Zlatan undskylder for at kalde Frankrig et lorteland, der ikke fortjener PSG
Da PSG i går tabte 2-3 til Bordeaux, sendte holdets meget arrige stjerneangriber noget af en bandbulle efter dommeren. Og Frankrig.
Foto: Man har ikke lyst til at komme på tværs af den knap 2 meter høje fodboldspiller fra PSG.
Nogen gange løber temperamentet af med Zlatan.
Især hvis dommeren ikke dømmer efter den svenske angribers overbevisning.
Det skete tilsyneladende i går, da Zlatans hold, Paris Saint-Germain, tabte 3-2 til Bordeaux i den franske liga. Zlatan havde ellers en god kamp med to udligninger; den sidste, da der kun var fem minutter tilbage af spilletiden. Men det rakte ikke til en sejr, da hjemmeholdets Diego Rolan scorede det tredje og afgørende mål i 89. minut.
Zlatan: Frankrig har ikke fortjent mit hold
Meget arrig og i bar overkrop gik Zlatan efter kampen mod omklædningsrummet forbi dommeren, som han kaldte både ”en fucking amatør” og ”en fucking idiot.”
Da Zlatan, der er et hoved højere end Thiagi Silva og Marco Verratti, som han fulgtes med, fortsatte sin svada, mens han slog i luften med sin trøje.
”I mine 15 år i fodbold har jeg aldrig set en så elendig dommer i det her lorteland! Det her land (Frankrig, red.) fortjener ikke at have PSG! Vi er for gode til det her land!”
Kort efter udfaldet forlangte Frankrigs sportsminister en undskyldning fra Zlatan.
”At #Ibrahimovich er skuffet retfærdiggør ikke hans krænkelse af dommeren og det land, han spiller for. Han bliver nødt til at undskylde,” skrev Patrick Kanner på Twitter.
Zlatan siger undskyld - men ikke til dommeren
Der gik ikke længe, før Zlatan – på sin egen måde – forsøgte sig med en undskylding. Han skrev på Twitter:
”Vedrørende mine kommentarer efter aftenens kamp: Mine ord var ikke tiltænkt Frankrig eller franskmændene. Jeg snakkede om fodbold. Jeg tabte kampen, det accepterer jeg, men jeg vil ikke acceptere, når dommeren ikke følger reglerne. Det er ikke første gang, og jeg er træt af det! Jeg vil gerne sige undskyld, hvor nogen er blevet stødt eller har taget det, jeg sagde, på den forkerte måde.”
Det er ikke mere end fire dage, siden den 33-årige fodboldspiller sidst viste tænder efter en fodboldkamp, der ikke gik efter planen.
Zlatan blev udvist i Champions League-kampen mod Chelsea efter 31 minutter, og sagde:
”Jeg ved ikke, om jeg skal være sur eller begynde at grine. Ham her (dommeren, red.) aner jo ikke, hvad han laver,” sagde Zlatan.
Men det med dommeren var ikke det værste, mente angriberen.
”Det værste er, når jeg ser alle de her Chelsea-spillere; Det føles som at have 11 babyer omkring sig.”
Ifølge Zlatans nuværende kontrakt skal han spille for ”lortelandet” Frankrig frem til sommeren 2016.
Men hvis ikke det huer svenskeren at blive, skal han da være velkommen til at smutte, opfordrer det franske nationalistpartis forkvinde, Marine Le Pen, der også har forholdt sig til den kendte spillers verbale raserianfald.
”Dem, der mener, at Frankrig er et lorteland, kan bare rejse herfra,” sagde hun på den franske radiostation France Info her til morgen.
LÆS OGSÅ: Kontaktannonce fik Zlatan til at tænde afLÆS OGSÅ: Zlatan i klædelig kampagne: 50 navne på sultende børn tatoveret på kroppenLÆS OGSÅ: Se trailer til Zlatan-dokumentar