William Kvist: Fra banen til bestyrelsen

William Kvist: Fra banen til bestyrelsen

Han har lagt 15 år som professionel fodboldspiller bag sig, men William Kvist er nu tilbage på træningsbanen. Denne gang dog ikke på græs. Euromans Erik Holm har fulgt hans forberedelser til det nye job som professionelt bestyrelsesmedlem i Parken Sport & Entertainment.

William Kvist
Offentliggjort

Mobiltelefonen bimler. Det er William Kvist.

“Jeg skal lige høre, om du selv kan komme hjem efter kampen i aften? Jeg har fået en opgave, og det kan godt trække ud. Er det ok med dig?”

William Kvist er forberedt og betænksom. Karaktertræk, som har gennemsyret en 15 år lang karriere som professionel fodboldspiller. I sine klubber og på landsholdet blev han kendt som en, der går sine egne veje, men samtidig er fællesskabets og holdets mand. Sådan er det stadig.

Mens mange tidligere elitesportsfolk må kæmpe for at finde fodfæste efter et farvel til elitesport, er det stik modsat for William Kvist. I august 2019 skiftede den 34-årige københavner græsset i Parken ud med bestyrelseslokalet i Parken Sport & Entertainment. Et velovervejet og planlagt farvel til én karriere og et goddag til en ny. Engang var han fodboldlærling under blandt andre FCK-træner Ståle Solbakken, nu er han lærling igen, mens han forbereder sig til de nye opgaver i et tæt og personligt mentorforløb med Parkens formand Bo Rygaard.

WILLIAMKVIST.jpg

Foto: Martin Bubandt

FIRE TIMER EFTER OPKALDET vinker William Kvist gennem en rude i hoveddøren til sit hus på Frederiksberg. I sin bog ‘Jagten på frihed’, der udkom i december 2018, beskriver han sin flugt fra det, han kaldte ”fodboldbæstet”, og hvordan noget af det bedste ved at skifte udlandet ud med FC København og hjemstavnen Frederiksberg var at kunne cykle gennem ungdommens gader fra sit hjem til træningsanlægget. William Kvist er lige nu, hvor han har det bedst.

Indenfor er familien i gang med aftensmaden. Det er midt i ulvetimen. TV’et kører i baggrunden, mens sønnen Valdemar underholder med anekdoter fra børnehaven. William Kvist spiser færdig, klæder om og kysser børnene og hustruen Christine farvel, før han bevæger sig ud i det regnfulde novembermørke, hvor families Renault Espace holder parkeret. Dagene med muskuløse biler fra tiden i Mercedes-byen Stuttgart er for længst slut.

Forude venter FCK’s kamp i Europa League mod den legendariske ukrainske storklub, Dynamo Kiev, der tidligere har høstet triumfer i europæisk fodbold. Endnu en gang skal William Kvist på arbejde i Danmarks nationalarena, men denne gang som repræsentant for firmaet bag fodboldklubben, Parken Sport & Entertainment.

“Modsat mange andre har jeg tænkt længe over, hvad jeg skulle efter fodbolden,” fortæller William Kvist, mens han manøvrerer bilen ud fra p-pladsen foran huset:

“Et af mine første møder med bestyrelsesformand Bo Rygaard var i 2016 i en lufthavn i udlandet i forbindelse med en kamp, hvor vi sent om natten stod og snakkede lidt. Han spurgte, hvad jeg ville efter karrieren og tilbød mig at sparre. Det var interessant at høre fra et menneske, som er erfaren inden for business, for det er vi ikke i min familie. Vi snakkede løbende, og efter VM i Rusland blev det mere klart, at mine dage som fodboldspiller var ved at være talte, men ideen blev først for alvor modnet, da Bo til sidst spurgte, om jeg vil tage over for Niels-Christian Holmstrøm i bestyrelsen.”

WILLIAMKVIST-3.jpg

Foto: Martin Bubandt

Var du nervøs for opgaven? Om du kunne magte at sidde i en professionel bestyrelse med erfarne og farverige erhvervsfolk?

“Egentlig ikke. Jeg er ikke udstyret med stor selvtillid, men vi har klart afstemt forventningerne. Jeg skal jo ikke konkurrere med de andre i bestyrelsen på viden inden for opbygning af virksomheder, tal og regnskaber eller ledelse. Det, jeg skal levere nu og her, er sportslig erfaring og viden. Jeg skal være med til at drive FC København de næste 10-15 år. Samtidig er det også en læreplads for mig,” siger William Kvist, der i skrivende har deltaget i to bestyrelsesmøder.

Hvordan passer bestyrelsesarbejdet med de forventninger, du havde før, du begyndte?

“Til selve bestyrelsesmøderne er mange ting klappet af i forvejen. Derfor er det mere spændende sådan en dag som i dag, hvor jeg er på arbejde og skal repræsentere Parken overfor sponsorer og andre interessenter omkring FC København. For mig foregår meget af arbejdet mellem bestyrelsesmøderne. Jeg har tilbragt det meste af dagen hos North (E-sportshold ejet af PSE og Nordisk Film, red.), og jeg følger flere projekter tæt for at lære om hele forretningen i PSE som Lalandia, koncerter, konferencer og meget mere. Det gør arbejdet enormt spændende,” siger William Kvist.

Vi lister gennem det mørke og våde København, mens han fortæller. William Kvist kommer fra en familie, der er vant til at tænke og stille spørgsmål om livet. Forældrene støttede ham i sporten, men pressede samtidig på for at han skulle uddanne sig. Han tog på efterskole, på gymnasiet, og senere tog han en bachelor fra Copenhagen Business School. Men hvad kan en tidligere professionel fodboldspiller med en aldrende bachelor tilbyde en børsnoteret forretning som Parken? William Kvist svarer hurtigt:

“Jeg skal fungere som en slags oversætter i bestyrelsen. Vi har nogle ejere, som ikke nødvendigvis selv har spillet fodbold eller følger med i alt inden for sporten, hvilket har sine fordele og sine ulemper. Bo ser det som en fordel, at jeg kommer lige fra organisationen med ret stor viden omkring, hvordan fodboldspillere tænker og arbejder. De andre i bestyrelsen forventer en forståelse af fodbolden i bestyrelseslokalet, som tidligere især blev leveret af Niels-Christian Holmstrøm.”

Der er godt en time til kampstart, da Renaulten drejer ind ad Øster Alle i retning mod Parken. Menneskemængden tager til i en stigende strøm af mørke skikkelser, der kort oplyses i lyskeglerne fra forbipasserende biler.

Hvordan er det at køre hertil nu, hvor du har en helt anden rolle?

“Vi har glemt at høre musik eksempelvis. Vi plejer at høre Dame N’Doye-sangen for at komme i stemning,” ler han. “Nej, det er noget helt andet, fordi det tidligere handlede om at præstere, og jeg var sat op. Nu er jeg jo mere på før og efter kampen, mens jeg slapper af under selve spillet. Det handler om at være en god vært for Parkens forskellige samarbejdspartnere.”

Bilen drejer ind mod parkeringen. William Kvist ruller vinduet ned for at vise sin parkeringstilladelse. En skaldet vagt i orange vest kommer hen til bilen.

“Ham skal vi sgu’ ikke lukke ind”, siger vagten og smiler fra øre til øre, mens han småsnakker med den tidligere anfører.

William Kvist uddyber følelsen af at være i en ny rolle, mens vi snegler os mellem tilskuerne.

“Jeg oplever nu, at FCK er større end blot førsteholdet, som tidligere var mit omdrejningspunkt. Jeg har oplevet mere med fans, med sponsorer og de mennesker, som arbejder i organisationen. Det lyder måske lidt rosenrødt, men det har gjort mit hjerte større for klubben.”

Som bestyrelsesmedlem skal William Kvist ikke kun have sit blik på FC København. Det største forretningsmæssige ben i organisationen er Lalandia, men derudover rummer PSE også et ejendomsselskab, e-sportsholdet North og ejerskabet af arenaen Parken.

“Jeg er netop kommet med i et udvalg, der skal undersøge, hvordan vi kan vi opgradere denne her gamle dame, som Parken jo er, og gøre det til en endnu federe oplevelse at komme her. Det er sindssygt spændende. Hvordan kan vi som organisation være endnu mere for København? Jeg har ikke svaret endnu, men jeg har en stor lyst til at finde dem. Vi har 30.000 almindelige børn tilknyttet klubben som spillere. Det er et stort ansvar. Der er så meget spændende at lave og udvikle. Jeg har tjent penge nok, og hvis der er et godt sted at bidrage, så er der ikke noget federe sted end her i forhold til at trække en kulturel institution i den rigtige retning”.

WILLIAMKVIST-2.jpg

Du ser dig selv som firmaets mand?

“Fuldstændig. Eller måske mere som Københavns mand. Jeg mener det. Det ligger i mig. Det er derfor, jeg har spillet 6’er på den centrale midtbane. Det er de mest ansvarlige,” griner han.

En storsmilende bestyrelsesformand kommer William Kvist i møde, da han endelig lander i A-tribunens VIP-sektion. Formand Bo Rygaard lægger armen om skulderen på Kvist, der op til kampen skal mødes med en potentiel storsponsor, der har meldt sin interesse i Skandinaviens førende fodboldklub.

“Godt at se dig,“ siger formanden og trækker afsted med sin elev.

I Carlsberg-loungen er der reserveret bord. Kendte politikere, erhvervsfolk, skuespillere, musikere og mediefolk myldrer rundt mellem hinanden og skåler i fadøl og vin. Gæsterne taler højt, griner og gestikulerer heftigt, som var det en fredagsbar, mens en kok skærer tynde skiver af rosastegt andebryst. Rigmanden Lars Seier Christensen, der har købt 22,55 pct. af aktierne Parken Sport & Entertainment A/S og kalder sig selv en stor FCK-fan, troner med sin højde og er tydeligvis i særdeles godt humør.

I denne ramme er William Kvist kontrasten. Han virker lidt stille og koncentreret, mens han bevæger sig gennem loungen hen mod bordet. At netværke er en vigtig del af hans nye rolle, men det har krævet en del tilvænning:

“Jeg er relativt introvert af natur, men jeg synes faktisk, det er meget interessant, og et sted som her er der virkelig mange spændende mennesker, man kan vende forskellige ting med. Det tiltaler mig,” fortæller William Kvist, der bedømt på de gensidige smil og livlig snak hurtigt får skabt interesse hos den potentielle sponsor.

UDENFOR FÅR FCK en perfekt start på Europa League-kampen. Jens Stage scorer til 1-0, og på VIP-pladserne klasker tilfredse håndflader sammen under brølet fra godt 23.000 tilskuere.

William Kvist savner ikke at spille, nærmest råber han gennem larmen. Dels kender han kravet til at kunne løbe rundt blandt de 11 mand på banen, dels har han fundet noget andet i sit liv, som opvejer rusen ved at spille på højeste niveau i skandinavisk fodbold.

“Jeg har forberedt mig længe og havde en god, lang udfasning, hvor jeg ikke spillede så meget, og hvor jeg som spillerrepræsentant blev involveret i arbejdet omkring herrelandsholdets aftale med DBU. Jeg har et bedre liv end tidligere, hvor jeg var meget væk fra min familie. Det kan jeg nu lave om på, og det er befriende,” siger han.

William Kvist anslår, at cirka 80 procent af hans arbejdstid bliver brugt på oplæringen i Parken-regi. Resten er dedikeret til arbejdet som fast sparringspartner for herrelandsholdets spillerråd og på at stille sin nysgerrighed i kaffemøder med iværksættere og andre, der kan øge hans viden og forståelse af livet. For William Kvist har fodbolden altid været en vej til større forståelse og selvindsigt. Det er ikke forandret.

På banen bølger spillet frem og tilbage uden helt store chancer til nogen af holdene. Men ukrainerne presser på.

“I mange år har vi på en måde overpræsteret i forhold til Europa,” konstaterer Kvist:

“Mange af de hold, vi møder, har langt større budgetter end os. Dynamo Kiev har eksempelvis købt Benjamin Verbic, der var en af vores bedste spillere. Vi kunne ikke holde på ham. Alligevel spillede vi 1-1 i Kiev og fører lige nu 1-0. Vi performer altså bedre, end vi burde gøre set krone for krone. Det er noget af det, vi skal blive ved med, og som jeg håber, at jeg i bestyrelsen kan være med til at sikre, at vi kan bevare vores competitive edge.”

Hans eksempel bliver desværre meget konkret, da netop Benjamin Verbic gør det onde ved sin gamle klub og udligner efter 70 minutter, og mens festen langsomt fiser ud på tilskuerpladserne, bevæger William Kvist og Bo Rygaard sig ned i omklædningen for at hilse på spillerne.

DET ER MANDAG formiddag efter en søndag, der vil blive husket i FC København. Superligaens 16. runde resulterede i en solid snitter på den jyske hede mod konkurrenterne fra FC Midtjylland, der ret beset kunne have vundet større end 4-1. Det var klubbens syvende nederlag i træk på den jyske bane. Alligevel er stemningen god hos William Kvist, der befinder sig hos bestyrelsesformand Bo Rygaards hjem nord for København.

“Man må jo bare erkende, at FCM har virkelig godt tag på os, når vi spiller derovre,” konstaterer Kvist med anerkendelse i stemmen og kaffe i hånden.

Gennem sin karriere har Kvist brugt fodbolden til personlig udvikling i så høj grad, at han i Stuttgart blev kendt som Der Optimierungs Mann. I dag har han lagt værktøjer som selvhypnose, mentaltræning og den berømte juicepresser bag sig og fokuserer i stedet på sit mentorforløb med Bo Rygaard, som Berlingske har kaldt for en af Danmarks mest betydningsfulde bestyrelsesformænd. Ud over Parken Sport & Entertainment er den 54-årige Rygaard formand for it-virksomheden Netcompany samt en række magtfulde erhvervsfonde herunder KFI erhvervsdrivende fond. Han fik sit første CEO-job, da han var 25. Men denne formiddag er Bo Rygaard først og fremmest manden, der fandt på at trække FCK-koryfæet Kvist ind i bestyrelsen for en af de mest profilerede virksomheder i Danmark.

WILLIAMKVIST-4.jpg

Foto: Martin Bubandt

“Man bliver ikke relevant for bestyrelsen, alene fordi man tidligere har været professionel fodboldspiller. Men William er et særligt menneske,” siger Rygaard: “Mange taler om diversitet i bestyrelser i disse år. For mig handler diversitet ikke kun om mænd og kvinder, selv om det er vigtigt. Det handler også om alder, og jeg vil gerne være med til at vise det gode eksempel ved, at vi trækker William ind i Parken i en alder af 34 år.”

Han sidder i en sort Poul Kjærholm-stol i hjemmets. Tre fingre ryger i vejret:

“Jeg arbejder med tre grundlæggende kompetencer, når jeg vurderer potentielle kandidater til bestyrelser: intelligens, hjerte og energi. William er en intelligent, veluddannet og reflekteret person med stor empati og masser af energi. Han kan tilføre nye dimensioner til Parkens bestyrelse, hvor vi jo også henvender os til et yngre publikum og hele tiden skal passe på med, at vi ikke bliver de gamle mænds klub”.

Siden deres første samtaler har Kvist og Rygaard haft et egentligt mentorforløb, der skal uddanne fodboldspilleren William Kvist til professionelt bestyrelsesmedlem. Bo Rygaard henvender sig til direkte til William Kvist, der tager noter i sofaen:

“De første samtaler handlede om at finde sin plads efter karrieren. At være professionel fodboldspiller er en ekstremt disciplineret tilværelse, som er sammenlignelig med at være administrerende direktør for en stor butik; Du har ikke tid til noget som helst andet end at passe dit arbejde. Når du stopper, ved du ikke, hvad der venter forude, hvilket jeg også har hørt fra andre elitesportsfolk. Der er to veje: Du kan enten skynde dig at få et nyt job eller undersøge, om der er andre måder at strikke dit arbejdsliv sammen på.”

Bo Rygaard kigger på William Kvist.

”Det var tydeligt, at du ikke skulle have en forlængelse af den livsbane. Tværtimod havde du behov for frisk luft. Du skulle have familien tættere på og skabe en tilværelse, som består af flere elementer.”

William Kvist slår fast, at relationen mellem de to er bredere end virksomheden. Det er ofte private samtaler mellem to mænd, der står forskellige steder i livet, men alligevel har meget til fælles.

“Bo spørger indtil andre ting, end om det kriller i benene, når jeg ser fodbold. Det handler mere om, hvordan min overgang fra fodbolden forløber, og hvordan mit liv hænger sammen generelt. Tingene blandes sammen på en god måde, der giver værdi som menneske,” siger Kvist.

SET MED FORMANDENS ØJNE var William Kvist kommet i bestyrelsen af Parken uanset, hvilken vej han havde valgt efter sit stop som spiller i FCK. Det var kun et spørgsmål om niveauet af involvering. Men der er stadig ting, som lærlingen skal lære i dybden, fx har regnskaber og økonomi ikke været en del af Williams Kvists livs som elitespiller, det bliver det som medlem af bestyrelsen. Men Rygaard er ikke bekymret.

“Du har en grundlæggende intelligens, som gør, at du hurtigt lærer. Intelligens handler også om at have et abstraktionsniveau, og om man fungerer i den organisation, man kommer ind i – lidt som et transplanteret organ, der enten bliver optaget af kroppen eller udstødt. Mange omkring Parken sagde, at de håbede, vi beholdt dig.”

“Der havde jeg heller ikke spillet så meget,“ griner William Kvist. Bo Rygaard smiler også:

“Nej, men det var ikke kun fansene, der støttede op om ideen. Det var mange forskellige stakeholders omkring Parken. Der tikker jo også allerede masser af resultater ind. Endelig er der energien, som er vigtig i en virksomhed. Mange bestyrelser har en tendens til at blive reaktive, og det duer ikke. Vi skal være et aktiv sammen med ledelsen.”

Begge mænd forventer, at William Kvists indkøringsperiode vil fortsætte indtil sommerferien. Så har han været med et års tid. På opgavelisten ligger forhandlinger i forbindelse med en tøjpartner og udvikling af Parken, og bestyrelsesformanden er fortrøstningsfuld:

“Du har en stejl læringskurve, fordi du bruger så meget tid, så du er snart på omgangshøjde. Dernæst kommer opgavefordelingen i bestyrelsen. Det er fase to. Hvad vil det sige, når man er særlig sportslig kompetent, og hvordan skal man så levere i bestyrelsen? På sigt vil omfanget af opgaver også være proportionelt med, hvad du ellers går og laver ud over Parken”.

Men denne dag er William Kvists konkrete opgave at fungere som repræsentant for kvindernes fodboldlandshold, der forhandler kontrakt med DBU. Derfor skal han hurtigt videre til et møde i Viborg. Han har en færge, han skal nå, så vi bevæger os ud i kulden på vejen, hvor den tidligere fodboldspiller står og tripper lidt for at komme afsted.

Har du fundet den frihed fra ‘fodboldbæstet’, som du skrev om i din bog?

“Ja, det har jeg. I forhold til fodbolden var det friheden til at være mig selv og stå ved sig selv, og det tager jeg med mig. Jeg har været vant til en dagligdag med meget stramme strukturer, men det er betydeligt lettere i dag, fordi jeg kan prioritere de ting og opgaver, som jeg gerne vil bruge tid på. Det er en privilegeret situation, som har stor værdi”.

William Kvist kort fortalt

  • William Kvist Jørgensen er født 1985 i Rønde på Djursland. Familien flyttede til Vanløse i 1993 på grund af faderens arbejde som præst.
  • William Kvist var drengespiller i KB og kom på FC Københavns førstehold i 2004, da han var 19. I 2011 blev han solgt til VfB Stuttgart for 30 millioner kroner. Herfra gik turen forbi Fulham og Wigan i England, før han i 2015 vendte tilbage til FC København.
  • Syv danske mesterskaber og tre pokaltitler i over 400 kampe (klubrekord) for FCK.
  • 46 ungdomslandskampe og 75 A-landskampe for Danmark.
  • Årets Fodboldspiller i Danmark 2010 og 2011.
  • William Kvist bor på Frederiksberg med sin hustru Christine og deres to børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Interview, Portræt og William Kvist