller faren mig, at han som syv-otte-årig ”har et hovedspil som en ligaspiller.”

Der er bare et problem med fodbold, siger han til faren, mens de går hen ad H.C. Andersens Gade. Et problem, der nok gør, at han bliver nødt til at fravælge det for i stedet at fokusere udelukkende på badminton, uddyber han. Problemet er, at der er andre med. Og mere præcist, at Viktor ikke føler, at de andre, der er med, går lige så meget op i det, som han selv gør.

Tilbage på kælderværelset fortæller Viktor Axelsen med kameraet helt oppe i femøren og med Cult Shaker-pigen lige bag sin ene skulder, at han ”rigtig gerne vil være den bedste i verden og deltage ved OL og så videre … såh, ja.”

”Hvor realistisk er det?” spørger den udsendte reporter.

”Mhm, det ved jeg ikke endnu, men altså det ser da OK ud indtil videre,” svarer han med et drenget, kålhøgent blik, ”så jeg vil bare blive ved med at give den gas.”

TO MODNE KVINDER fra Værløse sidder på Brøndby Hallens tribunepladser og iagttager det danske badmintonlandshold træne en torsdag i juni. Egentlig var de to kvinder slet ikke klar over, at man bare sådan kan vade ind og overvære landets bedste badmintonspillere i fuld vigør, men deres træner ude i Værløse Badmintonklub, Julie Dawall, der også er at finde her nu, informerede dem om det, så nu sidder de her klokken lidt over otte en torsdag morgen.

”Det lyder så smukt, når de rammer bolden,” siger den ene.

Og det gør det virkelig. Det stumme smæld, det giver, når bolden træffes hårdt og rent med ketcherhovedet.

På herresiden tæller blandt andre Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Hans-Kristian Vittinghus, Rasmus Gemke og Magnus Johannesen. Efter et par ord fra landstræner Kenneth Jonassen vender spillerne en række papkasser, der indeholder hundredvis af fjerbolde, på hovedet, og alle – lige fra nummer et på verdensranglisten til nummer 142 – giver sig til at hjælpe med at organisere boldene i ruller af 15-16 styks. Herefter går de i gang med en række øvelser.

Axelsen og den unge Johannesen på 21 år, der ligger nummer 36 på verdensranglisten, går sammen. Stillet over for hinanden kunne de dårligt være mere forskelligartede: Axelsen er 195 centimer høj, Johannesen 178, den ene er højrehåndet, den anden venstre. Når Axelsen bøjer knæene og spreder sine ben – det vil sige antager sin defensivt afventende position – er han cirka på højde med Johannesen på den anden side og står lige akkurat og skuler henover netkanten.

Han ligner en alligator i flodens overflade. Hans fysiske fremtoning er i det hele taget vanskelig ikke at lade sig forbløffe over: de muskuløse underarme, de takkede albueknogler, de svulstige lægmuskler, de store fødder, lårmusklerne, der ser ud, som om de hvert sekund kan ske at vælte ud over knæene.

”Jeg troede faktisk ikke,” siger den ene kvinde fra Værløse lavmælt til mig og kigger lidt væk, ”at Viktor måtte træne med, nu hvor han er flyttet.”

Det lader til, at han hører det. I hvert fald vender han sig rundt ude på gulvet og smiler over mod kvinden. Hun refererer selvfølgelig til det faktum, at Viktor for to år siden – i kølvandet på sin OL-triumf i Tokyo – begyndte at træne fast i Dubai og i november 2021 endegyldigt annoncerede sin beslutning om at træde ud af den daglige landsholdstræning i Brøndby for i stedet at starte sit eget akademi i Dubai. Skiftet vakte øjeblikkelig harme rundt omkring i Danmark. Det store OL-idol havde svigtet.

TV 2’s badmintonredaktør, Dennis Bostrup, mente, at Axelsens udmelding var en direkte trussel mod ’den danske model’, der går ud på, at der i generationer er blevet givet videre fra de erfarne til de unge under den daglige træning i Brøndby, og som har bragt os så mange store resultater mod langt mere befolkningsrige nationer i Asien. Og på tværs af landets aviser blev både det sportslige og Dubais meget tvivlsomme forhold til fx menneskerettigheder vendt og drejet.

I et Facebook-opslag begrundede Axelsen det selv med, at han gerne ville prøve noget nyt, skabe sit eget, og at han i Dubai både ville være tættere på det asiatiske kontinent, hvor langt størstedelen af de mest prestigefyldte badmintonturneringer spilles, og tilmed kunne anvende state of the art træningsfaciliteter i den daglige træning.

I bogen ’Vindervilje’, som han udgav i 2022, forholdt han sig til kritikken, og heri argumenterer han – i grove træk – for, at han i mange år har givet igen til det danske system, eftersom han selv var tiltrådt eliteprogrammet i Brøndby i en alder af bare 17 år, og at han – hvad angår spørgsmålet om Dubai – forholder sig til nationer og stater ud fra, hvordan den danske stat forholder sig – er der fx ikke indført statslige sanktioner (som lige nu mod Rusland), mener han ikke, at han som individ bør måles efter andre standarder.

Efter træningen spørger jeg ham, om der var noget i reaktionerne, der fik ham til at genoverveje, om det nu også havde været den rigtige beslutning at forlade Badminton Danmark og flytte til Dubai med familien.

”Det var der faktisk ikke, nej,” svarer Viktor Axelsen, mens vi sidder uden for Brøndby Hallen og får en kaffe.

”Jeg vidste jo godt, at der ville være reaktioner. Men jeg var overrasket over, hvor sygt det var. Hvert evig eneste debatprogram i Danmark vendte min situation. Og vi var jo i Dubai, mens det stod på.

Der var selvfølgelig nogle dage, hvor jeg var stresset over det. Jeg sad bare og tænkte: ’Du aner overhovedet ikke, hvad du snakker om.’ Men igen: Vi er superglade for vores valg. Der er sindssygt mange danskere dernede, som vi er blevet tætte med. Vi hygger os, og børnene har det fantastisk. Vi har et fedt poolområde, der er underholdning om aftenen og legepladser. For ungerne er det som at være på ferie … hjemme.”

Om en uge er der European Games, den kontinentale ækvivalent til De Olympiske Lege, og det er derfor, at hele det danske landshold er samlet, herunder de spillere, der ikke længere er en del af det daglige program, hvilket nu også tæller landets næstbedste herresingle, Anders Antonsen, der tidligere på året annoncerede, at også han havde besluttet sig for at prøve noget andet.

Men det er ikke de europæiske lege, der fylder i hovederne på de danske stjerner. Om et par måneder samles de alle igen for at slibe hinanden af forud for verdensmesterskaberne, der i år finder sted på hjemmebane, i Royal Arena i København i slutningen af august.

Viktor Axelsen

(f. 1994) Født og opvokset i Odense. Vandt som 16-årig juniorverdensmesterskaberne i 2010 som den første ikke-asiat nogensinde. Blev året efter en fast del af den danske landsholdstræning i Brøndby.

I 2017 – i en alder af 23 år – vandt han VM-guld, da han i finalen slog historiens bedste herresingle, kinesiske Lin Dan. I 2021 vandt Viktor Axelsen guld ved OL i Tokyo uden at tabe et sæt på vejen.

Blandt hans største sejre tæller derudover to All England-mesterskaber og endnu en VM-titel i 2022.

I 2021 meldte han sig ud af landsholdstræningen i Brøndby og startede sit eget badmintonakademi i Dubai. Her bor han med sin hustru, Natalia, og deres to børn, Vega og Aya.

VIKTOR AXELSEN ER NETOP vendt hjem fra Indonesia Open, en af badmintontourens fire store turneringer, de såkaldte Super 1000-turneringer. Den seneste Super 1000, han havde spillet før Indonesia Open, havde været den historiske All England Open, hvor Axelsen var gået ind til turneringen som forsvarende vinder og den, alle andre skulle forsøge at slå.

Men allerede i første runde var han blevet netop det – slået – og tilmed af den relativt upåagtede malaysier Ng Tze Yong. Ugen efter var han røget ud i semifinalen af Swiss Open til den erfarne Chou Tien Chen, og en måned efter – til landsholdsturneringen Sudirman Cup – havde han måtte trække sig med en forstrækning i baglåret.

For alle andre ville den slags resultater ikke repræsentere noget som helst andet end særdeles almindelig menneskelighed. Et fuldstændigt naturligt udslag af, at intet menneske kan ramme den lige i røven ved hvert forsøg.

Men sagen er bare den, at de seneste to-tre års resultater har betydet, at Viktor Axelsens præstationer ikke bliver målt efter samme lineal som alle andre. Siden 2020 har han – altså frem mod nederlaget i dette års All England – nået finalen i samtlige ni Super 1000-turneringer, han er stillet til start i. Og vundet de otte af dem. Oven i den hat har han tilmed lagt en VM-titel (hans anden) og så altså en OL-guldmedalje.

Men nu havde et par sten altså pludselig fundet vej ind i den toptunede maskine. Kunne man derfor ligefrem tale om en stækket Viktor Axelsen, der drog afsted mod den indonesiske hovedstad Jakarta? Når en dominant æra nærmer sig sin slutning, er det som bekendt aldrig noget, der bliver annonceret på forhånd – først længe efter, den er forbi, letter tågen sig og blotter det, der var engang.

Da jeg fortæller ham, at jeg er lidt ”nysgerrig på den her periode,” afbryder han mig:

”Altså året startede jo med, at jeg vandt Super 1000 i Malaysia, ikke?”

Jo, det er også rigtigt, siger jeg, men uddyber så, at jeg havde fortalt mine redaktører, at det her faktisk var et virkelig interessant tidspunkt i hans karriere (det var netop efter forstrækningen i begyndelsen af maj måned) at tale med ham på, fordi det simpelthen ikke havde gået så dårligt – rent resultatmæssigt altså – i flere år, og at han jo havde gået rundt med den her uovervindelighedskappe, og hvad gør man så, når den pludselig bliver revet af?

”Der er selvfølgelig noget interessant ved at kigge tilbage på det for mig, og som jeg lærer enormt meget af. Det der med, at når du har gjort det så godt så længe, så forventer folk bare, at du nærmest er uovervindelig.

Når jeg mødte folk efter All England, så kiggede de på mig, som om jeg var ved at dø. Og jeg var sådan: ’Hvad sker der?’ Jeg har også dårlige dage. Alle har dårlige dage. Du har også dårlige dage, hvor du føler, du ikke kan sætte ordene rigtigt sammen.”

(I den førstnævnte tv-udsendelse taber 16-årige Viktor Axelsen sin singlekamp om aftenen mod en erfaren kineser, og da han efterfølgende skal evaluere nederlaget foran TV 2 Fyns kamera, siger han: ”Han var snu, og så spillede jeg ikke det bedste, jeg har spillet i hvert fald, såh … Men jeg havde lidt en dårlig dag, men alle har en dårlig dag, så det må man bare acceptere”).

Inden Indonesia Open, mens han i en regulær kamp mod uret forsøgte at komme sig over sin forstrækning, klippede han sig helt karseklippet.

”Der skulle ske noget nyt, og jeg havde også haft det, da jeg var yngre. Og jeg synes egentlig, at det er ret cool på en eller anden måde. Det er sådan en ny version af mig. Lidt mere no bullshit, mere voksent. Jeg har jo altid været den søde dreng, ikke?”

Har du det?

”Ja, altså, jeg har altid været den søde dreng.”

Jeg er med på, du altid har været respektfuld og sådan, men du har da også altid været den frække dreng, har du ikke?

”Jo, altså jeg har altid haft et glimt i øjet. Altid haft en flabethed over mig. Men samtidig har jeg også været den ordentlige. Den, der tidligere har haft svært ved at sige nej til ting. Men over de sidste år er jeg blevet mere, ikke spids i kanterne, men jeg ved, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil.

Vi er et sted i vores liv, Natalia og jeg, hvor der sker så mange ting, og vi stiller høje krav til vores familie, til os. Så er der brug for, at der er styr på tingene. På den måde er jeg blevet væsentligt mere voksen over de sidste par år. Lidt mere … ikke macho overhovedet, men mere ’her kommer jeg.’”

Jeg så det også som sådan en: ’Nu har I snakket om All England og den her skade. Nu skal jeg vise jer.’

”Ja, præcis, det var også sådan, jeg havde det. Altså, nu skal jeg fandeme vise jer. ’Hans æra er forbi, bla, bla, bla.’ Så kommer der en fandenivoldskhed. Samtidig er jeg også enormt god til at lukke ned for, hvad andre folk tænker. Jeg er i hvert fald god til at lægge det væk og fokusere. Mit tunnelsyn, hvis man kan sige det sådan, altså min evne til at fokusere på de vigtige ting, er en af de kvaliteter, der har skabt aller-, aller-, allerflest gode ting for mig.”

I Jakarta i Indonesien – i den legendarisk støjende hal Istora – vinder Viktor Axelsen turneringen uden at tabe et sæt.

Hvad er det, Axelsen kan?

Siden 2020 har der været Viktor Axelsen og så alle de andre. Han har i årenes løb forvandlet sig til en komplet badmintonspiller. Teknisk såvel som fysisk.

Tidligere i sin karriere var Viktor Axelsen hovedsageligt frygtet for sine offensive kvaliteter og herunder særligt sin hårde, stejle smash. Omvendt kunne konkurrenterne somme tider have held med at presse den lange dansker på hans defensiv og hans stamina. Det kan de ikke længere.

I defensiven får Viktor Axelsen nu det maksimale ud af sin fysiske rækkevidde, en rækkevidde, der er uden sidestykke blandt kollegaerne. Og hvis kampene bliver lange og opslidende, viser Axelsen sig også i langt de fleste tilfælde at kunne drage fordel af en større udholdenhed end sine konkurrenter.

Det har givet ham følgende dimension i hans repertoire: Hvis det tekniske ikke sidder i skabet på dagen, eller nogle forhold i hallen volder ham vanskeligheder, kan han forsøge at afmontere sin modstander rent fysisk. Bold efter bold trækker han dem rundt på banen i lange, udmarvende dueller. Og går det for langsomt efter et point, farer Axelsen selv frem til nettet og samler bolden op: ny duel, minimal hvile.

Alt dette har været med til at opbygge en aura omkring Viktor Axelsen. Han er en, de andre gruer for at møde. Det er en position, han selv er bevidst om at dyrke, og som B.S. Christiansen – Axelsens mentalcoach – har været med til at videreudvikle: den nådesløse kæmpe, der bare piller brodden ud af sine modstandere.

VIKTOR AXELSEN STÅR og kigger skeptisk ned på de hvide tallerkener med spaghetti og tomatsovs, som kokken i Brøndby Hallens kantine har anrettet.

”Det er vegetar?” spørger han.

”Jah,” siger kokken, ”det er det.”

”Jeg tror lige, jeg kigger herovre,” siger Viktor pænt og bevæger sig mod en anden del af buffeten.

”Men husk, grøntsager er godt,” prøver kokken.

”Ja, men der er jo ikke nogen proteiner i det der.”

Kokken kigger nu selv en smule skeptisk på de hvide tallerkener med spaghetti og tomatsovs.

”Nej ... det er der faktisk ikke.”

Men ovre ved den næste montre stopper Viktor igen op og begynder at kigge søgende rundt. Han kan ikke få øje på den hytte-ost, han havde regnet med at finde. Han spørger lidt omkring.

”Har I noget hytteost her?” spørger han en fra køkkenet.

Kort tid efter kommer vedkommende ud med hytteost, og Viktor klasker det på to store rugbrødsmadder.

”De plejer altid at have hytteost.”

Det er 13 år, siden han begyndte at komme her i Brøndby Hallen for at træne med i eliteprogrammet. Der ligger en video på Badminton Danmarks YouTube-kanal med titlen ’Victor til prøvetræning i Brøndby’ (sic) fra den 30. juni 2010. Her er Viktor Axelsen 16 år og nyligt udklækket ungdomsverdensmester som den første europæer nogensinde. I videoen bliver han spurgt, hvad han laver her, nu hvor han til dagligt spiller i Odense.

”Jamen, jeg er ovre til sådan en, man kan sige prøvetræning. Jeg er i hvert fald ovre og prøve at træne med nogle af de store, ja, for at få lidt mere tempo, så det er fedt,” forklarer han.

”Når du siger ’de store,’ hvem er det så, vi taler om?” spørger den kvindelige stemme bag kameraet.

”Så taler vi om Peter Gade og Jan Ø. (Jørgensen, red.) og dem,” siger han grinende og halvforlegen, mens de to herrer står i bar overkrop lige bagved.

Hans-Kristian ’HK’ Vittinghus var også en del af landsholdet dengang, og somme tider, før Viktor flyttede hjemmefra, lånte han en soveplads hos ’HK’, når han var ovre for at træne med.

”På et tidspunkt, hvor jeg kommer hjem fra en træning, eller hvad det nu har været, hvor han i hvert ikke lige har været med, kommer jeg hjem til en gang hjemmelavet koldskål, han har lavet, med godt med sukker i. Det er måske ikke lige topatletmad, men det var han vild med dengang. Du kan ikke forestille dig, at han ville spise hjemmelavet koldskål i dag.”

Jan Ø. Jørgensen husker den første gang, han stod over for Viktor Axelsen i en reel kamp. Det var til Denmark Open i efteråret 2010. I anden runde skulle han møde den 16-årige Axelsen, som han godt vidste, hvem var, fra de gange han havde deltaget i træningerne i Brøndby.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Okay, jeg skal lige være parat her.’ Jeg kunne ikke se mig selv tabe, og jeg vandt da også (med cifrene 21-14, 21-16, red.), men bagefter var jeg sådan: ’Puh, han bliver god, ham her.’ Det var næsten allerede med en følelse af, hvor lang tid man kunne prøve at holde ham bag sig. Det skreg af potentiale.”

En anden af ’de store,’ Peter Gade, husker en ung knægt, der var ”respektfuld og ydmyg, selvom han også havde den vildeste ild i øjnene, og man kunne bare se, at det var her, han skulle være.”

Fra barnsben har Viktor Axelsen været selvstændig af natur. Så ofte, som lejligheden bød sig, smuttede han selv over i den lokale badmintonhal. Og hvis han ikke havde en kammerat med sig, sad han bare og ventede på, at nogle af pensionisterne pludselig stod og manglede en makker – så sprang han til.

Da hans forældre blev skilt, da han var syv-otte år, blev badmintonhallen hans sted: ”Det var stabilt. I badmintonhallen tænkte jeg ikke på skilsmissen. Jeg spillede jo stadig bare derudad.”

Hans far, Henrik Axelsen, der i dag arbejder som manager for Viktor, erindrer, hvordan hans søn rejste sig op til sin egen konfirmation for at proklamere for sine forældre, at fra nu af kunne han altså godt klare sig selv. Der var ikke længere behov for den ”lille, grønne plastikkurv med mad og kiks og kakaomælk og makrelsalat og så videre,” som faren altid pakkede.

I 2011 var det for alvor tid til at klare sig selv. Viktor Axelsen flyttede til Frederiksberg for at blive en fast del af træningen i Brøndby.

”Da jeg satte ham af for første gang i hans egen lejlighed,” fortæller Henrik, ”så troede jeg, at vi skulle stå og vinke nede fra enden af parkeringspladsen, til vi havde rundet hjørnet, men der satte han sig bare og spiste sin havregryn.”

Men den 17-årige knægt, der satte sig til at spise sin havregryn, havde også noget andet at tænke på: Igennem årene havde han skulle høre på, at hans højde, der nu var nået 1,90 meter, ville komme til at stå i vejen for hans drømme. De bedste spillere i verden var mange centimeter lavere, kunne han konstatere – de to bedste på det tidspunkt, kinesiske Lin Dan og malaysiske Lee Chong Wei, var henholdsvis 1,78 meter og 1,72 meter.

Med andre ord måtte han gøre op for det på en anden måde: Han måtte for alt i verden ikke bære rundt på overflødig vægt. Så han begyndte at søge rundt på nettet og afprøvede forskellige diæter.

I ’Vindervilje’ beskriver han, hvordan han både har været ”vegetar, veganer, pescetar og forsøgt mig med en Bulletproof Coffee-kur, hvor jeg hældte smør i min kaffe om morgenen og trænede udelukkende med det i kroppen.”

Resultatet, der fulgte de ekstreme diæter, var en krop, der vejede 78 kilo – og det var, efter at han havde nået sin fulde højde på 1,95 meter. Næsten 12 kilo lettere end i dag.

”Når han kom til træning, var han helt blå under øjnene,” erindrer ’HK’.

Også Jan Ø. Jørgensen husker, hvordan Viktor Axelsen fra begyndelsen søgte efter måder at optimere, udvikle og forbedre sig på.

”Han var ret ekstrem. Fra en tidlig alder kunnen man mærke, at han ledte efter ting. Hele tiden. Det kunne jeg fx ikke. Jeg måtte bryde ud, have min tid væk fra min badminton. Det har han selvfølgelig også behov for i et eller andet omfang. Men han var og er virkelig dedikeret på et niveau, som jeg aldrig har oplevet nogen før.”

Når de var ude at spise sammen, kom det også til udtryk.

”Der er gange, hvor vi har været ude at spise, og han nærmest har bestilt det træ, der stod ude på vejen. Og så spiste han det. Det er lidt der, vi er ude. På et tidspunkt kunne du nærmest ikke sidde og spise med ham, fordi hans bestillinger var så skøre. Alt sammen med det for øje at optimere og blive bedre. Og det er jo enormt inspirerende et eller andet sted.”

Viktor Axelsen indså selv, at den lave vægt ikke var ideel, og han begyndte langsomt – over flere år – igen at tage de kilo på, han havde smidt. Og i 2014 vandt han sin første Grand Prix-turnering, Swiss Open, og kvalificerede sig dermed til VM i København, hvor han overraskede ved at vinde bronze.

DET ER RET VARMT udenfor, omkring 24 grader, og nede ved Skovshoved Havbad, 10 kilometer nord for København, er der godt med mennesker. Efter morgentræningen i Brøndby er Viktor Axelsen drønet til Skovshoved, ikke for at bade, men for at se sin hustru og deres to børn hurtigt, inden han her klokken 14 mødes med sin træner (og svigerfar), Henrik P.K. Rohde, oppe i den lokale badmintonhal. Det er en ovalformet hal, den første af sin slags i Danmark, med grønne badmintonbaner på det blanke, træfarvede gulv.

De lægger bolde ud sammen. Der er ikke så meget snak. P.K. tager en stak i hånden og kaster den ene efter den anden over nettet til Axelsen, der returnerer med en blød bold ved nettet. P.K. løfter den til baglinjen, Axelsen drejer kroppen, chasséer et par skridt tilbage og slår et fladt stik ned igen. Og så gentager de. Måske slår han et kryds eller dropper den ved nettet. Men stammen er den samme: P.K. kaster og løfter returen.

Når de har slået cirka 15 bolde, skifter de position og øvelse. Det kan være et baghåndsslag eller krydsdrop fra forhåndssiden. Eller 15 mekaniske gentagelser helt oppe ved nettet, hvor det er et spørgsmål om millimeters præcision. Hvis Axelsen i en øvelse pludselig slår en clear, drejer P.K. lige hovedet for at notere sig længden – tjek: på baglinjen.

Når de har opbrugt de ruller, de har stablet sammen, samler de dem på ny og begynder igen. Det er typisk Axelsen selv, der vælger, hvilke øvelser de kører. Kun med en kort bemærkning, så i gang. De er i zonen.

”Jeg pisser lige en gang,” siger Axelsen og smider sin ketcher og går.

De sidste 2,5 år har de seks gange om ugen gennemført 45 minutter til en times teknisk træning foruden den regulære træning om morgenen. Mellem 800 og 1.000 gange er Axelsen i kontakt med bolden på en træningssession, fortæller P.K.

”Mange andre, når de træner, eksperimenterer undervejs. Jeg vil gerne, at de her øvelser er de samme, sikre slag. Hver gang. Så kan han det, når han bliver nervøs,” siger P.K., der, før han blev sin svigersøns faste træner, var cheftræner i netop Skovshoved Badmintonklub.

”Så jo, der ligger nogle timer bag,” konstaterer han tørt.

Da jeg taler med Hans-Kristian Vittinghus, fortæller han, at han aldrig har oplevet nogen med en dedikation som Viktor Axelsens.

”Den er second to none,” som han udtrykker det.

”Han skipper sgu ikke en træning her og der. Han søger konstant de ekstra procenter. Det lyder banalt, men han arbejder simpelthen hårdere end alle andre. Jeg tror faktisk også, at det her med, at han aldrig dropper en træning, er med til at gøre ham så mentalt tough.

Hvis han kan gøre de her ting dag ind og dag ud, så forestiller jeg mig, at hans tro på, at han kan præstere dag ind og dag ud ude til turneringerne, også bliver større. Han er bare mere vant til at æde sig selv i hverdagen end os andre.”

Jan Ø. Jørgensen er også imponeret:

”Det er jo næsten grådigt, det han har kørende. Der er sateme mange, der ville hoppe af og bade i champagne, når man havde vundet alt, hvad han har vundet. Den enorme hunger efter at blive bedre har gennemstrålet alt, hvad han har gjort. Også det der med, at han bryder ud og laver sit eget setup. Det er sådan lidt bindegalt genialt. Han er tosset, samtidig med at han er genial. Han har taget det til et nyt niveau.”

I LØBET AF DE 10 år, Viktor Axelsen var en del af Badminton Danmark, var det ikke kutyme for spillerne med en times teknisk træning i løbet af dagen. Og fordi hallen i Brøndby ikke bare er til for badmintonspillernes skyld, var det under alle omstændigheder besværligt, hvis det var noget, man ønskede. En ledig bane var således noget, Viktor Axelsen selv måtte sørge for at finde i hovedstadsområdet.

I det hele taget passede de rammer, det danske eliteprogram havde indrettet sig efter, ikke den konstant søgende og eksperimenterende fynbo. Det føltes for vanebaseret og rigidt. Inspireret af den kinesiske stjerne Lin Dan begyndte han derfor – langt før Dubai – at samle sit eget hold (eller ”board,” som han kalder det i ’Vindervilje’) omkring sig.

I 2014 ansatte han sin egen mentaltræner og tog kontakt til en fysisk træner fra USA, og i 2020 indledte han så et samarbejde med den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, der i en årrække har coachet eliteidrætsudøvere.

Et år efter – i 2021 – skulle B.S. Christiansen vise sig at være leveringsdygtig på andet end gode råd. Under Europamesterskaberne havde Viktor Axelsen spillet sig planmæssigt i finalen, da han pludselig fik meddelelsen om, at han havde testet positiv for corona. Én ting var den europæiske finale, han glippede, noget andet og langt vigtigere var det udskudte OL, der lå og ventede 80 dage forude.

De europæiske mesterskaber foregik i Ukraine, og med en positiv test kunne han se frem til minimum 14 dages karantæne. Det betød både fravær fra familien og et mærkbart hak i OL-forberedelserne.

Og hvad med mere ukendt var: Ville coronavirussen påvirke hans fysiske formåen, når han i forvejen lider af astma?

Viktor ringede hjem til B.S., der meddelte ham, at der straks måtte lægges en plan for, hvordan han kunne få mest muligt ud af to ugers isolation – og så ville han desuden tjekke op på en eventuel udvej.

To timer senere ringede jægersoldaten: Der var en vej ud.

Med et firma ved navn Flex Flight ville Viktor kunne fragtes fra hotellet og hjem til Danmark i et isolationskammer. Prisen lød på 125.000 kroner, men det var jo De Olympiske Lege, det drejede sig om, og som Viktor fortæller, er han ikke typen, der går 75 procent ind i noget som helst, så efter lidt betænkningstid takkede han ja. Halvandet døgn senere bankede det på døren. Udenfor stod B.S., en læge, en pilot og to ukrainere iført hvide dragter.

Tre måneder senere vandt Viktor Axelsen guld mod den forsvarende olympiske mester, kinesiske Chen Long.

Viktor Axelsens største sejre

2 x VM (2017, 2022)

1 x OL (2021)

3 x EM (2016, 2018, 2022)

4 x World Tour Finals (2016, 2017, 2021, 2022)

2 x All England (2020, 2022)

3 x Indonesia Open (2021, 2022, 2023)

2 x Japan Open (2017, 2023)

2 x Thailand Open (2 x 2020)

2 x Malaysia Open (2022, 2023)

1 x Denmark Open (2021)

HVER MORGEN, NÅR familien Rohde Axelsen befinder sig i deres lejlighed i Dubai med panoramisk udsigt ud over byens marina, kører Viktor Axelsen afsted sammen med P.K., der sidder bag rattet i familiens store Nissan Patrol (”en rigtig ørkenbil”). På vej mod Nad Al Sheba Sports Complex (NAS) henter de de spillere, der er booket ind til ugens træninger. Typisk sætter Viktor noget 90’er-hiphop på undervejs.

”Tupac og Notorious B.I.G. og de der,” siger han.

På NAS træner de et par timer, strækker ud, går i bad og kører hjem igen og spiser frokost. I pausen henter Axelsen sin ældste datter, Vega, fra vuggestuen, før de gentager morgenens rendezvous og gennemfører en teknisk og en fysisk træning. Og så gør de sådan igen dagen efter. Om aftenen, når Viktor har lidt tid for sig selv, nørder han ure. (Men det har taget overhånd, mener Natalia).

Grådigheden, som Jan Ø. Jørgensen beskriver Viktor Axelsens vedblivende jagt efter det næste niveau, fodrer den danske verdens-etter selv ved netop ikke at fokusere på den næste store titel, men noget meget mere uhåndgribeligt: hans fulde potentiale.

På den måde bliver processen og den daglige indsats til målet for ham. Hvilket vil sige et mål, hvorpå målstolperne hele tiden flytter sig – som en genstand i en drøm, man aldrig kan få fat i. I ’Vindervilje’ skriver han også, at man hele tiden skal evaluere sig selv.

Men er det, vil jeg gerne vide, ikke helt ekstremt stressende? At evaluere sig selv på noget, man vel kun kan mærke, når man lægger sig til at sove om aftenen?

”Jo, altså når folk kigger på min hverdag, og hvad vi skal nå i løbet af sådan en uge, kan det godt virke stressende for nogle. Men stress er kun stress, hvis du selv føler, det er stress. Måske er jeg bare enormt drevet. Altså, måske er jeg bare mega driven mod at gøre ting ordentligt og få det meste ud af tilværelsen, ikke?”

Men du skal hele tiden evaluere på, har den her træning været god? Er de sparringspartnere, jeg har hevet herover gode nok? Holder de niveau? Der er mange ting at overveje.

”Ja, der er rigtig mange ting, og der sker også meget. Også med arrangering, flybilletter – bla, bla, bla. Men jeg synes også, det er fedt. Inden for et vist antal år har vi en situation, hvor vi som familie – fordi vi har kunnet navigere i den her tilværelse nu – kan skabe den tilværelse, vi føler, der er fed for os. Det er det, der motiverer mig lige nu.”

Det virker jo næsten, som om du er blevet en endnu bedre badmintonspiller, efter du er blevet far. Hvordan har du selv oplevet det? At have et ansvar som far og samtidig være atlet?

”Tidligere har det nærmest bare været mig, mig, mig. Altså når det kom til træning og virkelig at sørge for, at mit liv var i kasser. Når tingene ikke kunne gå efter mit hoved, har jeg nogle gange haft nogle udfordringer med at acceptere det. Der kan man så sige, at få et lille barn er det måske største i livet overhovedet.

Men det har så også betydet, at når jeg kommer hjem, lige meget om det har været en god træning eller en dårlig, en god eller dårlig kamp, så får jeg altid et smil. Det har været med til at sætte tingene lidt i perspektiv for mig. Nu er der noget vigtigere end badminton i mit liv.”

Har du egentlig nogensinde været bekymret for, om dit potentiale, eller skal vi sige dit talent, ikke blev forløst?

”Nej, jeg har aldrig været bange for, at mit talent ikke blev forløst. Der er ingen garantier her i livet. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi skal herfra igen. Jeg har aldrig været bange for ikke at kunne noget.

Men jeg ville selvfølgelig have været enormt ærgerlig, hvis skader eller andet havde betydet, at jeg ikke kunne gå efter mine drømme. Og der kan man sige, at det er en sindssygt privilegeret situation, jeg står i, hvor jeg har opnået langt mere, end jeg nogensinde havde turde drømme om.”

Det er vilkårene: Der er ingen garantier, det kræver hårdt arbejde, og alle har dårlige dage.

Det har Viktor Axelsen altid båret i sin bevidsthed. Han sørger bare for hver dag at gøre lige præcist alt, hvad hans eget mulighedsrum tillader, for at han har færre dårlige dage, end alle de andre har.

Ja, og så ellers – som han sagde, dengang han havde tabt sin kamp for 16 år siden i den lokale badmintonhal – blive ved med at give den gas.