Apple Watch Series 6 ligner sin forgænger til forveksling, og i mine øjne er det urets største ulempe. Jeg har nemlig den kæphest, at ure skal være runde, og Apple Watch er som altid firkantet. Men det er jo subjektivt. Den oplevede kvalitet er glimrende – også i de mindste detaljer som den delikate kliklyd, når man prikker sin pinkode ind på touchskærmen.
Apple lånte mig den store udgave (44 mm) i guldfarvet rustfrit stål med trinløs magnetisk Milanorem i samme materiale. Uret fås også i aluminium i flere nuancer – og med en sjælden rigdom af forskellige remme.
Modsat de fleste forgængere er skærmen altid tændt, og i dagslys har denne udgave 2,5 gange mere blus på skærmen end sidste års model. Det er en stor lettelse, at man nu kan tjekke tiden med et henkastet blik – uden demonstrativt at løfte hånden. Den altid synlige urskive får trods alt også æbleuret til at ligne et (firkantet) ur – i stedet for bare en sort klods.
Annonse
Straks i gang
Opsætningen går lige så legende let, som vi forventer fra Apple. På ingen tid er uret koblet til iPhone (som er et krav). Og alle dine mobil-apps, som også findes til uret, kan automatisk overføres til håndleddet.
Lige så problemfri var opsætningen af Apple Pay og urets mobilforbindelse. Med førstnævnte kan du betale trådløst ved de fleste dankort-terminaler uden at fumle med plastkort. Sidstnævnte lader dig telefonere, sende beskeder og bruge mobildata, selv om mobilen ikke er i nærheden.
Mobilforbindelsen, som markeres med en rød cirkel på urets ’digitale krone’ (drejeknappen), lægger ca. 800 kr. til prisen for de billigste modeller. Desuden kræves et ekstra mobilabonnement, som i mit tilfælde (Telmore Play) var 25 kr. dyrere om måneden. Alene det, at man med urets mobilforbindelse kan lade telefonen blive hjemme på løbeturen, vil for mange være merprisen værd.
Virtuelle urskiver
Udvalget af urskiver er bredt, og mange af dem kan forsynes med små genveje, informationsruder og andre såkaldte komplikationer. Blot er det ærgerligt, at Apple ikke tillader urskiver fra andre firmaer. Det havde givet et langt større udvalg, som vi fx ser det hos Samsung.
Annonse
Jeg foretrækker også Samsungs menustyring, hvor man navigerer ved at dreje kransen om urskiven. Apples kombination af touch og den digitale krone virker mere gnidret. Men det hjælper, hvis man skifter app-menuen til listevisning.
Netop det enorme udvalg af apps er klart den største fordel ved Apple Watch. Man føler sig helt forkælet, når man kommer fra et ur baseret på Googles eller Samsungs styresystem. Apple tilbyder langt flere velfungerende apps inden for kategorier som træning, musik og produktivitet.
Sundheden skal frem
Uret er vandafvisende ned til 50 meter, så du kan trygt bruge det til svømmetræning – eller på en løbetur i vinterregnen. Men hvis du kommer fra et dedikeret løbeur (fx de populære Garmin-modeller), vil du nok savne nogle nørdede detaljer.
Apple har en mere overordnet og holistisk tilgang til sundhed, som visualiseres med tre cirkler, der helst skal fyldes op i dagens løb. Cirklerne viser, hvor meget du går, står og træner, og uret viger ikke tilbage for at ’nudge’ dig, hvis du fx har siddet for længe. Her er også rig mulighed for at udfordre sine venner og vinde præmier for sund adfærd. Det er gamification på højt niveau.
Uret holder også øje med, hvordan du sover. Det kan sågar overvåge din håndvask, hvor der tælles ned fra 20 sekunder. Håndvask-genkendelsen er i grunden overraskende pålidelig, selv om den også udløses ved vask af grøntsager. Men de fleste har nok en grænse for, hvor meget de vil ’nudges’, og håndvaskhjælperen er som standard slået fra.
Hvad blodet fortæller
Annonse
Selvfølgelig kan uret måle din placering (GPS) og puls – både automatisk og på kommando. Når du holder en finger på kronen, får du endda et elektrokardiogram (EKG), som kan afsløre hjerteflimmer. Denne funktion er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder og kan helt sikkert tjene som en fin advarsel til nærmere undersøgelser.
Større tvivl er der om årets mest opreklamerede nyhed: måling af blodets iltindhold (SpO2). Ved at sende rødt og infrarødt lys gennem huden og måle det reflekterede lys kan uret vurdere iltindholdet ud fra blodets farve. Det lyder nok eksotisk, men flere konkurrenter har haft funktionen i årevis, og et rigtigt pulsoximeter til fingerspidsen kan erhverves for et par hundrede kroner.
Denne funktion er ikke medicinsk godkendt, og målingen på håndleddet er efter alt at dømme mindre præcis end på fingerspidsen. Jeg fik forskellige resultater med korte mellemrum, alt efter hvor jeg placerede uret. Frem for alt er det uklart, hvad disse målinger skal bruges til. Men igen: Hvis tallene svinger, eller synker væsentligt under det anbefalede niveau (95-100 procent), er det da en fin anledning til at lade sig tjekke hos lægen.
Apple samarbejder med eksterne forskergrupper for at undersøge, hvordan uret kan bruges til at monitorere patienter med astma, søvnapnø og såmænd covid-19. Samtidig understreger selskabet dog, at uret ikke er noget medicinsk apparat.
Potentialet er altså større end den aktuelle anvendelighed. Og derfor virker det lidt søgt, når Apple netop fremhæver iltmålingen i sin markedsføring.
Forbedret batteri
Processoren i denne udgave er selvsagt opgraderet. Alt kører flydende, men det gjorde det også i forgængeren, som nu er taget af markedet.
Det afgørende er, at teknikken her i ’sekseren’ er blevet mere strømeffektiv, ligesom batteriet oplader hurtigere.
Det sidste er vigtigt, hvis du vil udnytte muligheden for søvnanalyse. Selv har jeg fundet en rutine, hvor jeg lægger uret til opladning, så snart jeg står op. Efter en lille times tid er det typisk fuldt opladt. Apple lover fra nul til hundrede på halvanden time.
Her i sjette udgave rummer Apple-uret også en såkaldt U1-chip, der på sigt kan bruges som trådløs bilnøgle – eller med Apples vistnok kommende AirTags, der hjælper med at finde dine nøgler og andre vigtige genstande.
Klokkeklar anbefaling
Den testede udgave af Apple Watch 6 koster 6.299 kr., men prisen starter fra 3.299 kr. Seriens anden nyhed, Apple Watch SE, er en tusse billigere, men her må du undvære de avancerede sundhedsfunktioner, og skærmen slukker, når du ikke hæver hånden. Den billigste variant, Apple stadig sælger, er Series 3, men den har langt ældre teknik, mindre skærm og fås ikke med mobilforbindelse.
Forbedringerne inden for skærm, batteri – og på sigt de nye sundhedsfunktioner – gør Apple Watch Series 6 til det bedste valg.
Tager man app-udvalget og den fine iPhone-integration med i betragtning, er dette også markedets bedste allround-smartur – uanset platform. Herfra altså en klar anbefaling, som dog er baseret på blot en uges daglig (og natlig) brug. Min konklusion efter flere ugers brug kan læses i december-udgaven af den trykte udgave af Euroman.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.