Wimbledon-optakt: Er det sidste chance for Roger Federer?

For flere generationer af sportsfans er Roger Federer den bedste mandlige tennisspiller nogensinde. I mange år var det sandt. I dag er det næsten en stædig holdning. Det schweiziske ikon har sat den ene rekord efter den anden, som langsomt bliver snuppet af enten spanske Rafael Nadal eller serbiske Novak Djokovic.

De fleste er enige om, at de tre – kollektivt kendt som The Big 3 – er de største, vi har set i herretennis. Federer fylder snart 40, Nadal er 35, og Djokovic er 34. De seneste 15 år har de alle været dømt ude et par gange, men de er blevet ved med at komme tilbage fra skader og har afholdt nye generationer fra at vinde de største titler.

Tennisåret har fire grand slam-turneringer, som er de store fikspunkter og mest prestigiøse titler, man kan vinde: Australian Open, Roland Garros (French Open), Wimbledon og US Open. Roger Federer vandt sin første af slagsen i 2003. Siden da er der spillet 70 grand slam-turneringer, hvoraf de 59 hos herrerne er vundet af enten Federer, Nadal eller Djokovic.

De seneste 10 år er der kun fire andre herrespillere, der overhovedet har vundet en grand slam. Dominans er et fattigt ord. Lidt forenklet kan man endda sige, at de mellem sig har fordelt krigsbyttet på de tre underlag, man primært spiller tennis på: Djokovic er allerbedst på hardcourt, Nadal er nærmest uovervindelig på grus, og Federer foretrækker det ædle græs.

Nu nærmer Wimbledon sig den til stadighed allerhelligste institution i tennisverdenen. Den spilles netop på det hurtige græs, som passer så godt til Roger Federers offensive tennis: Hans store serv, effektive slice, potente forhånd og velovervejede netspil. Og når vi som publikum bliver mest forkælede: baghånden. Den gammeldags enhåndsbaghånd, som er så svær at regne ud for hans modstandere, men som vigtigst af alt er så skøn at se på.

Roger Federer er populær af mange årsager, men én af grundene er, at hans spil ser så ubesværet og klassisk ud. Og hvis der er noget, der kendetegner de fleste sportsfans, så er det, at vi dybest set er konservative. Tingene må gerne være lidt, som de plejede at være. I en verden, der kan bevæge sig farligt hurtigt, har Federer fået tiden til at stå stille på banen, når han har dikteret spillet og leget med sine modstandere med det ene trylleslag efter det andet. Men efter to knæoperationer kan tiden indhente selv en schweizer, og han har blot spillet få kampe efter en pause på mere end et år. Maestroen er pludselig rusten.

Kommentator og tennisekspert på TV 2 Sport, Tine Scheuer-Larsen, levner heller ikke Federer de store chancer:

”Jeg tror stadig på, at han kan skabe noget magi i London, men jeg er bekymret for, om han kan gøre det i syv kampe i streg. Det har ikke været vildt lovende, hvad han har vist efter sit comeback, og selvom han før er kommet tilbage efter en lang pause og har vundet Australian Open (2017, red.), synes jeg ikke, han har set vildt skarp ud på det seneste.”

Trods sine i alt otte Wimbledon-trofæer (stadig rekord hos herrerne) er Roger Federer altså ikke længere favorit til at vinde turneringen. Men det er med stor sandsynlighed hans sidste chance. Ikke blot for at vinde Wimbledon, men for at vinde en grand slam.

Rafael Nadal har allerede trukket sig og står dermed ikke i vejen. Både Roger og Rafa har lært at lytte til kroppen, hvilket har været særligt svært for sidstnævnte, som – delvist grundet en opslidende spillestil – har døjet med flere skader gennem karrieren.

Det betyder, at Novak Djokovic er storfavorit i London. Tager han titlen, har alle tre spillere vundet vanvittige 20 grand slam-titler. Serberen er sulten og har som erklæret mål at vinde flest. Han er skurken, som bare gerne vil elskes, men uanset hvor han spiller, er han på udebane. Tag ikke fejl: Han er en yderst populær herre, men selvom han med rette kan kaldes den mest komplette spiller nogensinde i herretennis, så håber flertallet som oftest, at han taber. Han er på visse måder sympatisk og underholdende, hvorfor han da også har fået kælenavnet ’Djoker’. Men han ødelagde også den perfekte rivalisering, der var skabt mellem den nærmest adelige Roger Federer og muskelbundtet Rafael Nadal. En højrehåndet og en venstrehåndet. Den ene, der ikke siger en lyd på banen, og den anden, der stønner som en gal. Deres modsætninger er nemme at forstå og derfor tiltrækkende.

Roger Federer havde med sin overlegne og til tider guddommelige originalitet bragt herretennis ind i en ny tidsalder i starten af 00’erne efter de tunge 90’ere, der trods storspillere (Sampras, Agassi, Kafelnikov, Becker) var en taktisk og teknisk mere begrænset sport med stort fokus på serv-og-flugt-tennis. Jo, Federer har en formidabel serv og en lige så glimrende flugtning, men det er finessen og idérigdommen, der fra en æstetisk betragtning har fået ham til at adskille sig fra resten af feltet.

Forfatteren David Foster Wallace opfandt begrebet ’Federer-øjeblikke’ i sit essay ’Roger Federer as Religious Experience’ for at beskrive, hvordan han ligefrem gør det umulige muligt: ”Det er øjeblikke, hvor man ser Federer spille – og sidder med åben mund, store, stirrende øjne og siger lyde, der får ægtefællen til at komme løbende fra stuen ved siden af for at høre, om der er noget i vejen.”

Med Federer og Nadal var vidt forskellige spillestile repræsenteret hos de to absolut bedste herrespillere, der fik det allerbedste frem i hinanden, som kun de største rivaler gør det. Men flottest af alt var og er respekten mellem de to. Det var altså en bromance af de helt store, som Novak Djokovic spolerede, da han kilede sig ind mellem dem og skabte en trevejsrivalisering, som mange har haft vanskeligt ved at acceptere.

På banen er Djokovic en imponerende maskine, som trods sublim smidighed og teknisk snilde sjældent ser decideret elegant ud. Han besidder mange af de fysiske og tekniske færdigheder som sine to rivaler, men han hyldes i mindre grad for dem.

Ret skal være ret, vi må selvfølgelig heller ikke glemme kontroverserne: Sidste år udtrykte han skepsis over for vacciner og arrangerede en turnering i Beograd, der udviklede sig til en supersprederbegivenhed, hvilket kun blev værre af, at han og andre stjerner (Zverev, Thiem, Dimitrov) var taget på natklub, kort før de blev testet positive. Nogle måneder senere ramte han i frustration (ved et uheld) en linjedommer med en tennisbold ved US Open og blev diskvalificeret. Han gør det ikke nemt for sig selv.

Det australske evighedstalent Nick Kyrgios har udtalt, at Djokovic er sygeligt optaget af, om folk kan lide ham, og at det er ’ynkeligt’, hvordan han bare gerne vil være ligesom Federer. Man får næsten ondt af serberen, der dog for nylig har vundet Roland Garros og er fyldt med selvtillid på banen.

Og Federer? Han er ikke just i kamptræning efter sine operationer. Først skuffede han hjemme i Schweiz ved grusturneringen Geneva Open, så trak han sig fra Roland Garros halvvejs inde i turneringen. Da han endelig kom på græs, nåede han blot anden runde ved den tyske opvarmningsturnering i Halle. En turnering, som han ellers har vundet suverænt hele 10 gange, hvorfor byen endda har en Roger-Federer-Allee. Efter nederlaget til det canadiske stortalent Félix Auger-Aliassime tog det ham to og en halv time, før han mødte op til den obligatoriske pressekonference, da han var bange for at sige noget dumt, mens han var i sine følelsers vold.

Han har altid været kendt for sin stoiske ro, men det er sjældent, at vi får så direkte et indblik i hans usikkerhed. Han indrømmede, at han i kampens tredje og afgørende sæt begyndte at blive frustreret over, hvor svært det er at komme tilbage i topform, og hvordan han skal kæmpe for hvert point – i modsætning til en lang karriere, hvor han har fået det meste til at se legende let ud:

”Jeg begyndte at tænke negativt, og sådan er jeg normalt ikke. Jeg er hverken glad eller stolt over det, men når jeg tænker tilbage på de 1.500 kampe, jeg har spillet, så sker den slags.”

I sin glimrende selvbiografi ’Open’ kaldte Andre Agassi tennis for verdens mest ensomme sport, og 1.500 kampe er selvsagt mange kampe alene med egne tanker. Tvivl opstår, usikkerhed tager over, spillelysten svigter. Som den gentleman han er, har Federer i øvrigt aldrig trukket sig fra en kamp, uanset hvor skadet han har været. Også her adskiller han sig fra alle andre.

Nu er han imidlertid blevet mere menneskelig, end vi er vant til at se ham. Han skal ikke bare banke rust af, han skal genopfinde sig selv. Optimister vil sige, at han har gjort det før: I 2017 var han dømt ude efter et halvt års pause og endte med at vinde både Australian Open og Wimbledon. Realister vil sige, at han ikke har den mindste chance. Romantikere vil sige, at vi skal nyde hvert et sekund, han endnu spiller.

Tine Scheuer-Larsen har set flere Federer-kampe end de fleste. Hun understreger, at det er altafgørende, at hans serv og retur fungerer optimalt. Hun forventer, at han vil komme meget frem til nettet for at afgøre partierne så hurtigt som muligt. Som næsten 40-årig har Federer ikke råd til at slide på kroppen som tidligere, og når man ved en grand slam spiller bedst af fem sæt, er der lange kampe i vente. Men netop rutinen ved at spille over fem sæt er en taktisk fordel, han kan drage stor nytte af, mener hun.

En fremtid for herretennis uden The Big 3 ser stadig spændende ud: Græske Tsitsipas og østrigske Thiem spiller op med de bedste. Russerne stormer frem med hårdtslående Khachanov, underligt charmerende Rublev og ikke mindst den ranglede Medvedev, der har været i to grand slam-finaler. Canadierne har vævre Auger-Aliassime og venstrehåndede Shapovalov, der er kendt for sin springende enhåndsbaghånd. Mest lovende ser det ud for italienerne, der har teenagerne Musetti og Sinner, hvoraf sidstnævnte nok er dét største talent blandt herrerne under 20 år. Nå ja, og så har de brølstærke Berrettini, som er Tine Scheuer-Larsens bud på en outsider til Wimbledon-titlen efter hans imponerende sejr ved opvarmningsturneringen i Queens.

Herhjemme sætter vi vores lid til Holger Rune, som forhåbentlig har lært af sine homofobiske udbrud i en nylig kamp, så han kan blive den spiller og det forbillede, som dansk herretennis har manglet så længe. Han vandt for nylig sin første seniortitel, og den tidligere nummer ét på juniorranglisten er snart klar til at spille med ved de større turneringer. Han er imidlertid ikke med til dette års Wimbledon.

De seneste mange års absolut største kvindelige tennisspiller, Serena Williams, kæmper ligesom Roger Federer også for en sidste stor triumf. Hun er heller ikke længere favorit til titlerne, men det ville være dumt at afskrive hende. Modsat herretennis har kvindetennis været mere spændende i al sin uforudsigelighed de seneste år.

Japansk-amerikanske Naomi Osaka (23 år) er på rekordtid blevet et ikon. For at passe på sig selv mentalt trak hun sig fra Roland Garros og har gjort det samme ved Wimbledon. Den slags kan man heldigvis sige højt nu. Polske Iga Swiatek (20 år) tog fusen på alt og alle, da hun med medrivende tennis vandt sidste års Roland Garros. Hun rejser rundt med en sportspsykolog til alle sine turneringer.

Og dette års Roland Garros? Blandt de otte kvartfinalister var hun den eneste, der nogensinde var nået så langt i single. Kvindetennis er med andre ord umuligt at spå om i øjeblikket, men herhjemme kan vi føle os ret sikre på, at stortalentet Clara Tauson går store ting i vente. Hun er med ved Wimbledon, og selvom det er begrænset med erfaringen på græs som profspiller, er det ikke for nationalistisk at tro på, at hun med god lodtrækning kan nå et par runder ind i turneringen.

Roger Federer indledte en gylden æra. Han er ikke længere den bedste eller mest vindende, men han er muligvis den største. Han har fundet på slag, som ingen andre kunne finde på, han har improviseret som et koffeinholdigt jazzorkester, han har sat nye standarder som forbillede, han er en gentleman af guds nåde, og frem for alt har han vist os alle, at stil og originalitet ikke behøver stå i modsætning til resultater.

Wimbledon 2021 begynder i dag mandag 28. juni.